Her til formiddag har jeg netop skrevet nedenstående resumé af rapporten “Journalistik i netværk”, og det var lige præcis det, der manglede! Nu mangler kun grafikerens sidste hånd på stoffet – så findes der endnu en rapport i verden!
Jeg har løbende lagt de 9 cases ud her på bloggen og har fået gode input fra jer læsere. Det har jeg været rigtig glad for. Jeg regner med, at snakken vil fortsætte. Rapporten er jo blot en enkelt streg i sandet.
I næste uge kan det samlede værk findes på nettet, og vi får desuden trykt nogle hundrede styk. Send mig lige en mail (pf@update.dk), hvis du er interesseret i at få tilsendt et eksemplar.
Rapportens resumé lyder sådan her:
Rapporten ”Journalistik i netværk” samler erfaringer fra 9 forskellige medieprojekter, der har det til fælles, at de inddrager netværk af kilder og brugere i den journalistiske proces. I perioden november 2009 til juni 2010 har jeg fulgt projekterne og har interviewet de involverede nøglepersoner gentagne gange.
Formålet med rapporten er at se nærmere på de nye journalistiske muligheder, der er en følge af netværksteknologier som Facebook, Twitter, Cover It Live og wikis. Hvad kræver det af journalisterne for at få samspillet med brugerne til at fungere godt?
Alle 9 cases er eksempler på, at man opnår mere ud af netværkene, end man putter ind af journalistiske ressourcer. Resultatet er øget journalistisk værdi, enten direkte i form af højere indholds-kvalitet eller indirekte forstået som brugernes øgede muligheder for at involvere og engagere sig i historien på nye måder og hermed opleve øget udbytte af den samlede journalistiske indsats.
Rapporten konkluderer, at journalister står godt rustet til at udvikle, drive og engagere netværk, men at de har behov for at tilføje kompetencer til de eksisterende. Det gælder blandt andet evnen til at mobilisere og organisere netværksarbejdet og at kunne planlægge og udvikle journalistiske forløb med større eller mindre grad af brugerinvolvering i specifikke faser af den journalistiske proces.
Journalisten bliver altså ikke altid nødvendigvis primær producent af ”historier”, men vil i højere grad kunne skabe værdi ved at samle, systematisere og præsentere stof, der er skabt af andre.
”Journalistik i netværk” er støttet økonomisk af Pressens Uddannelsesfond.
