Nyhedsjournalisten i netværk: “There is always someone closer to the story”

Da min gode ven, Bill Mitchell, The Poynter Institute,  mandag optrådte på UPDATE-konferencen Journalistik tæt på borgerne, havde han flere interessante ting i posen. Bl.a. en udvikling af en tidligere model for Next Step Journalism.

Et centralt begreb i Bill Mitchell´s nyudviklede model er “the golden hour” (hentet fra Storyfuls Brian Little). Det er udtryk for tidsrummet efter en begivenhed indtræffer – og hvor en journalist virkelig kan gøre en forskel i retning af at få styr på kendsgerninger og få kontakt til relevante kilder tæt på begivenheden.

The primary commandment is that there is always someone closer to the story….We are not experts in every subject. We find the people who are,

skriver Brian Little i artiklen, der mener, at “breaking news” som sådan må revideres grundigt. Den klassiske journalistiske målsætning om at “have nyheden først” mener han er en fjollet illusion.

Det handler i stedet om at knokle for lynhurtigt at opbygge netværk af øjenvidner, forbipasserende, aktivister, eksperter og fag-journalister, der i “the golden hour” arbejder sammen om at sortere sandt fra falsk, verificere information, dokumentere begivenheden, tilføje kontekst og analyse.

Storyful believes the key skill for journalists in a social age is collaboration. There really is no alternative to working with others in the Golden Hour. If a newsroom decides to go it alone, the chance you will be consistently first is nonexistent. The chance that you will often be wrong is 100 percent,

skriver han – og går altså i den stik modsatte retning af den journalistiske myte om nyhedsjægeren som den ensomme ulv på jagt efter solohistorien.

I stedet ser han fremtidens nyhedsjournalist som én, der forstår at udvikle netværk med relevante interessenter i en historie – og medvirke til at sådanne netværk kan arbejde produktivt i og med den pågældende nyhedshistorie.

Begrænsninger på at bruge Twitter som nyhedskanal – godt eller skidt?

To store engelske mediehuse, BBC og Sky News strammede i begyndelsen af februar stort set samtidig deres interne regler for journalisters brug af Twitter. Meldingen fra BBC understregede, at journalisterne altid skal informere centralredaktionen FØR de sender en nyhed ud via deres personlige Twitter-konto. Sky var endnu mere radikal:

  • Skriv aldrig på Twitter udenfor dit eget område eller om ”andres” historier historier inden for dit eget område.
  • Send aldrig en tweet videre, som er postet af andre journalister ”or people on Twitter”, som det hedder.

De to meldinger gav anledning til en del debat forskellige steder. Blandt andet fik jeg også selv nogle gode overvejelser ind via Twitter, da jeg kort beskrev problematikken dér.

Jeg har gået og tygget lidt på det, der ligner en magtkamp mellem ”gammel-medier” og ”the new kids”, der sætter dialog og relation via sociale medier højest. Hvem skal man nu holde med?

For desværre er Twitter og andre sociale kanaler desværre ikke et emne, som kan fremkalde så meget som en udmelding i den danske mediebranche. Så længe de kanaler stort set ikke bliver brugt, skaber de heller ikke uenighed ;-)

Til BBC-udmeldingen: Man kan forstå det sådan, at en BBC-journalist altid skal sætte kollektivet – altså redaktionen – højere en egen egoistisk trang til at råbe: ”Jeg har nyheden”, sådan at mediehuset hurtigst muligt får sendt informationerne ud via de rette kanaler.

Det kan virke som en bremse på de mest ihærdige nyhedshunde, men pyt… hvis vi ellers kan stole på, at det redaktionelle kollektiv formår at håndtere nyheder rigtigt og i en fart.

Sky-meldingen er jeg mere loren over.  Selvfølgelig skal børn ikke modtage slik fra mænd, de ikke kender. Men her taler vi – naturligvis i bedste fald – om journalister som kender deres område og i det hele taget har en sund dømmekraft. Og hvis gode ry og rygte som altid er afhængig af, at det materiale, de offentliggør, viser sig at være både korrekt og relevant.

En central journalistisk opgave i fremtiden må uden tvivl blive såkaldt ”kuratering”, altså at bedømme, prioritere og udvælge relevant materiale ud af den strøm af information vi konstant udsættes for.

Især af fagmedarbejderen, som kender sit område, vil man forvente aktiv kuratering af informationer indenfor dette felt – og her er Twitter jo et fantastisk redskab. Og så virker det næsten naturstridigt, at arbejdsgiveren, her Sky News, vil forhindre udførelsen af netop det.

Selvfølgelig risikerer journalisten at sende noget skidt videre. Den slags sker. Men frem for at forbyde berøring overhovedet ville det være mere oplagt at forsøge at hjælpe de redaktionelle medarbejdere med metoder, redskaber og modeller til håndtering af det, Charlie Beckett fra London School of Economics kalder The Line of Verification – i øvrigt hentet fra BBC´s editor of Interactivity!

Verificering er naturligvis stadig en central journalistisk opgave. Vi er jo ikke sladretasker, er vi vel?

Læs også den velskrevne eftertanke fra David Carr, New York Times: Twitter is all in good fun, until it isn´t

Amerikanske journalister leverer baade news og views

For danske journalister er objektivitet fortsat en central faktor i det journalistiske arbejde. Men idealet udfordres af deres amerikanske kolleger, som ikke ser problemer i baade at udtrykke holdninger og producere nyhedshistorier.

Jeg er paa The Poynter Institute i Florida i denne uge og moedte sammen med deltagerne i kurset “Make your opinion matter” de tre journalister Eric Deggans, Stephanie Hayes og Sean Daly fra regionalavisen St. Petersburg Times. 

De har det til faelles, at de baade skriver kommentarer og nyhedsartikler – og de mener, at kombinationen styrker dem journalistisk. Herunder ogsaa deres trovaerdighed hos laeserne.

Eric Deggans skriver blandt andet denne mediekritiske blog, Stephanie Hayes driver modebloggen Deal Divas, og Sean Daly skriver paa bloggen Pop Life.

De er alle tre markante personligheder paa deres faglige journalistiske felt. Ingen af dem foeler, at det skader deres muligheder for at skrive nyhedshistorier.

“Folk betragter mig isaer som musikkritiker. De ved, hvor jeg staar”, sagde Sean Daly blandt andet. Som sine kolleger mener han, at tydelige holdninger naermest er en fordel, for laeserne kan saa foele sig sikre paa, hvad det er for en person, der staar bag nyhederne.

“Der er rigtig meget “voice”  og personlighed i den maade, vi forsoeger at skrive paa”, forklarer Stephanie Hayes. “Det er ogsaa noget, vi proever at overfoere til nyhedsjournalistikken.”     

Naar de fortaeller om deres ideer og journalistiske historier, er det tydeligt, at de i hoej grad bliver skabt ud af deres samtaler med laeserne paa bloggen eller af iagttagelser, journalister ikke normalt goer sig.

Resultatet bliver alt fra pudsige smaa historier til interessante samfundsanalyser. Alt sammen fokuseret og vinklet gennem kommentatorens analytiske filter og oeje for sammenhaenge.

Der er naturligvis mange kritiske faktorer i forbindelse med en saadan dobbelt-funktion, og det er ikke sikkert, at det vil fungere godt for alle journalister i alle situationer.

Men de journalistiske metoder forandrer sig, og samtidig ser det ud til, at mediebrugerne – ogsaa de danske – er aabne for disse nye former for journalistik. Det bekraefter en aktuel dansk undersoegelse. Mere herom i min naeste blogpost…

The Future of News: Det store overblik

Poynter´s Bill Mitchell er ankermand på en ny rapport udgivet i samarbejde mellem The Poynter Institute og International Press Institute: Brave New Worlds: Navigating the New Media Landscape.

Rapporten er udgivet i forbindelse med IPI´s konference i Wien i sidste uge og er en fantastisk god anledning til at danne sig et overblik over, hvad der sker lige nu derude.

Artikler af blandt andre tænkere som Clay Shirky og Jeff Jarvis, praktikere som Guardians chefredaktør Alan Rusbridger, journalist Dan Gillmor og danske Solana Larsen giver 152 siders perspektiv på en medieverden i voldsom forandring. Den kan anbefales!

Fyringerne i OB: Strålende eksempel på den nye journalistik

Nyheden om fyringen af hele topledelsen i den fynske fodboldklub OB dominerede de danske nyhedssites i går,. Dækningen over hele spektret af danske nyhedsredaktioner viser, hvor meget der er sket med nyhedsjournalistikken i de senere år, hvor det nu er web-first, der hersker.

  1. Hurtighed: Med få minutters mellemrum var nyheden om fyringerne topnyhed på stort set alle sites.
  2. Nyhedsbuffet: Nils Ulrik Pedersens udtryk for en bred vifte af kilder/vinkler kom for alvor til udtryk. Ritzau førte an i en geværsalve af kommentarer fra både direkte involverede og iagttagere og kommentatorer. De fleste med indsigt og perspektiv på nyheden.
  3. Dialog: Flere medier var hurtigt ude med at involvere brugerne. Jyllands-Posten havde f.eks. allerede 11.11 – under en time efter at selve nyheden var ude – en “Ordet er dit” med spørgsmålet: Er OB´s fyringer et godt træk? Og hvad det har ført med sig af fine kommentarer, kan man selv læse her.   
  4. Samtalen tilbage til journalistikken: Allerede inden da – kl. 11.06 – havde Ekstra Bladet fulgt debatten blandt OB´s fans og kunne i en særskilt artikel: OB-fans jubler over fyringer.
  5. Analyse:  Ekstra Bladet var i det hele taget hurtigt ude med en meget bred dækning og havde allerede 11.32 en analyse fra sportschef Allan Olsen.
  6. Dokumentation og baggrund: Fyens Stiftstidende var ikke helt så hurtigt ude som JP og Ekstra Bladet og klarede sig først igennem hovedsagelig på Ritzaus gode benarbejde. Men 11.33 kunne man læse pressemeddelelsen fra OB, og 20 minutter senere kom et lille fint portræt af OB´s stærke mand.

Resten af dagen sprøjtede nyhedssites´ene mange flere historier ud om nyheden og baggrunden for den. De her omtalte eksempler var på inden for halvanden time efter offentliggørelsen – og gav altså både brugerne indsigt og tilbød mulighed for inddragelse.

Det er da fagre nye verden!

(Ovenstående skriw blev til på baggrund af en inspirerende snak med Nils Ulrik Pedersen her til formiddag. Nils Ulrik fulgte nyhedsflowet i går og havde samlet de mange gode eksempler.)  

Permanent redaktionsmøde med læserne

Århus Stiftstidende har fået et fantastisk redskab til at styrke og udvikle den journalistiske kvalitet. 1700 århusianere har meldt sig til StiftenPanelet, og mediehuset er så småt i gang med at udforske potentialet.

Denne artikel opsummerer de hidtidige erfaringer. Det mest interessante er i den forbindelse, hvordan StiftenPanelet kan være sparringspartner i forhold til, hvordan journalisterne bruger deres tid og kræfter.

Svarene viser, at folk gerne vil inddrages. Den form for tovejs-kommunikation gør vi klogt i at udvikle,

siger chefredaktør Flemming Hvidtfeldt i artiklen.

Panelets input kan både bruges bagudrettet som nyttig feedback på gennemført journalistisk arbejde og fremadrettet som ideer, inspiration og konkret, nyttig viden.

Det fremragende ved panelet er, at folk frivilligt har afleveret en masse  informationer om sig selv, så det er muligt at kontakte forskellige delmængder af gruppen, afhængig af det emne, man ønsker at tale med dem om.

Hidtil har kontakten til StiftenPanelet især haft form af spørgeskemaer organiseret af markedsafdelingen. Tænk, når inddragelsen af panelet bliver en del af den journalistiske tænkning og hjerteblod!

Jeg ser hele eller delmængder af StiftenPanelet som del af et permanent redaktionsmøde med læserne. 24/7, som man siger.

For nogle forekommer det scenarie som et skræmmebillede af rang. Tænk sig at foreslå, at journalister skal lade sig påvirke af andre undervejs i den journalistiske proces!

Jeg ser det som en kolossal ressource, man kan vælge at lytte mere eller mindre til. Under alle omstændigheder er dialogen nødvendig for at holde journalistisk fokus på emnevalg, vinkling, kildebrug osv. Det hele bliver bestemt bedre af det.

Eksemplet viser, at der er noget under opsejling, som kan ændre den måde, journalister arbejder på i absolut bredeste forstand. men at der stadig er et stykke vej at gå, før det bliver normalt og accepteret i faget.

Sandhedens time for nyhedsmedier

De to store engelske nyhedsmedier, The Times og Guardian, har valgt hver sin vej frem mod økonomisk overlevelse. I de seneste dage er nogle skibe sat i søen, der skal blive interessante at følge.

Murdoch´s The Times satser på “the paywall” og håber, at betaling fra de mest trofaste af de 22 millioner månedlige læsere vil kunne sikre det økonomiske fundament for de digitale aktiviteter.

The Guardian tror omvendt på, at adgangen til web-nyheder skal være fri og gratis og har netop tilbudt alle Word Press-bloggere let adgang til frit at publicere Guardian-artikler.

Der er skrevet rigtig mange interessante ting om de to initiativer de seneste dage. Nedenfor kan du finde links til nogle af dem.

Der har tidligere været tendens til ren religionskrig i debatten. Nogle er for og nogle imod – og de to parter kan blive rasende på hinanden, når modparten lufter sin tro. I forbindelse med konferencen NewsRewired i London d. 25.6. har der været nogle mere nuancerede diskussioner om betaling og nyhedsmedier. 

Redaktør på The Times, Tom Whitwell, fortalte på konferencen om motiverne bag beslutningen om at lukke helt af for gratister, så de nu kun kan se selve forsiden. Jeg var ikke selv til stede under netop det oplæg, men Philip Trippenbach og Kristin Lowe har skrevet glimrende referater.

Vi er ikke interessert i å optimalisere nettsidene for annoncer, vi er interessert i å optimalisere den for leseropplevelsen. Nå kan vi bringe journalistene mye nærmere leserne,

sagde Tom Whitwell i følge Kristin Lowe. Og det lyder jo uhyre sympatisk.

Slut med at lefle for drive-by-læsere med underholdning og let-påklædte damer. Slut med at hænge med tungen ud af halsen for at publicere nyt-nyt-nyt  (eller det der ligner) for at få nogle til lige at kigge forbi. Og slut med at lade annoncer bimle og bamle, fordi man desperat mangler penge.

Og ikke mindst slut med at lade alle mulige anonyme tosse-hoveder svine hinanden til i kommentarfelterne.

På vej mod et nyt, rent, spændende, lækkert, lukket univers for de, der kan og vil betale. Så nyhedsmediet igen kan få en ordentlig relation til sine læsere! Eller??       

Ja, først har vi jo til gode at se, om det lykkes. Vil et passende stort antal mennesker faktisk være en del af dette nyheds-medie-paradis?

Dernæst er det interessant at se, hvad det så fører med sig. Der er vel ingen tvivl om, at de mediehuse, der vælger at gå den vej vil ændre karakter fra at være almene nyhedssites til at blive lant mere niche-orienterede og community-baserede. 

Hele forretningsideen vil formentlig ligge i evnen til at give kernebrugerne en særbehandling, der er pengene værd. Der må nødvendigvis blive mere nichefokus hos journalisterne. Heri ligger helt nye journalistiske muligheder og udfordringer, som iværksætteren Marc Reeves også pegede på.

En del af den udvikling er et ændret fokus – væk fra “offentligheden” og over mod “kunderne”, som Clay Shirky peger på i interviewet i Guardian. Er samfundsansvaret, som medierne har brystet sig af at varetage, ved at forsvinde? Eller er det bare en tilbagevenden til tidligere tider, hvor man f.eks. havde tættere tilknytning til politiske partier?

Mens diskussionen kan gå lystigt videre hos de, der har tid og lyst, venter vi alle i spænding på resultater og mellemregninger fra de engelske mediehuse.

Samtidig kunne man også håbe, at de danske udgivere ville træffe klarere strategiske valg. Eksperimenter som Berlingskes Ugen, der nu lukker ned, peger desværre ingen steder hen.

Hvilken form for udgivelse tror man på, og hvilken form for relation til brugerne satser man på vil have en fremtid rent økonomisk?

Læs også:

Philip Trippenbach: NewsRewired – We need to talk about Paywalls

Kristin Lowe: Satser på bedre nettdebatt med betalingsmur

Steve Outing: The Times vs Guardian Strategies: Uber-dumb & Smart

Steve Outing: No, I´m not “against” people paying for online news

Bill Mitchell, Poynter: Getting Paid the British Way

Bill Mitchell, Poynter: Paywalls at Three Gannett Papers testing “Journalism as a Service”

John Einar Sandvand, Aftenposten: The Times behind a Paywall: Can Rupert Murdoch win? 

Guardian-interview: Clay Shirky: “Paywall will underperform – the numbers don´t add up”

Megatrend 3: Færre nyheder – mere opinion

Nyhedsmedierne fylder stadig mere – men balancen mellem nyheder og opinion er under forandring. meningsstoffet fylder stadig mere, mens det egentlige nyhedsbillede bliver smallere.

Det er en af seks hovedtrends i årsrapporten over amerikansk journalistik, State of the News Media 2010. Konklusionen lyder:

Quantitatively, argument rather than expanding information is the growing share of media people are exposed to today.

Underforstået: Det er noget skidt, at nyhedsbilledet bliver smallere, mens de journalistiske kræfter i stigende grad anvendes på at kommentere, analysere og diskutere de færre nyheds-enheder.

Jeg er sådan set enig – men der er alligevel en vigtig pointe, der dokumenteres et andet sted i den amerikanske rapport: I en underliggende interview-undersøgelse siger 70% af amerikanerne, at de føler sig “overwhelmed” i højere grad end informeret af mængden af nyheder og information, de ser.

Den overvældethed kan blandt andet skyldes, at mediebrugerne ikke aner, hvad de skal stille op med de store mængder af information, de bliver udsat for. It´s news – but so what?

Jeg tror, at mange har behov for at få kørt nyhedsstoffet igennem et holdnings- eller analysefilter, der kan hjælpe dem med at finde ud af, hvad de skal mene, og hvad det betyder for dem: Er det her gode nyheder eller dårlige nyheder?

Jeg tror, medierne i årevis har fornægtet et væsentligt behov hos modtagerne om at få hjælp til at fordøje de rå nyheder.  

Spørgsmålet er så, hvordan man gør det på en begavet måde. Fagbladet Journalisten beskrev fornylig, hvordan nye amerikanske medier som Huffington Post og Talking Point Memo har gjort op med det klassiske journalistiske ideal om tilstræbt objektivitet og tager tydeligere standpunkt i den journalistiske dækning?

Er det vejen at gå? Njaaa, det er nok ikke så ligetil endda – set i lyset af at samme undersøgelse som nævnt ovenfor viste, at 72% af amerikanerne føler, at deres nyheder er inficeret af holdninger.

Overført til danske forhold: Er det rigtigt set af Tøger Seidenfaden at føre Politiken fra “newspaper” til “viewspaper”?

Det kan muligvis gøres uden at miste troværdighed. Men det ikke den vigtigste faktor. Jeg vil her pege på to andre og vigtigere håndtag:

  1. Der er behov for, at medierne udvikler analyse- og meningsstoffet. Også den type stof kræver grundigt forarbejde og overvejelser omkring både indhold og form.
  2. Og måske allervigtigst: Medierne må i stigende grad tilbyde brugerne at gå ind i stoffet – med kommentarer til artikler, med mulighed for at dele og diskutere historierne på Facebook og andre sted og i det hele taget med hjælp til at udforske og overveje informationerne ud fra egen hverdag og perspektiv.

Det bedste fra to verdener: Læs den grundige artikel – og følg med her-og-nu

Ekstra Bladet er godt i gang med at udforske, hvordan den hurtige strøm af nyheds-bidder via Twitter kan kombineres med andre former for dækning. For eksempel en helt almindelig opsamlende artikel…

Et eksempel på mulighederne kan du se i disse dage i Ekstra Bladets dækning af jordskælvet på Haiti. Temasiden på eb.dk er tilføjet en boks i højre side, hvor du kan læse alt, hvad folk kloden rundt lige nu skriver om Haiti på Twitter. Altså et åbent vindue til verden lige nu – med fokus på den tragiske begivenhed i den fattige ø-stat.    

Ekstra Bladet fører via featuren Twitter Badges alle tweets tac´et med  ”Haiti” over i boksen. På den måde kan du som læser i fredelige Danmark følge med i, dels hvad folk i katastrofeområdet oplever og beskriver – og hvad alle mulige andre verden over føler og kommenterer på. En helt tredje kategori af tweets indeholder links til relevante artikler og andet  webmateriale.

Er det ikke fedt? Et konkret eksempel på at Twitter ikke bare er en klam mode-fidus men et uhyre relevant redskab for alle mediehuse, som vil samle og videregive her-og-nu-information. Og hvem vil ikke gerne det?

På den måde, Ekstra Bladet gør det, kan du både få den journalistisk bearbejdede artikel om jordskælvets konsekvenser – og udviklingen lige nu. Journalistik i udbrud…

Det var egentlig noget andet, jeg skulle snakke med Ekstra Bladets Lars K. Jensen om, da han henleder min opmærksomhed på nyskabelsen, der også tidligere er afprøvet under blandt andet dækningen af retssagen mod Stein Bagger.

Det er et billede på, at de gode folk på Ekstra Bladet hele tiden tester redskaber af og afprøver dem i den journalistiske dækning. Fungerer det? Ikke altid fuldstændig – men der er erfaringer at tage med videre. Og pludselig – som i eksemplet nævnt ovenfor – ja, så har du en udvidelse af de journalistiske muligheder, som virkelig tilføjer noget ekstra.

For dig der ønsker at afprøve Twitter Badges: Du kan finde den i bunden af Twitters hjemmeside under ”Goodies”. Der er to hoved-måder at screene Twitter på: Enten at hente alle tweets ind fra en bestemt bruger (f.eks. en bestemt anerkendt reporter på åstedet) eller som i det nævnte tilfælde at søge efter tweets med et bestemt tac (som her “Haiti”).

Som sagt: Stor tak til Lars K. Jensen for informationer om denne måde at bruge Twitter på. Hold øje med hans blog Medieblogger, hvor han skriver om mange af fornyelserne og eksperimenterne på eb.dk.

(OBS: Artiklen er redigeret d. 14.1.2010)