Sportsjournalistik: Er tiden som mellemand ved at rinde ud?

“Alle Bayern-supportere læser vores hjemmeside. Her forklares alt!”

Pressechef Markus Hörwick, FC Bayern München, er chef for et medie-imperium, der udgiver alt om klubben på talrige medier: FCB.tv, den  officielle hjemmeside, på Twitter osv.

Det var imponerende brugertal, Markus Hörwick kunne fremvise på konferencen Kamp om sporten på nettet (afholdt af UPDATE d. 29. august).  Tallene bekræftede, at de traditionelle medier bestemt ikke længere er alene som formidler af nyheder om sportsklubberne, deres spillere og andre aktører i eliteidræts-verdenen.

Et andet eksempel gav den svenske journalist Markus Hankins, som er stifter af Baraben.com, fansite for fodboldklubben IFK Göteborg. Med 100.000 unikke brugere om måneden har sitet taget en solid bid af mediekagen – som der dermed bliver lidt mindre af til f.eks. Göteborgs-PostenAftonbladet og andre klassiske aktører.

Det er en verdensomspændende udvikling:

Teams, leagues, associations, athletes and agents are all increasingly bypassing journalists and using digital tools to communicate directly with fans,

skriver Jason Fry i en artikel på poynter.org: Rules of the game change as sports journalists compete against teams they cover.

Her beskriver han, hvordan eksempelvis ejeren af Dallas Maverics, Mark Cuban, nu kun søger samarbejde med tv- og  avisjournalister, fordi de når den del af hans publikum, han ikke selv når online. I takt med at han selv når en større og større del af sit publikum via egne online-medier, bliver interessen for dækning fra de klassiske medier mindre og mindre.

Samtidig bliver idrætsfolkenes egen kommunikation via sociale medier mere og mere omfattende. Nye generationer af eliteudøvere, som har været på Twitter i årevis, søger naturligt kontakt direkte med deres fans.

When teams are publishers, and athletes can speak directly to fans, the cost-benefit analysis of opening locker rooms to journalists changes. Like all middlemen in the digital world, they´re endangered,

skriver Jason Fry.

Hvad skal sportsjournalisterne så gøre? Ja, begynde at overveje, hvordan man kan tilføje værdi på andre områder end blot at videregive de nyheder, som klubber og aktører stadig er interesserede i at give fra sig. F.eks. via undersøgende journalistik, analytikere eller som kuratorer af de oceaner af vurderinger og kommentarer, der flyder rundt på de sociale medier. Der vil formentlig fortsat være nok at gøre. Bare ikke som mellemmænd.

Fra net til papir til fortsat samtale på bloggen…

Endelig blev der tid til at se tilbage på konferencen Kamp om sporten på nettet, som Update 29. august stod bag sammen med Danske Sportsjournalister. Du kan i løbet af de kommende dage læse om nogle af de mest interessante vinkler på konferencen.

Journalist David Conn fra The Guardian gav en interessant vinkel på, hvordan den tværmediale journalist tænker og arbejder. Han laver noget så originalt som undersøgende sportsjournalistik. Går især bag kulisserne i engelsk og international fodbold og fokuserer på, hvordan pengene styrer meget af det, der foregår. Og skriver til såvel online, print som bloggen Inside Sport.

Tag f.eks. artiklen Carlos Tevez: The billionaires fight over his ownership revealed. Den er først publiceret på The Guardians hjemmeside d. 23. august kl. 22.30. Derefter er den bragt i papiravisen dagen efter. Og samme dag, d. 24. august, har David Conn skrevet den igennem igen og har lagt den på bloggen.

Så kunne det være slut – men er det langtfra. Det strømmer så ind med kommentarer. Nogle leverer indsigtsfulde supplerende bidrag, mens andre er mere holdningsprægede – indimellem aggressive angreb på Conns person.

Efter de første cirka 40 kommentarer kommer David Conn på banen igen og indleder et længere indlæg med

Thank you very much for all the comments on this article – much appreciated,

og går så videre med yderligere argumentation og dokumentation på nogle af de emner, læserne har rejst.

Herefter fortsætter kommentarerne med at skylle ind – ind i mellem med korte indspil fra Conn igen. Som supplement skal naturligvis nævnes, at en parallel samtale kører på Twitter, hvor David Conn også har lagt et link til artiklen i en tweet til sine godt 18.700 followers.

En artikel er altså ikke bare et færdigt take-it-or-leave-it-produkt, men i stedet starten på en samtale, hvor den indsigtsfulde sportsjournalist kan gå ind med bidrag, når han/hun ser en værdi i det.

På konferencen erkendte David Conn, at det kan være svært at abstrahere fra de såkaldte “keyboard warriors”, der med stærkt fornærmende og negative indlæg forpester debatklimaet.

“Jeg prøver ikke at lade mig påvirke af dem. Jeg skal holde fast i at tænke, at deres indlæg ikke er udtryk for en generel brev kritik mod min person!”

David Conn lagde i stedet vægt på, at han bliver nødt til at gå ind i debatten, da hans “tilstedeværelse” er med til at civilisere hele tonen i debatten.

“Vi har på The Guardian fundet ud af, at hvis vi selv går ind i diskussionerne, så bliver debatniveauet straks bedre. Det er som om, at folk lægger mærke til, at vi er der og tænker, “nu må vi hellere opføre os ordentligt!”"

David Conn understregede, at han i sine svar prøver at være faktuel og tilføje ny information, så der ikke går selvsving i det, og han kommer til at virke, som om han bare vil have ret!