Indlæg tagget med ‘læsning’

Vil iPad ændre spillet?

tirsdag, 2. februar 2010

Torsdag d. 28. januar, Fort Lauderdale, Florida

Det var dagen, hvor der var to store “nyheder” på forsiden af USA Today: Præsident Obamas tale til nationen – og offentliggørelsen af iPad fra Apple. “Is Apple´s “magical” iPad a game changer?”, spurgte avisen i analysens overskrift.

Efter at støvet har lagt sig, sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at det var en begivenhed, der kommer til at forandre mediebranchen udefra – fordi folk vil begynde at agere anderledes. Som magasinet Fast Company skrev i en kommentar samme dag: Denne tingest kommer til at koste dig en masse penge!

Bliver det iPad, Kindle eller noget helt tredje? Uanset hvad er der nu for alvor åbnet for muligheden for at kunne læse på en elektronisk skærm. Fordelene er åbenlyse, og ulemperne forsvinder én for én.

Det vil ændre folks medieforbrug. Præcis hvornår og hvordan – det er svært at sige. Men det vil ske. Journalistik på papir bliver uinteressant og vil forsvinde.

Dagen før besøgte vi flere amerikanske mediehuse, blandt andre Naples Daily News. Helt nyt hovedkvarter, splinternyt trykkeri. Vi tror stadig på papiret, lød forklaringen. Det er der mange mediehuse, der stadig gør.

Men hold alligevel øje med, hvad der sker derude. Der er al mulig grund til at begynde at tænke på journalistik som noget, der er digitalt.