Sandy Hook-dækningen et lærestykke i breaking news anno 2012

Det var ud på aftenen i Danmark, da de første meldinger dukkede op om den dramatiske nedskydning af 27 personer på en skole i Connecticut. I løbet af de næste timer strømmede det ind med store mængder af detaljer om skydningen, hvem manden bag kunne være.

I dagene efter har breaking news-dækningen været genstand for stor debat, især om den rolle sociale medier spillede, og om journalister overhovedet bør spille på de tangenter under så ophedet et forløb med så mange ubekræftede rygter i omløb.

 

Twitter-dialog mellem Andy Carvin og The Guardians Heidi Moore og Wall Street Journals Bradley Davis.

Debatten er her samlet op godt op af Mathew Ingram, som konkluderer, at det ikke var sociale mediers “skyld”, at så mange rygter florerede, da mange af dem faktisk var startet i live-udsendelser på bl.a. CNN og NBC. Sociale medier er bare med til at sprede rygterne hurtigere:

…for better or worse, social networks are a crucial part of how we communicate now, and how we share both information and our emotional reaction to events like the Newtown shooting.

Hvad bør journalister så gøre? De bør selvfølgelig intensivere arbejdet med at afklare, hvad der er rigtigt og forkert. Og naturligvis også anvende sociale medier i dette arbejde. Dels til at følge strømmen af informationer – hvoraf nogle viser sig at være korrekte. Og dels til real-time at arbejde sammen med kilder tættere på begivenheden.

En medfølgende risiko er, at man som journalist kommer til at bære ubekræftede rygter videre. Rygter der senere viser sig at være usande. Den risiko kan journalister minimere ved almindelig forsigtighed – men samtidig være åben og tydelig med, at man ligger inde med oplysninger, der ikke er bekræftet, foreslår Craig Silverman på Poynter.

En af de journalister, der på den måde arbejder på at skille skidt fra kanel på især Twitter, er NPR´s Andy Carvin, som også var meget aktiv i dækningen af Sandy Hook-skydningen.

Carvin er så efterfølgende blevet hængt til tørre af en klummeskriver i The Guardian, Michael Wolff, som mener, at Carvin gik alt for langt i viderebringelsen af ubekræftede rygter.

Diskussionen mellem Wolff og Carvin er meget interessant, idet den fokuserer på både de muligheder og de risici, som arbejdet på sociale medier indebærer under dækningen af breaking news.

Wolff hævder i det meget personlige angreb på Carvin, at han sidder og gemmer sig på et fjernt kontor og lukrerer på andres arbejde – inklusive rygterne.

Carvin’s interest has never been reporting, per se, or storytelling, or even, in the manner of the untrained war reporter, experiencing the reality for himself. Rather, his vocation, along with promoting social media itself, has been that new information role called “curation”…

“Oral history-telling in real-time”?

Andy Carvin, som i øvrigt snart udgiver en bog om sit arbejde bl.a. under det arabiske forår kaldet Distant Witness, giver svar på tiltale i en Storify, hvor han forsøger at dokumentere, at han ikke bare har viderebragt rygter, men faktisk har forsøgt at finde bekræftelse og i øvrigt opfordret brugerne til at tænke sig godt om og ikke bare give alt videre.

Han skriver blandt andet, at han ikke er vild med udtrykket “kuratering”:

To me, the term conveys an activity that’s archival rather than live, so in some ways I think of what I do as a form of oral history-telling in real time – and like most oral histories, it takes a while to figure out what’s true and what’s not.

Som altid bliver en sådan debat vældig polariseret – og man kommer let til at holde med den ene eller den anden. Min personlige holdning er, at folk som Andy Carvin viser vejen til en ny form for journalistik, der udvider og nuancerer traditionel journalistisk indsamling, bearbejdning og historiefortælling.

I en sag som Sandy Hook-skydningen – og masser af mindre dramatiske begivenheder herhjemme – er der fortsat rigeligt at gøre for journalister med verificering, af- og bekræftelse af rygter og påstande. Udgivelse på sociale medier og i samspil med brugerne dér bliver stensikkert en helt nødvendig del af dette journalistiske arbejde.

I fuld fart fra print til digital – opsamling uge 42

Det store samtaleemne i sidste uge var overgangen fra trykte medier til ren digital publicering. Det amerikanske magasin Newsweek meddelte, at det sidste trykte blad udkommer sidst i december. Og samtidig gik der rygter om, at det engelske dagblad The Guardian overvejer samme beslutning.

Newsweeks beslutning har fået et hav af kommentarer med på vejen – her fint samlet op af Nieman Journalism Lab. De fleste vurderer, at det (endnu) ikke er dødstødet til print, men måske snarere udtryk for en desperat handling fra et presset mediehus. Som redaktør Steve Yelvington skriver:

There is no business model for killing print.

Hvad angår rygtet om The Guardian, viste det sig at være et typisk eksempel på, hvordan en tilfældig blog-post bliver slugt råt af nyhedshungrende journalister. Men ingen tvivl om at cheferne i det engelske mediehus diskuterer, hvordan Guardian skal blive en rentabel forretning.

Trods 3 mio. brugere dagligt på nettet er Guardian en dundrende underskudsforretning. Man har udbredelsen og rummer stor redaktionel fornyelse – men udfordringen er at tjene nogle flere penge på det. Guardians CEO Andrew Miller kalder det “a poor football model”: Kreativt er det et utrolig interessant sted at være. Men det er svært at se den bærende forretningsmodel.

Herhjemme var Kjerteminde Avis den første til at lukke printavisen. Journalisten.dk fortæller, at det går fremad for det lille mediehus – men at det endnu næppe er den helt store forretning.

Store digitale løfter fra Gannett-koncernen

Traditionelle opgørelsesmetoder viser, at avishusene kun vinder én krone på nettet, for hver gang de taber 25 kroner på print, men den amerikanske mediekoncern Gannett kunne i det netop offentliggjorte kvartalsregnskab bringe mere opløftende tal:

Et tab på 39 mio. USD blev ikke opvejet af øgede digitale indtægter på 23 mio. USD. Men det giver dog et helt andet regnestykke: 1 til 1,5, vurderer Poynter´s Rick Edmonds. De mere positive tal kommer, fordi Gannett indregner andre digitale indtægter ud over annonceindtægter.

It is not written in stone that print losses must be replaced with digital ad revenue gains. Any mix of digital circulation revenue, revenue from non-advertising digital ventures like social media marketing services or non-digital activities like events or contract printing will do,

skriver Rick Edmonds.

Og bare som et PS: Magasinhuset Forbes meddelte i ugen, at 50% af indtægterne nu er digitale. Kom ikke og sig, at det ikke kan lade sig gøre!

Den anden side: Rationalisering!

Den anden side af regnestykket er selvfølgelig, at organiseringen af mediehusene må tilpasses realiteterne. For nylig meddelte Svenska Dagbladet, at man outsourcer sportsredaktionen mm. Og i sidste uge kom Schibsted-koncernen ud med planer om at samle alle de gode folk, der arbejder med “nytte-stoffet”.

Det viser sig at være i alt knap 30 personer på de store regionalaviser i Norge. Måske kan de sammen producere endnu mere nyttigt stof til nordmændene?

Hver tiende brugte Twitter som “second screen”

11% af amerikanerne var på Twitter, mens de så tv-debatten mellem Obama og Romney, viser en undersøgelse fra Pew Research Center. Hermed blev der sat tal på snakken om, at vi som mediebrugere “altid” har en digital kanal åben, mens vi ser tv eller læser i en avis.

Twitter´s CEO Dick Costolo sagde selv, at man håber og tror, at Twitter vil blive en komplementær kanal til de traditionelle medier, i takt med at mediebrugerne i stigende grad ønsker at være medproducerende og i dialog med omgivelserne.

Twitter for begyndere

Danmark er Twitter jo endnu ikke så stort, så den type med/modspil går her typisk via Facebook. Men måske er det værd at se nærmere på Twitter? I givet fald er Steve Buttry, tidligere American Press Institute, en glimrende guide.

Tag også et kig på disse tips fra Columbia Journalism Review, der blandt andet anbefaler, at man selv bidrager med originalt indhold, snarere end bare at sende videre, hvad andre skriver.

En undersøgelse fra University of Arizona viste, at især BBC kan det dér med Twitter. Mediekonsulent Adi Gaskell diskuterer her, hvad det er, andre mediehuse kan lære af BBC.

“Sandheden” – og mediernes troværdighed

En undersøgelse af Epinion viste (igen), at journalister ligger i bunden af listen over forskellige faggruppers troværdighed, hvilket gav  stor debat på Journalisten.dk. En omtale på Markedsforing.dk gav nogle hints om, hvad baggrunden kan være – blandt andet at 8 ud af 10 mener, at medierne er for optaget af sensations-journalistik.

I præcis de samme dage bragte Poynter et interessant essay af underviser og debattør Clay Shirky om det, at amerikanerne i stadig mindre grad kan enes om, hvad der er sandt og falsk. Internettets ulighed for, at alle kan skrive, hvad de mener, har ikke hjulpet. Tværtimod!

Det efterlader så en stor udfordring til , kunne man sige :-)

Crowdfunding, kolletiv intelligens mm.

Til sidst et par andre spredte tanker:

Spændende tanker om udviklingen af journalistrollen: Frem for ideen om, at journalister først og fremmest skal “grave nyt frem” skal de beskæftige sig med amplification: Løfte det mest interessante frem af det, der allerede er publiceret.

De traditionelle medier er stadig størst – også på nettet – i Sverige, viser den årlige undersøgelse af mediebrugen i landet.

Hvis du overvejer at finansiere din journalistik via såkaldt crowdfunding, er her nogle tips fra medieprojektet Kickstarter.

En ny app kaldet Circa bryder journalistiske artikler op i spiselige bidder egnet for læsning på mobilen. Den er endnu ikke helt færdig-testet. Men prøv den!

Så kom Netflix til Danmark. Det kommer på længere sigt til at ændre vores tv-forbrug radikalt, spår en ekspert.

Og endelig: “Gruppe-intelligens” bliver en stadig vigtigere egenskab på arbejdsmarkedet – ikke mindst i journalistikkens verden. Så her er et interessant indlæg på Harvards business-blog.

 

Storify kan føre til ny journalistisk tænkning

Journalistens kerneydelse har altid været at indsamle, prioritere og verificere information og sætte hele molevitten i en relevant og aktuel sammenhæng. Det ændrer et værktøj som Storify sådan set ikke på. Men alligevel står det klart, at den journalistiske selvopfattelse bliver påvirket.

I fredags var jeg vært for vores første kursus i at bruge Storify – og tænke overvågning af sociale medier ind i den journalistiske proces. Det var en stor fornøjelse. Selvom teknikken ind i mellem fortsat reagerer underligt, gav Storify tydeligvis deltagerne en fornemmelse af, hvordan inddragelse af det bedste indhold fra “den sociale strøm” kan supplere og ind i mellem kvalificere det, vi traditionelt har kaldt den egentlige journalistiske historie.

(Kort om Storify: Det er et værktøj udviklet til at gøre det let at trække indhold fra Twitter, Facebook, YouTube (videoer), Flickr (fotos) og Instagram (fotos via Twitter) over i en journalistisk artikel. Man samler så at sige sin historie som samlesæt med “klodser” fra sociale medier – og skriver sin egen kontekst omkring disse elementer)

Storify gør det let at udføre journalistiske handlinger på en måde, der på forskellig vis bryder med den hidtidige opfattelse af journalistik:

  1. Først publiceres der i stride strømme – og så redigeres/prioriteres der efterfølgende. “Publish, then filter”, som amerikanske Clay Shirky skriver. Vi har ellers som journalister altid tænkt, at vi skulle sortere skidt fra kanel før udgivelse.
  2. Journalisten bevæger sig op over indholdet og ser i mindre grad sig selv som primær producent af “selve historien” – og i stedet som én, der i højere grad orkestrerer, faciliterer og guider læseren ind og ud af den digitale strøm.
  3. “Historien” som en proces, der i perioder kan planlægges og iscenesættes og i andre perioder har sit eget liv. Snarere end som et afsluttet produkt i form af en artikel eller et indslag.
  4. Og så at journalistik kan skabes og få værdi oven på – og med værdifuldt input fra – sociale medier. Alene det er nok en svær kamel at sluge for nogle journalister.

Vi arbejdede på kurset især med Storify som redskab i to sammenhænge:

Sammenfatning og indramning af debatter

Et mål med journalistik er oftest at blive “talk of the town”, men hvad denne efterfølgende samtale går ud på, er typisk ikke noget, vi som journalister har beskæftiget os med. Men hvorfor ikke følge disse samtaler, som læserne/brugerne har med hinanden – og måske ligefrem kvalificere og guide dem?

Det satser eksempelvis Horsens Folkeblad meget på og laver dagligt ofte flere Storify´s, med inddragelse af de mest interessante og givende kommentarer på mediehusets artikler. Gode eksempler er en debat om husning af asylansøgere i Juelsminde og om et barn der fejlagtigt blev udleveret til en forkert taxachauffør.

Webredaktør Kristoffer Hamborg, Horsens Folkeblad, fortæller, at en sådan sammenfatning af debatten som regel fører endnu flere kommentarer med sig – og gør debatten frugtbar og meningsfuld.

På den måde kan det journalistiske forløb tegnes som et loop, hvor historien under hver runde med læserne tager nye og – forhåbentlig – interessante og relevante retninger.

Opsamling og indramning af et hændelsesforløb – næsten mens det sker

En anden oplagt anvendelsesmulighed for Storify er til opsamling og dokumentation af et aktuelt hændelsesforløb. Især i situationer, hvor de relevante kilder kan være spredte og af mindre autoritativ karakter, kan input fra sociale medier – og hermed Storify – være nyttigt. Et velkendt eksempel er bevægelsen Occupy Wall Street.

Journalist Kasper Ottosen, Århus Stiftstidende, har fundet en måske mindre spektakulær, men meget effektiv måde at anvende Storify på, nemlig som redskab til at dokumentere nyheder og hændelser omkring det århusianske fodboldhold AGF.

Et andet eksempel er DR-journalist Lars Damgaard Nielsens sammenfatning af de bedste videoer fra skybruddet i København sidste år.

Her fungerer Storify som et enkelt redskab til at samle det bedste og mest relevante stof fra forskellige kilder. Og journalisten bliver i højere grad en “kurator” (begreb hentet fra museumsverdenen) end selvstændigt skabende.

Men det lag, man hermed kan tilføje – og hermed give enkeltdelene ny mening – kan være nok så meningsfuld.

Et nyt workflow

Begge måder at anvende Storify på lægger op til, at man som journalist følger med på de sociale medier og noterer sig interessante og relevante indlæg. Ved hjælp af knappen “Storify this”, som man henter på Storifys hjemmeside i form af en blå firkantet booklet, som man trækker op i sin bookmark-bar, kan man gemme tweets, Facebook-kommentarer og blogindlæg i sin storypad på Storify.

På den måde samler man løbende materialet til sin historie. Herfra er det bare at udføre sit kurator-job godt: At præsentere, indramme og tilføje sammenhæng og mening til det gode indhold, andre har skabt.

Det skal siges, at Storify endnu ikke er helt fejlfri. Især i relation til Facebook støder man ind i ting, der ikke fungerer helt, som de burde.

Men lad det ikke være en hindring for at gå i gang med at lege med Storify. Gå ind og registrér dig som bruger – og prøv at samle nogle historier.

Og skulle du have brug for inspiration og viden om, hvad man ellers kan gøre med Storify, så kommer der et nyt éndags-kursus d. 14. januar i København.

 

Begrænsninger på at bruge Twitter som nyhedskanal – godt eller skidt?

To store engelske mediehuse, BBC og Sky News strammede i begyndelsen af februar stort set samtidig deres interne regler for journalisters brug af Twitter. Meldingen fra BBC understregede, at journalisterne altid skal informere centralredaktionen FØR de sender en nyhed ud via deres personlige Twitter-konto. Sky var endnu mere radikal:

  • Skriv aldrig på Twitter udenfor dit eget område eller om ”andres” historier historier inden for dit eget område.
  • Send aldrig en tweet videre, som er postet af andre journalister ”or people on Twitter”, som det hedder.

De to meldinger gav anledning til en del debat forskellige steder. Blandt andet fik jeg også selv nogle gode overvejelser ind via Twitter, da jeg kort beskrev problematikken dér.

Jeg har gået og tygget lidt på det, der ligner en magtkamp mellem ”gammel-medier” og ”the new kids”, der sætter dialog og relation via sociale medier højest. Hvem skal man nu holde med?

For desværre er Twitter og andre sociale kanaler desværre ikke et emne, som kan fremkalde så meget som en udmelding i den danske mediebranche. Så længe de kanaler stort set ikke bliver brugt, skaber de heller ikke uenighed ;-)

Til BBC-udmeldingen: Man kan forstå det sådan, at en BBC-journalist altid skal sætte kollektivet – altså redaktionen – højere en egen egoistisk trang til at råbe: ”Jeg har nyheden”, sådan at mediehuset hurtigst muligt får sendt informationerne ud via de rette kanaler.

Det kan virke som en bremse på de mest ihærdige nyhedshunde, men pyt… hvis vi ellers kan stole på, at det redaktionelle kollektiv formår at håndtere nyheder rigtigt og i en fart.

Sky-meldingen er jeg mere loren over.  Selvfølgelig skal børn ikke modtage slik fra mænd, de ikke kender. Men her taler vi – naturligvis i bedste fald – om journalister som kender deres område og i det hele taget har en sund dømmekraft. Og hvis gode ry og rygte som altid er afhængig af, at det materiale, de offentliggør, viser sig at være både korrekt og relevant.

En central journalistisk opgave i fremtiden må uden tvivl blive såkaldt ”kuratering”, altså at bedømme, prioritere og udvælge relevant materiale ud af den strøm af information vi konstant udsættes for.

Især af fagmedarbejderen, som kender sit område, vil man forvente aktiv kuratering af informationer indenfor dette felt – og her er Twitter jo et fantastisk redskab. Og så virker det næsten naturstridigt, at arbejdsgiveren, her Sky News, vil forhindre udførelsen af netop det.

Selvfølgelig risikerer journalisten at sende noget skidt videre. Den slags sker. Men frem for at forbyde berøring overhovedet ville det være mere oplagt at forsøge at hjælpe de redaktionelle medarbejdere med metoder, redskaber og modeller til håndtering af det, Charlie Beckett fra London School of Economics kalder The Line of Verification – i øvrigt hentet fra BBC´s editor of Interactivity!

Verificering er naturligvis stadig en central journalistisk opgave. Vi er jo ikke sladretasker, er vi vel?

Læs også den velskrevne eftertanke fra David Carr, New York Times: Twitter is all in good fun, until it isn´t

Verificerede nyheder på Twitter?

De rystende optøjer i England har mange interessante udløbere for os mere klinisk medieinteresserede. For eksempel nyheden om, at regeringen overvejer at blokere Twitter og Facebook for at forhindre ballademagerne i at planlægge nye kriminelle handlinger.

Endnu mere interessant er dog diskussionen, om Twitter bør udvikle en særlig kanal for verificerede nyheder, hvor de etablerede medier kan boltre sig – uden støj fra de såkaldte citizen journalists, der som bekendt ikke er til at stole på (ironisk bemærkning!).

På Social Media Insider skriver Catharine P. Taylor interessant om sine overvejelser:

But when it comes to credibility, all tweets are not created equal, and Twitter needs to put the tools in place to ensure that verified nes is treated as such.

Hendes formål er ædelt – at undgå netop at “shoot the messenger” (altså Twitter) når budskaberne viser sig at være svindel eller på anden måde misvisende.

Men det ér jo svært at levere verificerede informationer i de kaotiske tidsrum, hvor begivenhederne udspiller sig for øjnene af én, og ingen aner hvorfor, eller i øvrigt kan se det store billede. Også de etablerede medier har masser af skævere i bestræbelserne på at tilbyde det store og sande billede.

Det er en spændende men nok også temmelig vanskelig opgave at finde løsninger på det problem at skelne mellem tweets, der er sande, overdrevne og rent ud falske.

Og på forhånd at skilte med, hvad der er verificeret information kan i sådanne situationer let ende med at være falsk varebetegnelse.

Til en start er det nok klogt at betragte Twitter-strømmen fra brændpunkter som Londons gader med opmærksom skepsis. Ikke alle iagttagere er i stand til – eller ønsker – at give et retvisende billede af, hvad der foregår.

(Tak til Claus Sølvsteen for linket!)

Stedbaserede sociale medier har svært ved at få fat

Kun 4% af de amerikanske voksne bruger Foursquare, Gowalla eller andre services, der giver dem mulighed for at fortælle vennerne, hvor de er lige nu. Det viser en undersøgelse fra The Pew Internet and American Life Project.

Er glasset halvt fuldt eller halvt tomt, kan man spørge. Foursquare har trods alt kun eksisteret i halvandet år og har allerede fire millioner medlemmer. Så helt skidt er det ikke.

Men Pew-undersøgelsen viser dog, at de stedbaserede medier har stået lidt i stampe det sidste halve år. En tilsvarende undersøgelse i maj viste, at 5% bruger geotagging.

Måske vil den nye feature Facebook Places ændre på det? Under alle omstændigheder kan man konstatere, at det endnu kun er 8% af de unge mellem 18 og 29 år, der bruger geotagging.

Pew-undersøgelsen viser samtidig, at Twitter har fået ret godt fat i amerikanerne nu: 24% af de voksne amerikanere bruger nu Twitter – set i forhold til 19% på samme tid sidste år.

Curation: Overvågning, filtrering og…

Jeg sidder og skriver om “curation” som en ny journalistisk opgave – ja måske ligefrem en ny rolle? Det er jeg personlig lidt i tvivl om på nuværende tidspunkt.

Jeg er stærkt inspireret af, hvad Robert Scoble siger om curation i denne samtale med Howard Rheingold. Scoble har tidligere blogget for Microsoft lever nu af at være skrive om teknologi for nørder verden over. Blandt andre sine godt 136.000 followers på Twitter.

I interviewet siger Scoble, at hans vigtigste funktion er at se mønstre i store mængder af information. Mønstre som andre ikke ser. Det kræver en både bred og dyb viden om det område, man dækker.

En anden vigtig opgave er at vurdere, hvad der ligger bag udsagn og samtaler på de sociale medier. Vurdering af folks troværdighed, og hvordan man skal forstå de ting, der bliver sagt. Det kræver et rigtig godt kildenet, og at man kender de pågældende kilders baggrund, interesser - og “passioner” som Scoble også påpeger.

Altsammen er det jo grundlæggende journalistisk arbejde, som vi  kender det. Det er stadig vigtigt, at man er åben for mange slags information, at man forholder sig til den og anvender sine journalistiske filtre på den.

Den nye udfordring er så måske at modtage så meget mere information, end en traditionel fagmedarbejder. Alt er trods alt meget lettere, hvis man kan nøjes med at forholde sig til en pressemeddelelse, der skal skrives om :-)

En “curators” opgave er så for sine læsere at filtrere denne information og give dem et billede af, hvad der I VIRKELIGHEDEN foregår, og så er vi jo straks på vej ud i noget snavs…

For virkeligheden er trods alt lettere at referere til, hvis den består af et par nidkært korrekt videregivne citater – end hvis vi taler om morgenens Twitter-samtale om et nyt Google-produkt.

Hvad der er fokus, vinkel og relevant information i en sådan historie må Scoble så vurdere, og hans troværdighed som afsender er afgørende for, om modtagerne tillægger “historien” værdi.

Det er spændende at snakke om, hvad den troværdighed så består af, og det bør vi gøre.

En enklere snak lige nu er at finde ud af, hvad vi skal kalde “curation” på dansk? Jeg spurgte på Twitter for et par uger siden, og Christian Schwarz Lausten foreslog “kuratering”.

Jeg er ikke helt tilfreds – vil gerne have noget mere dansk, hvis du forstår… har du et bud?

Eftertanke: Jeg fandt dette interessante blogindlæg af Robert Scoble: Kuratorens syv behov

#newsrw: Fra kiggere til “Readers Plus”

Under tre procent af de besøgende på nyhedssites og web-communities bidrager aktivt – og mange af dem som regel kun med ukvemsord! Kunne vi da bare få nogle flere til at bidrage positivt?

“Talk to them!”, lød det korte råd fra Samantha Shepherd , digital projects co-ordinator på Bournemouth Daily Echo, på konferencen NewsRewired i London i fredags.

Hun talte selv i begejstrede vendinger om  sine Readers Plus hjemme i Bournemouth. I modsætning til de såkaldte “lurkers”, der bare kigger, og “shouters”, der har travlt  med at fornærme alt og alle, er Readers Plus i følge Shepherd karakteriseret ved:

  • Pertentlighed: De påpeger straks fejl og uklarheder
  • Kritisk sans: De stiller konstant spørgsmål og ønsker uddybning
  • Snakkehoveder: De elsker at diskutere 
  • Newsagents: De fortæller os, hvad der foregår derude
  • Delivery boys: De hjælper os med at sprede vores budskaber
  • Brand Ambassadors: De er vores loyale støtter
  • Reporters: De hjælper os med at besvare komplekse spørgsmål og andre ting, vi ikke kan finde ud af

They make us part of their lives. They trust us to be fair, and if we haven´t been fair, they expect us to be honest about our mistakes. They don´t let us get away with being sloppy. They force us to be better at our jobs, to close the gap between them and us,

skriver hun i et indlæg om “Readers Plus”. I hendes øjne er én Reader+ lige så meget værd som 10 “lurkers”, så det er arbejdet værd at prøve at flytte dem.

Altså: “Talk to them!” Via Twitter, via Facebook, Flickr – og selvfølgelig via diverse debatfora.

Flickr: Publikum består af helt specifikke interessefællesskaber. Blandt andet landskabsfotografer. Hun vurderer, at 25% af de lokale Flickr-brugere er ”Readers Plus”.

Twitter: Omkring 20% af mediehusets Twitter-followers er nu Readers Plus, vurderer Samantha Shepherd.

Facebook: “The great untapped ressource!” 70.000 personer i Bournemouth er medlemmer af mediehusets Facebook-gruppe, og kommentarer og trafik fra Facebook er voldsomt stigende. Men endnu uden at nå Readers Plus-højder!

Twitter: Perfekt til netværks-bygning

Du får lige en case mere til projekt Journalistik i netværk. Den handler om Twitter, hvor jeg i flere omgange har talt med Didde Elnif, tidligere journalist på Ibis og nu project manager på New Media Days.

Twitter: Når netværket er lige ved hånden

Didde fortæller om sin brug af Twitter til netværks-bygning: Som journalist på Ibis, som en del af en gruppe frontløbere på nye medier og til i det hele taget at orientere sig om den sidste nye medieudvikling.

Eksemplet med Twitter illustrerer det rolle-skift, journalister må igennem, hvis de for alvor vil få nytte af netværksbygning: De må acceptere, at de ikke længere er gatekeeper og central person i netværket – men rykker ud i kanten af netværket.

Og det er måske i virkeligheden det allerbedste sted at være, som Jeff Jarvis skriver.

Godt nok er det endnu kun et lille mindretal af danskerne, der er aktive på Twitter. Men måske kan det alligevel være et nyttigt redskab for dig.  

Jeg er i de kommende dage i London til http://www.newsrewired.com/

Det bedste fra to verdener: Læs den grundige artikel – og følg med her-og-nu

Ekstra Bladet er godt i gang med at udforske, hvordan den hurtige strøm af nyheds-bidder via Twitter kan kombineres med andre former for dækning. For eksempel en helt almindelig opsamlende artikel…

Et eksempel på mulighederne kan du se i disse dage i Ekstra Bladets dækning af jordskælvet på Haiti. Temasiden på eb.dk er tilføjet en boks i højre side, hvor du kan læse alt, hvad folk kloden rundt lige nu skriver om Haiti på Twitter. Altså et åbent vindue til verden lige nu – med fokus på den tragiske begivenhed i den fattige ø-stat.    

Ekstra Bladet fører via featuren Twitter Badges alle tweets tac´et med  ”Haiti” over i boksen. På den måde kan du som læser i fredelige Danmark følge med i, dels hvad folk i katastrofeområdet oplever og beskriver – og hvad alle mulige andre verden over føler og kommenterer på. En helt tredje kategori af tweets indeholder links til relevante artikler og andet  webmateriale.

Er det ikke fedt? Et konkret eksempel på at Twitter ikke bare er en klam mode-fidus men et uhyre relevant redskab for alle mediehuse, som vil samle og videregive her-og-nu-information. Og hvem vil ikke gerne det?

På den måde, Ekstra Bladet gør det, kan du både få den journalistisk bearbejdede artikel om jordskælvets konsekvenser – og udviklingen lige nu. Journalistik i udbrud…

Det var egentlig noget andet, jeg skulle snakke med Ekstra Bladets Lars K. Jensen om, da han henleder min opmærksomhed på nyskabelsen, der også tidligere er afprøvet under blandt andet dækningen af retssagen mod Stein Bagger.

Det er et billede på, at de gode folk på Ekstra Bladet hele tiden tester redskaber af og afprøver dem i den journalistiske dækning. Fungerer det? Ikke altid fuldstændig – men der er erfaringer at tage med videre. Og pludselig – som i eksemplet nævnt ovenfor – ja, så har du en udvidelse af de journalistiske muligheder, som virkelig tilføjer noget ekstra.

For dig der ønsker at afprøve Twitter Badges: Du kan finde den i bunden af Twitters hjemmeside under ”Goodies”. Der er to hoved-måder at screene Twitter på: Enten at hente alle tweets ind fra en bestemt bruger (f.eks. en bestemt anerkendt reporter på åstedet) eller som i det nævnte tilfælde at søge efter tweets med et bestemt tac (som her “Haiti”).

Som sagt: Stor tak til Lars K. Jensen for informationer om denne måde at bruge Twitter på. Hold øje med hans blog Medieblogger, hvor han skriver om mange af fornyelserne og eksperimenterne på eb.dk.

(OBS: Artiklen er redigeret d. 14.1.2010)