I fuld fart fra print til digital – opsamling uge 42

Det store samtaleemne i sidste uge var overgangen fra trykte medier til ren digital publicering. Det amerikanske magasin Newsweek meddelte, at det sidste trykte blad udkommer sidst i december. Og samtidig gik der rygter om, at det engelske dagblad The Guardian overvejer samme beslutning.

Newsweeks beslutning har fået et hav af kommentarer med på vejen – her fint samlet op af Nieman Journalism Lab. De fleste vurderer, at det (endnu) ikke er dødstødet til print, men måske snarere udtryk for en desperat handling fra et presset mediehus. Som redaktør Steve Yelvington skriver:

There is no business model for killing print.

Hvad angår rygtet om The Guardian, viste det sig at være et typisk eksempel på, hvordan en tilfældig blog-post bliver slugt råt af nyhedshungrende journalister. Men ingen tvivl om at cheferne i det engelske mediehus diskuterer, hvordan Guardian skal blive en rentabel forretning.

Trods 3 mio. brugere dagligt på nettet er Guardian en dundrende underskudsforretning. Man har udbredelsen og rummer stor redaktionel fornyelse – men udfordringen er at tjene nogle flere penge på det. Guardians CEO Andrew Miller kalder det “a poor football model”: Kreativt er det et utrolig interessant sted at være. Men det er svært at se den bærende forretningsmodel.

Herhjemme var Kjerteminde Avis den første til at lukke printavisen. Journalisten.dk fortæller, at det går fremad for det lille mediehus – men at det endnu næppe er den helt store forretning.

Store digitale løfter fra Gannett-koncernen

Traditionelle opgørelsesmetoder viser, at avishusene kun vinder én krone på nettet, for hver gang de taber 25 kroner på print, men den amerikanske mediekoncern Gannett kunne i det netop offentliggjorte kvartalsregnskab bringe mere opløftende tal:

Et tab på 39 mio. USD blev ikke opvejet af øgede digitale indtægter på 23 mio. USD. Men det giver dog et helt andet regnestykke: 1 til 1,5, vurderer Poynter´s Rick Edmonds. De mere positive tal kommer, fordi Gannett indregner andre digitale indtægter ud over annonceindtægter.

It is not written in stone that print losses must be replaced with digital ad revenue gains. Any mix of digital circulation revenue, revenue from non-advertising digital ventures like social media marketing services or non-digital activities like events or contract printing will do,

skriver Rick Edmonds.

Og bare som et PS: Magasinhuset Forbes meddelte i ugen, at 50% af indtægterne nu er digitale. Kom ikke og sig, at det ikke kan lade sig gøre!

Den anden side: Rationalisering!

Den anden side af regnestykket er selvfølgelig, at organiseringen af mediehusene må tilpasses realiteterne. For nylig meddelte Svenska Dagbladet, at man outsourcer sportsredaktionen mm. Og i sidste uge kom Schibsted-koncernen ud med planer om at samle alle de gode folk, der arbejder med “nytte-stoffet”.

Det viser sig at være i alt knap 30 personer på de store regionalaviser i Norge. Måske kan de sammen producere endnu mere nyttigt stof til nordmændene?

Hver tiende brugte Twitter som “second screen”

11% af amerikanerne var på Twitter, mens de så tv-debatten mellem Obama og Romney, viser en undersøgelse fra Pew Research Center. Hermed blev der sat tal på snakken om, at vi som mediebrugere “altid” har en digital kanal åben, mens vi ser tv eller læser i en avis.

Twitter´s CEO Dick Costolo sagde selv, at man håber og tror, at Twitter vil blive en komplementær kanal til de traditionelle medier, i takt med at mediebrugerne i stigende grad ønsker at være medproducerende og i dialog med omgivelserne.

Twitter for begyndere

Danmark er Twitter jo endnu ikke så stort, så den type med/modspil går her typisk via Facebook. Men måske er det værd at se nærmere på Twitter? I givet fald er Steve Buttry, tidligere American Press Institute, en glimrende guide.

Tag også et kig på disse tips fra Columbia Journalism Review, der blandt andet anbefaler, at man selv bidrager med originalt indhold, snarere end bare at sende videre, hvad andre skriver.

En undersøgelse fra University of Arizona viste, at især BBC kan det dér med Twitter. Mediekonsulent Adi Gaskell diskuterer her, hvad det er, andre mediehuse kan lære af BBC.

“Sandheden” – og mediernes troværdighed

En undersøgelse af Epinion viste (igen), at journalister ligger i bunden af listen over forskellige faggruppers troværdighed, hvilket gav  stor debat på Journalisten.dk. En omtale på Markedsforing.dk gav nogle hints om, hvad baggrunden kan være – blandt andet at 8 ud af 10 mener, at medierne er for optaget af sensations-journalistik.

I præcis de samme dage bragte Poynter et interessant essay af underviser og debattør Clay Shirky om det, at amerikanerne i stadig mindre grad kan enes om, hvad der er sandt og falsk. Internettets ulighed for, at alle kan skrive, hvad de mener, har ikke hjulpet. Tværtimod!

Det efterlader så en stor udfordring til , kunne man sige :-)

Crowdfunding, kolletiv intelligens mm.

Til sidst et par andre spredte tanker:

Spændende tanker om udviklingen af journalistrollen: Frem for ideen om, at journalister først og fremmest skal “grave nyt frem” skal de beskæftige sig med amplification: Løfte det mest interessante frem af det, der allerede er publiceret.

De traditionelle medier er stadig størst – også på nettet – i Sverige, viser den årlige undersøgelse af mediebrugen i landet.

Hvis du overvejer at finansiere din journalistik via såkaldt crowdfunding, er her nogle tips fra medieprojektet Kickstarter.

En ny app kaldet Circa bryder journalistiske artikler op i spiselige bidder egnet for læsning på mobilen. Den er endnu ikke helt færdig-testet. Men prøv den!

Så kom Netflix til Danmark. Det kommer på længere sigt til at ændre vores tv-forbrug radikalt, spår en ekspert.

Og endelig: “Gruppe-intelligens” bliver en stadig vigtigere egenskab på arbejdsmarkedet – ikke mindst i journalistikkens verden. Så her er et interessant indlæg på Harvards business-blog.

 

På vej mod en mere åben journalistik 1

Jeg skrev tirsdag om The Guardians satsning på Open Journalism og har siden tænkt en del over, hvordan man som redaktion kan arbejde praktisk med at integrere tankegangen i det journalistiske arbejde.

En række danske redaktioner har allerede en del erfaringer med at inddrage både kilder og brugere i det journalistiske arbejde. Jeg har i 2010 beskrevet en del af dem i rapporten Journalistik i netværk. Det ser ud til, at hele den tankegang, der ligger bag, vil kræve nye kompetencer, jobbeskrivelser – og måske en helt ny redaktionel organisering.

Blandt andet er det oplagt, at en vigtig journalistisk opgave i sådan en sammenhæng bliver at mobilisere og organisere brugerinvolvering og -bidrag. Nogle steder bliver det en særlig funktion. På andre redaktioner skal alle journalistiske medarbejdere kunne:

  • Overveje hvordan brugerne kan “gå ind i” det journalistiske materiale, udforske det, dele det med omgivelserne, kommentere på det og evt. bidrage til i den fortsatte journalistiske proces
  • designe indgange, brugerne kan bruge til at bidrage med holdninger, erfaringer, viden, links, dokumentation og andet der kvalificerer det samlede materiale yderligere
  • tage imod, kvittere for og anvende kvalificerede brugerbidrag i det fortsatte journalistiske arbejde

Centralt i det hele er, at journalister ser sig selv og deres journalistiske arbejde i et nyt lys: De arbejder ikke frem mod et færdigt journalistisk produkt men ser arbejdet som en proces, der i princippet aldrig slutter. Og at de som en anden side af den samme sag ser sig selv mere som arbejdsleder af et større arbejdssjak end som eneste producent.

Men – når nu historien ikke er det endelige og færdige svar på alt: Hvordan kan man uden at komme i karambolage med sine etiske principper “åbne” en historie og pege på problemstillinger uden nødvendigvis at have sin dokumentation på plads? Det er netop den dokumentation man beder om hjælp til.

Som Guardians Paul Lewis f.eks. gjorde i sagen om Ian Tomlinsons mystiske dødsfald under G20-demonstrationerne i London. Og som danske Dorte Toft indledningsvis gjorde i den nu legendariske dækning af IT Factory.

Man skal naturligvis – som altid – være forsigtig med påstande om svindel og bedrag. Men det er efter min mening ok at fremlægge sine overvejelser, især når man omhyggeligt oplyser, hvad man ved, og hvad man ikke ved. Samtidig kan man med fordel være klar i mælet om, hvad man arbejder videre med, og hvor man som journalist med fordel kunne bruge brugernes hjælp.

Men i mange sammenhænge kan det være indledningen til en længere proces, hvor man sammen med dedikerede og vidende brugere udforsker tilgængeligt og nyt materiale.

The Guardian går forrest med Open Journalism

Samtidig med at de fleste andre mediehuse så småt er i gang med at indhegne den digitale journalistik, går The Guardian i den modsatte retning og markedsfører sig kraftigt via kampagnen for Open Journalism: En invitation til frit og uforpligtende ikke bare at bruge løs af journalistikken – men også at bidrage aktivt til skabelsen af den:

Open journalism is journalism which is fully knitted into the web of information that exists in the world today. It links to it; sifts and filters it; collaborates with it and generally uses the ability of anyone to publish and share material to give a better account of the world,

har chefredaktør Alan Rusbridger forklaret. Nedenfor følger en række eksempler på, hvad det er, The Guardian ønsker at opnå – og at denne tilgang faktisk kan gøre en stor forskel i det journalistiske arbejde.

Mens det er omdiskuteret, om The Guardians voldsomme satsning på den gratis, åbne vej er holdbar på længere sigt, er mediehusets journalistiske projekt i centrum for journalistisk udvikling lige nu.  På konferencen News World Summit i Paris i juni, refererede talrige oplægsholdere til “open journalism”, og en hel session var afsat til diskussion af, hvad det er, The Guardian har gang i.

Paul Lewis, Special Projects Editor, Tanya Cordrey, Director of Digital Development, Clare Margetson, Network Editor, og Joanne Geary, Digital Development Editor, gav en masse eksempler på, hvad Open Journalism er og betyder. Her kommer et par af de stærkeste:

Ian Tomlinsons død

1. april 2009 døde avisbudet Ian Tomlinson på gaden i London under G20-demonstrationerne i byen. Han var på vej hjem og var ikke involveret i demonstrationerne. Myndighederne oplyste, at han var død af naturlige årsager.

På det tidspunkt havde Paul Lewis netop opdaget Twitter, og via det sociale medie begyndte han at udtrykke sin tvivl og skepsis over denne officielle forklaring. Hans overvejelser spredtes hurtigt, og i løbet af en lille uges tid kom der talrige reaktioner – blandt andet fra 20 vidner, som hver især kunne bidrage med beskrivelser af, hvad der var sket med Ian Tomlinson: At han forsvarsløs var blevet angrebet af politiets sikkerhedsstyrker.

“Vi undersøgte og sammenholdt alle forklaringer grundigt. Verifikation er absolut centralt jornalistisk arbejde her, da man let kan blive offer for svindel”, sagde Paul Lewis.

Alle udsagn blev efter derefter lagt på et kort, så brugerne kunne se, hvilket sted de havde været, og – ved at klikke på kilden – høre hvad de havde sagt.

Den megen omtale førte senere til, at Paul Lewis fik kontakt med en helt afgørende kilde: En investeringsrådgiver fra New York, som havde været i London under G20, sendte en email med en video, der viste situationen, hvor Ian Tomlinson blev skubbet omkuld.

Efter først at være blevet frifundet blev den pågældende politimand endelig i 2011 dømt for drab på Tomlinson. Under hele sagen har der været en voldsom debat om politiets rolle i det engelske samfund. (Læs evt. beskrivelse af hele forløbet her)

Om selve det journalistiske forløb konkluderede Paul Lewis:

Vi kunne aldrig være kommet til bunds i denne sag uden de sociale medier. En masse af det, der sker, registreres og optages af folk. Og det kan vi nu få fat i. Det er nyt for journalister!

Jimmy Mubengas død

“Angolean man dies on flight as UK tries to deport him (link). This story could be v big. Please RT”

Sådan lød Paul Lewis´ korte Twitter-budskab efter endnu en episode i 2010, hvor en 46-årig mand dør under flytransport fra England til Angola. Igen lyder den officielle forklaring, at manden er død af naturlige årsager.

Igen er Paul Lewis skeptisk. Han erkender, at det er en vanskelig balancegang at give udtryk for sådanne spekulationer uden at have konkret bevis for, at noget ikke er, som det bliver fremstillet.

“Eksperter vil sige, at vi som journalister ikke burde lufte de overvejelser, men vi var nødt til at gøre det”, har Lewis tidligere sagt. The Guardian forsøgte igen at få fat på folk, som havde set noget, og som kunne bidrage med udsagn.

Og igen kom der hurtigt svar. Denne gang bl.a. fra en fyr, som arbejdede på en angolansk boreplatform. Første svar-tweet fra ham lød:

“I was also there on BA77 and the man was begging for help and I now feel so guilty that I did nothing”.

Paul Lewis ringede ham op og fik hele hans beretning og lagde lydfilen ud på nettet. Den meget omfattende og vedholdende dækning førte igen til stor offentlig debat om sådanne hjemsendelser. Endnu i foråret 2012 var der dog ikke truffet beslutning, om Mubengas vagter skulle tiltales for drab.

Paul Lewis´konklusion:

Igen viser denne sag, at processen witnessing-recording-sharing er helt central for vores dækning. That proces is journalism, and we can all do it!

10 principper for Open Journalism

Chefredaktør Alan Rusbridger har opstillet disse 10 principper or Open Journalism:

  1. Den opfordrer til deltagelse og inviterer/tillader mulighed for svar
  2. Det er ikke en “os” eller “dem” form for udgivelse
  3. Den tilskynder andre til at igangsætte debat, udgive materiale eller komme med forslag
  4. Den hjælper med at danne interesse-fællesskaber omkring sager, emner eller personer
  5. Den linker til eller samarbejder med andre eller andet materiale på nettet
  6. Den samler/kuraterer også andres relaterede arbejde
  7. Den anerkender, at journalister ikke er de eneste autoritative stemmer, som har ekspertise eller interesse i det givne emne
  8. Den arbejder på at reflektere mangfoldighed, eksempelvis forskellighed i værdier
  9. Den anerkender, at udgivelse snarere kan være begyndelsen end enden på den journalistiske proces
  10. Den er transparent og klar til at blive udfordret – bl.a. i relation til korrektion, afklaringer og tilføjelser.

Andre eksempler på Open Journalism

I hele første halvår af 2012 har The Guardian med en række aktiviteter vist, hvad Open Journalism kan være:

Videoen Three Little Pigs blev lagt på YouTube og er siden vist 300.000 gange – som et PR-eksempel på, hvordan The Guardian ser sin journalistik udvikle sig.

The Guardian begyndte i 2011 at offentliggøre lister over hovedparten af de historier, der blev arbejdet med på redaktionen, og brugerne kunne så kommentere og komme med forslag. I januar 2012, supplerede man med en live-blog, hvor brugerne løbende kunne kommentere og følge historiernes udvikling.

Erfaringerne har vist, at mere fokuseret inddragelse af brugerne kan give meget stor repons. Eksempelvis fik redaktionen på tre dage hele 5000 mennesker til at bidrage til en test af bredbånds-hastighed rundt om i England.

Bloggen Reality Check har inddragelse af brugerne som fundament, og Polly Curtis, som driver bloggen har et hav af eksempler på, hvordan sådan crowdsourcing resulterer i meget grundige fakta-tjek-analyser.

You Tell Us, en sektion under debatredaktionen “Comment is free”, inviterer brugerne til at foreslå emner, hvor de ønsker en debat sat i gang. Også her oplever The Guardian stor interesse og engagement i at bidrage.

Open Weekend: 5000 abonnenter og andre interesserede gæstede mediehuset 24.-25. marts til et hav af sessioner om journalistik og medier.

Betalt eller gratis på nettet: Flere veje til succes

Da jeg tidligere på ugen blev ringet op af Radioavisen for at kommentere på Politikens beslutning om at indføre en betalingsmodel a la New York Times, sagde jeg, at det lyder som en god idé af 3 nedenstående grunde. Men det er altså ikke kun betalingsvejen, der ser ud til at lede frem til dér, hvor pengene er, viser blandt andet erfaringer fra det amerikanske nyhedsmagasin The Atlantic.

Men først tre gode grunde for at det måske er en god idé at gøre som New York Times: Kræve betaling for de trofaste læsere, som adskillige gange om måneden går ind og læser:

  1. Så får man da lidt penge i kassen, ud over den sjat det nu kan blive til fra banner-annoncering mv.
  2. Man har mulighed for at dyrke The Paid Experience, som Poynter´s Bill Mitchell taler om – altså en eksklusiv klub-agtig tilgang, der knytter de trofaste digitale brugere tættere til sig.
  3. Man kan muligvis sælge denne gruppe af trofaste læsere (med de demografiske kendetegn den nu har) til annoncørerne for en ekstra høj pris – når man kan argumentere for at disse folk har en særlig engageret omgang med det redaktionelle stof.

Som jeg sagde til Radioavisen, er jeg overrasket over, at det faktisk er lykkedes New York Times at få tæt ved en halv million mennesker til at betale for fast adgang til  det digitale stof. Så måske kan det faktisk give mening for danske mediehuse også?

Set i lyset af, at stort set alle danske redaktører snakker om betaling for nyheder på nettet, synes jeg dog, at der er grund til at gøre opmærksom på, at der også  er andre veje at gå. The Guardian er et oplagt eksempel på, at man kan opnå et enormt læsertal ved at gå den åbne vej og gøre stoffet til gængeligt for et globalt publikum på alle mulige måder.

Men det engelske mediehus mangler dog stadig at bevise, at der også kommer tilstrækkeligt med penge i kassen ved den model.

Så prøv i stedet at kigge på det amerikanske magasin The Atlantic, der tilbage i 2008 nedbrød den hidtidige betalingsmur og gjorde det digitale indhold gratis. Her er resultaterne markante:

The Atlantic har nu over 11 mio. unikke besøgende på nettet om måneden – en vækst på 2500% siden 2008! Og mediehuset har formået at forvandle besøgsvæksten til penge, hvilket førte til overskud for første gang i mange år i 201o – og endnu bedre resultater i 2011, hvor de digitale indtægter i sidste kvartal for første gang oversteg indtægterne fra print.

Min pointe er bare, at der ser ud til at være flere veje til forretningsmæssig succes i mediebranchen. Avancerede betalingsløsninger er bare én af dem!

Åbent redaktionsmøde: Invitér læserne til at bidrage!

I denne uge åbner The Guardian dørene op til redaktionen og lader læserne se, hvilke historier der arbejdes med. Det engelske mediehus håber, at brugerne  vil kunne hjælpe journalisterne med ideer, tips, synspunkter – og i det hele taget hjælpe med at prioritere ressourcerne på de historier der virkelig betyder noget.

The Guardians kilde til inspiration er den svenske avis Norran, der siden 2009 via live-chatten eEditor har ladet læserne følge nyhedsarbejdet og komme med indspil og kommentarer.

Jeg talte her til morgen med chefredaktør Anette Novak om erfaringerne. Jeg er ved at forberede kurset Lokalournalistik i netværk, hvor Anette Novak d. 31. oktober vil være oplægsholder – via Skype.

Kursets hovedpointe er, at systematisk arbejde med netværk af kilder og brugere kan give både bedre og flere journalistiske historier. Samtidig kan det i sig selv gavne mediehusets “varemærke” at åbne op og lytte til, hvad brugerne har at sige.

Men er der overhovedet nogen, der gider at bidrage, vil den kritiske journalist naturligvis spørge. Det var også det første spørgsmål, jeg stillede Anette Novak. Hun har hørt det før og er lidt træt af det:

“Lad mig bruge en kendt metafor: Hvis nu telefonen ikke ringede en dag, ville du ikke kaste den i skraldespanden af den grund. Det handler om at sænke tærskelen for, at læserne kan komme i kontakt med os. Og det er langt lettere at nå os via live-chatten end at skulle ringe til os”, svarer Anette Novak.

Der er da dage, hvor der ikke sker så meget på live-chatten. Samtidig har hun mange eksempler på, at snesevis af folk bidrager i løbet af en dag, og journalistikkens rammer herved udvides og giver Norran en stærkere journalistisk position.

For eksempel da hovedbyen Skellefteå for nogen tid siden blev ramt af en vandforurening. Kommunens folk informerede så godt og hurtigt, de kunne, men alligevel strømmede folk til live-chatten for at få svar på alle deres spørgsmål. Kommunens informationsafdeling indså hurtigt, at det bedste, de kunne gøre, var at være til stede på live-chatten og deltage aktivt i debatten.

“Lokalavisen har tidligere været byens torv, og det kan vi blive igen – bare på  nye måder”, siger Anette Novak.

På kurset vil hun fremhæve en række andre eksempler, blandt andet i forbindelse med kommunale nedskæringer, storbrande og andre situationer, hvor læsernes hjælp får afgørende betydning. Endnu et eksempel, hvor live-chatten var med til at kvalificere journalistikken, fremhæves her i denne artikel på Journalisten.dk

Chatten er hele dagen bemandet med en erfaren journalist, så læserne får hurtig respons på spørgsmål og informationer.

“På eEditor snakker de direkte med et rigtig levende menneske, de får svar med det samme. Rent psykologisk giver det en helt anden lyst til at deltage,” siger hun til Journalisten.

“Og der er jo altid folk derude, der ved mere end os!”

Norran er i øvrigt nomineret til prisen som “Årets Redaktion” i Sverige – først og fremmest på grund af “ett sömlöst, respektfullt och fruktbart samarbete mellan läsaren och tidningens journalister”, som det hedder i motiveringen.

Glæd dig til at møde Anette Novak på Lokaljournalistik i netværk. Hvis du vil vide mere allerede nu kan du læse her og her.

Opdatering: Det svenske medie-site Resumé skriver i dag om The Guardians og Norrans “åbne redaktioner”.

Katedralen The Guardian må blive mere markedsplads…

Apropos snakken om katedral og markedsplads så kom det i går frem, at det engelske mediehus The Guardian sidste år brændte 33 mio. Pund af i underskud – på trods af store journalistiske satsninger og konstant redaktionel udvikling.

En af vort fags kvikkeste iagttagere Kevin Anderson skriver her – som tidligere passioneret medarbejder på The Guardian – om hvordan avishuset må og skal gå meget længere end bare at indføre den bebudede digital first-strategi.

Ifølge Kevin Anderson udgør de digitale indtægter nu 24% af The Guardians samlede indtægter, hvad der er fint, men slet ikke nok. Han opfordrer mediehuset til at ændre fokus på fire afgørende punkter:

  1. Det er helt i orden at tjene penge for at kunne finansiere journalistikken – også for en anti-kommerciel kultur som The Guardians.
  2. Fint nok at tænke digital first – men der skal også tænkes i helt nye digitale pengestrømme. Dertil er ikke ret mange mediehuse endnu kommet.
  3. I forlængelse af ovenstående: Flot at have en åben tilgang til internettet og “vi-giver-det-hele-væk”. Men der skal stadig penge i kassen.
  4. The Guardian er et meget stærkt varemærke med utrolig loyale tilhængere. Det må og skal kunne føre til en solid forretning.

Lokaljournalistik der engagerer og inddrager

Hannah Waldram bruger næsten halvdelen af sin arbejdstid på at følge med på Twitter, svare på kommentarer på sin egen og andres blogs og være til stede ved fysiske møder. Hun er en af The Guardians spydspidser i udviklingens af fremtidens lokaljournalistik – med titel af “beatblogger” i Cardiff.

I går var hun i Århus, hvor hun fortalte om sit arbejde på UPDATE-konferencen Journalistik tæt på borgerne. Hør hende her fortælle om, hvordan lokaljournalistik er meget mere end bare at skrive artikler. Det handler mindst lige så meget om at opbygge og inddrage lokale communities af engagerede læsere/borgere:

(Videoindslaget er produceret af Annegrete Skovbjerg, UPDATE)

Naturligvis er sociale medier en vigtig del af beatblogging. Men fysisk tilstedeværelse er næsten lige så vigtigt. Jeg skal ud og være, hvor folk er. Ofte er lokalaviser stort set uden ansigt. Jeg er blevet en kendt person i Cardiff, og når jeg er ude, kommer mange mennesker og taler med mig.

Her er Foursquare er et vigtigt redskab. Det er meget omdiskuteret, om det overskrider grænsen til privat-sfæren at oplyse, hvor man befinder sig, men for Hannah Waldram er det af stor betydning at kunne fortælle, hvor folk kan finde hende.

Hannah Waldram arbejder tæt sammen med et mindre netværk af bloggere og andre lokalt engagerede i Cardiff. Det er folk, der direkte bidrager og hjælper hende journalistisk. Denne gruppe udgør 10-15 personer. Desuden er en større gruppe af mennesker også meget aktive med at komme med historieideer, skrive kommentarer på bloggen osv.

Hver gang hun har været ude og møde nye folk, udvides netværket, og der kommer nye ideer og vinkler, der supplerer det journalistiske arbejde, hun selv står for. Hannah Waldram gav på konferencen et væld af eksempler på, hvordan dette samspil i praksis giver journalistisk merværdi.

Du kan i den kommende tid læse om flere af disse eksempler. Læs også en tidligere artikel om beatblogging i Cardiff her.

Opdatering: Hannah Waldram har i dag, 10. februar, skrevet det første af flere blogindlæg om hyperlokal journalistik i Danmark og England.

Sådan kan lokaljournalistik udvikle sig: Mød Hannah Waldram i Århus 8. februar

Jeg skrev i juni entusiastisk om en ung engelsk journalist, som på konferencen NewsRewired i London fortalte om sit arbejde som beatblogger for The Guardian  i Cardiff.

Nu kan du faktisk møde denne journalist, Hannah Waldram, på konferencen Journalistik tæt på borgerne, der foregår d. 8. februar i Århus.

Jeg har inviteret hende over for at fortælle om hendes måde at arbejde på. Det er ikke bare “noget med sociale medier”, og ellers sædvanlige historier om stort og småt.

Min oplevelse er, at hun vil noget andet og mere med sit arbejde. Hun vil inddrage, motivere og engagere i lokalsamfundet på andre måder end bare det at levere en fiks og færdig historie.

Det er der heldigvis kommet redskaber til at kunne gøre på nye måder. Men det interessante er, hvad man vil opnå med det hele. Jeg forventer selv at blive stærkt inspireret af hendes oplæg på konferencen – og håber at flere vil tage chancen og dukke op!

Facebook: Mediernes ven eller fjende?

Google bliver af mediecheferne beskyldt for at være en parasit på nyhedsorganisationerne. Men er Facebook i virkeligheden en større trussel – set med den optik?

Det spørgsmål tager The Guardian op i en interessant artikel mandag. Pointen er: Når nu mediecheferne er så bange for Google (hvad de ikke burde være) – bør de så ikke allerede nu begynde at lade den store kanon? For lige om lidt vil trafikken til nyhedssites i langt højere grad komme fra sociale medier som Facebook end fra Google.

Endnu er det ikke sådan. Artiken refererer aktuelle engelske tal – at 21,9% af trafikken til engelske nyhedssites komer fra Google, mens kun 6,7% kommer fra Facebook. Men det vil ændre sig.  

Facebook er “the new elephant in the online newsroom”, hedder det i artiklen. Paul Bradshaw, underviser på journalistik-linien på Birmingham University, citeres for at sige, at Facebooks introduktion af “Like-featuren” har enormt potentiale for nyhedsorganisationerne.

…it demonstrates  level of engagement that can be sold to advertisers.

I´ve said previously that the next big battleground for media organisations will be identity – and I can see the Like button being a site for that battle.

Indtil nu nævnes Facebook dog mest som nyhedsmediernes ven, mens Google er en tilsvarende stor skurk. Og det selvom de begge vil få den samme rolle: At hjælpe med at skabe opmærksomhed og kontakt til relevant kvalitetsindhold.

Så derfor er det vel med god grund, at der er en tydelig ironisk grundtone i Guardians artikel?