Opfat dine kunder og brugere som “kolleger”…

…så vil mange ting se anderledes ud! Det var et af budskaberne på en interessant konference i dag i Centralværkstedet, “Mere menneske – mindre system”

Den handlede ikke ret meget om medier og journalistik, men om udvikling af sundhedssystemet. Men mange af pointerne var interessante for journalistikken: F.eks. hvordan kommer vi i øjenhøjde med vores kunder/brugere og øger sandsynligheden for, at de vil være med på det, vi har gang i?

Der havde folkene bag “Sundhedsprojektet” i Korskærparken i Fredericia det svar, at det i høj grad handlede om at se borgerne som kolleger – altså nogen man skulle lave noget sammen med! Så forandrede perspektivet sig, og så ville de også godt være med.

En anden af pointerne kunne have med konstruktiv journalistik at gøre. Hvordan kan vi blive bedre til at gå til de “svære problemer” og blive mere fremadrettede i vores tilgang? Her var fremtidsforsker Anne Skare Nielsen på med sit projekt “Ryk Verden – håndbog i konstruktiv journalistik” (siden er under ombygning lige nu).

Andre interessante projekter, når det gælder “samspillet med brugerne” var Sager Der Samler, Tag Del og tænketanken Cura.

Jeg tænker, at der er er mange spændende ideer at hente, når det gælder mediernes og journalistikkens nye rolle, hvor arbejdet med opbygning af relationer betyder mere, end om man har et  scoop på forsiden.

Konferencen fortsætter i eftermiddag. Kan følges på #mmms2014 på Facebook, Twitter, Instagram mm.

Digital journalistisk fornyelse? Nej, for geden skal jo fodres!

Selvom internettet og digitale medier efterhånden er blevet centrale platforme for udgivelse af journalistik og kommunikation, så fortsætter de fleste journalister med at lave historier, som de altid har gjort. Hvorfor mon?

"The Goat Must be Fed" er skrevet af Marke Stencel og Bill Adair, The Duke University

“The Goat Must be Fed” er skrevet af Mark Stencel og Bill Adair, The Duke University

En ny rapport fra Duke Reporter´s Lab har undersøgt, hvor meget der på amerikanske redaktioner eksperimenteres med nye former for digital journalistik. Og svaret er: Ikke ret meget!

Editors and producers cling to familiar methods and practices even when they know better, more engaging digital alternatives are available, often for free,

hedder det i konklusionen på rapporten “The Goat Must be Fed!” – der refererer til et citat fra en redaktør, der forklarer, hvorfor man kun i meget beskeden grad udnytter de nye digitale værktøjer:

We’re live and local, 24/7, 365. The goat must be fed.

Det er jo ikke sådan, at der ikke eksperimenteres overhovedet. Der er mange spændende eksempler på digital nytænkning, både når det gælder brug af digitale værktøjer, der gør det journalistiske arbejde nemmere, og når det gælder udvikling af nye digitale historieformater, for eksempel med brug af større datasæt og interaktive visualiseringer.

Men det generelle billede er, at der ikke sker ret meget nyt. Langt den største indsats lægges i at ringe til kilder og skrive historier, som vi kender dem fra den analoge verden. Nu udgives de så på nettet – men i nogenlunde den samme form som før.

5 afgørende barrierer

Når ressourcerne er begrænsede, bruges alle kræfter på at fylde de sider, sites og minutter, man nu har besluttet sig for at fylde. Som redaktøren siger i citatet ovenfor: Geden skal jo fodres!

Rapporten nævner nogle centrale årsager til, at der rutinen kun i beskedent omfang brydes:

  • Mange redaktører ser digitale redskaber som noget ekstra – “bells and whistles” der kan supplere traditionelle formater i stedet for at afløse dem.
  • Digitale redaktioner bruger stadig i høj grad tiden på at reproducere stof, der er skabt til print eller tv i stedet for at udvikle historier, der egner sig til digitale medier.
  • Journalistiske redaktioner har fortsat alt for sjældent tilknyttet teknisk ekspertise, der kan hjælpe med at udvikle nyt. Og ganske få journalister kan selv programmere.
  • Mangel på transformational leadership – altså at chefen ønsker, stimulerer og aktivt tilskynder medarbejderne til at gå nye veje.
  • Endelig sætter ufleksible web-publicerings-systemer ofte snævre grænser for, hvad man umiddelbart kan opbygge af nye former for journalistik.

Et af de mediehuse, der prøver at tænke nyt er, the Milwaukee Journal Sentinel, hvor man f.eks. benyttede et barselsvikariat til at hyre en programmør i stedet for en journalist. Samtidig forsøger redaktør Marty Kaiser at nedbryde grænserne mellem redaktionen og IT-afdelingen:

“If you’re going to be more and more digital, why can’t you take advantage of the technology to tell stories better?”, siger Marty Kaiser, som var gæsteunderviser på Update´s kursus “Breakthrough Leadership” på The Poynter Institute i november 2013.

Vigtige spørgsmål mediecheferne må stille sig selv

Hvordan er det så muligt at arbejde med digital fornyelse, samtidig med at vi anerkender især begrænsningerne i ressourcer? “The Goat must be Fed” foreslår at I indledningsvis prøver at finde konkrete, enkle spørgsmål som:

  1. Hvem på redaktionen forstår at arbejde digitalt? Ville vi kunne give de folk bedre muligheder for at udvikle nyt?
  2. Hvor stor er interessen overhovedet for vores traditionelle nyhedshistorier? På hvilke områder kan vi droppe nogle af dem eller begynde at fortælle på nye, mere engagerende måder?
  3. Hvilke billige, måske gratis redskaber kan vi umiddelbart tage i anvendelse? Og hvordan får vi mest muligt ud af de folk, der har været på kursus og kommer hjem med ny viden?
  4. Kan vi lave nogle nyttige eksperimenter, der viser nye veje? Og hvordan markedsfører vi bedst muligt de nye ting for vores publikum?

Rapporten er skrevet af Mark Stencel, Digital Fellow på The Poynter Institute og medunderviser på Update-kurset “Breakthrough Leadership 2013″ og Bill Adair, skaber af det Pulitzer Prize-vindende site PolitiFact.

Læs også:

Rapporten “Core Skills for the Future of Journalism” fra The Poynter Institute, maj 2014.

Montgomerys model for fremtidens lokale mediehus

En vis David Montgomery har sat journaliststanden i England i kog med et bastant udspil til fremtidens journalistrolle og redaktionelle struktur.

Fremtidens mediehuse er skåret yderligere i bemandingen og har i følge Montgomery et mindre antal personer ansat til følgende to funktioner: “Senior journalists” og “Content managers”. I følge oplægget vil de i mindre grad end nu skulle producere alt indholdet selv. En del vil blive leveret af såkaldte “third party contributors”.

A very dangerous vision

Årsagen til, at Montgomerys udspil er blevet læst så opmærksomt, er, at han siden sin afgang fra Mecom er blevet øverste chef for en ny engelsk mediekoncern, Local World, der rummer Northcliffes over 100 aviser og websites samt den noget mindre Illiffe-gruppe. Så mange ser hans oplæg som et bud på, hvad der venter.

Local Worlds hjemmeside.

Local Worlds hjemmeside.

Oplægget er blevet kommenteret vidt og bredt i England, blandt andet af National Union of Journalists, der kalder det “a very dangerous vision”.

Andre, her The Guardians Roy Greenslade, ser interessante perspektiver bag den lidt bastante udmelding.

David Montgomery mener, at journalistikken og medierne er fanget tilbage i industrisamfundet, og han ønsker radikalt at gøre op med den nuværende journalistrolle:

…the role of the journalist remains entrenched in the industrial age as a medium grade craft,

skriver han og prøver i et længere oplæg at beskrive, hvordan han ser en opgradering af journalistrollen.

Senior journalist

“The senior journalist” svarer lidt til, hvad vi i Danmark forstår som en fagmedarbejder, der blot får endnu mere selvstændigt ansvar og beføjelser. Nogle hovedelementer:

  • Det er slut med redaktionsmøder. Senior-journalisten har styr på sit område og arbejder som en fri fugl – kan evt. låne et skrivebord på redaktionen og kommer kun ind til enkelte briefinger. Arbejder ellers hjemme eller er ude og tale med kilder.
  • Journalisten bliver ansvarlig for publicering af det pågældende indhold på alle platforme.
  • En vigtig opgave bliver at forhandle med og tilbyde de såkaldte “third party contributors” attraktive rammer for det indhold, disse leverandører skal forsyne mediehuset med – publiceret direkte.
  • Journalisten er selv ansvarlig for at se nyheder og andet relevant information i dette materiale og præsentere dette stof på en relevant måde.
  • I forlængelse af ovenstående: Journalisten bliver i højere grad kurator og “broker” af stof, andre har produceret – og i mindre grad den der selv producerer alle historier.

Når de hidtidige støttefunktioner forsvinder, bliver “senior-journalisten” et one-man-band, der skal kunne mange forskellige ting:

The journalist will embody all the traditional skills of reporter, sub-editor, editor-in-chief, as well as online agility and basic design ability.

Content manager

Den anden vigtige opgave i mediehuset bliver rollen som “content manager”, hvori samles alle hidtidige funktioner, fra redaktionssekretær til redaktionschef og webredaktør. Content manageren skal i følge Montgomery

…skim largely online published content to create the newspaper in a single session or small number of sessions…

med det formål sammensætte indholdspakker på forskellige platforme, herunder print. Han mener, at der på ugeaviser kun bliver plads til en enkelt person, mens dagblade vil kunne have op til 5 content managere.

Essensen af ovenstående er for mig at se to centrale problemstillinger:

  • Er det en god idé i den grad som Montgomery beskriver at tage processer og støttefunktioner fra redaktionen og selvstændiggøre journalisten i så udbredt grad?
  • Er det en rigtig vej at gå at invitere de her “third parties” som politiet, virksomheder, sygehuse, skoler osv. til selv at publicere – og blot lade journalisten overvåge stoffet – og evt. fremhæve noget og anvende andet i egne produktioner?

Altså: Hvad er egentlig den mest nyttige og samfundsgavnlige måde at organisere og udføre journalistisk arbejde på i 2014? Montgomery har nok ikke helt ramt bull´s eye med sit oplæg. Men det er heller ikke sikkert, at fremtiden absolut ligner fortiden på en prik?

Email nyhedsbreve: The power of “push”

Mens alle snakker om sociale medier, bliver email nyhedsbreve i stigende grad den vigtigste mediekanal for mange organisationer.

Så sent som i går diskuterede vi i udviklingsarbejdet omkring et nyt mediekoncept, hvordan man bedst holder folk opdateret og giver dem overblik. Twitter faldt først for – men har unægtelig den svaghed, at ikke ret mange bruger tjenesten. Hvad så med et dagligt nyhedsbrev?

For talrige danske organisationer som Kræftens Bekæmpelse, Dansk Røde Kors, DS Håndværk & Industri, 3F plus mange andre udgør nyhedsbrevet i dag det stærke bånd til medlemmerne: Det gør opmærksom på relevante artikler og andet indhold. Men endnu vigtigere: Her fastholdes og udvikles relationen til brugerne.

“Push” er ikke død

Alle taler ellers om, at ”push” er på vej ud og erstattes med ”pull” – dvs. at vi må lade industrisamfundets tanke om at vi kan fodre folk med færdigprodukter erstatte af en anden organiserings- og produktionsmåde.

Men nyhedsbrevet – og indbakken som sådan – er beviset på, at ”push” på ingen måde er en død tanke. Tværtimod giver det rigtig god mening fortsat at skubbe ting ud foran snuden på brugerne – hvis vi ellers kan læse deres tanker og behov og udvikle nyhedsbrevets indhold og form herudfra.

Der er masser af vigtige redskaber i den værktøjskasse, nyhedsbrevs-redaktøren skal bruge for at udvikle sin mediekanal. Vi kommer ind på de fleste på kurset Nyhedsbrevet – din vigtigste mediekanal i september. Desuden vil jeg her på bloggen skrive en del om dem i den kommende tid.

Nyhedsbrevet og bloggen er i familie

Først og fremmest er det vigtigt at se nyhedsbrevet som en mediekanal i sig selv. Altså, at det ikke bare er et spørgsmål om at dumpe nogle links ude hos brugerne, men om at skabe en kanal med sin egen tone, stemning og tiltaleform som en interessant og indbydende invitation til at udforske indholdet yderligere.

På forskellige måder deler de bedste nyhedsbreve de samme kvaliteter som en god blog – for nu igen at koble til, hvordan de sociale medier fungerer:

  1. Gode nyhedsbreve formår at henvende sig til dig og engagere dig på et personligt niveau: ”Jeg kender dig, og ved hvad du har brug for lige nu”
  2. Det gode nyhedsbrev leverer information lige når du har brug for den – og forklarer dig hvorfor den er vigtig lige nu
  3. Både blogs og nyhedsbreve er aktive og omhyggelige med at linke videre – ikke nødvendigvis kun til eget indhold, men også som en samlende ”kuratering” af andres indhold
  4. Den sidste faktor undrer du dig måske over – men i mine øjne inviterer både gode blogs og gode nyhedsbreve til interaktion med brugeren: Man kan naturligvis både kommentere, dele erfaringer og pege i nye retninger. Det føles godt at blive budt ind!

Udenlandske eksempler vi kan lære af

Omvendt er forskellen mellem formålet med nyhedsbrevet og brugen af de sociale medier klar: Nyhedsbrevet egner sig fortrinligt til at styrke båndene til en velkendt målgruppe, mens de sociale medier (ud over at kunne det samme) har potentiale for at sprede buskaber til folk, man endnu ikke har en relation til.

Blandt de udenlandske eksempler, vi kan lære af er:

  • “The Slatest” – udgivet af Slate
  • “The Cheat Sheet” – udgivet af The Daily Beast
  • “Playbook” – udgivet af Politico

At nyhedsbrevet også meget vel kan være din nye fremtidige stand-alone udgivelses-kanal, er “The Skimm” et eksempel på. Et nyt “medie” rettet mod 22-34-årige kvinder.

The Skimm er udgivet af Carly Zakin (27) og Danielle Weisberg (26), begge tidl. NBC. En kuratering af alt hvad der er værd at vide for veluddannede, travle yngre kvinder: “it simplifies the headlines for the educated professinal who knows enough to know she needs more!”

We saw our friends weren´t getting served by traditional media. An email newsletter made the most sense … to make it part of the daily routine. I wake up, roll over, and look at my email!

siger Carly Zakin i CJR-artiklen Streams of Consciousness.

Og sociale medier? Ja, det er en stadig strøm af mere eller mindre relevante informationer. Selv for unge kvinder er emailboksen stadig stedet, hvor du får overblik over, hvad der er vigtigt for dig.

Rapport: De store mediehuse hører fortiden til

Der vil fortsat være brug for journalister, men organiseringen i store redaktioner med flere lag af redaktører og faste rutiner er ved at være et overstået kapitel. Der er ikke råd til det – og måske heller ikke behov for det!

Politikere og medieaktører burde læse rapporten Post-Industrial Journalism: Adapting to the Present, før de lægger sig fast på, hvordan mediestøtten skal se ud i fremtiden. Måske er journalistikken og dens organisering og strukturer lige ved at ændre sig radikalt. Mere eller mindre frivilligt:

News has to become cheaper to produce, and cost reduction must be accompanied by restructuring of organizational models and processes,

skriver de tre forfattere C.W. Anderson (Nieman Journalism Lab), Emily Bell (ex-redaktør på The Guardian) og Clay Shirky (professor og kommentator, New York University).

Der vil fortsat være brug for journalister, skriver de: “…we need a cadre of full-time workers who report the things someone somewhere doesn´t want reported…” Problemet er bare det med pengene. Modellen med at lade annoncører finansiere festen vil ikke længere kunne fungere. Og betaling fra brugerne har næppe – bortset fra enkelte niche-udgivelser – det samme indtægtspotentiale.

Så er der sponsorer, donorer, protektorer, filantroper og selvfølgelig velvillige brugere. Men vi slipper uden om radikale reduktioner i omkostningerne. Der vil ganske simpelt ikke være råd til den nuværende “industri-produktion” af journalistik i store enheder, som vi kender dem.

Hvad gør vi så?

Forfatterne nævner et eksempel: Den dag, den amerikanske sundhedsreform skulle færdigbehandles i Højesteret, strømmede folk til det lille “mediehus” SCOTUSblog drevet af et jurist-ægtepar med gode jobs på Harvard, men med en passion for lovstof og med fokus på dækning af den amerikanske Højesteret.

I løbet af 15 minutter efter domsafsigelsen havde sitet tæt ved en million besøgende – mens bl.a. CNN i kampen om at komme først gik ud med “nyheden” om, at reformen var faldet!

Rapportens forfattere bruger eksemplet til at underbygge pointen om, at fremtiden ikke nødvendigvis tilhører medie-mastodonter:

The way news is most effectively and reliably relayed is by those with a combination of deep knowledge of the subject and a responsiveness to audience requirements.

Som erstatning for de eksisterende måder at organisere journalistisk produktion på, vurderer forfatterne, at “individual journalists will spend more time in collaborative relationships”:

This might be with technologists, working out better systems; with specialists or academics in their field; or with other journalists to develop stories or software and in editing and aggregating the output of others.

Anderson, Bell og Shirky gør sig umage med at foreslå områder, hvor journalister må udvikle nye kompetencer og nye måder at tænke på:

  1. Tilstedeværelsen af målinger og data vedrørende deres journalistiske produktion og brugen af den bliver en daglig realitet. Journalister må forholde sig til og reagere på den måde, journalistikken bliver brugt.
  2. Journalister må i endnu højere grad bruge tid på at følge op på historier og  interagere med brugerne i sociale netværk – og finde måder at skabe værdi for brugerne på i disse udvekslinger.
  3. De fleste lag af redaktører vil forsvinde, og journalistisk udviklings- og beslutningskompetence vil i stigende grad ligge hos individuelle journalister.
  4. Journalister, fotografer, grafikere m.m. må bruge mere tid på at forstå teknologiske forandringer inden for deres område og eksperimentere med nye redskaber og teknikker.
  5. Den enkelte journalist som “brand” vil i stigende grad betydning – til erstatning for de traditionelle mediehuse. Det indebærer både overvejelser om markedsføring – men også øget ansvar i forhold til troværdighed, medieansvar m.m.

Hjælperne

Rapporten foreslår tre centrale områder, hvor journalisterne – og måske også journalistikken? – vil kunne hente mere hjælp i fremtiden

Amatørerne/brugerne/”the crowd” vil kunne hjælpe journalisterne umådelig meget med indsamling af data – fra observationer og øjenvidneskildringer over egen-erfaring til avanceret informations-indsamling. Hvis journalisterne ellers vil lade sig skubbe højere op i værdi-kæden, som forfatterne syrligt bemærker.

Maskiner! Her kommer et punkt, der nok vil kunne få de fleste journalister op i det røde felt. For mig var det ihvertfald en stor overraskelse at læse om, hvor langt et foretagende som Narrative Science er i retning af at programmere computere til at tage numeriske data og generere narrative historier.

“We transform data into stories and insight”, lover de på deres hjemmeside. Ja, tak, siger vi journalister, det skal vi nok selv tage os af. Men hvis det er rutinehistorier som for eksempel en fodboldkamp?

Hvad skal der så blive af journalisten, spørger vi så hinanden – og det kommer der en masse velformulerede svar på i løbet af rapporten – for eksempel dette:

Working between the crowd and the algorithm in the information ecosystem is where a journalist is able to have most effect, by serving as an investigator, a translator, a storyteller.

Tag og læs hele rapporten på godt 100 sider. Og giv meget gerne dit besyv med.

Begrænsninger på at bruge Twitter som nyhedskanal – godt eller skidt?

To store engelske mediehuse, BBC og Sky News strammede i begyndelsen af februar stort set samtidig deres interne regler for journalisters brug af Twitter. Meldingen fra BBC understregede, at journalisterne altid skal informere centralredaktionen FØR de sender en nyhed ud via deres personlige Twitter-konto. Sky var endnu mere radikal:

  • Skriv aldrig på Twitter udenfor dit eget område eller om ”andres” historier historier inden for dit eget område.
  • Send aldrig en tweet videre, som er postet af andre journalister ”or people on Twitter”, som det hedder.

De to meldinger gav anledning til en del debat forskellige steder. Blandt andet fik jeg også selv nogle gode overvejelser ind via Twitter, da jeg kort beskrev problematikken dér.

Jeg har gået og tygget lidt på det, der ligner en magtkamp mellem ”gammel-medier” og ”the new kids”, der sætter dialog og relation via sociale medier højest. Hvem skal man nu holde med?

For desværre er Twitter og andre sociale kanaler desværre ikke et emne, som kan fremkalde så meget som en udmelding i den danske mediebranche. Så længe de kanaler stort set ikke bliver brugt, skaber de heller ikke uenighed ;-)

Til BBC-udmeldingen: Man kan forstå det sådan, at en BBC-journalist altid skal sætte kollektivet – altså redaktionen – højere en egen egoistisk trang til at råbe: ”Jeg har nyheden”, sådan at mediehuset hurtigst muligt får sendt informationerne ud via de rette kanaler.

Det kan virke som en bremse på de mest ihærdige nyhedshunde, men pyt… hvis vi ellers kan stole på, at det redaktionelle kollektiv formår at håndtere nyheder rigtigt og i en fart.

Sky-meldingen er jeg mere loren over.  Selvfølgelig skal børn ikke modtage slik fra mænd, de ikke kender. Men her taler vi – naturligvis i bedste fald – om journalister som kender deres område og i det hele taget har en sund dømmekraft. Og hvis gode ry og rygte som altid er afhængig af, at det materiale, de offentliggør, viser sig at være både korrekt og relevant.

En central journalistisk opgave i fremtiden må uden tvivl blive såkaldt ”kuratering”, altså at bedømme, prioritere og udvælge relevant materiale ud af den strøm af information vi konstant udsættes for.

Især af fagmedarbejderen, som kender sit område, vil man forvente aktiv kuratering af informationer indenfor dette felt – og her er Twitter jo et fantastisk redskab. Og så virker det næsten naturstridigt, at arbejdsgiveren, her Sky News, vil forhindre udførelsen af netop det.

Selvfølgelig risikerer journalisten at sende noget skidt videre. Den slags sker. Men frem for at forbyde berøring overhovedet ville det være mere oplagt at forsøge at hjælpe de redaktionelle medarbejdere med metoder, redskaber og modeller til håndtering af det, Charlie Beckett fra London School of Economics kalder The Line of Verification – i øvrigt hentet fra BBC´s editor of Interactivity!

Verificering er naturligvis stadig en central journalistisk opgave. Vi er jo ikke sladretasker, er vi vel?

Læs også den velskrevne eftertanke fra David Carr, New York Times: Twitter is all in good fun, until it isn´t

Sportsjournalistik: Er tiden som mellemand ved at rinde ud?

“Alle Bayern-supportere læser vores hjemmeside. Her forklares alt!”

Pressechef Markus Hörwick, FC Bayern München, er chef for et medie-imperium, der udgiver alt om klubben på talrige medier: FCB.tv, den  officielle hjemmeside, på Twitter osv.

Det var imponerende brugertal, Markus Hörwick kunne fremvise på konferencen Kamp om sporten på nettet (afholdt af UPDATE d. 29. august).  Tallene bekræftede, at de traditionelle medier bestemt ikke længere er alene som formidler af nyheder om sportsklubberne, deres spillere og andre aktører i eliteidræts-verdenen.

Et andet eksempel gav den svenske journalist Markus Hankins, som er stifter af Baraben.com, fansite for fodboldklubben IFK Göteborg. Med 100.000 unikke brugere om måneden har sitet taget en solid bid af mediekagen – som der dermed bliver lidt mindre af til f.eks. Göteborgs-PostenAftonbladet og andre klassiske aktører.

Det er en verdensomspændende udvikling:

Teams, leagues, associations, athletes and agents are all increasingly bypassing journalists and using digital tools to communicate directly with fans,

skriver Jason Fry i en artikel på poynter.org: Rules of the game change as sports journalists compete against teams they cover.

Her beskriver han, hvordan eksempelvis ejeren af Dallas Maverics, Mark Cuban, nu kun søger samarbejde med tv- og  avisjournalister, fordi de når den del af hans publikum, han ikke selv når online. I takt med at han selv når en større og større del af sit publikum via egne online-medier, bliver interessen for dækning fra de klassiske medier mindre og mindre.

Samtidig bliver idrætsfolkenes egen kommunikation via sociale medier mere og mere omfattende. Nye generationer af eliteudøvere, som har været på Twitter i årevis, søger naturligt kontakt direkte med deres fans.

When teams are publishers, and athletes can speak directly to fans, the cost-benefit analysis of opening locker rooms to journalists changes. Like all middlemen in the digital world, they´re endangered,

skriver Jason Fry.

Hvad skal sportsjournalisterne så gøre? Ja, begynde at overveje, hvordan man kan tilføje værdi på andre områder end blot at videregive de nyheder, som klubber og aktører stadig er interesserede i at give fra sig. F.eks. via undersøgende journalistik, analytikere eller som kuratorer af de oceaner af vurderinger og kommentarer, der flyder rundt på de sociale medier. Der vil formentlig fortsat være nok at gøre. Bare ikke som mellemmænd.

Avisen under pres: Eksemplet USAToday

Når folk ikke længere orker at bøje sig ned for at samle avisen op – ja, så får den økonomiske problemer. Eksemplet USAToday viser, hvad dagbladene er oppe imod.

Gannett-koncernen meddelte for nylig, at den skærer 135 stillinger væk og reorganiserer redaktionen i noget, den kalder “content rings”.

Poynter´s Rick Edmonds gennemgår her USAToday´s udfordringer, først og fremmest at avisen er faldet 500.000 i oplag siden toppen i 2004.

Avisen har i mange år været et ikon på fornyelse, siden den i begyndelsen af 1980´erne rystede en konservativ avisbranche ved at udkomme med kortere skarpskårne artikler og et stærkt visuelt udtryk med masser af grafik. Og så i farver…

 USAToday har i mange år lukreret på aftaler med hotelkæder over hele USA. Hvis du har boet på et amerikansk hotel ved du, at der med stor sikkerhed ligger en USAToday klar til dig uden for døren, når du vågner.

Nu har blandt andre Marriott-kæden droppet denne automatiske leverance. Masser af hotelgæster træder ganske simpelt hen over avisen, når de forlader værelset – og lader store mængder aviser ligge ulæst i gangen.

Det hænger dels sammen med, at de fleste hoteller nu – omsider – tilbyder højhastigheds internetopkobling. Og dels at de fleste rejsende nu har hurtig og direkte adgang til nettet via en smartphone. Avisen er så ikke længere en nødvendig.

Det er bare endnu et symptom på, at manges medievaner skifter, og at medievirksomhederne på bagkant forsøger at tilpasse sig.

Om “content rings” så er løsningen, må tiden vise…

TBD.com: Fremtidens lokaljournalistik?

Denne uges helt store samtaleemne henne i USA i denne uge har været åbningen af TBD.com, et website fokuseret på lokale nyheder og information om og for Washington-området.

Her er masser at kigge på og diskutere mulighederne i, blandt andet:

  1. Nye måder at tjene penge online på
  2. samarbejde med et stort lokalt netværk af bloggere
  3. Fokus på at tilføre værdi for brugere via mobilen
  4. Nye praktiske tilgange til “journalistik som en samtale”
  5. Integration af sociale medier

Jeg har ikke for alvor haft tid til at dykke ned i de mange beskrivelser og anmeldelser af sitet, men kan anbefale nogle, der umiddelbart ser gode ud:

Nieman Journalism Lab: Six reasons to watch local news project TBD´s launch next week

Poynter Institute: New D.C. Site to Rely on 3 Things for delivering News on Every Block 

Online Journalism Review: Lessons from the Launch: How TBD.com is trying to engage the community to buid its business

Slate: The Tabloidy Goodness of TBD.com  

Så kan vi snakkes ved i næste uge: Er dette et bud på lokale mediers fremtid? Hvad kan vi herhjemme lære af TBD.com?

Min gode kollega Annegrete Skovbjerg besøger i øvrigt senere på måneden TBD.com for at studere deres løsninger til mobiltelefonen.

Google: Mediernes lille hjælper

45% af trafikken til musikmagasinet Gaffas hjemmeside kommer via  Google! Det var en af dagens interessante informationer på et super-inspirerende morgenmøde arrangeret af Headstart Network i Århus.

Der var masser af kommunikationsfolk til stede, som spidsede ører. Her er noget at arbejde med, hvis man gerne vil i kontakt med de folk, der interesserer sig for det felt, man er aktiv indenfor.

Der var mange andre gode input og emner, som alle, der kommunikerer, bør tage bestik af. Først og fremmest: Hvad bør alle medievirksomheder – alle virksomheder? – tænke på, når de vil i kontakt med folk af forskellig slags?

Førnævnte Gaffa har rigtig mange erfaringer, når det gælder om at opbygge en moderne medievirksomhed. Dem fortalte redaktør John Fogde om. Gode folk fra kunst-sitet Kunsten.nu, dansehuset Archauz og produktionsselskabet CAT-productions leverede andre meget relevante input.

Det er hos sådanne folk, der er noget at hente i jagten på det, Christian Schwarz Lausten, Seismonaut, kalder ”den hellige gral” i mediebranchen. Bare et tip!

Jeg så nemlig ikke en eneste person fra de klassiske medievirksomheder til morgenmødet.

Og så er Fairbar i Nørre Allé et fedt sted, hvis du har mindre formiddagsarrangementer som dette. Hyggelig stemning og god behandling!