Det er en fantastisk god idé, der på mange måder kan være nyttig for et hvilket som helst mediehus, der orker (og evner) at kigge indad og vurdere egen journalistisk indsats:

• Al intern udvikling bygger på, at man er i stand til at vurdere og analysere det, man allerede gør – i forhold til hvad man burde gøre. Så det kan være et super redskab for at gå målrettet videre.
• For det lokalsamfund eller community af anden art, man nu arbejder for, er det ikke andet end rimeligt, at man fortæller, hvad man er lykkedes med, og hvad man i øvrigt satser på. Åbenhed/transparens er en vigtig faktor i fremtidens medieudvikling.

 Og så kan jeg ikke lade være med at tænke på den aktuelle snak om nye mediestøtte-ordninger: 

De fleste mediefolk virker skrækslagne over  risikoen for, at der kunne gives penge til redaktionel kvalitet. For hvem skal vurdere den? Og risikerer det ikke bare at blive smagsdommeri?

Eksemplet her viser, at det er muligt at fortælle om sine redaktionelle planer – og om man lykkes med dem. 

En redaktionel selvangivelse er en spændende analogi i overvejelserne om, hvordan man vurderer journalistisk kvalitet. Når det gælder skattebetaling, bygger systemet på selvangivelse. Og så findes der trods alt dygtige folk, der kan afsløre, om folk snyder…

Det er et strålende forslag, der ganske givet også vil kunne være til mediernes eget bedste. En sådan opgørelse vil ganske givet kunne bruges aktivt i markedsføringen over for mediebrugere, som mener, at det stadig vigtigt, at medierne spiller rollen som den 4. statsmagt.

Flere  norske dagblade, bl.a. Stavanger Aftenblad, har i årevis udarbejdet et redaktionelt årsregnskab, der viser, om mediehuset har levet op til de forventninger, lokalsamfundet og mediehuset selv har haft til indsatsen.

Og herhjemme har Berlingske Tidendes gravegruppe udarbejdet Den journalistiske forskudsopgørelse, der fortæller, hvilke mål gruppen satte sig for 2009. Ved nytårstid gøres året op i en resultatopgørelse.

Så kan alle interessenter – både inden for murene og blandt publikum – se hvad man vil, og om det lykkes. Andre mediehuse kan med fordel gribe den bold – uanset om det på et tidspunkt bliver et krav for at få mediestøtte.

Kendetegnende for de fleste af indlæggene vil være, at de vil tage afsæt i leverandørernes – mediehusenes – behov snarere end hensyn til selve journalistikken. Hvilket man sådan set godt kan forstå, når man ved, hvor meget licensen betyder for DR og momsfritagelsen for dagbladene.

Men som det fremhæves i en fin opsummering af Dagbladet Information forleden: “Det overordnede formål er at opretholde og styrke den demokratiske debat i samfundet”.

Det er vel sådan set stadig selve journalistikkens livsnerve, når man skræller varemærke-arbejde, fokusgruppeanalyser og anden nødvendig produktudvikling væk. 

Den svenske mediedebattør Fredrik Strömberg skrev for nylig et fremragende indlæg, der også meget fint kan læses i Danmark: Vi behöver journalistik. Men kanske inte just den här journalistik.  Han skriver blandt andet:

Det är inte genom att rädda medierna at vi kommer att rädda journalistiken. Det är genom at rädda journalistiken vi kommer att rädda medierna.

Det kan være værd at tænke over, når debatten om mediestøtten brager om ørerne på dig.