Prøv en gang at tjekke WellCommons, et nichesite fokuseret på sundhed, opbygget af lokalavisen Lawrence Journal-World i Kansas. Her er rigtig meget at tænke over. Og måske gå i gang med at bakse lidt med.

WellCommons vandt i slutningen af 2011 en EPPY-award hos Editor and Publisher for “Best Community Service”.

Niche-vertikaler

Først og fremmest deres tanke om at opbygge stramme vertikale niche-sites, der både lever deres separate liv og samtidig føder ind til et fælles modersite. LJ World har dsuden bl.a. underholdningssitet Lawrence.com, sportssitet KUSports.com, bæredygtighes-sitet SunflowerHorizons.com og har planer om flere – bl.a. uddannelse og et lokalt business-site.

Journalister og brugere bidrager på lige fod

Alle brugere kan skrive artikler og levere fotos, video og andet materiale, der kommer ind i samme strøm og på lige fod med materialet fra den professionelle redaktion. Eneste krav er, at man optræder med fuldt navn. På WellCommons leverer brugerne cirka halvdelen af stoffet – cirka 4-5 artikler om dagen. Det kan blandt andet være om initiativer i lokale foreninger og organisationer. Brugernes stof bliver ikke redigeret eller bedømt, før det lander på sitet.

Kvinden bag sitet, Jane Stevens refererer til Chris Andersons idé om “The Long Tail”, når hun skal bedømme brugernes bidrag: Det er stof der vedrører en lille del af lokalsamfundet og som journalisterne derfor typisk ikke vil prioriterer. Men på et niche-site om sundhed har det stor relevans for nogle læsere.

Tænk løsninger og community

I forbindelse med alle artikler er det muligt at oprette og tilmelde sig grupper. Tanken bag er, at sitet i så vid udstrækning som muligt skal være løsningsorienteret. Og det er blandt andet – med inspiration fra de sociale medier – at tilbyde brugerne at gå sammen og udveksle erfaringer og prøve at gå videre med nogle ting. Det kan f.eks. være at arbejde for sundere mad for skolebørnene eller tilbyde nye motions-tilbud i lokalområdet.

Samme tankegang ligger bag den “advisory group” på 25-30 personer, der løbende følger WellCommons og kommer med forslag til konkret indhold og generelle strukturelle forbedringer.

De nævnte elementer kræver naturligvis et CMS, der gør det let at styre alle disse faciliteter. LJ World har selv udviklet CMS´et Django, der gør det muligt – og i øvrigt nu bruges af flere andre mediehuse i USA.

Sponsorater frem for annoncer

Bannerannoncer er stadig en del af indtægten, men LJ World har desuden haft held til at finde et antal sponsorer, der nu er blevet den centrale indtægtskilde. Interessant nok er det i følge Jane Stevens i høj grad organisationer og virksomheder, der ikke tidligere har annonceret i avisen, men som finder netop dette nichesite interessant!

Målet er at hente i alt 250.000 USD om året. Beløbet skal kunne dække  to faste reportere plus en andel af mediehusets samlede mængde af ledelse, teknisk udvikler-kapacitet, database-reportere osv.

Hvis du vil læse mere om erfaringerne med WellCommons kan jeg anbefale disse to artikler:

Streetfight (magasin om hyperlokale medier): Jane Stevens: The revolution of Social Media and Local News

Knight Digital Media Center: WellCommons: Revolution under the radar

Sådan også med mediebrugerne, der så småt kan begynde at vænne sig til to vidt forskellige oplevelser: Én hvor man har betalt og én hvor man har taget/fået stoffet gratis.

Poynter´s Bill Mitchell følger på bloggen NewsPay mediernes forskellige digitale betalingsløsninger og gav på World Editors Forum i Wien for nylig en status over erfaringerne. Han mener, at alle udgivere (og redaktioner) nu må arbejde aktivt med to vidt forskellige brugeroplevelser:  “The free experience” og “the paid experience”. Sidstnævnte beskriver han som:

a more relaxing experience for the user, who´s not interrupted with pop ups, and find the material organised well along the lines of topics. I think that to create these experiences is going to require a great deal of newsroom work.

Bill Mitchell mener, at den mest lovende model er New York Times´ “hullede mur”, hvor man først skal betale, når man har læst et vist antal artikler. Desuden får man typisk fri adgang til stoffet via links fra søgemaskiner og sociale medier.

Den model giver størst fleksibilitet i forhold til at arbejde aktivt med de to nævnte bruger-oplevelser, mener Bill Mitchell.

I øvrigt foreslår han, at mediehusene i høj grad arbejder på at opbygge et tilhørsforhold til de betalende brugere. Man er medlem af en eksklusiv klub!

A membership in a news organisation might involve things like regular events. It might involve the opportunity to host free classified ads if you´re selling your piano or buying a second car.

Vi taler altså her om en klub-følelse, der rækker ud over bare adgang til journalistik. Det er noget, der allerede arbejdes meget aktivt med i danske mediehuse.  Fyens Stiftstidende inviterer abonnenter til jævnlige møder med aktuelle eller kendte personer i Café Stiften. Og Århus Stiftstidende har næsten hver dag særlige tilbud på produkter – igen eksklusivt til abonnenter. Det samme har Politiken med PolitikenPlus.

Organisationen International Newsmedia Marketing Association (INMA) har netop udgivet en rapport med en gennemgang af de mest succesrige erfaringer med digitale betalingsløsninger verden over.

Her fremhæves det finske mediehus Helsingin Sanomats løsning, hvor man tilbyder hele paletten – avis, webadgang, iPad-version, mobiladgang osv. – som en combo: Hele molevitten for én samlet pris.

Pointen i den model er, at det netop handler om at få mediebrugerne til at være loyale og trofaste brugere på tværs af platformene. De skal opleve “the paid experience” hele vejen igennem:

the real nub of what bundling in the digital age embraces is how to keep people loyal to one particular newsmedia brand across all platforms, and to charge appropriately for that.

Fremtidens mediebruger skal dagligt kunne glæde sig over at gå ind i bagermester Harepus´ butik og tage frit af lækkert brød og kager fra alle hylder. For han har betalt på forhånd!

Læs i øvrigt her om en række svenske mediehuses første erfaringer med digital betaling:

Aftonbladet (Schibsted)

BLT (Gota Media)

Göteborgs Posten

En af vort fags kvikkeste iagttagere Kevin Anderson skriver her – som tidligere passioneret medarbejder på The Guardian – om hvordan avishuset må og skal gå meget længere end bare at indføre den bebudede digital first-strategi.

Ifølge Kevin Anderson udgør de digitale indtægter nu 24% af The Guardians samlede indtægter, hvad der er fint, men slet ikke nok. Han opfordrer mediehuset til at ændre fokus på fire afgørende punkter:

1. Det er helt i orden at tjene penge for at kunne finansiere journalistikken – også for en anti-kommerciel kultur som The Guardians.
2. Fint nok at tænke digital first – men der skal også tænkes i helt nye digitale pengestrømme. Dertil er ikke ret mange mediehuse endnu kommet.
3. I forlængelse af ovenstående: Flot at have en åben tilgang til internettet og “vi-giver-det-hele-væk”. Men der skal stadig penge i kassen.
4. The Guardian er et meget stærkt varemærke med utrolig loyale tilhængere. Det må og skal kunne føre til en solid forretning.

For alle, der er ved at få tinnitus af at høre på budskabet om, at der ikke er penge i nettet, er det her store nyheder! Der er masser af penge i nettet.

Om det så bliver i år eller først næste år at web overgår print, er ikke særlig afgørende. De to kilder til indtægter ligger nu så tæt på hinanden, at en vigtig præmis for hele mediedebatten er ved at falde: At de etablerede medier uden print ikke kan forventes at skabe indtægter til i sig selv at kunne finansiere kvalitetsjournalistik i fremtiden.

Ergo: Kvalitetsjournalistikken vil forsvinde med de trykte aviser.

Snik-snak!! Vel er avishusenes økonomier under pres af en lang række årsager, hvoraf det forsvindende lukrative printannonce-marked er en betydelig faktor. Men der findes nye muligheder med digitale medier! Kig på Ekstra Bladet og f.eks. Verdens Gang i Norge, Aftonbladet i Sverige og andre – og gå så bare i gang.

Before, I was a bit of a creative elitist. I thought digital was just another medium.

Man man ofte lære meget af andres erfaringer! Denne meget interessante artikel fra Fast Company med titlen “The Future of Advertising” kan journalister også blive kloge af. Og den er fyldt med skarpe citater som ovenstående.

Marketing-folkene er ude i akkurat den samme digitale sump som journalisterne – og har mindst lige så svært ved at tackle de nye udfordringer:

1. Kvalitets-video kan nu produceres for under 2000 USD – af 1-2 personer.
2. Små nye marketing-firmaer kan producere kampagner langt billigere – og mere kreativt – ved hjælp af crowdsourcing
3. Teknologiske løsninger til f.eks. analyser erstatter en del af værdiskabelsen i det hidtidige “samlebåndsarbejde” i de store bureauer. 
4. Web 2.0-giganter som Facebook og Foursqure arbejder direkte sammen med brands og overflødiggør bureauerne.
5. “Story building” erstatter “storytelling” – en helt ny måde at udvikle kampagner på

Eksplosionen i platforme som iPad, mobile apps, søgebaserede sites som Google og geo-targeting fragmenterer media-budgetterne og fragmenterer forbrugernes opmærksomhed.

The irony is that while there have never been more ways to reach consumers, it´s never been harder to connect with consumers,

siger en af de andre frustrerede marketing-folk i artiklen.

Et af de sigende eksempler handler om fødevare-giganten Kraft, der har droppet den sædvanlige millionaftale med et megabureau og har i stedet entreret med det lille, rent webbaserede firma GeniusRocket, der via crowdsourcing trækker på kreative talenter overalt i verden og leverer syv tv-spots or 40.000$.

GeniusRocket får 20-40%, og resten går til skaberne derude et sted…

De fundamentale problemer for de store bureauer er ikke bare økonomiske og organisatoriske – men også mentale.

Man må droppe tanken om millionkontrakterne. Om den klassiske rollefordeling og samlebåndsarbejdet. Væk er hele grundlaget for den store organisation, der bare kan det dér… og pengene ruller ind!

Det er nye kompetencer, nye måder at arbejde sammen på, nye mere beskedne former for værdiskabelse. Og man er ikke en gang sikre på, hvordan pengene skal komme ind…

We still don´t know how to monetize what we do,

siger en CEO fra Gotham, et af de bureauer, der har været igennem den store transformation.

Her er masser at kigge på og diskutere mulighederne i, blandt andet:

1. Nye måder at tjene penge online på
2. samarbejde med et stort lokalt netværk af bloggere
3. Fokus på at tilføre værdi for brugere via mobilen
4. Nye praktiske tilgange til “journalistik som en samtale”
5. Integration af sociale medier

Jeg har ikke for alvor haft tid til at dykke ned i de mange beskrivelser og anmeldelser af sitet, men kan anbefale nogle, der umiddelbart ser gode ud:

Nieman Journalism Lab: Six reasons to watch local news project TBD´s launch next week

Poynter Institute: New D.C. Site to Rely on 3 Things for delivering News on Every Block 

Online Journalism Review: Lessons from the Launch: How TBD.com is trying to engage the community to buid its business

Slate: The Tabloidy Goodness of TBD.com  

Så kan vi snakkes ved i næste uge: Er dette et bud på lokale mediers fremtid? Hvad kan vi herhjemme lære af TBD.com?

Min gode kollega Annegrete Skovbjerg besøger i øvrigt senere på måneden TBD.com for at studere deres løsninger til mobiltelefonen.

You´ve got to understand and relate to your audience in totality because it´s more likely that your reader and advertiser is one and the same person.

Ordene er Marc Reeves´. Editor på et af mange nye niche-medier i England, The Business Desk West Midlands. Og en af hovedtalerne på konferencen News:Rewired i London i fredags.

Journalistik i “the nouveau niche” var hovedtemet, og Marc Reeves provokerede nogle – og bekræftede andre – med især den første af sine tre hovedpointer:

1. I et niche-medie er det ikke nok at være journalist. Du må også være forretningsmand.
2. I en niche-forretning er det ikke nok at tilbyde information. Du må også gøre andre ting – f.eks. være sælger af ting og sager.
3. Et niche-publikum har brug for et niche-approach. Ikke et massemedie-approach.

Marc Reeves har i mange år været journalist og redaktør på bl.a. Birmingham Post, men mediemarkedet i England er under kraftig forandring: Omnibusmedierne skærer ned, mens nye nichemedier skyder op overalt. Marc Reeves har selv for nylig levende beskrevet udviklingen i Birmingham-området her.        

Især det med at være både sælger og journalist på samme tid lyder skidt i manges ører, og der var da også på konferencen en del kritiske spørgsmål om, hvordan det kan foregå? Følg evt. selv den livlige diskussion på Twitter (#newsrw)

Som journalist er jeg selv kritisk overfor tanken om, at det skulle være en uproblematisk dobbeltfunktion.  Det handler om troværdighed!

Jeg er dog klar til at diskutere og undersøge sagen nærmere. Det er klart, at der nærmest sker en bundvending i mediemarkedet i denne tid, og journalistikken og journalistrollen i de nye små nichemedier må naturligvis være en anden en på de gamle medier, hvor pengene bare kom ind.

Ingen på redaktionen behøvede at tænke nærmere over, hvor de kom fra. Det må folk som Marc Reeves – og lignende danske journalistik-iværksættere som Caroline Meldgaard på Børn i Byen og Troels Lykke på MinBaad.

Så selvfølgelig må journalisten i den sammenhæng være forretningsmand. Det interessante er så, hvordan man kan være begge dele og stadig levere et troværdigt produkt. Troværdighed er med sikkerhed et vigtigt aspekt i et nichemedie.

Så hvad handler det om? Er det bare en helt anden opgave, når du betjener et afgrænset community, læser og annoncør måske ligefrem er den samme person? 

Det er let nok at vrænge af de konservative journalister, som “nægter at se fremtiden i øjnene”. Men hvad karakteriserer denne form for niche-journalistik, som Marc Reeves her er i gang med at indkredse? Kan vi “gammeldags” journalister lære noget her? 

Jeg vil meget gerne høre om dine erfaringer og meninger. Skriv gerne her på bloggen, på Twitter - til /fromjac - eller på mail pf@update.dk

Jeg vil i den kommende tid følge op på andre aspekter af den meget spændende news:rewired-konference.

Det spørgsmål tager The Guardian op i en interessant artikel mandag. Pointen er: Når nu mediecheferne er så bange for Google (hvad de ikke burde være) – bør de så ikke allerede nu begynde at lade den store kanon? For lige om lidt vil trafikken til nyhedssites i langt højere grad komme fra sociale medier som Facebook end fra Google.

Endnu er det ikke sådan. Artiken refererer aktuelle engelske tal – at 21,9% af trafikken til engelske nyhedssites komer fra Google, mens kun 6,7% kommer fra Facebook. Men det vil ændre sig.  

Facebook er “the new elephant in the online newsroom”, hedder det i artiklen. Paul Bradshaw, underviser på journalistik-linien på Birmingham University, citeres for at sige, at Facebooks introduktion af “Like-featuren” har enormt potentiale for nyhedsorganisationerne.

…it demonstrates  level of engagement that can be sold to advertisers.

I´ve said previously that the next big battleground for media organisations will be identity – and I can see the Like button being a site for that battle.

Indtil nu nævnes Facebook dog mest som nyhedsmediernes ven, mens Google er en tilsvarende stor skurk. Og det selvom de begge vil få den samme rolle: At hjælpe med at skabe opmærksomhed og kontakt til relevant kvalitetsindhold.

Så derfor er det vel med god grund, at der er en tydelig ironisk grundtone i Guardians artikel?

“Vær klar til at få kaffen galt i den journalistiske hals”, advarede Martin Brynskov fra Informations- og Medievidenskab mig – og advarslen er hermed givet videre.

Men kan du ikke lade være med alligevel at kigge på, hvad de studerende nu har fundet på, så gemmer der sig måske alligevel en idé eller to, som medievirksomheder rundt omkring kunne bruge.

Ophavsmændene er ikke journaliststuderende, og derfor er der kun i yderste konsekvens tale om journalistik. Men hvis vi taler om, at de klassiske medier godt kan dukke op i nye forklædninger og med nye måder at tjene borgerne på – så er det nok en god idé at kigge sig godt omkring nye steder.

Og det kunne for eksempel være her.

Tjek for eksempel denne her idé om at teste og lege med fordomme om et ghetto-område som Gellerup-parken. Det er da en skøn idé – ja, jeg vil godt gå så langt som at kalde den uhyre journalistisk relevant. 

Men hvad synes du?

Snakken gik om spøjse og kreative indfald i Singapore og andre steder, og der opstod et klart billede af, hvordan stemningen nok har været blandt de fremmødte redaktører på seminaret i Svendborg:

Det var et interessant og inspirerende katalog. Men hvor er løsningen? Hvor er den MODEL, der skal bringe os videre?

Problemet er  nok, som professor i medieøkonomi Robert Picard påpeger i dette blog-indlæg, at mediecheferne går galt i byen fra starten: 

Forretningsmodeller handler ikke primært om indtægtsstrømme - men om virksomhedernes grundlag, såsom kompetencer, værdiskabelse, relationer med kunder og partnere osv.

If you get those elements right, the revenue issues take care of themselves,

skriver Robert Picard. Han mener, at medievirksomhedernes største problem er, at de “are still trying to sell nineteenth and twentieth century products in the twenty-first century”.

Og de gør det uden at se nærmere på den værdi de skaber – eller burde skabe – og de relationer, de tilbyder.

Picard gør opmærksom på, at befolkningens måde at modtage og forbruge journalistik og information på har ændret sig voldsomt – og det bør medievirksomhederne begynde med at forholde sig til. Citat fra Robert Picard igen:

Questions need to be asked about what is provided, why it is provided, how it is provided, and the entire structures and operations of firms. These need to be addressed first, then the revenue models can be sorted out and improved.