Plusmodeller spreder sig: Selvfølgelig! Men hvad er næste skridt?

Jeg har lige deltaget i et live-interview med P4 Midt & Vest om Herning Folkeblads nye betalingsløsning på nettet, aoh+. Her er essensen af, hvad jeg tænker om det. Så kunne vi tage en snak om det her på bloggen?

I dag åbnede aoh+ på Herning Folkeblads hjemmeside med dette fremtrædende symbol.

I dag åbnede aoh+ på Herning Folkeblads hjemmeside med dette fremtrædende symbol.

Jeg har tidligere her været skeptisk over for, om det overhovedet nytter noget at tage betaling på nettet. Så vidt jeg kunne se, var “gratis” den eneste vej at gå. Nu har vi så set en række eksperimenter over hele verden. Og konklusionen må være, at det i en vis forstand kan give mening at tage penge på nettet.

Som en rent defensiv foranstaltning ser en plus-løsning som Herning Folkeblads ud til at give mening. Man kan ikke underminere kerne(avis)forretningen ved at give det samme indhold væk på nettet. Det siger sig selv. Så det er naturligt at gøre som Herning Folkeblad.

Der er to triste forudsætninger for den konklusion:

  1. Det er ikke lykkedes ret mange mediehuse at opbygge en forretning af betydning på salg af annoncer og andre indtægter på nettet. Man mister altså ikke ret mange penge ved at lukke gratisterne ude og hermed få mindre trafik.
  2. Der kommer ikke ret mange nye betalende avis-kunder til ved at lægge alt indhold ud i udstillingsvinduet. Avislæser-segmentet bare skrumper og skrumper.

Set i det lys er det nok bedst at se, om man kan begrænse frafaldet af avislæsere mest muligt. Og det er det, man gør med de fleste kendte plus-løsninger.

OK, f.eks. Ekstra Bladet har da fået ret godt fat med 23.000 rent digitale plus-kunder. Her satses også massivt på skabelse af unikt digitalt indhold (ud over side 9-pigerne), som kun kan fås, hvis du betaler. Indhold man kan se at EB–brugerne interesserer sig for.

Det kan andre medier som f.eks. Herning Folkeblad lære af – men alle ved at det kræver redaktionelle muskler. Det vil sige: Der kræves en redaktionel omstilling, hvor færre kræfter kan gå til at producere den avis, alle foreløbig lever af – til at udvikle indholdskoncepter ingen endnu ved om kan sælges.

Den er svær!

Email nyhedsbreve: The power of “push”

Mens alle snakker om sociale medier, bliver email nyhedsbreve i stigende grad den vigtigste mediekanal for mange organisationer.

Så sent som i går diskuterede vi i udviklingsarbejdet omkring et nyt mediekoncept, hvordan man bedst holder folk opdateret og giver dem overblik. Twitter faldt først for – men har unægtelig den svaghed, at ikke ret mange bruger tjenesten. Hvad så med et dagligt nyhedsbrev?

For talrige danske organisationer som Kræftens Bekæmpelse, Dansk Røde Kors, DS Håndværk & Industri, 3F plus mange andre udgør nyhedsbrevet i dag det stærke bånd til medlemmerne: Det gør opmærksom på relevante artikler og andet indhold. Men endnu vigtigere: Her fastholdes og udvikles relationen til brugerne.

“Push” er ikke død

Alle taler ellers om, at ”push” er på vej ud og erstattes med ”pull” – dvs. at vi må lade industrisamfundets tanke om at vi kan fodre folk med færdigprodukter erstatte af en anden organiserings- og produktionsmåde.

Men nyhedsbrevet – og indbakken som sådan – er beviset på, at ”push” på ingen måde er en død tanke. Tværtimod giver det rigtig god mening fortsat at skubbe ting ud foran snuden på brugerne – hvis vi ellers kan læse deres tanker og behov og udvikle nyhedsbrevets indhold og form herudfra.

Der er masser af vigtige redskaber i den værktøjskasse, nyhedsbrevs-redaktøren skal bruge for at udvikle sin mediekanal. Vi kommer ind på de fleste på kurset Nyhedsbrevet – din vigtigste mediekanal i september. Desuden vil jeg her på bloggen skrive en del om dem i den kommende tid.

Nyhedsbrevet og bloggen er i familie

Først og fremmest er det vigtigt at se nyhedsbrevet som en mediekanal i sig selv. Altså, at det ikke bare er et spørgsmål om at dumpe nogle links ude hos brugerne, men om at skabe en kanal med sin egen tone, stemning og tiltaleform som en interessant og indbydende invitation til at udforske indholdet yderligere.

På forskellige måder deler de bedste nyhedsbreve de samme kvaliteter som en god blog – for nu igen at koble til, hvordan de sociale medier fungerer:

  1. Gode nyhedsbreve formår at henvende sig til dig og engagere dig på et personligt niveau: ”Jeg kender dig, og ved hvad du har brug for lige nu”
  2. Det gode nyhedsbrev leverer information lige når du har brug for den – og forklarer dig hvorfor den er vigtig lige nu
  3. Både blogs og nyhedsbreve er aktive og omhyggelige med at linke videre – ikke nødvendigvis kun til eget indhold, men også som en samlende ”kuratering” af andres indhold
  4. Den sidste faktor undrer du dig måske over – men i mine øjne inviterer både gode blogs og gode nyhedsbreve til interaktion med brugeren: Man kan naturligvis både kommentere, dele erfaringer og pege i nye retninger. Det føles godt at blive budt ind!

Udenlandske eksempler vi kan lære af

Omvendt er forskellen mellem formålet med nyhedsbrevet og brugen af de sociale medier klar: Nyhedsbrevet egner sig fortrinligt til at styrke båndene til en velkendt målgruppe, mens de sociale medier (ud over at kunne det samme) har potentiale for at sprede buskaber til folk, man endnu ikke har en relation til.

Blandt de udenlandske eksempler, vi kan lære af er:

  • “The Slatest” – udgivet af Slate
  • “The Cheat Sheet” – udgivet af The Daily Beast
  • “Playbook” – udgivet af Politico

At nyhedsbrevet også meget vel kan være din nye fremtidige stand-alone udgivelses-kanal, er “The Skimm” et eksempel på. Et nyt “medie” rettet mod 22-34-årige kvinder.

The Skimm er udgivet af Carly Zakin (27) og Danielle Weisberg (26), begge tidl. NBC. En kuratering af alt hvad der er værd at vide for veluddannede, travle yngre kvinder: “it simplifies the headlines for the educated professinal who knows enough to know she needs more!”

We saw our friends weren´t getting served by traditional media. An email newsletter made the most sense … to make it part of the daily routine. I wake up, roll over, and look at my email!

siger Carly Zakin i CJR-artiklen Streams of Consciousness.

Og sociale medier? Ja, det er en stadig strøm af mere eller mindre relevante informationer. Selv for unge kvinder er emailboksen stadig stedet, hvor du får overblik over, hvad der er vigtigt for dig.

Journalister bliver fortolkere – hvad med objektiviteten?

Jeg har i dag haft en god snak med en cand. public.-studerende, som ser nærmere på tendensen til at overgangene til nyhedsudsendelser på P3 bliver (påtaget) hyggelig småsnak om nyhederne. Er det en ny tendens, der sætter objektiviteten i journalistikken på spil?

Jeg svarede, at jeg umiddelbart ikke ser problemer i, at nyhederne blever genstand for samtale. Hvis målet er at involvere og engagere P3-lytterne – som måske ellers ikke er de helt sultne nyhedsbrugere – er det helt fint med mig langt hen ad vejen.

Men hvad med objektiviteten så? Bliver vi som journalister ikke part i historien, når vi snakker om den?

Ja, faktisk har journalistikken de sidste 50 år været på en glidebane væk fra den rent objektive beretning om hændelser til en mere fortolkende tilgang, der prøver at svare på “hvorfor” snarere end kun “hvad”.

En frisk artikel på Nieman Journalism Lab opsummerer undersøgelsen af Michael Schudson og Katharine Fink fra Columbia University: Andelen af “objektive” beretninger om hændelser er de sidste 50 år faldet drastisk, mens andelen af såkaldt contextual journalism er steget tilsvarende.

Spørgsmål er så, hvad konsekvensen er af denne bevægelse. Hvilken betydning har det for journalistikken og journalisternes troværdighed, at vi fortolker stadig mere?

What this latest research says to me is that journalism has added interpretation to its core practice, but we’re not really talking about it,

slutter artiklens forfatter Jonathan Stray.  Enig! Vi taler ikke rigtig om det. Det er herligt, at journaliststuderende går analytisk til værks og ser nærmere på, hvad f.eks. samtalen omkring journalistikken på P3 betyder.

Bare vi er enige om, at det nødvendigvis er et onde, at journalister er med til at indramme og frame nyhederne for publikum.

 

Jo, der bliver læst i stor stil på nettet… (Projekt Nyhedstjek, part 2)

Den første sammenfatning af resultaterne i Projekt Nyhedstjek lagde vægt på den store andel af skimming i løbet af et to-minutters nyhedstjek. Den anden side af den kendsgerning er, at der så sandelig også bliver læst ganske meget.

Et eksempel på skimming af nyheder: Overskriften læses sammen med billedet af hovedpersonen. Den røde firkant er et klik på artiklen.

Et eksempel på skimming af nyheder: Overskriften læses sammen med billedet af hovedpersonen. Den røde firkant er et klik på artiklen.

Langt de fleste af de 36 testpersoner i eyetrack-testen fandt artikler, de havde lyst til at læse – og nåede at læse én eller flere artikler forholdsvis grundigt.

Naturligvis er der store forskelle i intensiteten af denne læsning. Eksempelvis indbyder det lette underholdnings- og kendisstof, der ser ud til at udgøre en  stadig større del af nyhedsudbuddet på de fleste nyhedssite, tilsyneladende til en let skimmende læsning. Modsat klassisk nyhedsstof i den mere seriøse afdeling, hvis man kan sige det sådan. Den type stof blev i testene typisk læst grundigere.

Korte artikler om underholdning “sluges” på få sekunder

For eksempel blev en kort artikel på Ekstra Bladet TV: Julian er sur over Jeanettes brystflirt læst/skimmet på cirka fire sekunder. Mens en lang nyhedsanalyse i Information, Opgør med den idiotiske Chavez-kult, blev læst systematisk i over et minut.

“Naturligvis”, tænker du nok! Korte artikler læses på kortere tid end længere! Men det, jeg taler om her, er også måden at læse på: Det ser ud til, at visse typer artikler kan ”læses” i løbet af meget få sekunder.

Formentlig handler det både om, at det er let at overskue – og dermed muligt at ”sluge” – en tilpas lille mængde af tekst i en fart. Og om at visse typer af indhold har en tilpas lav indholds-intensitet til, at det er muligt at forstå, nærmest i samme sekund man ser det.

Kun helt korte artikler om populærkultur og meget simple nyheder – f.eks. om vejret – blev skimmet på den måde.

Bekræftelse af Poynter´s konklusion: Der læses langt på nettet

Ellers var tendensen, at de fleste artikler blev læst helt eller næsten til ende.  Det bekræfter resultatet af en stor eyetrack-undersøgelse fra 2007, The Poynter Institute´s ”Eyetracking the News”.

Denne undersøgelse gav det overraskende resultat, at artikler på nettet generelt blev læst længere end print-artikler af tilsvarende længe. F.eks. blev der gennemsnitligt på nettet læst 80% af historier 5-7 inches længde. På print blev der kun gennemsnitligt kun læst godt 65% af historier af tilsvarende længde.

Poynter angav to grunde til den dybere læsning online:

  1. Dels har den grundige skimmingproces ført dem frem til en historie, de faktisk interesserer sig for.
  2. Og dels at ”…the online story environment offers few distractions”, som Poynter´s Sara Quinn og Pegie Stark skriver i bogen ”Eyetracking the News”. Altså: Når man først har klikket sig frem til en historie, er der ikke meget andet, der konkurrerer om opmærksomheden. Kun teasere, annoncer og navigationslister.

Det skal understreges, at det her kun er et pejlemærke for yderligere undersøgelse. Vi må undersøge lidt senere, hvad det er der for folk til at læse eller falde fra.

Foreløbig har jeg et par bud her:

  • Nyhedsmedierne forstyrrer generelt ikke læserne særlig meget med links, der kunne lede læseren andre steder hen. Og når de gør – som f.eks. på Politiken – viser de udførte tests, at læserne enten hopper let og elegant hen over dem eller hurtigt skimmer link-teksten og læser videre.
  • Til gengæld ser det ud til, at bokse med fakta, supplerende information eller teasere til f.eks. en analyse kan få læserne til at hoppe væk fra læsningen. Det var bl.a. tilfældet ved læsning af nyheder på BBC´s hjemmeside, hvor indlagte bokse blev springbræt til at stoppe læsningen og skimme siden for andre tilbud.

Nærmere om undersøgelsen
I alt 41 personer blev testet i perioden december 2011 til marts 2013. 5 tests var ikke brugbare, så de beskrevne data bygger på de resterende 36 tests.

Testpersonerne:

  • 11 testpersoner var henholdsvis tilfældige besøgende på Aabyhøj Bibliotek og lærere og administrativt personale på Sødalskolen i det vestlige Aarhus.
  • 11 personer var undervisere og administrativt personale på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
  • 4 var danske journaliststuderende.
  • De sidste 10 personer var udenlandske studerende på uddannelsen Europe in the World ved Journalisthøjskolen.

Personerne oplyste alle inden testen, hvad deres foretrukne nyhedssite var. Testen blev herefter tilrettelagt, så de kom ind på netop det site. Ingen valgte undervejs at forlade dette website.

Personerne blev også interviewet om deres nyhedsforbrug: Hvor ofte de tjekker nyheder, og hvornår de sidst havde tjekket nyheder – dels generelt og dels det site, de i testen kom ind på.

Opgaven løs som følger: ”Gå ind og tjek nyheder, som du normalt ville gøre. Brug så meget tid, du vil. Klik, scrol og læs, som du har lyst!

Tid til ny redaktionel organisering – væk fra “stofområderne”?

En af de mest spændende indspil om journalistik og medier i den forløbne uge var fra nyhedschefen på det kommende amerikanske erhvervsmagasin Quartz, Gideon Lichfield, som på sin blog skrev om magasinets journalistiske tænkning:

Man vil ikke som traditionelle medier have stofområder og fagmedarbejdere men i stedet arbejde ud fra fokus på fænomener. Som eksempler nævner han, at man i stedet for fokus på “miljøstof” vil beskæftige sig med “klimaforandringer”. Og i stedet for en medarbejder følger Kina vil man følgef.eks. kinesiske investeringer i Afrika.

Lichfield, mener, at journalistikkens fremtid – også økonomisk – i stigende ligger i at forklare og sætte ting i sammenhæng, og i det lys bliver den traditionelle fagmedarbejders opgave alt for snæver. Alle tidens interessante emner er komplekse og har en lang række af de traditionelle stoformåder involveret og vævet ind i hinanden.

Derfor du´r det ikke længere at opretholde en “gammeldags” redaktionel organisering baseret på, at man skal dække og levere nyheder fra nogle på forhånd definerede områder ind i en samlet ensartet pakkeløsning, mener Lichfield – som på Nieman Journalism Lab får medhold af C.W. Anderson:

The structure of newsrooms reflect how journalists think about their work. As those conceptions change, it makes sense that the structures may change with them.

Men en sådan ny journalistfunktion, der beskæftiger sig med såkaldte wicked problems vil være uhyre krævende. Man vil formentlig skulle behandle emner langt bredere end bare at skrive traditionelle nyhedshistorier, og blandt andet skulle se en journalistisk dækning mere som en proces end et produkt.

Det skal blive spændende at åbne denne diskussion, der også i en dansk optik må være meget relevant. Læs meget gerne de nævnte artikler og vær med til at åbne debatten: Hvordan kan journalistikken forandre sig fra at beskæftige sig med “nyheder” til at behandle “problematikker”?

Begrænsninger på at bruge Twitter som nyhedskanal – godt eller skidt?

To store engelske mediehuse, BBC og Sky News strammede i begyndelsen af februar stort set samtidig deres interne regler for journalisters brug af Twitter. Meldingen fra BBC understregede, at journalisterne altid skal informere centralredaktionen FØR de sender en nyhed ud via deres personlige Twitter-konto. Sky var endnu mere radikal:

  • Skriv aldrig på Twitter udenfor dit eget område eller om ”andres” historier historier inden for dit eget område.
  • Send aldrig en tweet videre, som er postet af andre journalister ”or people on Twitter”, som det hedder.

De to meldinger gav anledning til en del debat forskellige steder. Blandt andet fik jeg også selv nogle gode overvejelser ind via Twitter, da jeg kort beskrev problematikken dér.

Jeg har gået og tygget lidt på det, der ligner en magtkamp mellem ”gammel-medier” og ”the new kids”, der sætter dialog og relation via sociale medier højest. Hvem skal man nu holde med?

For desværre er Twitter og andre sociale kanaler desværre ikke et emne, som kan fremkalde så meget som en udmelding i den danske mediebranche. Så længe de kanaler stort set ikke bliver brugt, skaber de heller ikke uenighed ;-)

Til BBC-udmeldingen: Man kan forstå det sådan, at en BBC-journalist altid skal sætte kollektivet – altså redaktionen – højere en egen egoistisk trang til at råbe: ”Jeg har nyheden”, sådan at mediehuset hurtigst muligt får sendt informationerne ud via de rette kanaler.

Det kan virke som en bremse på de mest ihærdige nyhedshunde, men pyt… hvis vi ellers kan stole på, at det redaktionelle kollektiv formår at håndtere nyheder rigtigt og i en fart.

Sky-meldingen er jeg mere loren over.  Selvfølgelig skal børn ikke modtage slik fra mænd, de ikke kender. Men her taler vi – naturligvis i bedste fald – om journalister som kender deres område og i det hele taget har en sund dømmekraft. Og hvis gode ry og rygte som altid er afhængig af, at det materiale, de offentliggør, viser sig at være både korrekt og relevant.

En central journalistisk opgave i fremtiden må uden tvivl blive såkaldt ”kuratering”, altså at bedømme, prioritere og udvælge relevant materiale ud af den strøm af information vi konstant udsættes for.

Især af fagmedarbejderen, som kender sit område, vil man forvente aktiv kuratering af informationer indenfor dette felt – og her er Twitter jo et fantastisk redskab. Og så virker det næsten naturstridigt, at arbejdsgiveren, her Sky News, vil forhindre udførelsen af netop det.

Selvfølgelig risikerer journalisten at sende noget skidt videre. Den slags sker. Men frem for at forbyde berøring overhovedet ville det være mere oplagt at forsøge at hjælpe de redaktionelle medarbejdere med metoder, redskaber og modeller til håndtering af det, Charlie Beckett fra London School of Economics kalder The Line of Verification – i øvrigt hentet fra BBC´s editor of Interactivity!

Verificering er naturligvis stadig en central journalistisk opgave. Vi er jo ikke sladretasker, er vi vel?

Læs også den velskrevne eftertanke fra David Carr, New York Times: Twitter is all in good fun, until it isn´t

Verificerede nyheder på Twitter?

De rystende optøjer i England har mange interessante udløbere for os mere klinisk medieinteresserede. For eksempel nyheden om, at regeringen overvejer at blokere Twitter og Facebook for at forhindre ballademagerne i at planlægge nye kriminelle handlinger.

Endnu mere interessant er dog diskussionen, om Twitter bør udvikle en særlig kanal for verificerede nyheder, hvor de etablerede medier kan boltre sig – uden støj fra de såkaldte citizen journalists, der som bekendt ikke er til at stole på (ironisk bemærkning!).

På Social Media Insider skriver Catharine P. Taylor interessant om sine overvejelser:

But when it comes to credibility, all tweets are not created equal, and Twitter needs to put the tools in place to ensure that verified nes is treated as such.

Hendes formål er ædelt – at undgå netop at “shoot the messenger” (altså Twitter) når budskaberne viser sig at være svindel eller på anden måde misvisende.

Men det ér jo svært at levere verificerede informationer i de kaotiske tidsrum, hvor begivenhederne udspiller sig for øjnene af én, og ingen aner hvorfor, eller i øvrigt kan se det store billede. Også de etablerede medier har masser af skævere i bestræbelserne på at tilbyde det store og sande billede.

Det er en spændende men nok også temmelig vanskelig opgave at finde løsninger på det problem at skelne mellem tweets, der er sande, overdrevne og rent ud falske.

Og på forhånd at skilte med, hvad der er verificeret information kan i sådanne situationer let ende med at være falsk varebetegnelse.

Til en start er det nok klogt at betragte Twitter-strømmen fra brændpunkter som Londons gader med opmærksom skepsis. Ikke alle iagttagere er i stand til – eller ønsker – at give et retvisende billede af, hvad der foregår.

(Tak til Claus Sølvsteen for linket!)

Bold.dk: Store resultater med små midler

I en slidt trappeopgang i Gothersgade i København ligger en af landets mest effektive web-redaktioner. Med en stab på tre fuldtids redaktionelle medarbejdere driver fodboldsitet bold.dk godt 47 millioner sidevisninger om måneden. Cirka det samme som Politiken. (FDIM-tal, maj 2011)

De er skøre, de fodboldfans – eller også er det bare usædvanlig godt gået af folkene bag bold.dk!

Ifølge direktør Denis Larsen ligger der ingen smart fidus eller unik strategi bag succes´en. Det er ren flid.

Når de tre journalister knokler på kontoret i Gothersgade i dagtimerne – og deres freelance-afløsere om aftenen – sprøjter der gennemsnitligt 2,7 artikler ud i timen.

Det giver cirka 60 nyheder om dagen. Når fodboldfans går ind på bold.dk på et hvilket som helst tidspunkt på dagen, er der altid nyt. Og det er let at få overblik over stoffet. Overskrifterne er små og helt ens i størrelsen. Og de bringes i én vertikal liste med de nyeste historier øverst – om det så er en historie om landsholdet eller Avarta fra 2. division.

136 læste artikler om måneden

Mens andre medier gør alle mulige krumspring for at lokke brugerne til at klikke mest muligt, holder bold.dk fast i en ”konservativ” journalistisk strategi:

  • Overskriften skal fortælle, hvad historien handler om
  • Hele historien skal fortælles i samme artikel
  • Ingen jagt på saftige privatlivs-historier. Det er fodbold, det handler om!

”Don Ø´s drukture interesserer os ikke journalistisk. Vores læsere synes måske nok, det er interessant, men for os skal det have en fodboldmæssig relevans, før vi skriver om det,” siger Denis Larsen.

Det giver åbenbart trofaste og aktive brugere, for bold.dk´s 344.000 unikke danske brugere er gennemsnitligt inde på sitet 21 gange på en måned – altså næsten en gang om dagen. Og de klikker i gennemsnit 136 gange om måneden på en bold.dk-artikel.

Det er en loyalitet, mange mediehuses webredaktører ville give deres højre arm for at opnå. Eksempelvis har Berlingskes og BT´s sportssite sporten.dk 35 sidevisninger pr. bruger pr.måned.

Hjemmebygget CMS: Et fantastisk styringsredskab

Omdrejningspunktet for bold.dk er et hjemmebygget CMS. Det er styringsredskabet, der holder redaktionens produktivitet oppe. Her kan strømmen af bold.dk´s egne nyheder følges nøje, bl.a. vurderet på:

  • Produktivitet: Holder snittet på over to artikler i timen?
  • Egenhistorier: Hver femte af de 60 daglige historier skal helst være egne nyheder – altså nyheder der er blevet til via en selvstændig journalistisk indsats
  • Mundtlige kilder: Bold.dk prioriterer at bringe citater via egen-interview i så mange historier som muligt
  • Læsertal: Alle kan løbende se, hvor meget de enkelte historier bliver læst. F.eks. blev en citathistorie om FC Københavns Dame N´Doye mulige klubskifte læst af 11.000 på godt to timer.

Desuden er CMS´et et fantastisk styringsredskab til, at journalisterne kan holde en bred dækning af fodboldklubberne. Man kan se, hvornår den sidste artikel om f.eks. AaB har været bragt – og når det er 14 dage siden den sidste, er det måske tid til en runde til kilderne i klubben.

”Vi har bygget organisationen op for at kunne være effektive. Der er hele tiden nok at gøre.”

Endelig hjælper CMS´et redaktionen med at holde overblik over den kolossale strøm af fodbold-nyheder fra ind- og udland. De dukker dels op via en række sites, bold.dk har valgt at følge. Og dels via nøgleord, der sender nyheder på eksotiske sprog ind på redaktionens radar. Denne overvågning kaster masser af historier af sig. 80% af dagens produktion her citathistorier.

Altså holder bold.dk et snit på cirka 20%  egenproducerede nyheder – et tal man er meget stolte af på bold.dk. Direktør Denis Larsen vurderer, at andelen af egne historier er lavere på de etablerede medier.

”Vi kan jo se, hvor historierne kommer fra. Og ofte kniber det for de store medier at citere kilderne. Så det, der ligner egen-historier, er det ikke altid!”

Denis Larsen er i det hele taget stærkt kritisk over for de etablerede medier, som han mener bruger deres statsstøttede monopolstatus til at skabe sig selv urimelige konkurrencefordele på nettet.

Dansk Journalistforbund ser på bold.dk med stor skepsis, da DJ ikke har overenskomst med den lille virksomhed. Og de tre journalister er heller ikke medlem af organisationen Danske Sportsjournalister.

Om registrering, sociale medier osv.

Bold.dk arbejder som mange andre medier på at knytte brugerne tættere til sig. For at kunne kommentere på artikler og deltage i debatten i øvrigt skal man registrere sig som bruger. Og det er også nødvendigt, hvis man vil modtage besked om særlige kategorier af nyheder, for eksempel om ens favorit-klub eller –spiller.

Denis Larsen erkender, at antallet af registrerede brugere er forholdsvis beskedent. Der har ikke været grund nok til, at  de skulle gøre det, mener han.

Debatten på bold.dk er forholdsvis blomstrende, men den drives hovedsagelig af en hård kerne af meget aktivt diskuterende folk.

Bold.dk holder også fanen højt på de mest almindelige sociale medier. På Facebook holder 8400 fans kontakten, og 40-50 deltager løbende i de samtaler, redaktionen forsøger at sætte i gang.

Twitter bruges hovedsagelig til at sende links ud til nyheder. 458 følger bold.dk her.

Økonomi: Svært at ekspandere

Bold.dk er i dag en solid og overskudsgivende forretning. Men igen: Først og fremmest på grund af den strømlinede og effektive redaktionelle maskine.

Pengene tjenes meget traditionelt på bannerannoncer. Og Denis Larsen ser ikke den store mulighed for at skabe nye store indtægtsstrømme.  Måske kan shop-aktiviteter give noget. Og spil er også en fremtidsmulighed. Men Indtil videre er vækstmulighederne begrænsede.

Siden 2009 har bold.dk fået cirka 15% flere brugere, men Denis Larsen erkender, at der er en grænse for antallet af danske fodboldfans.

Selvom han via de såkaldte cookies kan se, at der også er mange udenlandske brugere af bold.dk, er det svært for alvor på den baggrund at skabe store nye indtægter.

Han ser også begrænsede muligheder i nabolandene, hvor der alle steder er rigtig store etablerede spillere, når det gælder fodboldnyheder. Derfor har folkene bag bold.dk i stedet investeret i et fodboldsite i Kenya, kenyanfootie.com, som ser ud som en forretning med muligheder.

Nyhedsmedierne omgivet af nye spillere: “Den femte statsmagt”

De klassiske nyhedsmedier er omringet af  alternative nyhedskilder som blogs, interesse-websites og diverse udgivere et sted mellem journalistik og rent spin. Det er en stor udfordring for ”de gamle” medier, der ofte må se sig overhalet udenom på hurtighed og grundighed – men også indenom af udgivere, som ikke tænker så meget på etiske standarder.

……………………..

Vi er på The Poynter Institute i Florida. Underviser Kelly McBride tegner en lille cirkel – og en stor én  udenom. Den lille er de klassiske medier. Også kaldet ”Den fjerde statsmagt”. Udenom er alle de andre, enkeltpersoner, organisationer og virksomheder, der alle med internettet har fået vældig let ved at udgive journalistik – eller noget der ligner.

Kelly McBride kalder de nye – den store cirkel – for Den femte statsmagt.

Tidligere var det Den fjerde Statsmagt, der repræsenterede ”The marketplace of ideas” i det offentlige rum. Men Den femte Statsmagt får stadig større indflydelse. Vi vil finde ud af, hvordan det ændrer den måde, vi får viden om samfundet på

forklarer Kelly McBride, der leder Poynter´s forskningsprojekt ”The Sense Making Project”.

Projektet har som mål at svare på spørgsmålet: Hvad sker der med demokratiet, når Den fjerde Statsmagt bliver mindre og Den femte Statsmagt større?

Kelly McBride nævner et par af de mest fremtrædende amerikanske repræsentanter for Den femte Statsmagt:

Jon Stewart anser hun for en af de mest indflydelsesrige repræsentanter. Hans tv-show, The Daily Show påvirker rigtig mange mennesker i deres måde at forstå verden på.

En anden er Ana Marie Cox, der tidligere skrev på bloggen Wonkette og nu har halvanden million followers på Twitter. Det er flere læsere, end New York Times har!

…………………….

I Sverige har alternative mediekanaler bl.a. haft en central rolle i dækningen af terroraktionen d. 11. december, hvor en irakisk født svensker sprængte sig selv i luften i Stockholm.

Netforummet Flashback.org, det indvandringskritiske site Politisktinkorrekt.info og bloggen gudmundson.blogspot.com har alle bragt nyheder og afsløringer, som de traditionelle mediekanaler ikke kunne eller ville levere.

Jeg er ikke ekspert, men har tilegnet mig en del viden, fordi jeg følger emnet tæt, altovervejende via åbne kilder på nettet. Det er mærkværdigt, at dette arbejde ikke udføres af de store medieredaktioner,

siger bloggeren Per Gudmundson, som paradoksalt nok desuden er lederskribent på et af landets store dagblade, Svenska Dagbladet, til Jyllands-Posten.

JP har i en artikel grundigt beskrevet den alternative svenske nyhedsdækning i detaljer. I artiklen beskrives den etablerede presse som berøringsangst, og at de alternative medier så i virkeligheden har undersøgt og beskrevet de områder, de etablerede burde have fat i.

Samtidig er det i det svenske eksempel tydeligt, at veletablerede journalistiske principper kommer under pres, når andre uden de samme etiske grundprincipper kan publicere på lige fod. For eksempel princippet om ikke at hænge personer offentligt ud for forbrydelser, de hverken er sigtet eller dømt for.

I Danmark har mediebilledet også fået tilført nye mediekanaler af mere ideologisk karakter. 180 Grader er et nyhedsmedie af erklæret borgerlig observans, mens eksempelvis Modkraft og VisAvis henholdsvis er en venstrefløj-stemme og varetager flygtningevenners interesser. Bare for at nævne nogle få eksempler.

De nye mediekanaler er dels udtryk for et bredere mediebillede, der tilbyder mulighed for et bredere nyhedsudbud. Samtidig tilbyder de mediebrugere med særlige synspunkter eller interesser at få præsenteret et stærkt filtreret billede af samfundslivet.

”Der har været en gigantisk underrapportering om militant islamisme i svenske medier. Ofte har man måttet læse min blog for at få noget at vide om for eksempel svenske statsborgere, der støtter al-Shabaab i Somalia. Det er pinligt”, siger Per Gudmundson til Jyllands-Posten.

…………………………….

Tilbage til Poynter´s Kelly McBride, som ser flere positive følger af Den femte Statsmagts vækst. Først og fremmest at den offentlige debat får tilført flere stemmer og flere vinkler på relevante samfundsemner.

Hun ser dog også en række risici ved et mediebillede, hvor mange flere både udgiver og videreformidler information og journalistik:

  1. Ingen information rummer fuld kontekst. Man må som mediebruger bruge flere kilder for at blive fuldt informeret.
  2. Der er for meget af den samme information. Mange påstande bliver gengivet uden nogen form for verifikation.
  3. Den generelle tillid til medierne er under pres. Man bevæger sig stille og roligt i retning af den ultimative tillidskløft: At man kun stoler på information, der kan bekræftes af egen erfaring.
  4. Anonymitet fremmer grove og krænkende påstande og sprogbrug i debatfora.
  5. ”Speed + linking = total crap”, siger Kelly McBride og nævner bl.a. anklagerne mod præsident Obama for at være muslim. De kom frem i et satirisk blogindlæg og blev i løbet af kort tid via talrige gengivelser ophøjet til at være den rene sandhed.

Udfordringen er altså dobbelt for de etablerede medier: På den ene side at anerkende , linke til – og måske ligefrem samarbejde med de alternative medier. Og på den anden side fastholde og udbygge relevante etiske standarder og bevidsthed, også selvom man så ind i mellem bliver overhalet indenom på den korte bane.

Netnyheder er en del af danskernes hverdag

Netnyheder er ikke kun noget, særlige befolkningsgrupper læser. Kommunikationsforsker Kim Schrøder, RUC, har inddelt danskerne i syv forskellige kategorier af nyhedsbrugere. Og alle syv grupper har netnyheder som en højtprioriteret del af deres hverdag.

Tirsdag præsenterede Kim Schrøder sine resultater på Københavns Universitet for studerende og andre interesserede som en del af projektet Aviser og journalistik i forandring.

Han konkluderede blandt andet, at “alle grupper blander netmedier og traditionelle medier”. Brugen af netmedier er i virkeligheden det eneste gennemgående træk. Til gengæld er undersøgelsen endnu et bevis på, at papiravisen har mistet sin dominerende position.

De syv typer af nyhedsbrugere betegner Kim Schrøder således:

  1. Den traditionelle alsidige nyhedsbruger. Har følgende nyhedsmedier i top 5 (i prioriteret rækkefølge): Tv-nyheder, morgenaviser, radionyheder, tv-aktualitetsprohgrammer og netnyheder. Består især af højtuddannede over 35 år.
  2. Den digitale nyhedsbruger (populærmedier). Top 5: Sociale netmedier, danske netnyheder, tv-nyheder, tv/underholdende aktualitet og gratisaviser. Især unge i 20´erne endnu uden videregående uddannelse.
  3. Den digitale nyhedsbruger (baggrundsmedier). Top 5: Netnyheder, sociale netmedier, tv-nyheder, kultur-internet og gratisaviser. I 20´erne og bor i København.
  4. Den “lette” avisbruger. Top 5: Tv-nyheder, formiddagsaviser, gratisaviser, netnyheder og tv/underholdende aktualitet. Typisk mænd uden videregående uddannelse.
  5. Den tunge avisbruger. Top 5: Morgenaviser, tv-nyheder, tekst-tv, netnyheder og niche-dagblade. Veluddannede over 60 år.
  6. Nyheds-opdaterings-junkie. Top 5: 24-timers-tv-nyheder, tv-nyheder, tekst-tv, netnyheder og sociale netmedier. Mænd under 40 uden uddannelse eller med kort videregående uddannelse.
  7. Den alsidige regionale nyhedsbruger. Top 5: tv-nyheder, regionale dagblade, tv/seriøs aktualitet, familie/billed-ugeblade og netnyheder. Bor i provinsbyerne og er uden videregående uddannelse.

Kim Schrøder baserer sine syv typer på 35 grundige interviews. Kun fem af dem passer ikke ind i en af modellerne, fortalte han i forbindelse med fremlæggelsen.

Undersøgelsen tegner altså et billede af, dels at nyheder har stor betydning for de fleste danskere, og at nettet – og dernæst tv-nyheder – er gennemgående nyhedskilder. Kun tre af de syv grupper har morgenaviser med i deres nyhedsbuffet.

En grundigere gennemgang af Kim Schrøders resultater kan læses i denne artikel på videnskab.dk