Amerikansk journalistiks årsopgørelse er netop udgivet. State of the News Media 2010. Her er masser af tal for medieforbrug og journalistikkens generelle tilstand i 2009 samt meget interessante forudsigelser for 2010.
Blandt andet indeholder rapporten 6 hovedtendenser, der i stigende grad vil præge medierne det næste år. De kommende dage vil jeg beskrive og kommentere dem fra en dansk synsvinkel.
Den første vurderer forfatterne, kommer til at ændre både journalistikkens økonomi og kultur. Medierne har traditionelt udgivet pakkeløsninger med mange forskellige historier til mange forskellige målgrupper. Hovedindtægterne kom fra én “social transaktion” – salg af annoncer for ejendomme, biler, modetøj osv. – og de finansierede den journalistiske overvågning af samfundslivet.
Meget er under forandring. Mediebrugerne er i stadig mindre grad optaget af den fulde nyhedspakke og hopper i stigende grad fra website til website alt efter hvem der har den interessante historie. Om det så er emnet, dækningen af en konkret begivenhed eller bare den gode historie, der trækker.
Når alle ved, at hver historie kun har en snæver målgruppe, bliver det stadig sværere for mediehusene at sælge den samlede mængde af “eyeballs” – alle de der interesserer sig for den samlede pakke kaldet “Jyllands-Posten” eller “Berlingske Tidende” – til en høj pris.
When revenue is more closely tied to each story, what is the rationale for covering civic news that is consequential but has only limited interest?
Spørges der i rapporten. Det kan altså betyde begyndelsen til enden for “public service for private money”: Når økonomien i stigende grad knytter sig til den enkelte historie, vil det uundgåeligt få konsekvenser for de journalistiske overvejelser:
Hvilke historier kan det betale sig at lave? Skal man prioritere de historier med størst konsekvenser for samfundslivet generelt? Eller er det bedre efter de historier, der kan trække flest hits her-og-nu?
Konsekvenserne kan vi også betragte herhjemme: Selv de tre store klassiske omnibusaviser prioriterer klart historier, som netop deres snævre målgrupper forventes at blive glade for.
Og ind i mellem trækkes den så langt ud, at se selv dygtige journalister bringes i en slem kattepine: En velrenommeret DR-medarbejder lod “jetset-dronningen” sno sig om sin lillefinger for åben skærm i et aftenprogram med høj journalistisk cigarføring. Bare et enkelt symptom på, hvad alle journalister må forberede sig på. At de kommer under betydeligt pres – selv fra egen redaktionsledelse.
Hvordan kan journalistikken finde sine ben i en verden med så stort pres for at sikre fuld dækning af det mest populære?
