Hvem vil være det danske svar på New York Times´ R&D Lab?

Umiddelbart ser visualiseringerne fra "Delta" en smule syrede ud, men de anvendes nu aktivt af mediehuset til at forstå brugsmønstre på hjemmesiden.

Umiddelbart ser visualiseringerne fra “Delta” en smule syrede ud, men de anvendes nu aktivt af mediehuset til at forstå brugsmønstre på hjemmesiden.

Hvis du har besøgt The New York Times´ Research and Development Lab, ved du, hvordan udsigt kan tage pusten fra én: Ikke alene har R&D Lab til huse øverst i Times-bygningen på 8th Avenue med en fabelagtig udsigt over Central Park og det meste af Manhattan. Men Lab´ens udstillingsdel indeholder desuden et kig ind i fremtiden, der også kan få én til at glemme at trække vejret.

 

 

Our mission is trying to look around corners. We identify, explore and demonstrate changes in media technologies that will impact our business and the customers we serve,

indledte Executive Director Matthew Boggie sin præsentation af Lab´ens seneste projekter.

Herefter tog han os igennem en række nyudviklede redskaber, der alle har til formål enten at hjælpe mediehuset med at forstå brugerne bedre – eller at bedrive stærkere og mere nyttig journalistik. Alt sammen ved at udnytte og udvikle på nye digitale teknologier.

Blandt de mange interessante projekter var:

  • Delta: Visualisering af real time data fra brugernes navigation på The New York Times´ hjemmeside overalt i verden
  • Editor: Et system der gør det lettere og mere effektivt at tagge nyhedsartikler så de let kan knyttes til andet redaktionelt indhold (læs mere her)
  • Chronicle: Et redskab til at spore ændringer i sprogbrug over tid i New York Times´ artikler
  • Particles: Et koncept til ”dekonstruktion” af artikler i mindre enheder, der kan samles i mange forskellige kombinationer, afhængig af det journalistiske behov

Hvem vil være digital frontløber i Danmark?

Creative Director Alexis Lloyd præsenterer værktøjet "Chronicle", der kan hjælpe til at analysere forskellig sprogbrug i journalistikken over tid.

Creative Director Alexis Lloyd præsenterer værktøjet “Chronicle”, der kan hjælpe til at analysere forskellig sprogbrug i journalistikken over tid.

Efter en gennemgang af de omkring 10 mest interessante projekter i R&D Lab er man en smule rundtosset over, hvordan ny teknologi vil forandre den måde vi modtager og anvender information på.

Men helt klart står det til gengæld, hvor generøse The New York Times er med at videreformidle den viden, mediehuset selv har brugt mange ressourcer på at opnå. De nye digitale værktøjer lægges åbent frem – og flere er udviklet i open source-kode, så det umiddelbart er muligt at udvikle videre på dem.

Så tænker man: The New York Times er naturligvis en spydspids i amerikansk journalistik med flere ressourcer end de fleste. Det kunne være herligt, om dansk journalistik havde en tilsvarende digital frontløber med ressourcer til at udvikle og lyst til at dele.

DR Nyheder X

Tanken falder naturligvis først på Danmarks Radio, som har ressourcerne til at udvikle nyt og positionen til at kunne dele gavmildt med resten af mediebranchen. Og jo, der er jo faktisk spændende nyt fra DR-Byen: ”DR Nyheder X” er et interessant udviklings-koncept, der tilsyneladende gør det til en dyd at udvikle både hurtigt og med skarpt fokus på brugernes behov. Netop to af de features, der også kendetegner produktudvikling i de nye, rent digitale mediehuse som for eksempel Mashable og Vox Media.

Hør her den ene af de to chefer i DR Nyheder X, Naja Nielsen, fortælle om konceptet – her på Norsk Redaktørforenings efterårsmøde 2015.

Desuden kan du om kort tid møde og høre Naja Nielsen og Jacob Bøtter fortælle om arbejdet med konceptudvikling i DR på et møde arrangeret af DONA, Danish Online News Association, i København d. 11. april.

Efter sigende har DR Nyheder X det sidste års tid arbejdet med hele 9 forskellige koncepter. Jeg har søgt rundt omkring på nettet for at finde omtale eller beskrivelse af nogle af koncepterne eller innovationsenheden som sådan. Uden held.

Så hermed en opfordring: Forhåbentlig vil DR Nyheder X kunne blive en fornyelseskraft i den danske medieverden, akkurat som The New York Times´ R&D Lab er det i USA. Vi glæder os til at se og høre mere om, hvad I har arbejdet med, og hvad I har fundet ud af.

Bonusinfo

 The New York Times´ R&D Lab har 7 ansatte, hovedsagelig folk med baggrund i user experience design.

“Raqqa: An inside story”: Digital storytelling hos Mashable

Skærmbillede 2015-12-18 kl. 19.57.51Hvis storytelling handler om at få folk til at forstå, måske ligefrem føle sig berørt, så var det akkurat, hvad Louise Roug og hendes kolleger gjorde med Raqqa: An inside story. Den historie viste, hvad digitale medier kan, når journalister arbejder sammen med programmører og visuelle folk.

Da vi med kurset New York – nye medier og metoder besøgte Global News Editor Louise Roug hos Mashable i november, var det naturligt at tale om historien, der tydeligvis havde fyldt rigtig meget i løbet af sommeren 2015. Selvom mange så småt var ved at blive immune overfor de løbende triste nyheder fra Syrien, fik Raqqa: An inside story alligevel meget stor gennemslagskraft og er blevet set og læst rigtig meget.

Eksemplet viser essensen af, hvad Mashable prøver at gøre: Redaktionen vil lige så gerne informere, som man vil underholde og inspirere. Men er samtidig meget bevidst om, at brugerne er ”a young tech savvy audience”.

Det 120 personer store mediehus med hjemsted på Manhattan er kendt for mange utraditionelle eksperimenter med digital historiefortælling, blandt andet en visualisering af det engelske parlament bygget i Lego  og denne historie om bøsser og lesbiske par op til den irske afstemning om homo-vielser.

Brugernes fotos som udgangspunkt

Netop udviklingen i Syrien har for Mashable været et svært emne at behandle godt, akkurat som det er svært for de fleste andre medier. Omvendt er området lidt et hjertebarn for Louise Roug, som tidligere har været korrespondent i Irak.

Især har det været svært at visualisere krigen i Syrien, da der er sparsomt med visuelt materiale, og det der findes, ofte er af tvivlsom oprindelse. Det besluttede Louise Roug og kollega Megan Specia (tidligere Storyful) at gøre noget ved.

”Syrien er jo en kæmpe historie, også for os. Men den er svær at fortælle. Fotografer har jo ingen adgang. Der er jo en masse brugerskabt materiale ude, men groft sagt er det som oftest ikke særlig interessant. De er ikke professionelle fortællere. Materialet findes, men det er ikke så let at gå til for almindelige mennesker.”

De to gik på jagt efter materiale fra byen Raqqa og fandt frem til gruppen Raqqa´s stilfærdige nedslagtning, som de to vurderede som en pålidelig kilde til visuelt materiale. I Tyrkiet fandt de frem til et tidligere medlem af gruppen, som endte med at blive deres nøglekilde.

Udført af Mashable Collective

I alt 10-12 timers interview med den syriske mand, hvis identitet forbliver anonym af hensyn til hans familie i Syrien, blev kogt ned til et storyboard for en animationsfilm på godt 3 minutter.

”Vi havde et meget stort materiale til rådighed, som vi har fået verificeret, før vi gik i gang. Vi talte utrolig meget om, hvad det var vi forsøgte at fortælle”, forklarer Louise Roug.

Der var ikke meget tid til projektet i en travl hverdag på Mashable, så det er blevet til i pauser og om aftenen over en periode på 6 måneder. I den sidste del af forløbet i samarbejde med de visuelle folk i gruppen Mashable Collective,  en intern gruppe af eksperimenterende og teknologi-kyndige folk, der udførte animationsarbejdet på basis af det visuelle materiale fra Raqqa og oplægget fra Louise Roug og Megan Specia.

Spørgsmål til Louise Roug

”Tre et halvt minut! Kan brugerne ikke holde opmærksomheden fanget længere”, lød spørgsmålet til Louise Roug.

”Det lyder så negativt. Det er meget få historier, der kræver 10.000 ord. Vores erfaring er, at 2-3 minutter er så lang tid, folk ønsker at se en video. Vi lagde den også ud som longform i ren tekst. Desuden fik vi lavet en arabisk oversættelse. Det gav os en masse respons fra den del af verden.”

”Hvad ville I have ud af at producere historien?”

”Vi ville undersøge formatet. Finde ud af hvad vi kunne lære. Det handler rigtig meget om at eksperimentere her på Mashable”, svarede hun.

Netop på dagen, hvor vi besøgte Mashable, fremviste Louise Roug med stolthed en anden aktuel historie, nemlig førnævnte Megan Specias reportage fra den græske ø Lesbos, som tusindvis af flygtninge er søgt til på deres vej mod Europa.

Også denne historie fik meget stor opmærksomhed i nyhedsstrømmen. Igen var formlen en stærk journalistisk visuelt båret historie fortalt grundigt – til et digitalt publikum, som godt vil fordybe sig.

Yderligere materiale

The Poynter Institute har fortalt om Raqqa-projektet her
Journalism i England har samlet gode eksempler på utraditionel storytelling hos Mashable

Flere blogposts følger de kommende dage om udviklingen i digital journalistik, baseret på kurset “New York – Nye medier og metoder”