Der vil fortsat være brug for journalister, men organiseringen i store redaktioner med flere lag af redaktører og faste rutiner er ved at være et overstået kapitel. Der er ikke råd til det – og måske heller ikke behov for det!

Politikere og medieaktører burde læse rapporten Post-Industrial Journalism: Adapting to the Present, før de lægger sig fast på, hvordan mediestøtten skal se ud i fremtiden. Måske er journalistikken og dens organisering og strukturer lige ved at ændre sig radikalt. Mere eller mindre frivilligt:

News has to become cheaper to produce, and cost reduction must be accompanied by restructuring of organizational models and processes,

skriver de tre forfattere C.W. Anderson (Nieman Journalism Lab), Emily Bell (ex-redaktør på The Guardian) og Clay Shirky (professor og kommentator, New York University).

Der vil fortsat være brug for journalister, skriver de: “…we need a cadre of full-time workers who report the things someone somewhere doesn´t want reported…” Problemet er bare det med pengene. Modellen med at lade annoncører finansiere festen vil ikke længere kunne fungere. Og betaling fra brugerne har næppe – bortset fra enkelte niche-udgivelser – det samme indtægtspotentiale.

Så er der sponsorer, donorer, protektorer, filantroper og selvfølgelig velvillige brugere. Men vi slipper uden om radikale reduktioner i omkostningerne. Der vil ganske simpelt ikke være råd til den nuværende “industri-produktion” af journalistik i store enheder, som vi kender dem.

Hvad gør vi så?

Forfatterne nævner et eksempel: Den dag, den amerikanske sundhedsreform skulle færdigbehandles i Højesteret, strømmede folk til det lille “mediehus” SCOTUSblog drevet af et jurist-ægtepar med gode jobs på Harvard, men med en passion for lovstof og med fokus på dækning af den amerikanske Højesteret.

I løbet af 15 minutter efter domsafsigelsen havde sitet tæt ved en million besøgende – mens bl.a. CNN i kampen om at komme først gik ud med “nyheden” om, at reformen var faldet!

Rapportens forfattere bruger eksemplet til at underbygge pointen om, at fremtiden ikke nødvendigvis tilhører medie-mastodonter:

The way news is most effectively and reliably relayed is by those with a combination of deep knowledge of the subject and a responsiveness to audience requirements.

Som erstatning for de eksisterende måder at organisere journalistisk produktion på, vurderer forfatterne, at “individual journalists will spend more time in collaborative relationships”:

This might be with technologists, working out better systems; with specialists or academics in their field; or with other journalists to develop stories or software and in editing and aggregating the output of others.

Anderson, Bell og Shirky gør sig umage med at foreslå områder, hvor journalister må udvikle nye kompetencer og nye måder at tænke på:

1. Tilstedeværelsen af målinger og data vedrørende deres journalistiske produktion og brugen af den bliver en daglig realitet. Journalister må forholde sig til og reagere på den måde, journalistikken bliver brugt.
2. Journalister må i endnu højere grad bruge tid på at følge op på historier og  interagere med brugerne i sociale netværk – og finde måder at skabe værdi for brugerne på i disse udvekslinger.
3. De fleste lag af redaktører vil forsvinde, og journalistisk udviklings- og beslutningskompetence vil i stigende grad ligge hos individuelle journalister.
4. Journalister, fotografer, grafikere m.m. må bruge mere tid på at forstå teknologiske forandringer inden for deres område og eksperimentere med nye redskaber og teknikker.
5. Den enkelte journalist som “brand” vil i stigende grad betydning – til erstatning for de traditionelle mediehuse. Det indebærer både overvejelser om markedsføring – men også øget ansvar i forhold til troværdighed, medieansvar m.m.

Hjælperne

Rapporten foreslår tre centrale områder, hvor journalisterne – og måske også journalistikken? – vil kunne hente mere hjælp i fremtiden

Amatørerne/brugerne/”the crowd” vil kunne hjælpe journalisterne umådelig meget med indsamling af data – fra observationer og øjenvidneskildringer over egen-erfaring til avanceret informations-indsamling. Hvis journalisterne ellers vil lade sig skubbe højere op i værdi-kæden, som forfatterne syrligt bemærker.

Maskiner! Her kommer et punkt, der nok vil kunne få de fleste journalister op i det røde felt. For mig var det ihvertfald en stor overraskelse at læse om, hvor langt et foretagende som Narrative Science er i retning af at programmere computere til at tage numeriske data og generere narrative historier.

“We transform data into stories and insight”, lover de på deres hjemmeside. Ja, tak, siger vi journalister, det skal vi nok selv tage os af. Men hvis det er rutinehistorier som for eksempel en fodboldkamp?

Hvad skal der så blive af journalisten, spørger vi så hinanden – og det kommer der en masse velformulerede svar på i løbet af rapporten – for eksempel dette:

Working between the crowd and the algorithm in the information ecosystem is where a journalist is able to have most effect, by serving as an investigator, a translator, a storyteller.

Tag og læs hele rapporten på godt 100 sider. Og giv meget gerne dit besyv med.