Prøv en gang at tjekke WellCommons, et nichesite fokuseret på sundhed, opbygget af lokalavisen Lawrence Journal-World i Kansas. Her er rigtig meget at tænke over. Og måske gå i gang med at bakse lidt med.

WellCommons vandt i slutningen af 2011 en EPPY-award hos Editor and Publisher for “Best Community Service”.

Niche-vertikaler

Først og fremmest deres tanke om at opbygge stramme vertikale niche-sites, der både lever deres separate liv og samtidig føder ind til et fælles modersite. LJ World har dsuden bl.a. underholdningssitet Lawrence.com, sportssitet KUSports.com, bæredygtighes-sitet SunflowerHorizons.com og har planer om flere – bl.a. uddannelse og et lokalt business-site.

Journalister og brugere bidrager på lige fod

Alle brugere kan skrive artikler og levere fotos, video og andet materiale, der kommer ind i samme strøm og på lige fod med materialet fra den professionelle redaktion. Eneste krav er, at man optræder med fuldt navn. På WellCommons leverer brugerne cirka halvdelen af stoffet – cirka 4-5 artikler om dagen. Det kan blandt andet være om initiativer i lokale foreninger og organisationer. Brugernes stof bliver ikke redigeret eller bedømt, før det lander på sitet.

Kvinden bag sitet, Jane Stevens refererer til Chris Andersons idé om “The Long Tail”, når hun skal bedømme brugernes bidrag: Det er stof der vedrører en lille del af lokalsamfundet og som journalisterne derfor typisk ikke vil prioriterer. Men på et niche-site om sundhed har det stor relevans for nogle læsere.

Tænk løsninger og community

I forbindelse med alle artikler er det muligt at oprette og tilmelde sig grupper. Tanken bag er, at sitet i så vid udstrækning som muligt skal være løsningsorienteret. Og det er blandt andet – med inspiration fra de sociale medier – at tilbyde brugerne at gå sammen og udveksle erfaringer og prøve at gå videre med nogle ting. Det kan f.eks. være at arbejde for sundere mad for skolebørnene eller tilbyde nye motions-tilbud i lokalområdet.

Samme tankegang ligger bag den “advisory group” på 25-30 personer, der løbende følger WellCommons og kommer med forslag til konkret indhold og generelle strukturelle forbedringer.

De nævnte elementer kræver naturligvis et CMS, der gør det let at styre alle disse faciliteter. LJ World har selv udviklet CMS´et Django, der gør det muligt – og i øvrigt nu bruges af flere andre mediehuse i USA.

Sponsorater frem for annoncer

Bannerannoncer er stadig en del af indtægten, men LJ World har desuden haft held til at finde et antal sponsorer, der nu er blevet den centrale indtægtskilde. Interessant nok er det i følge Jane Stevens i høj grad organisationer og virksomheder, der ikke tidligere har annonceret i avisen, men som finder netop dette nichesite interessant!

Målet er at hente i alt 250.000 USD om året. Beløbet skal kunne dække  to faste reportere plus en andel af mediehusets samlede mængde af ledelse, teknisk udvikler-kapacitet, database-reportere osv.

Hvis du vil læse mere om erfaringerne med WellCommons kan jeg anbefale disse to artikler:

Streetfight (magasin om hyperlokale medier): Jane Stevens: The revolution of Social Media and Local News

Knight Digital Media Center: WellCommons: Revolution under the radar

Det er John Robinson, mangeårig redaktør på avisen News & Record i North Carolina, der bringer det kontroversielle synspunkt frem her, hvor han selv så småt er ved at trække sig tilbage.

Det er interessant læsning for alle ansat på lokale medier – selvom du sikkert ikke er helt enig.

Den store graverkonference sluttede lørdag af med en interessant debat om, hvordan lokaljournalistikken bliver mere kritisk og undersøgende. Som input til den snak var Marianne Hansen og jeg blevet bedt om at tage temperaturen på lokaljournalistikken aktuelt.

Vi sendte derfor før konferencen nogle spørgsmål ud til 41 redaktører for lokale og regionale medier og fik svar fra 15. Så nogen repræsentativ undersøgelse var det ikke. Men den gav nogle interessante indikationer, som jeg lørdag præsenterede i et kort oplæg på konferencen.

Den korte version kommer her: De fleste lokale medier (af dem der svarede) arbejder jævnligt med undersøgende journalistik, men det foregår som oftest i form af afgrænsede projekter af mere afdækkende karakter. Altså hvor man går i dybden med et emne som for eksempel parkeringsproblemer i byen og over en periode præsenterer en række artikler med forskellige vinkler på problematikken.

Blandt de eventuelt begrænsende faktorer fremhæves mangel på tid som den vigtigste, mens kompetencer hos medarbejderne også vurderes at have betydning. Til gengæld mener redaktørerne ikke, at mangel på ledelseskraft har den store betydning. Og brugernes interesse opleves bestemt heller ikke som en begrænsning.

Endelig blev redaktørerne også spurgt, om den undersøgende journalistik er et vigtigt redaktionelt indsatsområde, og alle svarede, at det enten er “meget vigtigt” eller “af en vis betydning”.

Der er altså hos de lokale medier enighed om, at journalistikken helst skal være mere kritisk og undersøgende – men hvordan? Det kom den efterfølgende debat til at handle om.  Tre redaktører gav deres bud, og blev så selv udsat for det kritiske spørgsmål: Hvad gør du selv ved det?

Debatten tog en ganske interessant drejning. Til at begynde med handlede den i høj grad om medarbejdernes mangel på lyst eller mod til at kaste sig over undersøgende projekter. Og gradvist – tilskyndet af kommentarer fra salen – ændrede den karakter til at handle om de redaktionelle chefers evne og lyst til at fremme den kritisk undersøgende journalistik.

“Vi har et ansvar for, at journalistikken bliver skarpere. Vi skal vise, at vi vil det! I virkeligheden er det andre ting, der bliver prioriteret i dagligdagen”, lød en af kommentarerne fra en tilstedeværende chefredaktør.

Set sådan lidt fra sidelinien var det en interessant drejning. Der kom ingen afgørende gennembrud  eller løsninger. Men det var dog en voldsom nuancering i forhold til et klassisk redaktør-udsagn om, at det er medarbejderne, der mangler begejstring og hjerteblod!

Desuden blev snakken efter min mening lidt for fokuseret på at få flere kandidater til Spadestiksprisen næste gang. Altså de store lysende projekter. Jeg så meget gerne, at der var lidt mindre fokus på “projekter” – og mere opmærksom på at styrke mange af hverdagens historier, der ofte lider af åbenlyse mangel på omhyggelig vinkling, selvstændig research og dataanalyse og i det hele taget bredere kildevalg.

Kunne vi da bare komme lidt i den retning – så vil brugerne garanteret også opdage det!

16 journalister på dagblade og ugeaviser var i sidste uge på kursus i at arbejde mere metodisk med netværk af kilder og brugere (”Lokaljournalistik i netværk”) på UPDATE. Og det kom der et væld af gode ideer ud af.

En del indså, at Twitter vil kunne blive et nyttigt redskab. Andre ønskede at involvere brugerne i lokaljournalistikken via Facebook. Mens andre igen ønskede at begynde med involvering af lokale ildsjæle via kaffe-og-kage-møder på redaktionen eller nærlokale redaktionsmøder i landsbyer eller bydele.

Gennemgående for deltagernes refleksioner var, at de generelt havde stor lyst til at involvere brugerne langt mere i lokaljournalistikken, end det tidligere har været praksis. Men det skal ske som delbidrag i form af tips, erfaringer, førstehånds-observationer osv. Og ikke som “færdig”  journalistik i form af artikler.

Erfaringerne med borgerjournalistikken er tilsyneladende for negative. Mangel på kvantitet og kvalitet er det, der står tilbage, selvom borgerne/brugerne på bl.a. JydskeVestkysten også har leveret mange nyttige bidrag.

Det var meget i tråd med, hvad chefredaktør Anette Novak fra den nordsvenske avis Norran talte om i sit gæsteoplæg via Skype. Her præsenterede hun erfaringerne med åbne redaktionsmøder, som Norran har haft hver dag siden 2009. I et chat-lignende forum kan læserne kommentere og bidrage med informationer til mange af de historier, redaktionen arbejder på. Der er altid en journalist, der følger indlæggene og giver hurtig respons.

Vi ville være en læserdrevet avis version 2.0. Vores redaktion skulle være åben til at kunne modtage viden og erfaringer fra brugerne – uden alle de dårlige ting, der ofte følger med.

Hun fortalte, at mange på redaktionen i begyndelsen mente, at der slet ikke var noget nyt i initiativet. Man havde jo altid haft god kildekontakt. Men nu – to år efter – kan alle se forskellen. Antallet af tips er blevet 10-doblet. Og rigtig mange af kommentarerne er direkte nyttige i det journalistiske arbejde.

Anette Norran nævnte en række eksempler, hvor den såkaldte “eRed” havde lagt en helt ny dimension på journalistikken. Blandt andet i forbindelse med en forurening af drikkevandet i hovedbyen Skellefteå. Efterspørgslen efter informationer var enorm, og mediehuset blev i den grad stedet, folk gik til med spørgsmål og bekymringer. Kommunens informationsafdeling besluttede ligefrem at informere via Norrans chat som hovedkanal.

“Jeg vil gå hjem og prædike, hvad Anette Novak siger: Vi skal tage vores læsere alvorligt”, lød det efterfølgende fra en af kursusdeltagerne.

The Guardians kilde til inspiration er den svenske avis Norran, der siden 2009 via live-chatten eEditor har ladet læserne følge nyhedsarbejdet og komme med indspil og kommentarer.

Jeg talte her til morgen med chefredaktør Anette Novak om erfaringerne. Jeg er ved at forberede kurset Lokalournalistik i netværk, hvor Anette Novak d. 31. oktober vil være oplægsholder – via Skype.

Kursets hovedpointe er, at systematisk arbejde med netværk af kilder og brugere kan give både bedre og flere journalistiske historier. Samtidig kan det i sig selv gavne mediehusets “varemærke” at åbne op og lytte til, hvad brugerne har at sige.

Men er der overhovedet nogen, der gider at bidrage, vil den kritiske journalist naturligvis spørge. Det var også det første spørgsmål, jeg stillede Anette Novak. Hun har hørt det før og er lidt træt af det:

“Lad mig bruge en kendt metafor: Hvis nu telefonen ikke ringede en dag, ville du ikke kaste den i skraldespanden af den grund. Det handler om at sænke tærskelen for, at læserne kan komme i kontakt med os. Og det er langt lettere at nå os via live-chatten end at skulle ringe til os”, svarer Anette Novak.

Der er da dage, hvor der ikke sker så meget på live-chatten. Samtidig har hun mange eksempler på, at snesevis af folk bidrager i løbet af en dag, og journalistikkens rammer herved udvides og giver Norran en stærkere journalistisk position.

For eksempel da hovedbyen Skellefteå for nogen tid siden blev ramt af en vandforurening. Kommunens folk informerede så godt og hurtigt, de kunne, men alligevel strømmede folk til live-chatten for at få svar på alle deres spørgsmål. Kommunens informationsafdeling indså hurtigt, at det bedste, de kunne gøre, var at være til stede på live-chatten og deltage aktivt i debatten.

“Lokalavisen har tidligere været byens torv, og det kan vi blive igen – bare på  nye måder”, siger Anette Novak.

På kurset vil hun fremhæve en række andre eksempler, blandt andet i forbindelse med kommunale nedskæringer, storbrande og andre situationer, hvor læsernes hjælp får afgørende betydning. Endnu et eksempel, hvor live-chatten var med til at kvalificere journalistikken, fremhæves her i denne artikel på Journalisten.dk

Chatten er hele dagen bemandet med en erfaren journalist, så læserne får hurtig respons på spørgsmål og informationer.

“På eEditor snakker de direkte med et rigtig levende menneske, de får svar med det samme. Rent psykologisk giver det en helt anden lyst til at deltage,” siger hun til Journalisten.

“Og der er jo altid folk derude, der ved mere end os!”

Norran er i øvrigt nomineret til prisen som “Årets Redaktion” i Sverige – først og fremmest på grund af “ett sömlöst, respektfullt och fruktbart samarbete mellan läsaren och tidningens journalister”, som det hedder i motiveringen.

Glæd dig til at møde Anette Novak på Lokaljournalistik i netværk. Hvis du vil vide mere allerede nu kan du læse her og her.

Opdatering: Det svenske medie-site Resumé skriver i dag om The Guardians og Norrans “åbne redaktioner”.

Sammen med Viborg Stifts Folkeblad har jeg arbejdet på at finde frem til  en model for, hvordan professionelle journalister kan arbejde sammen med borgerreportere – med det formål at få både mere og bedre journalistik om de helt nære områder og emner.

Som du kan læse, er jeg helt fast i troen: Fremtidens lokale medier må nødvendigvis arbejde tæt sammen med gode folk i kvarterer og landsbyer i det område, de dækker. Og jeg mener, at projektet viser nogle veje til, hvordan det kan foregå.

Hvis du herefter har fattet interesse for emnet, vil jeg da lige gøre opmærksom på kurset Journalistik i netværk, der løber her i efteråret og netop er målrettet lokaljournalister, som ønsker at opbygge sådanne netværk af borgerreportere. Der er endnu et par ledige pladser på kurset.

Jo, de har masser af klik-statistik via Google Analytics og andet, men det giver et ret overfladisk billede af, hvad der lige var tilstrækkelig saftigt og kulørt i øjeblikket. Det var ikke så meget det…

Dernæst kan Facebook og andre sociale medier give en fornemmelse for, hvor meget en artikel bliver delt og kommenteret. Og det er da et stykke ad vejen.

Men hvilke historier betyder for alvor noget i det område af verden, jeg som journalist beskæftiger mig med? Hvad syntes folk var vigtigt? Hvad engagerede dem?

Et interessant spørgsmål, der ikke er noget let svar på, som det også påpeges af Ethan Zuckermann, nyudnævnt direktør for Center for Civic Media i dette blog-indlæg.

En god start er det dog overhovedet at interessere sig for, hvad journalistikken kan gøre for modtageren. At der ofte er behov for en overbygning på den rent informerende journalistik.

Måske kan konstruktiv journalistik være afsættet til at gå dybere ind i at tilbyde – og efterfølgende blive klogere på – folks engagement.

People are apathetic because they are powerless, not powerless because they are apathetic,

citerer Zuckermann en Benjamin Barber for – som del af en opfordring til at medierne bør give brugerne mulighed for at gøre noget!

Konstruktiv journalistik breder sig lige så stille – senest til Jydske Vestkysten. Også lokalavisen Lawrence Journal-World i Kansas satser på aktivisme via sitet WellCommons – her kaldet “social journalism”.

Tilbage til engagementet. Hjælpeorganisationer arbejder med et begreb, de kalder “theory of change” til vurdering af, om det er værd at kaste energi og penge i en given indsats. Det handler om at vurdere, hvad man ønsker at opnå – på langt sigt – og hvordan et bestemt projekt kan bidrage til at nå målene.

Det lugter af kampagne-journalistik, vil nogen sige, og det er no lidt derhen-ad. Men omvendt kunne journalister ofte med fordel sætte sig mål med det, de laver – ud over at fylde spalterne.

I andre former for projekter sætter man sig mål, og formulerer desuden målbare kriterier for succes. Det kunne journalister også gøre – og i det mindste begynde at arbejde med aspekter af journalistikken, der skal fremme og tilfredsstille brugernes engagement i en given sag.

Sidste år testede Update i samarbejde med Viborg Folkeblad aspekter af konstruktiv journalistik i en serie om Viborg-søernes sørgelige tilstand.

Efterfølgende viste en spørgeskemaundersøgelse, at 80% havde læst alle artiklerne, og 23% var klar til at gå ind i en fokusgruppe, der skulle arbejde videre med problematikken.

Det var kontant afregning på det med engagementet – og viser at det ikke nødvendigvis er umuligt. Første vigtige skridt er at begynde at interessere sig for det!

Det var de centrale spørgsmål, jeg prøvede at diskutere med mig selv og tilhørerne på Jysk Fagfest i Silkeborg i lørdags. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg gik klart igennem. Så derfor vil jeg prøve at forklare mig her også.

Traditionelt har avisen været både katedral og markedsplads i én samlet pakke. Annoncer har delfinansieret journalistikken, og folk har glade betalt for hele pakken.

Den løsning falder fra hinanden på to måder nu: 1) Stadig færre ønsker den pakkeløsning, men går mere målrettet efter specifik journalistik og information. Og 2) folk der har noget at sælge/købe finder i stigende grad andre kanaler.

Selvom “pakken” i form af avisen således bliver overflødig, tror jeg, det vil være nyttigt for lokale medier – hvis de vil overleve – at gå i gang med at udvikle både katedralen og markedspladsen. Det er ved at være sidste udkald!

Katedralen: Spræng rammerne for journalistisk indhold og form!

Stadig færre oplever, at lokale medier er særlig nødvendig på de tre klassiske områder:

1. Informere borgerne om væsentlige emner og problemstillinger så de kan træffe oplyste valg
2. Holde skarpt øje med lokale magthavere og beslutningstagere
3. Være platform for debat

Og hvis borgerne/læserne oplever det sådan, så er det sådan. Uanset hvad journalisterne selv synes.

En undersøgelse af den journalistiske dækning i 12 udvalgte kommuner viser, at der nok er et problem: 79% af den redaktionelle behandling af det politiske stof er servicemeddelelser (tidligere bragt som annoncer), 13% er rutinejournalistik, mens kun 8% er selvstændig fokusjournalistik – som oftest kritisk vinklede enkeltsager.

Det kan få konsekvenser for samfundets opbakning til de selvsamme medier, bl.a. i form af mediestøtten, der diskuteres lige nu.

Som vi talte om på konferencen, skal ikke alt nødvendigvis være fokusjournalistik. Men en større del skal bestemt være selvstændigt udviklet, vinklet – med vægt på aspekter som borgerne oplever som væsentlige og relevante. Og ikke mindst nyttige.

Det indebærer stor vægt på redaktionel udvikling. Både af form og indhold. Begrebet research skal udvides til andet og mere end at hente citater hjem. Og journalistikken kan med fordel sprænge de snævre rammer, vi kalder “en artikel” eller “en historie”.

Heraf følger nye journalistiske roller. Reporteren kan ofte med fordel tage en anden kasket på og blive igangsætter, organisator og samtaleleder. Blandt andet. Lyt for eksempel til den amerikanske underviser og konsulent Jeff Jarvis:

Organization is a business model. Look at the communities around you – not communities you start but communities you serve….

Det er ikke nye tanker. Der er masser af eksperimenter derude at tage bestik af udvikle videre. Gå bare i gang.

Det hele har til formål at øge mulighederne for, at journalistik og public service fortsat kan være en del af mediernes FORRETNINGSMODEL: Grunden til at nogen finder indsatsen så nyttig, at de vil betale for den.

Hvis ikke brugerne selv vil, er der muligheder for, at samfundet (i bredeste forstand), organisationer, kommercielle sponsorer eller rige onkler vil. Men det kræver altså, at der bliver leveret relevant public service for pengene!

Markedspladsen: Nye måder at give købere og sælgere mulighed for at mødes!

Vi har for længst accepteret tanken om, at katedralen er direkte knyttet til markedspladsen, så ingen problemer i det! Men hvorfor ikke udvikle også markedspladsen, så den bliver mere nyttig for lokalsamfundet. Annoncer trykt på papir er ikke nødvendigvis længere den mest relevante platform.

Kig da på, hvordan andre spillere prøver at udvikle nyt ud fra overvejelser om, hvad der mon vil være nyttigt og interessant for både brugere og potentielle kunder. F.eks. torg.fo og lokus.dk har fundet på løsninger, man kan lære af og gøre til sit eget.

Fordi lige præcis annoncesalget falder, betyder det ikke, at sælgere ikke stadig vil ønske sig hjælp til at nå nogle købere – og omvendt. Der kan vise sig endnu mere nyttige og effektive måder, som så også vil kaste penge af sig til mellemmanden.

Det er fotograf Klaus Madsen, som efter en lang årrække på Thisted Dagblad nu bruger en del af sin tid som aktiv efterlønner på at lave portrætter af thyboere, som har en spændende historie at fortælle. Og det er der rigtig mange, der har.

I billed, lyd og tekst kan man eksempelvis senest møde Vita og Jens, som i 35 år drev hotel, campingplads og spillested i Hjardemål Klit. Historien er et glimrende eksempel på, hvad det er, Klaus Madsen kan: Han lader folk komme til live som de personer, de er, og lader dem berette om deres liv på godt og ondt.

Uhyre enkelt – ja, måske nok – men alligevel et sjældent lys i mængden af gråmeleret lokaljournalistik. Vi ved fra talrige undersøgelser, at noget af det, folk efterspørger i lokaljournalistikken, er at komme tæt på personer i nærområdet. Hvorfor er der så så lidt af det?

Med en historie om ugen slider Klaus Madsen sig på ingen måde op, men lægger lige så stille sten på sten i det, der efterhånden kan blive en udgave af Thys samtidshistorie.

Det har de forstået på Thisted Museum, som støtter Klaus Madsens projekt helhjertet. Museet har nu overtaget websitet og dermed rettighederne til materialet.

Også andre har se de forretningsmæssige muligheder i projektet og har tilbudt ham et betydeligt beløb for at overtage sitet. Men det er Klaus Madsen ikke interesseret i.

Også annoncefolk på hans tidligere arbejdsplads, Thisted Dagblad, så de økonomiske muligheder i projektet. Der er nu indgået en aftale om, at mediehuset kan trykke historierne i et særtillæg, der udgives tre gange om året og husstandsomdeles i 20.000 eksemplarer med Thisted Dagblad. Som betaling modtager Klaus Madsen et betydeligt beløb, set i forhold til den tid, han anvender på projektet. Al økonomi går dog som nævnt gennem Thisted Museum.

Beløbet modregnes i Klaus Madsens efterløn, hvilket ikke gør ham noget, da han ikke er i det for pengenes skyld.

Men for alle andre med en lokal medieiværksætter i maven er det værd at lægge mærke til, at projektet samlet set genererer et betydeligt beløb, der både gør Klaus Madsen og Thisted Dagblad glade – samtidig med at Thisted Museum også gnider sig i hænderne over historierne, der kun bliver mere værd, i takt med at der bliver flere af dem!

Tag i øvrigt også et kig på nogle af de andre gode ting på NavnligThy: F.eks. den første af en række historier om lukningen af en lokal skole, Skjoldborg skole.

Hvis du har andre bud på lokaljournalistik, der peger fremad, er du mere end velkommen  til at give mig et praj. Jeg vil løbende præsentere nogle flere bud her på sitet.

OBS: Redigeret 6. maj med nogle tilføjelser fra Klaus Madsen.

Manden bag alken.dk, journalist Knud Abildtrup, fortalte på konferencen Journalistik tæt på borgerne i sidste uge om sine erfaringer med nærlokal journalstik de seneste fem år.

Intet er for småt for alken.dk. En raket i en tagrende nytårsaften kan give basis for en nyhedshistorie. Det samme kan det, når billetautomaten på stationen, der ellers var defekt, virker igen.

Det hele begyndte for godt fire år siden, da Knud Abildtrup en kort periode var arbejdsløs. Hvorfor ikke prøve det og holde sig fagligt i gang – og samtidig give lidt tilbage til det lokalsamfund, man bor i?

Sitet fortsatte, efter at Knud Abildtrup igen fik arbejde. Han er stadig ankermand og bruger efter egen vurdering 5-10 timer om ugen. Der går fast et par timer om søndagen. Resten puttes ind i dagligdagen, som det lige passer, mens han surfer på nettet, besvarer emails, læser eller lytter til alt muligt andet…

Hans konkurrent var ikke det lokale dagblad – det var kassen ved købmanden, hvor folk hænger alt muligt op, referater fra gymnastikforeningens bestyrelse, en forsvunden kattekilling eller en barnevogn til salg…

Fra starten var der en del skepsis blandt nogle af de lokale:

Nogle mente dengang, at en netavis ville fjerne folk fra hinanden.  Jeg mener, at man nu kan se, at det forholder sig omvendt: Det samler folk! Det fysiske og det virtuelle supplerer hinanden rigtig fint!

Nogle ældre bysbørn var ikke meget for det med internettet, og Knud Abildtrup lod sig overtale til at redigere et udprintet nyhedsbrev, der blev hængt op i førnævnte kasse ved købmanden. Efter et års tid holdt han op igen – de fleste var alligevel på nettet. Det hævdes ligefrem, at nogle Alken-borgere er kommet på nettet blot for at kunne følge med på alken.dk.

Som sagt er der stort set ikke noget, der er for småt til alken.dk. Alle byens borgere kan forvente omtale, når de har udrettet noget på hjemmefronten eller ude i den store verden. Faktisk kan de selv skrive om det!

I det hele taget er navnestoffet som i alle andre medier godt stof. I et nærlokalt medie som alken.dk tages alt og alle under særlig kærlig og personlig behandling. For eksempel i sektionen, der hedder Smalltalken.

Billederne har en særlig plads på alken.dk. Knud Abildtrup understreger, at det er meget vigtigt at få en masse fotos på nettet efter ethvert arrangement i byen. Se eksempelvis her fra sidste års byfest.

Og det betyder, at billedteksterne får en meget fremtrædende position. Knud Abildtrup skriver dem som det allerførste – og naturligvis med navne på alle de personer, der er på billederne.

Alken.dk er et pragteksemplar på et nærlokalt site, hvor alle kan læse om hinanden – og nytilflyttere kan finde navnet på folk, hvis ansigter, de lige har mødt på gaden. Og hvor der er plads til skæg og ballade som for eksempel her, hvor store og små Alken-borgere fortæller video-vittigheder.

Der er en hel sektion om lokalhistorie – med masser af både viden og anekdoter. Der er særlige sektioner for byens handelsliv – købmanden, for vandværket og for den lokale idrætsforening, Dover GF. Ja, der er ligefrem en særlig side for den endnu mindre nabo-landsby Svejstrup.

Alken.dk er et eksempel. Et strålende eksempel på, hvad et nærlokalt website kan gøre for folk, der bor og har et fællesskab sammen lige præcis her!

Men også et eksempel på, at de traditionelle lokale medier ikke længere er alene på banen. Masser af steder i landet vokser nærlokale medier ud. Som her af en driftig og dygtig journalists lyst til at bidrage til det lokalsamfund, han er en del af. Eller andre steder som udløber af borgerforeninger, boligforeninger, interessegrupper – eller som følge af enkeltpersoners lyst til at skrive.

Uanset motivet så bidrager de til en stadig tættere underskov af nærlokale medier, hvilket er herligt for borgerne, som får en tættere og måske også mere relevant dækning af livet omkring dem, end andre medier tidligere har været i stand til at give dem.

Det åbner for en hel del spørgsmål:

For eksempel: Hvad skal de etablerede medier stille op? Eksempelvis vil Midtjyllands Avis aldrig kunne behandle Alken-området lige så tæt og godt, som Knud Abildtrup gør. Bliver brødet taget ud af munden på dem? Njaaa…

…under alle omstændigheder ville det måske være en god idé at begynde at tage bestik af alle de udbydere af lokale nyheder og information, der findes i det samlede dækningsområde. Og måske begynde at samarbejde med dem. Både som henvisninger  – via links – og som redaktionelt samarbejde, hvor journalister, som får deres løn for det, kan arbejde videre med historier, som den nærlokale reporter har spottet?

En anden overvejelse kunne være: Hvis et nærlokalt medie kan levere så god, levende og relevant dækning af et område, som Knud Abildtrup kan – ville områdets folk så faktisk ligefrem være villige til at betale for det? Ville jeg selv betale et årligt “kontingent” på 500 kr. for en sådan service? Hmmm, ikke helt umuligt. Så ville 200 abonnenter give et fint bidrag til en deltids redaktør-stilling. Bare som en  overvejelse…