Årets glade nyhed: Nordiske mediehuse godt på vej i den digitale omstilling

2016 var på mange måder et hårdt år for medierne. Men der var også lyspunkter. En hel del svenske og norske mediehuse fik for alvor knækket koden, når det gælder betaling for digitalt indhold. Det må give de danske kolleger blod på tanden!

Især nordmændene viste stor villighed til at købe rent digitale abonnementer. Schibsteds norske aviser øgede i løbet af første halvår af 2016 antallet af digitale abonnenter med 70%.

Og særligt interessant var alderssammensætningen: Mens gennemsnitsalderen for print-abonnenterne ligger i 60´erne, og weekendabonnenterne har et snit på 45-50 år, ligger gennemsnitsalderen på Schibsteds digitale abonnenter på under 30!

Det är en ny, positiv trend för oss att vi ser att unga är beredda att betala 199 kronor i månaden för att läsa vårt innehåll,

sagde Schibsted Norges kommercielle direktør Tor Jacobsen til Dagens Næringsliv.

56 ud af 62 aviser går frem

Også Norges største aviskoncern, Amedia, kunne melde om glade nyheder: 56 af koncernens 62 aviser går nu samlet set frem, når man lægger alle abonnements-typer sammen. Det ser ud til at kurven nu er knækket.

Nordlys henter mange nye digitale abonnenter i øjeblikket, blandt andet via dette tilbud på hjemmesiden!

Nordlys henter mange nye digitale abonnenter i øjeblikket, blandt andet via dette tilbud på hjemmesiden!

Tag eksempelvis avisen Nordlys: Her var man for få år siden nede på 16.600 abonnenter. Nu er der over 20.000. 7400 af dem er fuldt digitale.

Meget interessant mener avisens chefredaktør Helge Nitteberg, at den vigtigste grund til den digitale succes nu er, at Nordlyst for 5 år siden satsede massivt på at opnå stor rækkevidde på nettet. Med en ”ellevild digitaliseringsproces”, over 60 historier dagligt på nettet og stor fokus også på historier, der ikke nødvendigvis var lokale, men gav mange klik og delinger på sociale medier.

Journalistik om samfundet hitter

Strategien gav mange digitale brugere – omkring 150.000 unikke brugere månedligt – men ikke penge nok i kassen. Så i 2015 besluttede man at skifte strategi og kræve betaling for en del af indholdet, det såkaldte plus-indhold.

Samtidig har Nordlys ændret prioritering af, hvad der satses på til nettet: Færre, mere gennemarbejdede historier. Mere samfunds-stof og færre potentielt ”virale” kulørte historier fra den store verden.

Og så prøver redaktionen at undgå det, de kalder ” dritten i midten”: Det vi i Danmark kalder pligtstof. Stof der kommer fra pressemeddelelser og fra faste kilder, som ”forventer” en dækning. Og så satses der nu – i modsætning til tidligere – 100% lokalt.

Det er tydeligt for ledelsen på Nordlys, at abonnenterne klart foretrækker de seriøse og lokale historier frem for de kulørte, siger Helge Nitteberg:

For eksempel hadde journalistikk på politikk kanskje litt utfordrende kår i en trafikkmodell. Nå er dette noe av det mest populære vi gjør, når vi gjør det ordentlig. Vi bruker også store ressurser på å være gode på byutvikling, næringsutvikling og samfunnsjournalistikk.

Bag succes´en ligger et omfattende og grundigt analysearbejde, som Amedia har satset stort på og lagt mange ressourcer i centralt. Projektet er ledet af Jostein Larsen Østring, som forlod jobbet som redaktionschef i netop Nordlys, og nu er en af de mest dynamiske og succesrige udviklingschefer i den norske medieverden.

Jostein Larsen Østring har stået bag de mange analyse af, hvad der fungerer rundt i koncernens mange mediehuse, hvad læserne ser ud til at ville have – og hvad de vil betale for.

Stadig økonomiske udfordringer

Selvom det nu igen går fremad i Nordlys, er den samlede økonomi fortsat ikke i fremgang. Mediehuset får godt nok i gennemsnit 150 kroner i kassen om måneden pr. digitalt abonnement. Fuld pris ligger på 169 kroner. En del får altså fortsat rabat for at komme “ind i folden”.

Problemet er dog stadig, at print-abonnenterne betaler mere, så derfor kan man, på trods af fremgangen, endnu ikke øge de samlede abonnements-indtægter.

Samtidig må Nordlys, som de fleste andre mediehuse, fastholde en ”dobbelt-organisering”, hvor der både skal fastholdes en dyr og tung avis-organisation og en ekspanderende digital organisation. Men der er håb for fremtiden, konstaterer Helge Nitteberg:

Hvis vi har 20.000-25.000 heldigitale kunder i framtida, og ikke papirkostnader, kan det bli en bra business og mye penger til god journalistikk

Spørgsmålet er nu, om nordmændene er så specielle, hvad angår lyst og vilje til at betale for digitalt indhold – eller om vi kan lære noget af dem.

Hvis man alene skal se på årets store medierapport, Digital News Report 2016, så er nordmændene specielle: Norge ligger klart i top på listen over, hvor stor en andel af befolkningen, der i en given periode har betalt for digitalt indhold.

Skærmbillede 2017-01-08 kl. 16.09.45På den anden side er der meget, danske mediehuse kan lære af de norske kolleger, når det gælder både metodik og vedholdenhed i udviklingsarbejdet. Start for eksempel med at se på, hvad mediekoncerner som Amedia har gjort for at udvikle den digitale forretning.

 

 

Journalistik og platformene: Både medier og mediebrugere kan gøre noget!

Her på falderebet til 2016 er det tid til at gøre status. Jeg skal ikke kloge mig på nye trends at jage… men dvæle ved noget af det, vi knoklede med i 2016 – og endnu ikke har løst.

Det er interessant at se den kolossale distance, der er mellem, hvad der blev diskuteret på årets mange mediekonferencer, og hvad der i rapporter over den praktiske brug af medierne nævnes som udfordringer. Men én helt central problemstilling gik igen begge steder:

Mediehusenes had/kærlighedsforhold til dem, vi kalder ”platformene”: Facebook, Google, Apple, Twitter, Snapchat m.fl. Her får et stadig stigende antal mennesker de fleste af deres informationer. Nyheder, journalistik, underholdning og praktiske informationer ind i mellem hinanden.

Afhængigheden og ulysten til at være afhængig

Derfor er det naturligt nok også her, medierne kaster nettet ud efter nye brugere. Dels for at gøre forbipasserende opmærksom på at man eksisterer og dels formentlig også for på sigt at udvikle nye indtægtsstrømme via reklamer på disse platforme. Det var den kærlige del. Men de færreste mediechefer beskriver platformene i kærlige vendinger, når snakken falder på afgivelsen af kontrol – blandt andet kontrollen over de meget værdifulde brugerdata.

Den tendens kaster nogle dilemmaer af sig. På afsendersiden det nævnte dilemma mellem på den ene side et afhængighedsforhold til platformene, hvor de nye brugere er, og på den anden side ulysten til være afhængig…

De færreste kan huske hvor historien kommer fra

På modtagersiden ser vi et tilsvarende dilemma: Vi, os, mediebrugerne værdsætter medierne og det de i princippet står for. Og på den anden side er vi troløse som bare pokker. Begge tendenser har Digital News Report 2016 tal for:

På den ene side siger rigtig mange, at de opfatter de traditionelle medier som vigtige og i virkeligheden også mest troværdige, når det brænder på. Dette citat fra en fokusgruppe afholdt under data-indsamlingen repræsenterer en gennemgående holdning.

Citat fra fokusgruppe i forbindelse med arbejdet med Digital News Report 2016

Citat fra fokusgruppe i forbindelse med arbejdet med Digital News Report 2016

Og  på den anden side kan ikke ret mange huske hvor indholdet egentlig kommer fra – bare at ”de har set det på Facebook”. Som det frem går her af en grafik i Digital News Report 2016:

Grafik hentet fra Digital News Report 2016

Grafik hentet fra Digital News Report 2016

De nordeuropæiske lande ligger relativt godt – med Danmark lige i slipstrømmen på Tyskland. I engelsktalende lande med stort udbud af indhold, som England og Australien, er det kun omkring en tredjedel af brugerne, der kan huske, hvem der har produceret indholdet.

I årets store medierapport fra Reuters Institute, Digital News Report 2016, beskrives dilemmaerne sådan her i konklusionen

There are two contradictory but important messages in this year’s data. On the one hand we see publishers losing control of distribution, some consumers not noticing where content comes from, and the growing influence of platforms and algorithms. And yet at the same time we find, both in our survey data and our qualitative work, that people still want, value, and identify with traditional news brands.

Hvad kan medierne så gøre?
Begynd at se brugerne som to separate grupper. Ved hjælp af omhyggelig indsamling og anvendelse af brugerdata vil I lære dem bedre og bedre at kende.

Men grundlæggende: Jeres kernebrugere som elsker jer så meget, at de endda vil betale i en eller anden forstand, skal naturligvis behandles som noget særligt. Det du´r bare ikke, at de kan finde det meste af indholdet i deres Facebook-feed også.

Nogle mediehuse har taget hul på snakken med satsningen på ”premium-indhold”. Men der er de fleste steder lang vej igen, før jeg som kunde føler mig decideret godt behandlet – både forstået sådan at journalistikken virker ”lækker” og færdig. Og ved at den også indeholder relevante digitale ”forlængelser”, der inviterer til, at jeg interagerer både med indholdet og med journalisten.

Det samme med brugervenligheden: Hvordan kan I tilrettelægge og præsentere indholdet, så det er let både at få et overblik og fordybe sig? Typisk fungerer det især stadig håbløst ringe på mobilen. Det gælder såvel de to store public service-stationer og de private mediehuse.

Nyheder efter tilfældighedens princip

Det er lige før, det bare er enklere at scrolle i Facebook-feeded og ”falde over” nyhederne, når de måtte vise sig. Man skal ikke hoppe og danse over og rundt om annoncer, sponsoreret indhold, egen-reklamer osv.

Og det gør de fleste jo efterhånden – altså bruger Facebook-feeded i stedet: Masser af danskere ønsker at tilgå journalistik efter tilfældighedens princip. Når man lige falder over et eller andet. Her bør medierne – såvel DR/TV2 som de private – være deres ansvar bevidst og tilrettelægge dækningen af de store fælles dagsordens-temaer sådan, at det er muligt at tilgå dem via sociale medier og den åbne del af hjemmesider.

Det er naturligvis en balancegang, hvad der skal være fælles og frit tilgængeligt for alle, og hvad der kun skal leveres til dem, der betaler. Jeg forestiller mig, at mediehusene dagligt prioriterer at bidrage til 2-3 ”fælles samtaler” og i øvrigt dedikerer hovedparten af ressourcerne til den unikke journalistik, der betales for i et 20/80-forhold.

Hvad bør brugerne gøre?
Blive konstruktive og kritiske – og betalende – brugere. Det sidste er der heldigvis flere og flere der gør. Reuters-rapporten viser, at de danske medier ligger i et smørhul, hvad betalingsvillighed angår. Norge og Sverige ser ud til at være stukket af, når det gælder betaling for digitalt indhold. Næsten 30% af nordmændene siger, at de sidste år (2015) har betalt for digital journalistik. I Sverige er det 20%, mens Danmark med 15% er godt med. Men der er potentiale for en større andel.

Grafik fra Digital News Report 2016

Grafik fra Digital News Report 2016

Generelt ser det ud til, at det i engelsktalende lande er sværere at få brugerne til at betale for indhold end i mindre sprogområder som de skandinaviske lande. Konkurrencen fra relevant men gratis indhold er ganske simpelt større i lande som USA og England.

Så er der det med det konstruktive og kritiske. Der er masser af ting, du kan gøre, hvis ellers mediehuset vil lade dig gøre det.  Send en hilsen og anerkend når der gøres gode journalistiske jobs. Og fortæl om det til dine venner i virkeligheden og på sociale medier.

Og omvendt: Tøv ikke med at forlange noget mere. En stor del af journalistikken er vanebaseret og rutineorienteret. En del kritik vil rutinemæssigt blive besvaret med noget i retning af, at ”det er fordi, du ikke aner noget om journalistik”. Men det skal du ikke lade dig spise af med. Insistér og fortæl dem, hvad du er utilfreds med, og hvad de kan gøre bedre. Og tilbyd evt. din hjælp.

Kan vi gå ind i 2017 med optimisme? Vil flere af danskerne få øjnene op for, at journalistik koster – og at de selv må spytte i kassen? Og omvendt: Vil medierne begynde at arbejde med skarpere 2-delte strategier: Rettet mod de betalende brugere, som forventer kvalitetsjournalistik – og mod offentlighed som sådan . En offentlighed der mere og mere findes på sociale medier.

Hvem vil være det danske svar på New York Times´ R&D Lab?

Umiddelbart ser visualiseringerne fra "Delta" en smule syrede ud, men de anvendes nu aktivt af mediehuset til at forstå brugsmønstre på hjemmesiden.

Umiddelbart ser visualiseringerne fra “Delta” en smule syrede ud, men de anvendes nu aktivt af mediehuset til at forstå brugsmønstre på hjemmesiden.

Hvis du har besøgt The New York Times´ Research and Development Lab, ved du, hvordan udsigt kan tage pusten fra én: Ikke alene har R&D Lab til huse øverst i Times-bygningen på 8th Avenue med en fabelagtig udsigt over Central Park og det meste af Manhattan. Men Lab´ens udstillingsdel indeholder desuden et kig ind i fremtiden, der også kan få én til at glemme at trække vejret.

 

 

Our mission is trying to look around corners. We identify, explore and demonstrate changes in media technologies that will impact our business and the customers we serve,

indledte Executive Director Matthew Boggie sin præsentation af Lab´ens seneste projekter.

Herefter tog han os igennem en række nyudviklede redskaber, der alle har til formål enten at hjælpe mediehuset med at forstå brugerne bedre – eller at bedrive stærkere og mere nyttig journalistik. Alt sammen ved at udnytte og udvikle på nye digitale teknologier.

Blandt de mange interessante projekter var:

  • Delta: Visualisering af real time data fra brugernes navigation på The New York Times´ hjemmeside overalt i verden
  • Editor: Et system der gør det lettere og mere effektivt at tagge nyhedsartikler så de let kan knyttes til andet redaktionelt indhold (læs mere her)
  • Chronicle: Et redskab til at spore ændringer i sprogbrug over tid i New York Times´ artikler
  • Particles: Et koncept til ”dekonstruktion” af artikler i mindre enheder, der kan samles i mange forskellige kombinationer, afhængig af det journalistiske behov

Hvem vil være digital frontløber i Danmark?

Creative Director Alexis Lloyd præsenterer værktøjet "Chronicle", der kan hjælpe til at analysere forskellig sprogbrug i journalistikken over tid.

Creative Director Alexis Lloyd præsenterer værktøjet “Chronicle”, der kan hjælpe til at analysere forskellig sprogbrug i journalistikken over tid.

Efter en gennemgang af de omkring 10 mest interessante projekter i R&D Lab er man en smule rundtosset over, hvordan ny teknologi vil forandre den måde vi modtager og anvender information på.

Men helt klart står det til gengæld, hvor generøse The New York Times er med at videreformidle den viden, mediehuset selv har brugt mange ressourcer på at opnå. De nye digitale værktøjer lægges åbent frem – og flere er udviklet i open source-kode, så det umiddelbart er muligt at udvikle videre på dem.

Så tænker man: The New York Times er naturligvis en spydspids i amerikansk journalistik med flere ressourcer end de fleste. Det kunne være herligt, om dansk journalistik havde en tilsvarende digital frontløber med ressourcer til at udvikle og lyst til at dele.

DR Nyheder X

Tanken falder naturligvis først på Danmarks Radio, som har ressourcerne til at udvikle nyt og positionen til at kunne dele gavmildt med resten af mediebranchen. Og jo, der er jo faktisk spændende nyt fra DR-Byen: ”DR Nyheder X” er et interessant udviklings-koncept, der tilsyneladende gør det til en dyd at udvikle både hurtigt og med skarpt fokus på brugernes behov. Netop to af de features, der også kendetegner produktudvikling i de nye, rent digitale mediehuse som for eksempel Mashable og Vox Media.

Hør her den ene af de to chefer i DR Nyheder X, Naja Nielsen, fortælle om konceptet – her på Norsk Redaktørforenings efterårsmøde 2015.

Desuden kan du om kort tid møde og høre Naja Nielsen og Jacob Bøtter fortælle om arbejdet med konceptudvikling i DR på et møde arrangeret af DONA, Danish Online News Association, i København d. 11. april.

Efter sigende har DR Nyheder X det sidste års tid arbejdet med hele 9 forskellige koncepter. Jeg har søgt rundt omkring på nettet for at finde omtale eller beskrivelse af nogle af koncepterne eller innovationsenheden som sådan. Uden held.

Så hermed en opfordring: Forhåbentlig vil DR Nyheder X kunne blive en fornyelseskraft i den danske medieverden, akkurat som The New York Times´ R&D Lab er det i USA. Vi glæder os til at se og høre mere om, hvad I har arbejdet med, og hvad I har fundet ud af.

Bonusinfo

 The New York Times´ R&D Lab har 7 ansatte, hovedsagelig folk med baggrund i user experience design.

Noter fra New York (5): New York Times på jagt efter det digitale publikum

The Innovation Report i sommeren 2014 blev startskudet til afdelingen for Audience Development.

The Innovation Report i sommeren 2014 blev startskudet til afdelingen for Audience Development.

Når man på The New York Times (NYT) beslutter sig for noget, så sættes der kolossale ressourcer ind. Den nu meget berømte The Innovation Report havde lige fastslået, at NYT ikke kom tilstrækkelig godt ud til nye digitale målgrupper.

Ok, vi nedsætter et Audience Development Team med 23 personer, lød reaktionen!

Det var i sommeren 2014. Og hvad har den nye afdeling så opnået? Det besøgte vi NYT for at finde ud af. Vi talte bl.a. med Mathew Yurow, Rachel Abady og Perrin Lawrence fra Audience Development. Desuden talte vi med John Michael Butterfield, Marketing, NYT Now, og Jeremiah Linder, Marketing, NYT Cooking.

Her er hovedeffekterne af den nye afdelings arbejde:

  • Audience Development har lavet et hav af analyser og er ved at gøre NYT til en langt mere data-drevet organisation
  • Der udvikles nu strategier for, hvordan tilfældige brugere nu mere forsigtigt tilbydes forskellige produkter – i stedet for som tidligere hurtigt at blive mødt af en betalingsmur.
  • Der arbejdes nu målrettet med firmaer som Outbrain og Taboola, hvis teknologier ”hjælper indhold med at finde potentielt interesserede brugere”, så at sige. De sker blandt andet ved at præsentere ”Read Next” lister over links til stof, der ligner det, brugeren lige har læst.
  • Der arbejdes nu mere sammen på tværs af redaktion, marketing og salg i udviklingen af de nye produkter.
  • NYT er desuden i fuld gang med at skaffe øgede indtægter fra såkaldt native content – sponseret indhold, som for eksempel denne historie finansieret af Holiday Inn-kæden.
  • Der er sat turbo på udvikling af nye digitale produkter, der har til formål at nå målgrupper, som formodes at være mindre interesseret i den klassiske printbaserede journalistik, f.eks. NYT Cooking, NYT Now og NYT Opinion.

Chefredaktør Dean Baquet samlede omkring nytår op på erfaringerrne med den nye afdeling og skrev blandt andet til medarbejderne:

Consider the fact that in the two months since we began a sustained effort we have seen a consistent 20 percent increase in the number of people who found our journalism

Slut med siloerne – vi må gå mere på tværs

”Det hele begyndte med The Innovation Report. Selv på The Times var det ganske simpelt ikke længere nok at skabe journalistik af høj kvalitet. Det var svært for os at konkurrere i det digitale medie-landskab, fortæller Mathew Yurow, som tidligere har arbejdet hos Huffington Post Live og Bloomberg News.

Mathew Yurow kom fra Huffington Post til The New York Times i 2014.

Mathew Yurow kom fra Huffington Post til The New York Times i 2014.

”Vi kunne se, at der hos vore konkurrenter var en dybere forståelse af læserne. Man arbejdede mere metodisk, målrettet og databaseret. Det ville vi også gøre.”

Efteråret 2014 blev brugt til at lave et hav af analyser, customer life cycle journeys og roadmaps. Noget af det, der sprang i øjnene var, hvor svært det var at puffe sporadiske brugere af NYT´s produkter over i retning af betaling.

”Vi behandlede folk som om, de var klar til at abonnere, så snart de havde læst nogle få artikler. Det var en fejl.”

Nu er der udviklet metoder til at følge hver bruger af NYT´s digitale produkter over tre måneder, efter at personen har læst en NYT-artikel. Disse brugere præsenteres så for andre artikler, som formodes at ligge inden for det samme interessefelt. Målet er gradvist at gøre brugeren så glad – nogen vil ligefrem sige afhængig – for disse tilbud, at personen til sidst er villig til at abonnere.

Man skal selv ud og finde brugerne

Der er kamp om de digitale nyhedsbrugeres opmærksomhed, og nye virksomheder som Taboola og Outbrain hjælper medieorganisationerne med at placere det rette indhold foran øjnene af de rette brugere.

Det kan blandt andet ske via bokse med links til indhold, der relaterer sig til det, brugeren lige har læst og derfor formodes at ville interessere den samme person.

Det er forholdsvis nyt for medier som NYT at betale f.eks. Outbrain for at ”gå på jagt efter brugere” til eksempelvis en serie som Life after Brooklyn, både på egne sites, men også hos andre medier som CNN og ESPN.

Julia Turner, redaktør på Slate har forklaret den nye opgave på digitale medier således:

What’s changed is, everyone in house is on board and understands that their primary job is to write great stories, but finding an audience is their job as well.

Det er altså ikke længere nok at producere ”verdens bedste journalistik”, som NYT menes at gøre. Man skal også ud og finde de rigtige læsere til historierne. Eksempelvis Outbrain har udviklet algoritmer, der kan hjælpe NYT med det.

Lad produkterne leve – og lær af dem

Med til historien om Audience Development hører, at afdelingen er gået i spidsen for udviklingen af en ny kultur, hvor de hidtidige siloer mellem især journalistik og marketing er brudt ned, og der nu i stigende grad arbejdes samme på tværs.

Det er især sket i arbejdet med helt nye NYT-produkter, der med forskellig grad af succes er sendt på markedet det sidste godt halve år:

NYT Cooking er en app til de madglade. Appen samler de meget store mængder artikler, opskrifter osv. om mad og præsenterer det lækkert på tablet og mobil. Appen er foreløbig gratis. NYT Cooking har været den største succes med foreløbig 8 millioner brugere på nettet og 300.000 downloads af appen.

”NYT Cooking er en forlængelse af vores Food og Dining sektioner. Vi vil gerne ind i folks køkkener. Min mor er ikke spor interesseret i NYT. Men hun har virkelig taget NYT Cooking til sig, så nu er hun da kommet tættere på vores journalistik”, siger Mathew Yurow. Spørgsmålet er så, om NYT vil kunne komme til at tjene penge på det nye cooking-site.

NYT Opinion er et tilsvarende et nyt produkt til samling af debat og opinion i The New York Times. Også den app kræver betaling, 1,50 USD om ugen, men det beløb ønsker stadig et forholdsvis lille antal mennesker at betale.

NYT Now er en app til mobilen med hurtige og letlæste nyheder, både fra eget hus og andre mediesites. Et såkaldt kurateret nyhedsflow. Det koster 7,99 USD om måneden at anvende appen. Den har dog endnu ikke været den håbede succes med stadig forholdsvis få brugere.

NYT Now er et eksempel på en ny strategi hos NYT: Selvom et nyt produkt ikke i første omgang rigtig slår an, skal man måske lade det leve, udvikle løbende og lære af de erfaringer.

I NYT Now prøver NYT at nå nye målgrupper, som ønsker at få nyhederne præsenteret hurtigt, kort og i et mindre formelt tonefald end mediehuset.

”Det er interessant for os at se, om vi kan nå nogle nye målgrupper, og der er nogle positive lessons i dette., forklarer Mathew Yurow.

“We learned many significant lessons from building NYT Now. We realized we could be more visual, and talk to readers in a different, less formal way, and still be The New York Times.”

Content marketing som reel værdi

Ligesom de fleste andre medieorganisationer, vi mødte i New York, har NYT indset, at content marketing – sponsoreret indhold – er en nødvendig del af pakken, hvis den digitale forretning skal kunne løbe rundt.

”Der har været stor afstandtagen til content marketing i journalistikkens verden, men vi håber, at vi her kan skabe nogle gode resultater”, siger Mathew Yurow, som understreger, at det sponserede indhold produceres af en selvstændig afdeling, T Brand Studio.

”Det er vigtigt”, understreger Mathew Yurow igen, ”at vi ikke prøver at narre publikum til at tro, at det er ”uafhængig” journalistik. ”Det er bestemt ikke vores intention. Der skal være en reel værdi i de produkter”, siger han – og nævner samarbejdet med Netflix om serien ”Women Inmates”. Den handlede om kvindelige indsatte fængsler og var produceret for at understøtte markedsføringen af Netflix-serien Orange is the new Black.

Andre eksempler på sponsoreret indhold fra The New York Times:

Disse sponserede indholdspakker får typisk mellem 100.000 og 200.000 besøgende, og indtægterne bidrager efterhånden godt til de stadigt stigende indtægtsstrømme.

”We are all hoping that it is going to work!”

Noter fra New York (2): Når data og news apps er i centrum

Udsigten er imponerende fra ProPublica´s kontor på 23. etage på det sydlige Manhattan. Og de redaktionelle principper hos ProPublica er ikke mindre overbevisende: Allerede efter knap otte års eksistens har denne nye plante i den vildtvoksende medieøkologi fået enorm betydning med digital, undersøgende og åben journalistik.

Managing Editor Robin Fields og Design Director David Sleight.

Managing Editor Robin Fields og Design Director David Sleight.

Efter en både intens og hjertelig samtale med Managing Editor Robin Fields og Design Director David Sleight er det især disse elementer, der falder i øjnene:

Journalistisk prioritering og indsats på basis af “impact”

Når ProPublica går i gang med at undersøge eller afdække en problematik, sker det på basis af en vurderet impact eller “effekt”. Robin Fields forklarede det som den mulige virkning, journalistikken har.

Det kan være i det politiske liv, som for eksempel en mulig lovændring. Men lige så vel som den betydning et bearbejdet data-set kan have på almindelige menneskers hverdagsliv.  For eksempel i Dollars for docs, hvor folk kan se, om netop deres læge tager imod penge fra medicinalfirmaer.

Se også ProPublica´s egen beskrivelse af, hvordan de måler impact.

Bearbejdede data formidlet i apps er et omdrejningspunkt

ProPublicas afdeling for news apps består af 10 personer – ud af en samlet redaktionel stab på 28. Det, alene, siger alt om fokus på at producere nyttige digitale produkter i form af “friserede” data i veldesignede og brugbare produkter.

Vi har opdaget, hvor vigtigt data og news apps er for os, som en del af den samlede udgivelse. Skulle jeg give et råd til de øvrige medier, vil det være at have større fokus på det,

sagde Design Director David Sleight. Han forklarede effekten af satsningen på to måder: Dels er brugen af nyheds-apps kilden til en løbende strøm af nye brugere af ProPublicas historier og andre produkter. Og dels begynder det faktisk at give penge i kassen.

Deling som princip: Tag vores redskaber, hvis I kan bruge dem

Med ProPublicas udgangspunkt som non-profit har organisationen valgt fra begyndelsen af have en meget åben tilgang: Man deler både metoder – som her på The Nerd Blog og værktøjer – ved at lægge dem ud i open source – her via Source.

Fortsættes…

Links, ProPublica

ProPublica Annual Report 2014

 

Noter fra New York (1): Tag designer og programmør med fra starten

Hvis jeg skulle starte et mediehus helt forfra, så ville jeg hyre en programmør, en designer og to journalister!

På den måde fik Rune Madsen, tidligere New York Times og nu O´Reilly Media klart fortalt, hvordan han mener, at journalistiske og kommunikative produkter bør skrues sammen nu om dage, da vi mødte ham i O´Reilly´s kreative digitale værksted i en nedlagt medicinfabrik i Brooklyn.

IMG_0977Ikke “produkter” i klassisk journalistisk forstand som bare “den gode historie” – men produktet som den oplevelse og værdiskabelse, som brugerne ender op med. Se også den nylige debat om begrebet “product”, som Jay Rosen samler op i denne Storify og denne artikel.

Man kommer ikke uden om, at i den digitale verden, er der så mange muligheder for at tilfredsstille brugerne på interessante og nye måder, at det kræver design-tænkning. Og der skal programmør-kompetencer til at realisere ideerne.

Vi talte om Runes arbejde i spidsen for O´Reillys bestræbelser på at udvikle nye digitale og salgbare produkter, i en tid hvor også salget af trykte bøger om tekniske ting som “Python” går rask nedad. Svaret kan være gratis eller meget billige digitale guides, der egner sig til social spredning og leder ind til high end-produkter som for eksempel konferencer.

Og så kan svaret i høj grad også her i forlagsbranchen være VIDEO! Også de lange formater af video vokser eksplosivt. Udfordringen ligger i at udvikle video-formater, der er browse-bare og giver optimale rammer for læring.

Og så talte vi i høj grad om Runes erfaringer fra New York Times i bl.a. afdelingen for Interactive News. Runes tog især afsæt i de her tre produktioner, som han har været involveret i:

  1. The 9/11 Tapes
  2. How Mariano Rivera dominates hitters
  3. Snowfall

For at gøre en lang historie kort var Rune Madsens pointer først og fremmest:

  • Få programmørerne og designerne ind fra starten, så selve ideen med produktet kan blive fokuseret, før der produceres – i modsætning til et klassisk redaktionelt workflow, hvor der først produceres, og så designes historien derefter.
  • Men det er altid historien eller data´ene først: Enten “hvad har vi at fortælle” eller “hvilket datamateriale har vi, der kan præsenteres for brugerne. Så må formen komme efterfølgende.
  • Saml en lille flok gode folk, som både kan og vil skabe nye nyttige produkter. Og giv dem frihed til at udvikle uden for stramme rammer. Rune Madsen brugte begrebet Bounded Rationality som en nyttig ramme for at kunne skabe noget nyt og interessant:

Topledelser har ofte en tilbøjelighed til at ville beslutte HVAD (produktet). I stedet bør de beslutte HVEM (sammensætning). Og lade dem finde ud af det. Det er svært at beslutte produkter på ledelsesniveau. Giv i stedet medarbejderne frirum.

  • Lav en prototype og lad os så tage diskussionen derfra. Man kan ikke snakke det frem i omfattende gruppearbejder. Lyt til hvad folk har at sige på braintrust møder. Og gå tag de ting videre, I synes er mest interessant.

Ekstra:

American Press Institute har udgivet denne interessante samling af artikler om product management i mediebranchen.

Og så faldt jeg lige over denne her interessante blogpost om samme emne: Hvorfor er det at programmører og chefer nogle gange går forbi hinanden?

 

36 interessante mediehuse at holde øje med i 2014

Jeg fik forleden en henvendelse fra en god ven i den danske mediebranche, som var ude efter nogle tips til interessante mediehuse at besøge på en studierejse i 2014.

Jeg fandt nogle links til en del steder, der laver interessante ting, og som det skal blive spændende at følge i 2014. Jeg vælger at lægge dem ud her også – i forhåbning om, at du måske vil komme med tilføjelser, jeg ikke selv har opdaget!

Skandinavien

Jeg starter i Sverige – da de spændende steder i Danmark jo nok er kendt af de fleste. Sveriges Radio, der jo er lidt af en mastodont på de kanter, laver rigtig mange interessante ting, blandt andet dette herlige katalog af metoder til journalistisk crowdsourcing.

I Norge ville jeg holde godt øje med Dagbladet, der satser kraftigt på mobiludviklingen og har udviklet spændende nye annonceformater. Og så er der Fædrelandsvennen, der arbejder stenhårdt på udvikling af den digitale forretning og tilsyneladende har succes med det.

Screenshot 2014-01-24 09.42.50Så er der selvfølgelig Verdens Gang, der altid er interessant. Især synes jeg, at deres VG Direkte er helt genial og et unikt eksempel på, at live-journalistik er kommet for at blive. Her dækning af storbranden i Lærdal. Hold i det hele taget øje med Schibsted, hvis ledelse har en fantastisk næse for penge, og måske – sammen med tyske Springer – er på vej ud af journalistik, mens tid er :-)

Tyskland/Holland

Det bringer os naturligt sydpå til Tyskland, hvor Springer-koncernen jo også ved, hvad vej vinden blæser. Ledelsen her satser nu klart på det digitale – og er klar over, at de skal satse på nye folk, som videoen her viser.

Bild er naturligvis også værd at holde øje med. De satser på hårdt på mobilen – og på multimedia storytelling. Af rent digitale opkomlinge kan nævnes Heute.de, der blev årets nyhedssite i Tyskland.

Og videre til Holland, hvor friske folk i 2013 startede et helt nyt mediehus op, De Correspondent, på basis af 10 mio. kr. hentet ved crowdfunding – og fik 24.000 abonnenter i en ruf til en ambitiøs journalistik der satser på:

Uncover, explain and highlight deep-lying structures and long-term developments that powerfully shape our world, rather than reporting on the latest hype, scare, or breaking news story

De britiske øer

Så ville jeg sætte kursen mod de britiske øer. Måske ville jeg starte i Irland, hvor Irish Times rykker med Johnny Ryan ved roret. Han holdt i 2013 interessante oplæg på flere konferencer om deres spændende udviklingsarbejde. Blandt andet har Ryan inviteret unge start-up-folk ind i mediehuset, hvor man udvikler nye mobil-produkter sammen med dem.

I England har mediekoncernen Trinity Mirror, der især ejer lokal- og regionalaviser, sat en række spændende projekter i gang. Især er det spændende at følge humor- og underholdningssitet UsVsTh3m, der satser meget på spredning via sociale medier og hurtigt er blevet en succes.

Manden bag sitet, Martin Belam, forklarer her, hvad der især lykkes – og hvad han har ført over i et helt nyt projekt, ampp3d, der skal formidle visuelle indgange til datajournalistik.

BBC er på trods af sin størrelse fortsat i stand til at udvikle sig. For eksempel er det spændende at følge deres NewsLabs team, der er på vej med spændende nye nyheds-formater.

Screenshot 2014-01-24 11.06.08Og selvfølgelig bør man holde øje med The Guardian – af flere årsager. Ideen om Open Journalism er selvfølgelig meget sympatisk og spændende at følge. Og så er Guardian unik ved, at de som efterhånden få mediehuse afviser betalingsmure og satser fuldt og helt på gratismodellen online. Det er ikke alle, der tror, det vil gå godt!

Endelig bør også The Economist nævnes for bl.a. meget bevidst og målrettet satsning på, at de forskellige udgivelser udvikler sig som henholdsvis “lean back” og “lean forward”-kanaler.

Desuden er der andre mindre initiativer som denne blog, hvis mål det er at forklare mere eller mindre komplekse ting.

USA

Så er vi fremme ved USA, hvor der stadig er rigtig mange spændende ting at notere – tendenser der måske, måske ikke, er på vej i vores retning. Så en studierejse til USA giver stadig rigtig god mening :-)

Eksempelvis ser man i USA en del forholdsvis nye mediehuse, der skyder på ved siden af de gamle velkendte, og er karakteriseret ved at satse på niche-områder og er nonprofit-baseret (forstået sådan at der ikke er en investor, som forventer et bestemt afkast).

Gode eksempler er ChalkBeat og InsideClimateNews. Begge er allerede anerkendt for at levere stærk uafhængig journalistik.

En anden tendens er en vældig underskov af mindre organisationer på kanten mellem IT og journalistik – og mellem at være underleverandører til mediebranchen og at blive selvstændige aktører, eksempelvis RebelMouse eller Prismatic.

På nogle af de store medier ser man stærke enkeltpersoner udvikle deres eget varemærke, som de i stigende grad vælger at tage med sig andre steder hen. Enten starter de for sig selv, eller også hentes de over i andre medievirksomheder.

Et meget fremhævet eksempel er datajournalisten Nate Silver, der i 2013 forlod New York Times og gik til ESPN, hvor han nu bygger en kanal op omkring sig.

Et af de helt nye skud på stammen er rigmanden Pierre Omidyars nye medievirksomhed, der blandt andet har ansat Glenn Greenwald (central figur i The Guardians NSA-afsløringer). Greenwald og andre lover blandt andet et opgør med journalistens traditionelle ”objektive” tilgang.

Screenshot 2014-01-24 11.02.47Mobiludviklingen fører ligeledes til en del nye initiativer. Blandt de mest interessante er Circa, stiftet af Davis Cohn (kendt fra spot.us). Circa bryder historier ned i delelementer, der leveres løbende som en strøm, man kan følge via Circa-appen. Det er så spændende et projekt, at Reuter´s redaktør for sociale medier, Anthony de Rosa, i efteråret valgte at blive chefredaktør på Circa.

I den anden ende af skalaen satser Matter på longform journalistik. Kun et lille antal historier udgives, og der satses massivt på grundig kompromisløs digital historiefortælling, akkurat som det er tilfældet med MediaStorm i New York.

Bagved Matter ligger Medium, stiftet bl.a. af Twitters opfinder Ev Williams. En spøjs størrelse med interessante ideer om publicering og vækst, finansieret bl.a. på basis af crowdfunding. Her er et par gode grunde til at følge Medium i 2014.

Vi bevæger os gradvist over mod mere etablerede mediehuse. BuzzFeed kender de fleste nok efterhånden, men forretningsmodellen og måden at arbejde metodisk og tænke “social udgivelse” på, kan alle lære af.

Også Vice Media er lynhurtigt vokset til at blive et mediehus, man må regne med. Sammen med BuzzFeed regnes Vice som et sted, klassiske medier kan lære en del af. I samme kategor kan nævnes Upworthy.

Forbes kommer man heller ikke uden om. Et klassisk brand i mediekredse, der har udviklet sig til en grim ælling, der går nye veje på en del områder. Dels med udviklingen af et kæmpe netværk af skribenter, der får begrænset hyre, men bruger Forbes som en platform for egen karriere-udvikling. Og dels i forhold til “native advertising” (sponsoreret indhold forklædt som journalistik).

Hold også øje med The Atlantic  – og især business-sitet Quartz, en medievirksomhed bygget op fra bunden på fuld digital – og mobil – dedikering. Og med en interessant ny flydende måde at organisere en journalistisk redaktion på  – baseret på såkaldte “obsessions”: Forstyrrelser i samfundsudviklingen der i en given periode fortjener grundig journalistisk behandling.

Blandt de “gode gamle”, der ligeledes går nye veje, er lokalavisen Deseret News, der hidtil har levet stille ude i Utah baseret på gode mormon-værdier – men er kommet i rampelyset, da Clark Gilbert (ex-Harvard, Innovator´s DNA) for et par år siden kom til og gik i gang med en total transformation. Her er rigtig mange spændende tanker at hente.

Screenshot 2014-01-24 11.09.20En anden af klassikerne i fuld gang med digital transformation er mediekoncernen Digital First Media, hvis chef John Paton på den ene side får rigtig meget taletid på mediekonferencer – og på den anden side betragtes med skepsis på grund af hans radikale tilgang til fornyelse af mediehuset.

Hvad så med de gode gamle fyrtårne? Jo, New York Times er efter min mening stadig værd at følge. Mediehuset har både ressourcerne og viljen til at komme op med nye løsninger, og bl.a. fra NYT Lab kommer der konstant interessante tanker og projekter. Desuden deler de meget gerne deres erfaringer, f.eks. om brug af sociale medier.

Washington Post kommer også med interessante ting, f.eks. løsningen Truth Teller, en algoritme, der i real-time indsamler data, der kan hjælpe med at afgøre, om f.eks. en given påstand fra en politiker er korrekt.

Endelig, og til allersidst, ville jeg også holde et godt øje med National Public Radio, der konstant har et væld af projekter i gang eller i støbeskeen  – baseret på en forståelse af, at digital transformation er uundgåelig.

Crowdfunding – journalistikkens nye forretningsmodel?

For nogle dage siden fik jeg lidt af en åbenbaring. Havde godt hørt om crowdfunding – men ikke sådan været en del af noget i den retning. En konkret oplevelse med projektet Borgerlyst gav dog et kig ind i en ny verden: Har vi her her en mulig ny finansieringskilde for journalistik?

Det begyndte som sagt med et link til Borgerlyst, der på det danske crowdfunding-site Boomerang søgte om støtte til udgivelse af en håndbog for ildsjæle. Jeg valgte at sende 100,- af sted af ren sympati for projektet. Og fik få dage efter en email fra de to initiativtagere med besked om, at målet nu var nået – så rigeligt. Målet var 50.000,-, og der er nu foreløbig indbetalt over 65.000,-.

Skærmbillede 2013-10-07 kl. 3.12.48 PMOg ikke nok med det: De to initiativtagere, Andreas Lloyd og Nadja Pass, inviterede til fredagsøl, samtaler om bogens pointer mm. Alt sammen en rigtig fin og engageret invitation til at blive en endnu mere integreret  del af Borgerlyst-community´et.

Sikke en god idé – også for journalister, der ikke kan få folk til at betale for deres arbejde. Tænker mediehusene det i virkeligheden helt forkert? Jo mere sammenbidt de insisterer på at få penge for deres produkter – jo større ser modviljen mod betaling ud til at udvikle sig – selv hos hidtil trofaste købere.

Tap into the generosity of a few to fund production for many!

Sådan lyder pointen i al sin korthed i en nylig opsamling i Huffington Post om crowdfunding i medierne. Eksemplerne er efterhånden mange – så hvorfor ikke? Hvis du kan nå et mindretal, som virkelig ønsker dig alt det bedste, og endda er villig til at betale for det…

Ja, det kræver nok en hel del nytænkning. Alene det at man betaler for noget, der ikke er skabt endnu. Som journalister er vi jo vant til, at folk køber vores produkter. Kan vi få folk til at betale for en serviceydelse som for eksempel løftet om at holde øje med den lokale magtudøvelse og rapportere om det, når den misbruges?

Det ved vi endnu ikke meget om. Men mediekommentator Brooke Gladstone foreslår meget fornuftigt, at medier/journalister prøver ideen af ved at prøve at spørge om penge på den måde. Hun kalder mekanismen “consumer surplus” (hentet fra den økonomiske videnskab): Forskellen mellem hvad noget “koster” – og den pris folk er villig til at betale, hvis de bliver spurgt på den rigtige måde!

Eksempelvis viste en videnskabelig undersøgelse umiddelbart efter, at New York Times indførte deres betalingssystem online, at betalingsviljen var betydelig større hos en gruppe, der havde fået forklaringen, at betaling var nødvendig for mediehusets overlevelse – end hos en tilsvarende gruppe, der ikke fik nogen forklaring.

Altså: Brugerne forstår godt, at journalistik koster penge. Og der findes også folk derude, der godt vil betale (og endnu flere der ikke vil). Kan de, der vil, mon finansiere hele molevitten for os alle?

Som sagt er der allerede et hav af eksempler på crowdsourcing – også i journalistikkens verden. En af medieverdenens store iværksættere, David Cohn, var tidligt ude med projektet Spot.Us, og har her nogle gode råd efter et par år med projektet, der samlede penge ind til journalistiske projekter:

  • Præsentér et specifikt opnåeligt mål (hvilket jo går lidt imod det, jeg taler for ovenfor :-) )
  • Forsøg at forklare hvorfor dette mål er ønskeligt og hvad pengene skal bruges til
  • Brug en masse tid og kræfter på at forklare om projektet, så ingen mulige donorer kan være i tvivl om  dets eksistens
  • Fortæl klart hvordan projektet udvikler sig

Email nyhedsbreve: The power of “push”

Mens alle snakker om sociale medier, bliver email nyhedsbreve i stigende grad den vigtigste mediekanal for mange organisationer.

Så sent som i går diskuterede vi i udviklingsarbejdet omkring et nyt mediekoncept, hvordan man bedst holder folk opdateret og giver dem overblik. Twitter faldt først for – men har unægtelig den svaghed, at ikke ret mange bruger tjenesten. Hvad så med et dagligt nyhedsbrev?

For talrige danske organisationer som Kræftens Bekæmpelse, Dansk Røde Kors, DS Håndværk & Industri, 3F plus mange andre udgør nyhedsbrevet i dag det stærke bånd til medlemmerne: Det gør opmærksom på relevante artikler og andet indhold. Men endnu vigtigere: Her fastholdes og udvikles relationen til brugerne.

“Push” er ikke død

Alle taler ellers om, at ”push” er på vej ud og erstattes med ”pull” – dvs. at vi må lade industrisamfundets tanke om at vi kan fodre folk med færdigprodukter erstatte af en anden organiserings- og produktionsmåde.

Men nyhedsbrevet – og indbakken som sådan – er beviset på, at ”push” på ingen måde er en død tanke. Tværtimod giver det rigtig god mening fortsat at skubbe ting ud foran snuden på brugerne – hvis vi ellers kan læse deres tanker og behov og udvikle nyhedsbrevets indhold og form herudfra.

Der er masser af vigtige redskaber i den værktøjskasse, nyhedsbrevs-redaktøren skal bruge for at udvikle sin mediekanal. Vi kommer ind på de fleste på kurset Nyhedsbrevet – din vigtigste mediekanal i september. Desuden vil jeg her på bloggen skrive en del om dem i den kommende tid.

Nyhedsbrevet og bloggen er i familie

Først og fremmest er det vigtigt at se nyhedsbrevet som en mediekanal i sig selv. Altså, at det ikke bare er et spørgsmål om at dumpe nogle links ude hos brugerne, men om at skabe en kanal med sin egen tone, stemning og tiltaleform som en interessant og indbydende invitation til at udforske indholdet yderligere.

På forskellige måder deler de bedste nyhedsbreve de samme kvaliteter som en god blog – for nu igen at koble til, hvordan de sociale medier fungerer:

  1. Gode nyhedsbreve formår at henvende sig til dig og engagere dig på et personligt niveau: ”Jeg kender dig, og ved hvad du har brug for lige nu”
  2. Det gode nyhedsbrev leverer information lige når du har brug for den – og forklarer dig hvorfor den er vigtig lige nu
  3. Både blogs og nyhedsbreve er aktive og omhyggelige med at linke videre – ikke nødvendigvis kun til eget indhold, men også som en samlende ”kuratering” af andres indhold
  4. Den sidste faktor undrer du dig måske over – men i mine øjne inviterer både gode blogs og gode nyhedsbreve til interaktion med brugeren: Man kan naturligvis både kommentere, dele erfaringer og pege i nye retninger. Det føles godt at blive budt ind!

Udenlandske eksempler vi kan lære af

Omvendt er forskellen mellem formålet med nyhedsbrevet og brugen af de sociale medier klar: Nyhedsbrevet egner sig fortrinligt til at styrke båndene til en velkendt målgruppe, mens de sociale medier (ud over at kunne det samme) har potentiale for at sprede buskaber til folk, man endnu ikke har en relation til.

Blandt de udenlandske eksempler, vi kan lære af er:

  • “The Slatest” – udgivet af Slate
  • “The Cheat Sheet” – udgivet af The Daily Beast
  • “Playbook” – udgivet af Politico

At nyhedsbrevet også meget vel kan være din nye fremtidige stand-alone udgivelses-kanal, er “The Skimm” et eksempel på. Et nyt “medie” rettet mod 22-34-årige kvinder.

The Skimm er udgivet af Carly Zakin (27) og Danielle Weisberg (26), begge tidl. NBC. En kuratering af alt hvad der er værd at vide for veluddannede, travle yngre kvinder: “it simplifies the headlines for the educated professinal who knows enough to know she needs more!”

We saw our friends weren´t getting served by traditional media. An email newsletter made the most sense … to make it part of the daily routine. I wake up, roll over, and look at my email!

siger Carly Zakin i CJR-artiklen Streams of Consciousness.

Og sociale medier? Ja, det er en stadig strøm af mere eller mindre relevante informationer. Selv for unge kvinder er emailboksen stadig stedet, hvor du får overblik over, hvad der er vigtigt for dig.

Tak for i år – et spændende 2013 venter!

Her på falderebet af 2012 lige en hilsen til alle trofaste læsere af NyJournalistik med tak for året der gik – ønsker om et rigtig spændende 2013 i journalistikkens verden.

I denne tid er der jo masser af bud på både kig frem og tilbage. Men skulle du have bare en smule tid til overs, så tag og klik dig lidt rundt på Nieman Journalism Labs samling af forudsigelser fra en række af den amerikanske mediebranches skarpeste hoveder.

Jeg kan især anbefale læsning af indlæggene fra Heidi Moore, Dan Gillmor, Kristin Taylor, Rex Sorgatz og Jan Schaffer. Utrolig inspirerende. Der er meget at notere sig, overveje og begynde at teste af.

Rigtig godt nytår!