Lokaljournalistik der gør en forskel: Hold øje med Rødovre Lokal Nyt

Redaktør André Bentsen (tv) diskuterer lokaljournalistik med to redaktører fra Landslaget for Lokalaviser.

Redaktør André Bentsen (tv) diskuterer lokaljournalistik med to redaktører fra Landslaget for Lokalaviser.

Lokaljournalistikken er ved at få et ben mere at gå på. Det er ikke nok alene at levere nyheder af den klassiske slags. Lokalavisen kan gøre en større forskel i lokalsamfundet ved en mere aktivistisk og igangsættende indsats. Her går ugeavisen Rødovre Lokal Nyt forrest.

Først skal man finde Føtex-bageren i det omfangsrige indkøbscenter Rødovre Centrum. Ved siden af bageren kan man gå ind ad en dør og tage trappen op på anden sal. En lang kedelig gang fører til en række ens lyse kontor-døre. Og pludselig står der “Rødovre Lokal Nyt” på en af dem.

Brugerinddragelse og løsningsorienteret journalistik
Jeg er på studietur med Landslag for Lokalaviser. Den meget aktive organisation for de mindre norske lokalaviser, LLA, er i gang med et nyt udviklingsprojekt, hvor en lang række af de små avishuse deltager. Og i den forbindelse ønskede de et seminar og studiebesøg i Danmark med fokus på brugerinddragelse og løsningsorienteret journalistik.

Der var ingen tvivl om, hvem vi så skulle besøge: Ugeaviserne Albertslund Posten og Rødovre Lokal Nyt står begge for en fornyende journalistik med stor kærlighed til de lokalsamfund, de beskæftiger sig med. Og begge har vundet flere priser i Ugeavisernes Årspris, der overrækkes årligt i fire kategorier (og hvor jeg selv i øvrigt er jurymedlem).

Albertslund Posten har stået for en række spændende løsningsorienterede journalistiske projekter, der skal omtales nærmere en anden god gang. I det følgende er der fokus på ildsjælene i Rødovre.

Dette projekt "Velkommen til Rødovre", vandt guld i 2016-udgaven af Ugeavisernes Årspris.

Dette projekt “Velkommen til Rødovre”, vandt guld i 2016-udgaven af Ugeavisernes Årspris.

Velkommen til Rødovre
Rødovre Lokal Nyt blev årets ugeavis i 2015. Og kom i 2016 igen øverst på podiet i kategorien ”Redaktionelle ideer og initiativer” med serien ”Velkommen til Rødovre”, hvor avisen sørgede for en glad og varm velkomst til en række flygtninge, der kom til kommunen.

Helt bogstaveligt mødte omkring 400 mennesker op en frostklar vinterdag med flag og varm velkomst til de nye borgere. I en lang række artikler beskrev avisen, hvordan de kom i gang i Rødovre. Se et par af dem her og her.

Flere af Rødovre Lokal Nyts initiativer
Månedens mission: Her går avisen med hud og hår ind i kampen for en sag. Én måned går avisen til kamp for at skaffe jobs til kommunens førtidspensionister. En anden måned handler det om at fylde ishockeyhallen til byens stolte sønner, Rødovre Mighty Bulls, kampe.

Demokratisprojekt: På Grundlovsdag i 2016 fik Rødovre Lokal Nyt byrådet med på at garantere  politisk behandling til forslag, der kunne samle 1300 underskrifter. Røvovre Kommune har nu taget ideen til sig og inviterer nu selv til forslag på kommunens hjemmeside.

2610-Prisen: Rødovre lokal Nyt fik Arbejdernes Landsbank med på at uddele en pris til hjælpsomme personer i Rødovre – opkaldt efter byens postnummer. Her overrasker redaktør André Bentsen to drenge med prisen på deres arbejdsplads, Føtex. Se den rørende video her.

Involvering af unge i journalistik og aktivisme: En gang om året skriver mediefagsklassen på Rødovre Gymnasium en udgave af avisen. Senest handlede avisen om unge og psykisk sårbare. Desuden blev gymnasieeleverne engageret i indsamling af penge til rådgivningscentret Headspace.

Løbeklub: Lokalavisen vil gerne udvikle nye fællesskaber i lokalområdet: Og et af initiativerne er Rødovre Lokal Løb: Den første fredag i hver måned mødes alle, der har lyst, til en løbetur og efterfølgende øl og hygge. Gruppen på Facebook får stadig flere medlemmer, og redaktør André Bentsen betegner initiativet som en stor succes. Han er allerede klar med nye  planer. De næste initiativer bliver en filmklub og en løbeklub.

Projekt mod ensomhed: På mødet med nordmændene skitserer André Bentsen desuden endnu et kommende projekt, der handler om kamp mod ensomhed i Rødovre. Detaljerne skal ikke afsløres her – kun at han igen viser evner til at få sat et spektakulært projekt på benene med det formål at gøre en forskel i lokalsamfundet.

Undersøgende journalistik om udenlandske arbejderes forhold
Med al den fokus på de mange projekter nævnt ovenfor, kan man let glemme, at journalisterne i Rødovre faktisk har en skarp nyhedsnæse, og i 2015 også fik prisen for årets bedst nyhedshistorie, da de afslørede meget dårlige og ulovlige indkvarterings-forhold for udenlandske metro-arbejdere i en fabriksbygning i Rødovre.

Planlægning gør forskellen
Hvor mange er de da på den redaktion i storcentret i Rødovre, tænker du måske… Jamen de er kun 2! Redaktør André Bentsen og Journalist Christian Valsted.

”Arbejder I ikke nærmest i døgndrift”, lød spørgsmålet fra de målløse nordmænd.
”Njaah, vi kan – næsten – holde de 37 timer om ugen”, svarede redaktøren. “Vi planlægger godt og sørger for at bakke godt op for hinanden. Så hvis jeg skal til noget om aftenen, kan jeg godt vente med at komme på arbejde til midt på dagen!”

Når man ikke er ret mange folk, må man i endnu højere grad overveje, hvor man kan gøre den største forskel for sit lokalsamfund.

Se i øvrigt disse interessante projekter, som Landslaget for Lokalaviser står og har stået for:
Levende Lokalsamfunnn – gennemført 2012-2014
Med på laget - igangværende projekt med journalistik om foreninger og frivillighed

Hvorfor svarer journalisterne ikke?

Jeg fik for et par dage siden en email fra en engageret borger, jeg har mødt i forbindelse med et projekt om lokale medier, jeg laver for Kulturstyrelsen. Afsenderen skrev blandt andet:

Jeg har en del gange skrevet og kommet med (også efter andres mening) gode konstruktive forslag og ideer til forbedring af forskellige ting her i vores kommune. Jeg har også tidligere mailet til journalister og lokalredaktør, med ideer, forslag og tanker. Der er aldrig nogen der vender tilbage?? Hvordan får man dem til at reagere??? og hvorfor reagerer de mon ikke??

Jeg vil ikke her nævne mandens navn, eller den by han bor i. Jeg kan kun sige, at han virker vidende og engageret i den by, han bor i. Men han er, som det måske kan læses, også lidt frustreret over, at han har svært ved at komme i dialog. Hverken lokalpolitikere eller lokal-journalister reagerer på hans forslag.

Jeg svarede ham, at jeg ikke forstår, at journalister og lokalredaktør ikke svarer. Lokaljournalistikken lever i høj grad for – og af – lokalt engagerede borgere. Deres engagement vil ofte blive yderligere styrket af at have et konstruktivt og interesseret journalistisk medspil. Indtil et vist punkt selvfølgelig.

Det er desværre ikke første gang, jeg har hørt om, at mediehusene har svært ved at svare.

Jeg har hørt journalister sige, at de ikke har tid til at svare på henvendelser fra læserne om “alt muligt”. Ved også godt at nogle henvendelser kan karakteriseres som “brok”. Men langt de fleste, tror jeg, er folk som ovennævnte, som bare gerne vil bidrage med “ideer, forslag og tanker”, som han skriver.

Tiderne skifter, og en del af de nye tider er forventninger om øget dialog. “The people formerly known as the audience”, kaldte den amerikanske journalistik-professor dem. De folk der finder det helt naturligt at interagere med journalistikken. Og der bliver sandsynligvis stadig flere af dem.

Jeg tror, der både vil være god journalistik og god forretning i at organisere arbejdet på en måde, så der er tid til at svare folk som ham her.

Skriv meget gerne en kommentar her nedenfor.

Langelandsbillederne i Politiken

16. august bragte Politiken et foto-essay fra Langeland. Den efterfølgende reaktion fra mange af borgerne på Langeland kom bag på Politikens medarbejdere og ledelse, og der blev holdt et dialogmøde i Rudkøbing. Politiken tilbød senere, at langelænderne kunne komme til orde i avisen med et lignende fotoessay baseret på deres egne fotos. Det blev bragt den 25. oktober.

Sagen er blevet genstand for stor debat om journalistikkens kraft og ansvar for de mennesker, der bliver taget under behandling. Fotojournalist Klaus Madsen har skrevet dette indlæg om sagen.

Tekst: Klaus Madsen

Rubrik og bærende foto i Politikens foto-essay fra Langeland i august 2015.

Rubrik og bærende foto i Politikens foto-essay fra Langeland i august 2015.

Jonas Engels billedserie fra Langeland i Politiken har fået skarpe reaktioner på øen. Politikens fotochef har kvitteret med en udtalelse om, at det er beviset for at billedjournalistik kan skabe debat. Hans påstand er bevist, og skal på ingen måde modsiges.

Ingen diskussion om, at billederne er flotte.

De er så flotte, at æstetikken i billederne, opbygning og teknik, jo ganske skygger for fortællingen. Mennesker bliver pakket ind billedernes usigelige renhed.

På Langeland reagerer man mod ”komme til byen journalistik”. Mennesker og deres omgivelser bliver til en karikatur. Det, man forsøger at gøre til sandhed, bliver til en karikatur, og ingen ønsker, uden at vide det, at spille en rolle i et karikaturspil.

Når man holder mennesker ud i strakt arm, kommer man aldrig ind til den gode historie. Det bliver blot til den historie man som fotojournalist tager på rejsen, og blot søger efter brugbare illustrationer til.

Når man bogstavelig talt lefler for en bestemt billedstil kan det gå galt. Det er ikke bare en floskel, når man siger at ”alle mennesker har en historie”.

Det bliver til en floskel, når man har tænkt historien inden mennesket får lejlighed til at fortælle. Så når man aldrig ind i fortællingen.

Billederne og fortællingen fra Langeland ligner mistænkeligt resultatet af et fordomsfuldt redaktionsmøde, hvor en god ide bliver sat på et helt galt spor.

Når mennesker ikke kan identificere sig med en fortælling mister fortællingen sin værdi. Så er troværdigheden væk, og det har absolut intet at gøre med om det er en positiv eller negativ fortælling.

Forleden bragte Politiken Søndag en ny serie Langelandsbilleder, der denne gang var taget af folk på Langeland. Samme søndag mødte avisens ledelse op på Langeland til et møde med de, der følte sig udstillet og krænket.

Det er svært at se meningen med at holde en fotojournalistisk fortælling op mod billeder, som velmenende mennesker har taget. Det giver indtryk af en redaktion, der enten vil gøre grin med amatørbillederne, eller skaffe sig et forsinket alibi for en fordomsfuld beslutning.

Journalistikkens afstand til læserne

Det er som om journalister og journalistikken har forskanset sig i en
boble og gennem boblens skrøbelige gennemsigtighed betragter verden -
også på Langeland.

Ingen ønsker at anfægte den journalistiske frihed.

Ingen ønsker at anfægte retten til at føle sig hængt som borger på Langeland.

Ingen skal anfægte fotojournalistens ret til at fortælle sin helt egen historie om Langeland.

Ingen skal anfægte langlændernes ret til at at føle sig krænket.

Derfor er “Langelandsbilleder” et godt eksempel på, hvor langt journalistikken kan bevæge sig fra de mennesker, som skal se, læse og helst betale.

Reaktionen på “Langelandsbilleder” er vel første gang utilfredshed og utryghed over journalistikken kommer klart til udtryk. De fleste mennesker har reageret blot ved at lade være med at betale næste kvartals girokort.

Plusmodeller spreder sig: Selvfølgelig! Men hvad er næste skridt?

Jeg har lige deltaget i et live-interview med P4 Midt & Vest om Herning Folkeblads nye betalingsløsning på nettet, aoh+. Her er essensen af, hvad jeg tænker om det. Så kunne vi tage en snak om det her på bloggen?

I dag åbnede aoh+ på Herning Folkeblads hjemmeside med dette fremtrædende symbol.

I dag åbnede aoh+ på Herning Folkeblads hjemmeside med dette fremtrædende symbol.

Jeg har tidligere her været skeptisk over for, om det overhovedet nytter noget at tage betaling på nettet. Så vidt jeg kunne se, var “gratis” den eneste vej at gå. Nu har vi så set en række eksperimenter over hele verden. Og konklusionen må være, at det i en vis forstand kan give mening at tage penge på nettet.

Som en rent defensiv foranstaltning ser en plus-løsning som Herning Folkeblads ud til at give mening. Man kan ikke underminere kerne(avis)forretningen ved at give det samme indhold væk på nettet. Det siger sig selv. Så det er naturligt at gøre som Herning Folkeblad.

Der er to triste forudsætninger for den konklusion:

  1. Det er ikke lykkedes ret mange mediehuse at opbygge en forretning af betydning på salg af annoncer og andre indtægter på nettet. Man mister altså ikke ret mange penge ved at lukke gratisterne ude og hermed få mindre trafik.
  2. Der kommer ikke ret mange nye betalende avis-kunder til ved at lægge alt indhold ud i udstillingsvinduet. Avislæser-segmentet bare skrumper og skrumper.

Set i det lys er det nok bedst at se, om man kan begrænse frafaldet af avislæsere mest muligt. Og det er det, man gør med de fleste kendte plus-løsninger.

OK, f.eks. Ekstra Bladet har da fået ret godt fat med 23.000 rent digitale plus-kunder. Her satses også massivt på skabelse af unikt digitalt indhold (ud over side 9-pigerne), som kun kan fås, hvis du betaler. Indhold man kan se at EB–brugerne interesserer sig for.

Det kan andre medier som f.eks. Herning Folkeblad lære af – men alle ved at det kræver redaktionelle muskler. Det vil sige: Der kræves en redaktionel omstilling, hvor færre kræfter kan gå til at producere den avis, alle foreløbig lever af – til at udvikle indholdskoncepter ingen endnu ved om kan sælges.

Den er svær!

Montgomerys model for fremtidens lokale mediehus

En vis David Montgomery har sat journaliststanden i England i kog med et bastant udspil til fremtidens journalistrolle og redaktionelle struktur.

Fremtidens mediehuse er skåret yderligere i bemandingen og har i følge Montgomery et mindre antal personer ansat til følgende to funktioner: “Senior journalists” og “Content managers”. I følge oplægget vil de i mindre grad end nu skulle producere alt indholdet selv. En del vil blive leveret af såkaldte “third party contributors”.

A very dangerous vision

Årsagen til, at Montgomerys udspil er blevet læst så opmærksomt, er, at han siden sin afgang fra Mecom er blevet øverste chef for en ny engelsk mediekoncern, Local World, der rummer Northcliffes over 100 aviser og websites samt den noget mindre Illiffe-gruppe. Så mange ser hans oplæg som et bud på, hvad der venter.

Local Worlds hjemmeside.

Local Worlds hjemmeside.

Oplægget er blevet kommenteret vidt og bredt i England, blandt andet af National Union of Journalists, der kalder det “a very dangerous vision”.

Andre, her The Guardians Roy Greenslade, ser interessante perspektiver bag den lidt bastante udmelding.

David Montgomery mener, at journalistikken og medierne er fanget tilbage i industrisamfundet, og han ønsker radikalt at gøre op med den nuværende journalistrolle:

…the role of the journalist remains entrenched in the industrial age as a medium grade craft,

skriver han og prøver i et længere oplæg at beskrive, hvordan han ser en opgradering af journalistrollen.

Senior journalist

“The senior journalist” svarer lidt til, hvad vi i Danmark forstår som en fagmedarbejder, der blot får endnu mere selvstændigt ansvar og beføjelser. Nogle hovedelementer:

  • Det er slut med redaktionsmøder. Senior-journalisten har styr på sit område og arbejder som en fri fugl – kan evt. låne et skrivebord på redaktionen og kommer kun ind til enkelte briefinger. Arbejder ellers hjemme eller er ude og tale med kilder.
  • Journalisten bliver ansvarlig for publicering af det pågældende indhold på alle platforme.
  • En vigtig opgave bliver at forhandle med og tilbyde de såkaldte “third party contributors” attraktive rammer for det indhold, disse leverandører skal forsyne mediehuset med – publiceret direkte.
  • Journalisten er selv ansvarlig for at se nyheder og andet relevant information i dette materiale og præsentere dette stof på en relevant måde.
  • I forlængelse af ovenstående: Journalisten bliver i højere grad kurator og “broker” af stof, andre har produceret – og i mindre grad den der selv producerer alle historier.

Når de hidtidige støttefunktioner forsvinder, bliver “senior-journalisten” et one-man-band, der skal kunne mange forskellige ting:

The journalist will embody all the traditional skills of reporter, sub-editor, editor-in-chief, as well as online agility and basic design ability.

Content manager

Den anden vigtige opgave i mediehuset bliver rollen som “content manager”, hvori samles alle hidtidige funktioner, fra redaktionssekretær til redaktionschef og webredaktør. Content manageren skal i følge Montgomery

…skim largely online published content to create the newspaper in a single session or small number of sessions…

med det formål sammensætte indholdspakker på forskellige platforme, herunder print. Han mener, at der på ugeaviser kun bliver plads til en enkelt person, mens dagblade vil kunne have op til 5 content managere.

Essensen af ovenstående er for mig at se to centrale problemstillinger:

  • Er det en god idé i den grad som Montgomery beskriver at tage processer og støttefunktioner fra redaktionen og selvstændiggøre journalisten i så udbredt grad?
  • Er det en rigtig vej at gå at invitere de her “third parties” som politiet, virksomheder, sygehuse, skoler osv. til selv at publicere – og blot lade journalisten overvåge stoffet – og evt. fremhæve noget og anvende andet i egne produktioner?

Altså: Hvad er egentlig den mest nyttige og samfundsgavnlige måde at organisere og udføre journalistisk arbejde på i 2014? Montgomery har nok ikke helt ramt bull´s eye med sit oplæg. Men det er heller ikke sikkert, at fremtiden absolut ligner fortiden på en prik?

Nærlokale medier stortrives i England

Gårsdagens Community Journalism Conference i Cardiff gav et herligt indkig i en lidt kaotisk men blomstrende del af den engelske mediebranche: De nærlokale medier.

I samme takt som de kriseramte mediehuse lukker og slukker i en række engelske provinsbyer, åbner der nye lokale medier rundt omkring i de selvsamme byer. Ikke i prangende kontorer, men hjemme i folks dagligstuer. Det kan være journalister uden job – men lige så vel folk fra andre fag, men med et brændende engagement i deres nærsamfund.

Rapporten Here and Now: UK Hyperlocal media today gennemgår og samler den betydningsfulde tendens og giver talrige eksempler på udviklingen. Et eksempel er Bristol, hvor to journalister uden job har skabt The Voice, der nu udkommer i fire distrikter af byen – nu også på print.

Et andet eksempel er London-bydelen Brixton, hvor The BrixtonBlog nu har udvidet med den trykte udgave BrixtonBugle.

Og i York har en flok entreprenører skabt One&Other, der satser målrettet på det, vi herhjemme kalder konstruktiv journalistik.

Mens jeg fulgte konferencen i Cardiff i går fra distancen, noterede jeg en hel del interessante links til spændende projekter, vi herhjemme måske kan lære af. Her kommer nogle stykker:

  1. I Port Talbot i Wales er et nyt nærlokalt medieprojekt, The Magnet, gået i gang i samarbejde med  School of Journalism i Cardiff. Sidstnævnte vil finde ud af, hvordan man engagerer borgerne i medieproduktion.
  2. En af nøglepersonerne i udviklingen af nærlokale projekter rundt om i England, Sarah Hartley, fra projektet Talk about Local har udgivet en stribe artikler med tips om, hvordan man kommer i gang.
  3. Nick Booth og andre gode folk har i Birmingham udgivet The Community Lovers Guide, med “stories of the ways volunteers, community and social enterprise are changing relationships in the city”.

Altsammen er det til at lade sig inspirere af, hvis man drømmer om at åbne nærlokale medier rundt om i Danmark.

Advarsel: Tro ikke at der venter en gylden forretningsmodel et sted. De allerfleste af de nævnte projekter er drevet først og fremmest af kærlighed til lokalsamfundet.

Tilføjelse:

Der dukker hele tiden flere ting op i tilføjelse til ovenstående:

Ressource-guide af Paul Bradshaw til nærlokale mediefolk og bloggere

Detroit143: Kan journalistik mobilisere et samfund i krise?

Detroit er et samfund i dyb krise. Bilfabrikkerne lukker. Indbyggerne flytter væk, og hele bydele står halvtomme hen. Den tidligere borgmester er smidt i fængsel for korruption…. “Udkantsdanmark” er  den rene idyl ved siden af dette amerikanske samfund hastigt på vej i en nedadgående spiral.

Det er her, i Detroit, at en række erfarne mediefolk nu har kastet sig over et af tidens mest spændende medie-eksperimenter, Detroit143: Kan journalistikken mere end bare informere og underholde? Kan den ligefrem blive en aktiv dynamisk kraft i mobiliseringen af et lokalsamfund – og medvirke til at give ny energi og samle ressourcer hos en hårdt presset gruppe indbyggere?

En af dem er Poynter Institute´s Bill Mitchell, som for et par år siden var en af underviserne på Poynter Summer School i København. Bill begyndte sin journalistiske karriere i Detroit og har stadig hjertet i den hårdt prøvede by – ligesom en række af de øvrige aktører, Kirk Cheyfitz, CEO i Story Worldwide, og Shirley Stancato, CEO i New Detroit, en samling af byens ledende borgeraktivist-organisationer.

Detroit143 har hentet sit navn fra det kæmpe-område, byen dækker,  143 square miles. Men navnet har – viste det sig også en anden betydning: Tallene 143 betyder “I love you” i tekst-kodesprog. Bill Mitchell og hans kolleger er glade for den med-betydning:

We do love Detroit. And we believe there´s a need for a new kind of news service that combines informing communities with helping to mobilize them,

sagde Bill Mitchell for nylig på en konference på Berkeley University i Californien om konceptet “Next Step Journalism”.

Han og partnerne arbejder tæt sammen med de tilbageværende medier i byen, The Detroit Free Press og The Detroit News – men bygger ovenpå og kæder elementer sammen i nye former for journalistiske processer og fortællinger.

Bill Mitchell nævner tre hovedelementer i den måde, de tænker journalistikken på i Detroit143:

  1. Service-journalistik: En journalistisk retning, der tilbage i 1970´erne betød en mere anvendelses-orienteret journalistik, der i højere grad en tidligere knyttede an til folks hverdagsliv.
  2. Public journalism: I 1990´erne fik denne retning stor indflydelse på en række amerikanske medier, der besluttede at lade journalistikken fokusere på løsninger og inddrage borgerne i søgningen efter de bedste løsninger på samfundsproblemer. Det var en meget kontroversiel retning i de år.
  3. Udviklingen af internettet og de sociale medier, der gør det muligt at lede journalistikken i nye retninger – og som en længerevarende proces i stedet for som en færdig historie. Det er den retning, Bill Mitchell kalder “Next Step Journalism”.

Bill Mitchell og hans kolleger har fået en donation fra The Knight Foundation og har etableret dette website til at samle nogle af erfaringerne. Følg det selv løbende. Men du kan også forvente at blive holdt orienteret her på bloggen, hvor en række af initiativerne på Detroit143 vil blive behandlet.

Og sidst men ikke mindst: Det er lykkedes at få Bill Mitchell til at komme til København i eftersommeren: Kom og hør ham fortælle om journalistik som brobygger m.m.m. på konferencen Journalistik tæt på borgerne d. 17. september.

WellCommons: Lokaljournalistik tænkt forfra

Jeg har før jul udtalt mig skråsikkert om, hvordan lokaljournalistikken vil udvikle sig i 2012 – og det ligner (indrømmet) nok i høj grad “mere af det samme”. Måske var det en idé at gå mere radikalt til værks.

Prøv en gang at tjekke WellCommons, et nichesite fokuseret på sundhed, opbygget af lokalavisen Lawrence Journal-World i Kansas. Her er rigtig meget at tænke over. Og måske gå i gang med at bakse lidt med.

WellCommons vandt i slutningen af 2011 en EPPY-award hos Editor and Publisher for “Best Community Service”.

Niche-vertikaler

Først og fremmest deres tanke om at opbygge stramme vertikale niche-sites, der både lever deres separate liv og samtidig føder ind til et fælles modersite. LJ World har dsuden bl.a. underholdningssitet Lawrence.com, sportssitet KUSports.com, bæredygtighes-sitet SunflowerHorizons.com og har planer om flere – bl.a. uddannelse og et lokalt business-site.

Journalister og brugere bidrager på lige fod

Alle brugere kan skrive artikler og levere fotos, video og andet materiale, der kommer ind i samme strøm og på lige fod med materialet fra den professionelle redaktion. Eneste krav er, at man optræder med fuldt navn. På WellCommons leverer brugerne cirka halvdelen af stoffet – cirka 4-5 artikler om dagen. Det kan blandt andet være om initiativer i lokale foreninger og organisationer. Brugernes stof bliver ikke redigeret eller bedømt, før det lander på sitet.

Kvinden bag sitet, Jane Stevens refererer til Chris Andersons idé om “The Long Tail”, når hun skal bedømme brugernes bidrag: Det er stof der vedrører en lille del af lokalsamfundet og som journalisterne derfor typisk ikke vil prioriterer. Men på et niche-site om sundhed har det stor relevans for nogle læsere.

Tænk løsninger og community

I forbindelse med alle artikler er det muligt at oprette og tilmelde sig grupper. Tanken bag er, at sitet i så vid udstrækning som muligt skal være løsningsorienteret. Og det er blandt andet – med inspiration fra de sociale medier – at tilbyde brugerne at gå sammen og udveksle erfaringer og prøve at gå videre med nogle ting. Det kan f.eks. være at arbejde for sundere mad for skolebørnene eller tilbyde nye motions-tilbud i lokalområdet.

Samme tankegang ligger bag den “advisory group” på 25-30 personer, der løbende følger WellCommons og kommer med forslag til konkret indhold og generelle strukturelle forbedringer.

De nævnte elementer kræver naturligvis et CMS, der gør det let at styre alle disse faciliteter. LJ World har selv udviklet CMS´et Django, der gør det muligt – og i øvrigt nu bruges af flere andre mediehuse i USA.

Sponsorater frem for annoncer

Bannerannoncer er stadig en del af indtægten, men LJ World har desuden haft held til at finde et antal sponsorer, der nu er blevet den centrale indtægtskilde. Interessant nok er det i følge Jane Stevens i høj grad organisationer og virksomheder, der ikke tidligere har annonceret i avisen, men som finder netop dette nichesite interessant!

Målet er at hente i alt 250.000 USD om året. Beløbet skal kunne dække  to faste reportere plus en andel af mediehusets samlede mængde af ledelse, teknisk udvikler-kapacitet, database-reportere osv.

Hvis du vil læse mere om erfaringerne med WellCommons kan jeg anbefale disse to artikler:

Streetfight (magasin om hyperlokale medier): Jane Stevens: The revolution of Social Media and Local News

Knight Digital Media Center: WellCommons: Revolution under the radar

Da “vores avis” blev til “avisen”

Måske har avisernes tilbagegang ikke kun noget at gøre med ny teknologi og mangle på interesse for omverdenen. Måske har det noget med aviserne at gøre! At det er dem, der gradvist har mistet kontakten med med læserne…

Det er John Robinson, mangeårig redaktør på avisen News & Record i North Carolina, der bringer det kontroversielle synspunkt frem her, hvor han selv så småt er ved at trække sig tilbage.

Det er interessant læsning for alle ansat på lokale medier – selvom du sikkert ikke er helt enig.

side effects

#graver 11: Undersøgende og kritisk – ja, hvorfor ikke hver dag?

Det står godt til med den kritiske og undersøgende lokaljournalistik. Ihvertfald hvis man spørger redaktørerne. Realiteten er, at den hovedsagelig trives i afgrænsede projekter. Og den er oftere bredt afdækkende end kritisk og problemorienteret. Kunne vi da bare få lidt af den gode vilje til at smitte af på hverdagens journalistik?

Den store graverkonference sluttede lørdag af med en interessant debat om, hvordan lokaljournalistikken bliver mere kritisk og undersøgende. Som input til den snak var Marianne Hansen og jeg blevet bedt om at tage temperaturen på lokaljournalistikken aktuelt.

Vi sendte derfor før konferencen nogle spørgsmål ud til 41 redaktører for lokale og regionale medier og fik svar fra 15. Så nogen repræsentativ undersøgelse var det ikke. Men den gav nogle interessante indikationer, som jeg lørdag præsenterede i et kort oplæg på konferencen.

Den korte version kommer her: De fleste lokale medier (af dem der svarede) arbejder jævnligt med undersøgende journalistik, men det foregår som oftest i form af afgrænsede projekter af mere afdækkende karakter. Altså hvor man går i dybden med et emne som for eksempel parkeringsproblemer i byen og over en periode præsenterer en række artikler med forskellige vinkler på problematikken.

Blandt de eventuelt begrænsende faktorer fremhæves mangel på tid som den vigtigste, mens kompetencer hos medarbejderne også vurderes at have betydning. Til gengæld mener redaktørerne ikke, at mangel på ledelseskraft har den store betydning. Og brugernes interesse opleves bestemt heller ikke som en begrænsning.

Endelig blev redaktørerne også spurgt, om den undersøgende journalistik er et vigtigt redaktionelt indsatsområde, og alle svarede, at det enten er “meget vigtigt” eller “af en vis betydning”.

Der er altså hos de lokale medier enighed om, at journalistikken helst skal være mere kritisk og undersøgende – men hvordan? Det kom den efterfølgende debat til at handle om.  Tre redaktører gav deres bud, og blev så selv udsat for det kritiske spørgsmål: Hvad gør du selv ved det?

Debatten tog en ganske interessant drejning. Til at begynde med handlede den i høj grad om medarbejdernes mangel på lyst eller mod til at kaste sig over undersøgende projekter. Og gradvist – tilskyndet af kommentarer fra salen – ændrede den karakter til at handle om de redaktionelle chefers evne og lyst til at fremme den kritisk undersøgende journalistik.

“Vi har et ansvar for, at journalistikken bliver skarpere. Vi skal vise, at vi vil det! I virkeligheden er det andre ting, der bliver prioriteret i dagligdagen”, lød en af kommentarerne fra en tilstedeværende chefredaktør.

Set sådan lidt fra sidelinien var det en interessant drejning. Der kom ingen afgørende gennembrud  eller løsninger. Men det var dog en voldsom nuancering i forhold til et klassisk redaktør-udsagn om, at det er medarbejderne, der mangler begejstring og hjerteblod!

Desuden blev snakken efter min mening lidt for fokuseret på at få flere kandidater til Spadestiksprisen næste gang. Altså de store lysende projekter. Jeg så meget gerne, at der var lidt mindre fokus på “projekter” – og mere opmærksom på at styrke mange af hverdagens historier, der ofte lider af åbenlyse mangel på omhyggelig vinkling, selvstændig research og dataanalyse og i det hele taget bredere kildevalg.

Kunne vi da bare komme lidt i den retning – så vil brugerne garanteret også opdage det!