Som skrevet i går er kun 8 procent af kommunal-journalistikken i de lokale medier kritisk fokusjournalistik, men den rammer lige hårdt hver gang:
Forurettethed og afvisning er stadig en typisk reaktion. Også kaldet “reaktiv krisekommunikation” i rapporten De lokale nyhedsmedier og kommunikationsstrategien, som Anker Brink Lund har været med til at skrive for Kommunernes Landsforening.
Rapporten foreslår selv en anden meget interessant tilgang: Kunne man gøre både folkevalgte og kommunalt ansatte til konstruktive historiefortællere?
Det er meget interessant, fordi der i medieverdenen er en tilsvarende bevægelse kaldet konstruktiv journalistik, som endnu er ret diffus og retningsløs, men der er dog nogle tanker om, at journalistik kan være konstruktiv – altså hjælpe med at se på løsninger.
Den gamle skabelon for “kritisk” lokaljournalistik ser nogenlunde sådan her ud: En sur borger henvender sig til avisen over en problem, han synes, han har. Journalisten skriver vidt og bredt om det og bringer til sidst et pip fra en kommunal embedsmand om, at sagen nok skal blive løst. Og læseren er sjældent meget klogere.
Det er sjældent, de lokale medier sådan rigtig har fat i de emner, der både er store og vanskelige – men væsentlige for et langt større antal mennesker end de her enkeltsager. Det er for journalistisk bøvlet, og ingen interessenter er som regel klar til at støtte op om en nuanceret dækning.
Da slet ikke den kommunale myndighed, hvor man er vant til at gøre succes op i antallet af glade pressemeddelelser!
Men hvorfor ikke også se lidt mere nuanceret på kommunikationsarbejde. Kommunikation 2.0 handler om åbenhed og at søge dialog med brugere og andre interessenter. Det er der kommet hul på mange andre steder i medieverdenen.
Konstruktiv kommunikation kunne være at åbne for diskussion af problemstillinger, hvor der ikke er klare åbenbare løsninger, men som af naturen er dilemmaer. Eller som måske bare er felter, hvor borgere og brugere ligger inde med vigtig viden og erfaring.
Det kunne være spændende at se kommunerne åbne for den type samtaler med lokalsamfundet – meget gerne i tæt samspil med lokale medier, som godt i den slags tilfælde kan spille rollen som redningshund. Og så hoppe tilbage i rollen som vagthund, så snart det er påkrævet.
Måske kender du eksempler på det allerede? Så vil jeg meget gerne høre om det!
Men ellers må vi udvikle de kompetencer hos landets kommunikatører – om de så er ansat i mediehuse, kommuner eller virksomheder. Det er nok nødvendigt at hente nye redskaber hos andre fagligheder. Dem bør vi nok gå på jagt efter i den kommende tid!
