Indlæg tagget med ‘objektivitet’

Journalisten som igangsætter

tirsdag, 9. marts 2010

Problemløsende journalistik er egentlig falsk varebetegnelse. Journalistik kan sjældent i sig selv løse problemer. Til gengæld kan journalistik sætte skub i forløb, der leder frem mod løsninger.

Det er en af konklusionerne på DR Fyns nu flerårige eksperimenter med Problemløsende Journalistik. Jeg har besøgt DR Fyn og sammen med projektleder Jesper Borup samlet erfaringer fra en lang række journalistiske projekter. Artiklen kan findes her.

Klik selv på nogle af links´ene til artikler på DR Fyns hjemmeside, der samler op på nogle af historierne. Eller “historier” er måske for snævert et begreb, for der var ofte snarere tale om forløb, hvor DR Fyn hele tiden forsøgte at engagere forskellige interessenter i at handle og søge løsninger.

I problemløsende journalistik bliver vi ofte igangsættere, men når problemet skal løses, skal der helst være nogle ildsjæle til at gå videre med det,

siger Jesper Borup i artiklen. Journalistikken kan ikke – og bør nok heller ikke –  være den (eneste) aktivt handlende part. Der må være en part, der driver processen frem mod en løsning.

Bliver journalistikken ikke alligevel let fedtet ind i partshaveres lumske spil, vil det kritiske spørgsmål lyde. “Objektiviteten” er på spil.

Min vurdering er, at journalistikken kan spille mange roller – også rollen som igangsætter som på DR Fyn.

Især lokale medier kan med fordel bevæge sig ind i det felt og afprøve forskellige måder at handle på – som modspiller og vagthund, når det er påkrævet. Og som konstruktiv medspiller, når sagen kræver det.

Links til information om DR Fyns erfaringer:

Artiklen Journalistik kan hjælpe med at løse problemer

Jesper Borups beskrivelse af 10 problemløsende historier

Jesper Borups 9 gode råd om problemløsende journalistik

Referat af Jesper Borups oplæg på UPDATE-konferencen Journalistik tæt på borgerne, juni 2009

Hvad kommer i stedet for objektivitet?

onsdag, 2. december 2009

Oprigtighed. Redelighed. Transparens! Det er den slags ord, der bliver brugt af folk, som åbner nye lokale mediekanaler i USA. Ikke et ord om “objektivitet”!

Det er en af konklusionerne i en ny rapport New Entrepreneurs: New Perspectives on News udgivet af J-Lab, The Institute for Interactive Journalism.

Just don´t believe that everything has to be so dispassionate third person,

som en af de kvindelige medieiværksættere er citeret for at sige i rapporten. 

Rapportens forfattere, Maria Ivancin og Jan Shaffer, konkluderer, at folkene bag de nye lokalmedier prøver at gøre op med den meget lidenskabsløse og fuldstændig neutrale tilgang til lokale temaer og begivenheder – uden at gøre op med adskillelsen mellem “news” og “opinion”.

Det gør de ved blandt andet at tilføje stof til den neutrale “det er hvad der skete” i form af baggrund, forhistorie, perspektiv for lokalsamfundet – og ikke mindst ved at lukke andre typer af kilder ind i dækningen. Blandt andet ganske almindelige mennekers holdninger.

“Hvad nyt er der i det? Sådan har vi altid gjort”, svarer du måske.

Det nye ligger nok i selve tilgangen til lokalsamfundet. Deltagerne i projektet her ser ingen problemer i at være direkte involveret i lokalsamfundet og løsningen af dets problemer. Det skal bare være tydeligt, hvor man som medieperson står, og hvilke kriterier man har haft for valg af vinkel, kilder osv.

Men læs selv rapporten her - og skriv meget gerne om dine overvejelser: Er der noget nyt her, som lokale medier kan bruge i bestræbelserne på at blive mere relevante for de lokalsamfund, de dækker?