New York Times havde forleden en interessant artikel, der fortæller, at medievirksomheder som The Atlantic, Rolling Stone, Huffington Post og NYT selv har åbnet konti på Tumblr.
For de, der ikke tidligere har hørt om Tumblr, er det en mellemting mellem Facebook og Twitter. Til forholdsvis kortfattet kommunikation som Twitter – men “the tone is a lot more conversational”, som det hedder i artiklen.
Herhjemme anvendes Tumblr så vidt jeg ved først og fremmest af enkelte journalister som f.eks. Kim Elmose og Lars K. Jensen, men måske er det første tegn på, at en ny social platform for alvor er ved at blive taget i brug?
Ulempen er selvfølgelig, at redaktionerne må sprede deres opmærksomhed p de sociale medier yderligere, mens fordelene ved Tumblr også er til at få øje på:
Det handler vel grundliggende om, at journalistikken er på vej til at blive mere samtalebaseret, og vi leder stadig efter platforme, der for alvor understøtter det.
På Twitter er det svært for alvor at få en samtale i gang, mens Facebook vel på mange måder har potentialet – men medierne stritter imod mere af ideologiske grunde?
It´s less about broadcasting to an audience and more about communicating with a community,
siger Tumblr´s unge stifter, David Karp i artiklen. Og den tankegang holder måske nok nogle redaktører tilbage
Jeg må nok hellere se at komme på Tumblr også for at undersøge sagen selv – men jeg vil meget gerne høre om dine erfaringer med Tumblr: I hvilke sammenhænge og på hvilken måde fungerer denne platform rigtig godt?
