Årets glade nyhed: Nordiske mediehuse godt på vej i den digitale omstilling

2016 var på mange måder et hårdt år for medierne. Men der var også lyspunkter. En hel del svenske og norske mediehuse fik for alvor knækket koden, når det gælder betaling for digitalt indhold. Det må give de danske kolleger blod på tanden!

Især nordmændene viste stor villighed til at købe rent digitale abonnementer. Schibsteds norske aviser øgede i løbet af første halvår af 2016 antallet af digitale abonnenter med 70%.

Og særligt interessant var alderssammensætningen: Mens gennemsnitsalderen for print-abonnenterne ligger i 60´erne, og weekendabonnenterne har et snit på 45-50 år, ligger gennemsnitsalderen på Schibsteds digitale abonnenter på under 30!

Det är en ny, positiv trend för oss att vi ser att unga är beredda att betala 199 kronor i månaden för att läsa vårt innehåll,

sagde Schibsted Norges kommercielle direktør Tor Jacobsen til Dagens Næringsliv.

56 ud af 62 aviser går frem

Også Norges største aviskoncern, Amedia, kunne melde om glade nyheder: 56 af koncernens 62 aviser går nu samlet set frem, når man lægger alle abonnements-typer sammen. Det ser ud til at kurven nu er knækket.

Nordlys henter mange nye digitale abonnenter i øjeblikket, blandt andet via dette tilbud på hjemmesiden!

Nordlys henter mange nye digitale abonnenter i øjeblikket, blandt andet via dette tilbud på hjemmesiden!

Tag eksempelvis avisen Nordlys: Her var man for få år siden nede på 16.600 abonnenter. Nu er der over 20.000. 7400 af dem er fuldt digitale.

Meget interessant mener avisens chefredaktør Helge Nitteberg, at den vigtigste grund til den digitale succes nu er, at Nordlyst for 5 år siden satsede massivt på at opnå stor rækkevidde på nettet. Med en ”ellevild digitaliseringsproces”, over 60 historier dagligt på nettet og stor fokus også på historier, der ikke nødvendigvis var lokale, men gav mange klik og delinger på sociale medier.

Journalistik om samfundet hitter

Strategien gav mange digitale brugere – omkring 150.000 unikke brugere månedligt – men ikke penge nok i kassen. Så i 2015 besluttede man at skifte strategi og kræve betaling for en del af indholdet, det såkaldte plus-indhold.

Samtidig har Nordlys ændret prioritering af, hvad der satses på til nettet: Færre, mere gennemarbejdede historier. Mere samfunds-stof og færre potentielt ”virale” kulørte historier fra den store verden.

Og så prøver redaktionen at undgå det, de kalder ” dritten i midten”: Det vi i Danmark kalder pligtstof. Stof der kommer fra pressemeddelelser og fra faste kilder, som ”forventer” en dækning. Og så satses der nu – i modsætning til tidligere – 100% lokalt.

Det er tydeligt for ledelsen på Nordlys, at abonnenterne klart foretrækker de seriøse og lokale historier frem for de kulørte, siger Helge Nitteberg:

For eksempel hadde journalistikk på politikk kanskje litt utfordrende kår i en trafikkmodell. Nå er dette noe av det mest populære vi gjør, når vi gjør det ordentlig. Vi bruker også store ressurser på å være gode på byutvikling, næringsutvikling og samfunnsjournalistikk.

Bag succes´en ligger et omfattende og grundigt analysearbejde, som Amedia har satset stort på og lagt mange ressourcer i centralt. Projektet er ledet af Jostein Larsen Østring, som forlod jobbet som redaktionschef i netop Nordlys, og nu er en af de mest dynamiske og succesrige udviklingschefer i den norske medieverden.

Jostein Larsen Østring har stået bag de mange analyse af, hvad der fungerer rundt i koncernens mange mediehuse, hvad læserne ser ud til at ville have – og hvad de vil betale for.

Stadig økonomiske udfordringer

Selvom det nu igen går fremad i Nordlys, er den samlede økonomi fortsat ikke i fremgang. Mediehuset får godt nok i gennemsnit 150 kroner i kassen om måneden pr. digitalt abonnement. Fuld pris ligger på 169 kroner. En del får altså fortsat rabat for at komme “ind i folden”.

Problemet er dog stadig, at print-abonnenterne betaler mere, så derfor kan man, på trods af fremgangen, endnu ikke øge de samlede abonnements-indtægter.

Samtidig må Nordlys, som de fleste andre mediehuse, fastholde en ”dobbelt-organisering”, hvor der både skal fastholdes en dyr og tung avis-organisation og en ekspanderende digital organisation. Men der er håb for fremtiden, konstaterer Helge Nitteberg:

Hvis vi har 20.000-25.000 heldigitale kunder i framtida, og ikke papirkostnader, kan det bli en bra business og mye penger til god journalistikk

Spørgsmålet er nu, om nordmændene er så specielle, hvad angår lyst og vilje til at betale for digitalt indhold – eller om vi kan lære noget af dem.

Hvis man alene skal se på årets store medierapport, Digital News Report 2016, så er nordmændene specielle: Norge ligger klart i top på listen over, hvor stor en andel af befolkningen, der i en given periode har betalt for digitalt indhold.

Skærmbillede 2017-01-08 kl. 16.09.45På den anden side er der meget, danske mediehuse kan lære af de norske kolleger, når det gælder både metodik og vedholdenhed i udviklingsarbejdet. Start for eksempel med at se på, hvad mediekoncerner som Amedia har gjort for at udvikle den digitale forretning.

 

 

Kan journalistik få værdi igen? The Times er godt på vej!

Det er aldrig for sent at erkende sine fejltagelser. Og vi tog fejl af engelske The Times!

Når blandt andre danske medier skal udvikle den digitale journalistiske forretning, så kan de lære af The Times. Hvor The Guardian fortsat har kæmpe underskud på gratis-modellen, så tjener The Times nu gode penge på den såkaldte ”hårde” paywall.

Engelske The Times har succes med den hårde paywall - og har foreløbig vundet det økonomiske kapløb med The Guardian, der tror på gratis-modellen på nettet.

Engelske The Times har succes med den hårde paywall – og har foreløbig vundet det økonomiske kapløb med The Guardian, der tror på gratis-modellen på nettet.

Vi grinede lidt af dem i 2010, da The Times lukkede fuldstændig af for den digitale journalistik og som et af de første – og eneste – mediehuse indførte den hårde paywall. Og vi grinede af dem igen i 2015, da de holdt op med løbende digital publicering og gik tilbage til avis-agtige ”editions” tre gange om dagen, kl. 9.00, 12.00 og 17.00.

Måske er det nu tiden at lytte og lære af The Times!

Avisen, der traditionelt er blevet læst af det bedre engelske borgerskab og er ejet af Murdoch-imperiet News Corp., har hidtil været ret tilbageholdende med at fortælle om resultaterne. Men her i sommeren 2016 er proppen røget af flasken:

The Times og søsteravisen Sunday Times rapporterede et samlet antal abonnenter på 413.000 på tværs af print og digitale udgivelser. Af dem er flere end 182.000 rent digitale abonnenter.

Det gav i 2015 De to søsteraviser et overskud før skat på £10.9 mio. – knap 90 mio. danske kroner. Det er imponerende, især i lyset af avisernes tidligere underskud – og også sammenlignet med The Guardians store underskud.

Folk bliver begravet i løbende nyheder
The Times´ nye redaktionelle strategi, der gjorde op med den rullende digitale publicering af småt og stort, trækker avisen ud af det tætpakkede marked for breaking news for i stedet at satse massivt på planlagte dækninger, analyser og holdnings-journalistik.

People feel buried in rolling news, there’s lots of free stuff out there,” says Newman. “Actually what they want is for someone to help them to get to what matters, to cut through everything else that’s going on,

siger Alan Hunter, Head of Digital.

The Times’ satser nu på tre daglige digitale updates, kl. 9, 12 og 17. Mediehuset oplyser, at det har givet en stigning i antallet af daglige besøg på 20% på hverdage. På den nye mobil-app, som Alan Hunter beskriver som “the main opportunity”, er antallet af sidevisninger steget med 25%.

Hvad er journalistikkens værdi?
I begyndelsen af september 2016 var News Corps chief customer officer Chris Duncan hovedtaler på konferencen Monetising Media 2016, og fortalte om, hvordan de på The Times arbejder helt grundlæggende med brugernes opfattelse af journalistikkens værdi.

Det handler for The Times – som så mange andre mediehuse – om at blive opfattet som et ”premium product”. Og det ser ud til, at det er ved at lykkes. Blandt andet takket være satsningen på analyserende journalistik som beskrevet ovenfor.

”With subscriptions we try to move people from a habit to commitment. We spend a lot of time talking about trying to understand… about looking outside the building for what your brand stands for”, siger Chris Duncan.

Inside the building we believed it was about trust and authority. When we went and talked to customers at some length they told us it was about the difference between being informed, as in having an idea of the news, and being well-informed, which was the sense of security that comes from really know what’s happening in the world.

Et premium-produkt

3 ud af 4 blandt The Times´ læsere kategoriserer avisen som et ”premium product”, hvilket er en del flere, end de fleste andre mediehuse kan prale med. Tallet ligger typisk på lige godt 50%.

Kernen i det redaktionelle fokus på The Times er altså at tage afsæt i HVORFOR publikum værdsætter avisen – og ud fra grundelementet at være ”well-informed” at kommunikere de værdi-elementer stærkt – også i den digitale journalistik.

Satsningen på editions og på grundig journalistik ser ud til at give The Times grundlag for at forlange betaling for også den digitale journalistik, hvilket nu ser ud til at være den eneste farbare vej, nu hvor annoncesalget bare falder og falder.

I øvrigt har The Times netop besluttet at løsne en lille smule på den beton-agtige paywall: Nu kan nye brugere også registrere sig og gratis modtage to artikler om ugen. Forhåbningen er, at det giver yderligere nye betalende digitale abonnenter.

…..

Kort video med The Times´ cco Chris Duncan: Den massive negativisme i branchen trækker os ned. Der er masser af positive signaler, siger han! 

 

 

Plusmodeller spreder sig: Selvfølgelig! Men hvad er næste skridt?

Jeg har lige deltaget i et live-interview med P4 Midt & Vest om Herning Folkeblads nye betalingsløsning på nettet, aoh+. Her er essensen af, hvad jeg tænker om det. Så kunne vi tage en snak om det her på bloggen?

I dag åbnede aoh+ på Herning Folkeblads hjemmeside med dette fremtrædende symbol.

I dag åbnede aoh+ på Herning Folkeblads hjemmeside med dette fremtrædende symbol.

Jeg har tidligere her været skeptisk over for, om det overhovedet nytter noget at tage betaling på nettet. Så vidt jeg kunne se, var “gratis” den eneste vej at gå. Nu har vi så set en række eksperimenter over hele verden. Og konklusionen må være, at det i en vis forstand kan give mening at tage penge på nettet.

Som en rent defensiv foranstaltning ser en plus-løsning som Herning Folkeblads ud til at give mening. Man kan ikke underminere kerne(avis)forretningen ved at give det samme indhold væk på nettet. Det siger sig selv. Så det er naturligt at gøre som Herning Folkeblad.

Der er to triste forudsætninger for den konklusion:

  1. Det er ikke lykkedes ret mange mediehuse at opbygge en forretning af betydning på salg af annoncer og andre indtægter på nettet. Man mister altså ikke ret mange penge ved at lukke gratisterne ude og hermed få mindre trafik.
  2. Der kommer ikke ret mange nye betalende avis-kunder til ved at lægge alt indhold ud i udstillingsvinduet. Avislæser-segmentet bare skrumper og skrumper.

Set i det lys er det nok bedst at se, om man kan begrænse frafaldet af avislæsere mest muligt. Og det er det, man gør med de fleste kendte plus-løsninger.

OK, f.eks. Ekstra Bladet har da fået ret godt fat med 23.000 rent digitale plus-kunder. Her satses også massivt på skabelse af unikt digitalt indhold (ud over side 9-pigerne), som kun kan fås, hvis du betaler. Indhold man kan se at EB–brugerne interesserer sig for.

Det kan andre medier som f.eks. Herning Folkeblad lære af – men alle ved at det kræver redaktionelle muskler. Det vil sige: Der kræves en redaktionel omstilling, hvor færre kræfter kan gå til at producere den avis, alle foreløbig lever af – til at udvikle indholdskoncepter ingen endnu ved om kan sælges.

Den er svær!

Smallere nyhedsmedier – mere fokuserede? (Opsamling uge 44)

Sparerunder i mediehusene er blevet hverdagskost. Ofte uden justeringer i organisering og måden at arbejde på. Sidste uge bragte dog en række eksempler på, at smallere redaktioner tvinger til nødvendig – og spændende – nytænkning.

Færre afdelinger, mere samarbejde på tværs i mediehuset. Det tema går igen i meldinger om besparelser og omorganisering i norske mediehuse som Fædrelandsvennen, Stavanger Aftenblad og Aftenposten og svenske Mittmedia.

I framtiden skal vi være mer nyhetsstyrt og mindre avdelingsstyrt.

Sådan lyder det fra chefredaktør på norske Fædrelandsvennen, Eivind Ljøstad. Og det er rigtig gode nyheder midt i alle de triste meldinger om fyringer og nedskæringer. Vel er det trist, som svenske Journalistens redaktør noterer, at 250 svenske journalister har mistet jobbet – alene her i efteråret. Og hvor går den journalistiske smertegrænse?

På Fædrelandsvennen i Norge forsvinder 40 ud af i alt 186 stillinger. Men i norske Journalistens gennemgang nævnes bevidst omorganisering og klare prioriteringer: Mere fokus på undersøgende journalistik, tydeligere ansvarsfordeling, færre afdelinger, mere vægt på lokaljournalistikken.

Tilsvarende er det godt nyt midt i afskeden med 55 journalister på landsavisen Aftenposten, at der bliver færre afdelinger:

Det skal gjøre det lettere å prioritere ressurser og sette ned grupper ut fra nyhetsbildet og egne prioriteringer,

siger chefredaktør Hilde Haugsgjerd, Aftenposten. Og de samme toner kommer fra regionalavisen Stavanger Aftenblad, der omorganiserer efter afskeden med godt 30 redaktionelle medarbejdere.

Det er samtidig interessant at se, hvordan eksempelvis den svenske medieorganisation Mittmedia nu puljer alle redaktionelle medarbejdere for at opnå det samme: Mere fleksibel samarbejdsstruktur og fælles fokus.

Og journalisterne accepterer nu, hvad de ville have afvist for få år siden. For alle kan se, at der må samarbejdes for at få mest muligt ud af de færre kræfter.

Betalingsmur af beton

Det var også ugen, hvor Aarhus Stiftstidende og Midtjyske Medier lukkede for adgang til at læse nyheder på nettet. Kun abonnenter kan nu få adgang.

Det er formentlig en effektiv beskyttelse af printavisen. Men samtidig vil det formentlig begrænse f.eks. Aarhus Stiftstidendes rækkevidde til ca. de knap 20.000, der abonnerer på papiravisen. Mediehuset regner selv med en konvertering af online-læsere til abonnenter på max. 5%, forlyder det.

Så det er spørgsmålet, om der er en fremtidig forretning i at betjene så få mennesker i Aarhus-området? Det vil vise sig…

Mens vi venter på det, kan der være god mening i dels at bide mærke i, at svenske Aftonbladet nu som et af de første mediehuse har flere annonceindtægter digitalt end på print.

Og tænke over, som Columbia Journalism Review skriver, at betalingsmure ikke bør være et mål i sig selv  – men et middel til at udvikle den digitale journalistik, sådan så flere er villige til at betale for den.  Ellers har mediehusene et problem.

Lidt af hvert

CNN´s redaktør for sociale medier, Lila King, argumenterer i dette interview godt for, at inddragelse af sociale medier i arbejdet styrker journalistikken.

Danskernes avislæsning er halveret i de sidste 50 år, fra 92% til 46%, viste en nyudgivet rapport fra Kulturministeriet, Danskernes Kulturforbrug, Danskernes Kulturvaner 2012.

Stifteren af Storify, et redskab til at samle og inddrage indspil fra sociale medier i journalistikken, Burt Herman, fortæller om den kolossale succes, Storify har haft – interessant nok også uden for journalistikkens verden.

Og sidst men ikke mindst BBC´s artikel om, hvordan datanørder som Nate Silver og Drew Linzer præcist forudsagde Obamas valgsejr – og viste nye veje for journalistikken. Hvilket Poynter´s Kelly McBride også har interessante overvejelser om her.

Betalt eller gratis på nettet: Flere veje til succes

Da jeg tidligere på ugen blev ringet op af Radioavisen for at kommentere på Politikens beslutning om at indføre en betalingsmodel a la New York Times, sagde jeg, at det lyder som en god idé af 3 nedenstående grunde. Men det er altså ikke kun betalingsvejen, der ser ud til at lede frem til dér, hvor pengene er, viser blandt andet erfaringer fra det amerikanske nyhedsmagasin The Atlantic.

Men først tre gode grunde for at det måske er en god idé at gøre som New York Times: Kræve betaling for de trofaste læsere, som adskillige gange om måneden går ind og læser:

  1. Så får man da lidt penge i kassen, ud over den sjat det nu kan blive til fra banner-annoncering mv.
  2. Man har mulighed for at dyrke The Paid Experience, som Poynter´s Bill Mitchell taler om – altså en eksklusiv klub-agtig tilgang, der knytter de trofaste digitale brugere tættere til sig.
  3. Man kan muligvis sælge denne gruppe af trofaste læsere (med de demografiske kendetegn den nu har) til annoncørerne for en ekstra høj pris – når man kan argumentere for at disse folk har en særlig engageret omgang med det redaktionelle stof.

Som jeg sagde til Radioavisen, er jeg overrasket over, at det faktisk er lykkedes New York Times at få tæt ved en halv million mennesker til at betale for fast adgang til  det digitale stof. Så måske kan det faktisk give mening for danske mediehuse også?

Set i lyset af, at stort set alle danske redaktører snakker om betaling for nyheder på nettet, synes jeg dog, at der er grund til at gøre opmærksom på, at der også  er andre veje at gå. The Guardian er et oplagt eksempel på, at man kan opnå et enormt læsertal ved at gå den åbne vej og gøre stoffet til gængeligt for et globalt publikum på alle mulige måder.

Men det engelske mediehus mangler dog stadig at bevise, at der også kommer tilstrækkeligt med penge i kassen ved den model.

Så prøv i stedet at kigge på det amerikanske magasin The Atlantic, der tilbage i 2008 nedbrød den hidtidige betalingsmur og gjorde det digitale indhold gratis. Her er resultaterne markante:

The Atlantic har nu over 11 mio. unikke besøgende på nettet om måneden – en vækst på 2500% siden 2008! Og mediehuset har formået at forvandle besøgsvæksten til penge, hvilket førte til overskud for første gang i mange år i 201o – og endnu bedre resultater i 2011, hvor de digitale indtægter i sidste kvartal for første gang oversteg indtægterne fra print.

Min pointe er bare, at der ser ud til at være flere veje til forretningsmæssig succes i mediebranchen. Avancerede betalingsløsninger er bare én af dem!