Undersøgelse: Den digitale “avis” skal ligne den trykte

Nyhedspræsentationen på tablets skal helst ligne den, man kender fra den trykte avis! Det er hovedpointen i en undersøgelse, virksomheden Visiolink har gennemført i samarbejde med Aarhus Universitet.

Visiolink arbejder sammen med universitetet på at finde ud af, hvilke typer digitalt indhold, brugerne er villige til at betale for. Og virksomheden har i øvrigt også indledt et samarbejde med DMJX om eyetracking, aktuelt i det såkaldte EyePad-projekt.

I den ovennævnte pilot-undersøgelse blev et antal brugere bedt om at forholde sig til to forskellige præsentationer på tablet: Dels en 1-1-udgave af avisen som den ser ud – bare præsenteret på en iPad og med enkelte digitale features. Og dels en såkaldt “web-based newsreader” også med tekster og fotos fra avisen, men præsenteret efter webbens konventioner.

Undersøgelsens klare konklusion var altså, at ikke bare kunne testpersonerne bedre li´ den version, der lignede avisen. De var også mere villige til at betale for det!

Visiolink citerer en bruger for, at det jo er redigering, man betaler avisen for, og at avisen ligner noget, der er redigeret efter relevans og andre kriterier. Og det kan man ikke se, at man får i en digital oplistning af stoffet.

Det er jo en interessant pointe – især sammenholdt med den seneste eyetrack-undersøgelse fra Poynter, der konkluderer, at læserne over there på tablet foretrak den såkaldte carrousel-løsning fremfor den løsning, der lignede en avis.

I et blogindlæg undrer design-konsulenten Mario Garcia (som var involveret i Poynter-undersøgelsen) sig over forskellen i de to undersøgelser. Godt nok kom den traditionelle avis-løsning ud som nummer to i Poynter´s undersøgelse – men klart efter carrousel-løsningen (historierne præsenteret side om side ensartet med et foto og en rubrik).

Vil man have avisen digitalt – hvis man har afvist den på print?

Det skal blive spændende at høre flere detaljer fra den århusianske undersøgelse. Umiddelbart har jeg selv den teori, at traditionelle avislæsere nok også digitalt efterspørger noget, der ligner avisen. Så kan man da genkende det redigerede stykke arbejde, man betaler for!

Jeg tillader mig at tvivle på, at brugergrupper – aldersgrupper – som allerede har afvist at røre den trykte avis med en ildtang – igen vil begynde at læse “avis”, bare den nu forefindes på en tablet.

Jeg tror, at disse stigende grupper af befolkningen, hvoraf en del måske ikke en gang er faste forbrugere af nyheder, som vi kender dem, kun vil kunne gøres interesserede, hvis mediehusene tilbyder nye former for løsninger. Og dem har vi ikke set endnu, desværre.

Men det er foreløbig kun gætterier. Vi kun lige begyndt på afsøgningen af, hvad forskellige typer mediebrugere synes er interessant – og ikke-interessant. Foreløbig skal det blive interessant at få flere detaljer fra Visiolink-undersøgelsen. Blandt andet de testede personers alder og medievaner.

Farvel til The Daily – farvel til ideen om nyheds-apps?

Nyheden om lukning af Murdochs iPad-magasin The Daily i mandags 3/12 satte skub i et hav af spekuklationer om fremtidens iPad-publicering. Og om det overhovedet giver mening for nyhedsmedierne at drømme videre om en nyheds-app på iPad.

Den debat handler mindre om iPad´en som sådan end om The Daily´s grundlæggende tænkning og tilgang.

The Daily var alt for meget en avis og for lidt en nytænkt udgivelse baseret på iPad´ens muligheder, skriver design-eksperten Mario Garcia. Han kalder det “the radio days syndrom”, at man som tv-værter i tv´ets´ barndom blev ved med at arbejde som om det var radio – og sad foran skærmen og læste op.

 Leave the ghosts of printed newspapers behind,

opfordrer han. Og er hermed på en måde i tråd med The Atlantics Alexis Madrigal, som mener, at The Daily´s fortsatte idé om en bred omnibus-udgivelse “til alle” er utidssvarende. Det giver ikke (længere) mening at have a general reader for øje – man må indsnævre sine målgrupper. Det er en uhyre svært at forblive helt og aldeles mainstream!

The Daily har godt 100.000 abonnenter, hvilket burde kunne resultere i en fin og sund medie-forretning. Problemet var bare, at der skulle et sted mellem 500.000 og 750.000 abonnenter til at få foretagendet til at løbe rundt. Sådanne tal er svære at nå i en digital medieverden, fastslår Joshua Benton fra Nieman Journalism Lab:

You can absolutely build a real online news organization on that kind of revenue. You just can’t build one that has 200 staffers. Or 150 staffers. Or 100 staffers.

En idé hentet fra fortiden

Jeff Jarvis mener, at Murdochs nærmest religiøse tilgang til betaling for nyheder har gjort det svært for ham at tænke klart. Hvis han havde gjort det, ville han have indset, at det måske var for vanskelig en opgave at opbygge de forventede “millions” af abonnenter på basis af mainstream nyheder.

Jarvis henviser til en aktuel udtalelse fra publisher af USAToday, Larry Kramer, som tøver med at indføre betaling på nettet, da han frygter, at indholdet “isn´t unique enough”.

Jeff Jarvis gentager i øvrigt for gud ved hvilken gang, at ideen om daglige nyheder  er gammeldags og hentet fra en tid, hvor man udgav nyheder en gang om dagen “…because it was forced into that limitation by the means of production and distribution of print.” Nej, byg på relationer med enkeltpersoner “…serving them wherever, whenever, and on whatever platform they like!”

Nyheds-apps eller ej?

Så alle eksperterne er altså stort set enige om, at The Daily som sådan var en temmelig dårlig idé, og at godt 100.000 abonnenter sådan set var meget godt klaret under de omstændigheder, som Benton skriver.

Men hvad med nyheds-apps som sådan? Er det nu så god en idé, tænker de nok på Berlingske og andre steder.

På Columbia Journalism Review giver Reuter´s Felix Salmon en række gode grunde til, at det er håbløst for nyhedsmedierne at få nyheds-apps til at fungere:

  1. Hver enkelt udgivelse skal downloades, og det tærer typisk voldsomt på brugerens tålmodighed.
  2. Søgning og navigation fungerer stadig for dårligt i apps – på trods af de bedste intentioner og forsøg.
  3. Den notoriske lukkethed, man føler i en app. Det er svært at komme videre til tilknyttede historier, og det er ofte også vanskeligt at dele og kommentere på indholdet.
  4. Selve læseoplevelsen er det aldrig rigtig lykkedes nyhedsmedierne at gøre unik på iPad. Bøger, film, video fungerer perfekt på iPad. Men ikke aviser og magasiner.

The promise of the iPad was that it would usher in a rich-media world combining the versatility of the web with the high-design glossiness of magazines; the reality is that it fell short on both counts,

skriver Felix Salmon og vurderer, at nyhedsmedierne må lære lektien af The Daily og lignende fejltagelser:

Publications of the future will put their content online, and will go to great lengths to ensure that it looks fantastic when viewed on a tablet.

Skal man som udgiver så lytte til ham – eller Mario Garcia, som jo fortsat har stor tro på apps som mediernes fremtid?

Mens du overvejer det, kan du jo passende kaste et øje på de mange app-succes´er i magasinverdenen – her samlet af The BusinessInsider, der har samlet de 10 bedste magasin-apps fra 2012. Bl.a. SportsIllustrated, Time, PC Magazine og The New Yorker.

Nyhedsjournalisten i netværk: “There is always someone closer to the story”

Da min gode ven, Bill Mitchell, The Poynter Institute,  mandag optrådte på UPDATE-konferencen Journalistik tæt på borgerne, havde han flere interessante ting i posen. Bl.a. en udvikling af en tidligere model for Next Step Journalism.

Et centralt begreb i Bill Mitchell´s nyudviklede model er “the golden hour” (hentet fra Storyfuls Brian Little). Det er udtryk for tidsrummet efter en begivenhed indtræffer – og hvor en journalist virkelig kan gøre en forskel i retning af at få styr på kendsgerninger og få kontakt til relevante kilder tæt på begivenheden.

The primary commandment is that there is always someone closer to the story….We are not experts in every subject. We find the people who are,

skriver Brian Little i artiklen, der mener, at “breaking news” som sådan må revideres grundigt. Den klassiske journalistiske målsætning om at “have nyheden først” mener han er en fjollet illusion.

Det handler i stedet om at knokle for lynhurtigt at opbygge netværk af øjenvidner, forbipasserende, aktivister, eksperter og fag-journalister, der i “the golden hour” arbejder sammen om at sortere sandt fra falsk, verificere information, dokumentere begivenheden, tilføje kontekst og analyse.

Storyful believes the key skill for journalists in a social age is collaboration. There really is no alternative to working with others in the Golden Hour. If a newsroom decides to go it alone, the chance you will be consistently first is nonexistent. The chance that you will often be wrong is 100 percent,

skriver han – og går altså i den stik modsatte retning af den journalistiske myte om nyhedsjægeren som den ensomme ulv på jagt efter solohistorien.

I stedet ser han fremtidens nyhedsjournalist som én, der forstår at udvikle netværk med relevante interessenter i en historie – og medvirke til at sådanne netværk kan arbejde produktivt i og med den pågældende nyhedshistorie.

Efter CNN´s og Fox´s fadæser: “Værdien af nyheden er død”

En af de store historier i går, 28/6, var afgørelsen i USA´s Højesteret om Obamas sundheds-reform. Og måske i endnu højere grad: CNN´s og Fox News´ dækning af den. I deres iver efter at komme først med nyheden, gik de helt fejl af den komplekse afgørelse, og rapporterede at Højesteret havde kendt reformen forfatningsstridig.

Det har for alvor sat gang i den selv-reflekterende diskussion i journalistkredse. Først og fremmest i USA, selvfølgelig. Det var jo derovre, de dummede sig ;-)

The Poynter Institute har her en fin opsamling af debatten, herunder især CNN´s svære selvransagelses-proces. Det tog hele 90 minutter for CNN at rykke ud med en rettelse og beklagelse. Og Poynter´s Kelly McBride, som rådgiver medierne om udvikling af journalistisk etik, guidelines og beslutningsprocesser, stiller her en række spørgsmål til især CNN og Fox. Men også til alle andre, som arbejder med breaking news, bl.a.

  • Prøv lige at gennemgå jeres redaktionelle indsats step by step
  • Da I jo vidste, det var en kompleks sag at dække – hvordan forberedte I jer på de forskellige mulige udfald?
  • Hvordan og hvornår indså I, at I havde begået fejl, og hvordan besluttede I, hvad I så skulle gøre?
  • Var I opmærksomme på, hvordan andre dækkede sagen, og hvordan påvirkede det jeres arbejde?

Konsulent, debattør og provokatør Jeff Jarvis har på sin blog, Buzzmachine en endnu mere krads kommentar. Han mener groft sagt, at sagen er udtryk for mediernes tåbelige jagt på at komme først, hvilket han igen betegner som affødt af “journalistic narcissm”.

Jagten på “nyheden” er tåbelig og gammeldags, mener han. Nu om dage, hvor journalister med internettets hjælp kan dække begivenheder, mens de sker, giver det ikke mening at forsøge at komme få sekunder før konkurrenten. Og slet ikke hvis den mulige pris er graverende fejl.

I stedet bør journalister tænke dækningen af breaking news som en proces, hvor man er åben over, hvad man ved og ikke ved – og gradvist udfolder  historien i den hastighed, det nu er muligt.

In true process journalism, the news itself is a process,

skriver Jeff Jarvis og videregiver sit bedste råd til nyhedsjournalister anno 2012:

Journalists must think how they can best add value to information, not how they can most rapidly repeat it. Explaining the story is adding value. Getting it wrong detracts value and devalues credibility.

The War Logs: De journalistiske perspektiver

Det har været en interessant uge ovenpå offentliggørelsen af The War Logs i New York Times, Guardian og Der Spiegel. For mit vedkommende blev forløbet fulgt i Tyskland i Der Spiegel – og så via Twitter, hvor jeg har noteret links  til mange gode artikler. Her følger et par af de bedste:

Professor på City University i New York, C.W. Anderson peger i denne artikel på fem rigtig interessante vinkler:

  1. Hele forløbet er et interessant studie i, hvordan en historie udvikler sig i real-time med bloggere, beslutningstagere, kommentatorer osv. i lige så aktive roller som de store nyhedsmedier.
  2. Det er i lige så høj grad en case på, hvordan de forskellige landes medier vælger at vinkle en international begivenhed helt forskelligt.
  3. I en sådan kaotisk strøm af information – på hvad og med hvilket resultat bygger forskellige mennesker deres indtryk og holdninger?
  4. Hvad er det for en rolle WikiLeaks har haft her – og hvad er det udtryk for i form af en ny form for arbejdsdeling med de klassiske nyhedsmedier?
  5. Data-drevet journalistik og jagten på at finde frem til “the big picture” har været tilfældet her – som i flere andre nylige eksempler. En spændende udvikling.

Læs selv hele artiklen her. Anderson følger i øvrigt op med links til andre kilder i denne artikel.

I det hele taget har der været mange  gode indlæg, som Nieman Lab glimrende sammenfatter i denne artikel.  

Det var det amerikanske perspektiv. Det britiske ser således ud - samlet her af Journalism.co.uk.

Endelig er her en svensk kommentar fra altid læseværdige Martin Jönsson, Svenska Dagbladet.

Nyheder lever deres eget liv på sociale medier

Nyhedsstrømmen på sociale medier består typisk af historier, der ingen opmærksomhed får i de traditionelle medier. Og det er meget sjældent, at “mainstream-medierne” tager historier op, der er startet på f.eks. Twitter, YouTube eller på blogs.

Det er et par af de markante resultater af undersøgelsen New Media, Old Media foretaget af Pew Research Center.

I et år har researcherne fulgt nyhedsstrømmen Twitter, YouTube og en række prominente blogs, og det står klart, at nyhederne lever et kort men heftigt liv på de sociale medier. Efter tre dage på toppen er de stort set ude af strømmen igen – mens de traditionelle medier godt kan følge større sager i en uge eller mere.

Den historie, der i det sidste år var undtagelsen, var historien om Climate-gate. Den valgte også de “gamle” medier at køre stort op.

De nyheder, som bloggere og andre på sociale medier især tænder på, er sager med store følelser involveret, der involverer personlige eller gruppers rettigheder eller trigger et ideologisk engagement.

Måske ikke så meget nyt – men dog interessant at se det dokumenteret.

 Gå selv i flæsket på resultaterne – og læg meget gerne din vurdering og kommentar her på bloggen.

Megatrend 3: Færre nyheder – mere opinion

Nyhedsmedierne fylder stadig mere – men balancen mellem nyheder og opinion er under forandring. meningsstoffet fylder stadig mere, mens det egentlige nyhedsbillede bliver smallere.

Det er en af seks hovedtrends i årsrapporten over amerikansk journalistik, State of the News Media 2010. Konklusionen lyder:

Quantitatively, argument rather than expanding information is the growing share of media people are exposed to today.

Underforstået: Det er noget skidt, at nyhedsbilledet bliver smallere, mens de journalistiske kræfter i stigende grad anvendes på at kommentere, analysere og diskutere de færre nyheds-enheder.

Jeg er sådan set enig – men der er alligevel en vigtig pointe, der dokumenteres et andet sted i den amerikanske rapport: I en underliggende interview-undersøgelse siger 70% af amerikanerne, at de føler sig “overwhelmed” i højere grad end informeret af mængden af nyheder og information, de ser.

Den overvældethed kan blandt andet skyldes, at mediebrugerne ikke aner, hvad de skal stille op med de store mængder af information, de bliver udsat for. It´s news – but so what?

Jeg tror, at mange har behov for at få kørt nyhedsstoffet igennem et holdnings- eller analysefilter, der kan hjælpe dem med at finde ud af, hvad de skal mene, og hvad det betyder for dem: Er det her gode nyheder eller dårlige nyheder?

Jeg tror, medierne i årevis har fornægtet et væsentligt behov hos modtagerne om at få hjælp til at fordøje de rå nyheder.  

Spørgsmålet er så, hvordan man gør det på en begavet måde. Fagbladet Journalisten beskrev fornylig, hvordan nye amerikanske medier som Huffington Post og Talking Point Memo har gjort op med det klassiske journalistiske ideal om tilstræbt objektivitet og tager tydeligere standpunkt i den journalistiske dækning?

Er det vejen at gå? Njaaa, det er nok ikke så ligetil endda – set i lyset af at samme undersøgelse som nævnt ovenfor viste, at 72% af amerikanerne føler, at deres nyheder er inficeret af holdninger.

Overført til danske forhold: Er det rigtigt set af Tøger Seidenfaden at føre Politiken fra “newspaper” til “viewspaper”?

Det kan muligvis gøres uden at miste troværdighed. Men det ikke den vigtigste faktor. Jeg vil her pege på to andre og vigtigere håndtag:

  1. Der er behov for, at medierne udvikler analyse- og meningsstoffet. Også den type stof kræver grundigt forarbejde og overvejelser omkring både indhold og form.
  2. Og måske allervigtigst: Medierne må i stigende grad tilbyde brugerne at gå ind i stoffet – med kommentarer til artikler, med mulighed for at dele og diskutere historierne på Facebook og andre sted og i det hele taget med hjælp til at udforske og overveje informationerne ud fra egen hverdag og perspektiv.

Rapport: Folk nærer mistillid til medierne

Sommervejret i år egnede sig perfekt til læsning, og jeg fik blandt andet studeret rapporten Public Trust in the News fra engelske Reuters Institute for the Study of Journalism.

Det var hårrejsende læsning! Det værste – eller mest interessante om du vil – var at opleve den afgrund, der er mellem såkaldt “almindelige menneskers” opfattelse af, hvad nyhedsmedierne skal og kan – og så journalisternes opfattelse af det samme.

Trust kan vel nærmest oversættes med “troværdighed”, og er nyhedsmediernes dyrebareste aktiv. Men desværre nærede et betydeligt antal personer i de fokussamtaler, undersøgelsen bygger på, decideret distrust in the news. Af to primære årsager:

  • De forstår ganske simpelt ikke, hvad nyhederne handler om.
  • Medierne skriver om deres dagligdag på en unuanceret eller fordrejet måde

Omvendt udtrykte de interviewede journalister sig meget defensivt om deres troværdighed i forhold til publikum.

Punkt 1: Okay, der er nok nogle enkelte brådne kar i vores kreds – hovedsagelig på de konkurrerende medier. Vi skal passe på, at enkelte rådne æbler ikke ødelægger hele standens renommé!

Punkt 2: Grundlæggende  er der ikke noget problem. Nyhedsmedierne er generelt troværdige. 

Undersøgelsen er engelsk, og måske kan ikke alle konklusioner overføres til Danmark. Men tag alligevel og læs den. Det er ikke fuldstændig nagelfast, at nyhedsmediernes krise kun er andres skyld!