Sociale medier er kommet for at blive, og medierne gør nok klogt i at indtænke muligheder for at bidrage til, kommentere og dele journalistik.
Der er allerede spændende ideer at kigge på og lære af derude. Se for eksempel WellCommons, et sundhedssite for lokalsamfundet omkring byen Lawrence i Kansas. Sitet fokuserer på sundhed som et fælles anliggende og giver borgerne mulighed for at bidrage på lige fod med journalister.
Sitets struktur er baseret på grupper. Enhver journalistisk nyhed eller indlæg fra en borger kan være starten på en gruppe, og alle kan så tilslutte sig denne gruppe og sammen med ligesindede uddybe, kvalificere og aktivere det emne, gruppen handler om.
Det lyder måske en anelse syret for alle os, der er vant til at tænke i “historier” – men ideen er spændende og værd at følge.
Sitet rummer andre spændende ideer, der her beskrives af initiativtageren, Jane Stevens, som kommer fra Reynolds Journalism Institute og nu er ansat som director of media strategies på Lawrence Journal-World.
Blandt andet tænker man, at annoncører kan indgå på nye, mere aktive måder. Blandt andet kan kommercielle aktører også få lov til at oprette grupper, hvis de betaler for det, de kan sponsere grupper, og de kan deltage i samtaler på lige fod med alle andre.
Den lille lokalavis, Lawrence Journal-World i Kansas, er hermed igen fremme på forkant med udviklingen. Update har tidligere haft studieture til Lawrence, hvor man trods den beskedne størrelse de sidste 10 år har været pionér inden for mediekonvergens og flermedial udvikling.
(Tak til Editors Weblog for henvisning til projektet)
