Indlæg tagget med ‘kilder’

Fodboldjournalister skal være partnere

mandag, 3. maj 2010

Det kommende VM i Sydafrika var i sidste uge i centrum på Update-konferencen Fodbold og VM i Afrika, men vilkårene for sportsjournalistikken også sat på dagsordenen – og der udspillede sig meget interessante diskussioner, hvoraf flere vil blive behandlet her på bloggen i de kommende dage.

En vigtig diskussion handlede om sportsjournalisters arbejdsmetoder – og hvorvidt kampen om de hurtige nyheder på nettet fører til, at journalisterne for ofte skærer et hjørne af og lægger navn til historier, der ikke holder vand.

Journalist Frits Ahlstrøm, som er tidligere pressechef i UEFA, nævnte en række eksempler, hvor han mente danske sportsjournalister var gået for langt, og opfordrede generelt til, at journalisterne ser sig som partnere i stedet for modparter til sportens aktører, især klubber og spillere.

“Er det fordi, I synes, sportsdækningen er for negativ? Er det det, der får jer til at skrue bissen på”, lød spørgsmålet fra en af de tilstedeværende 60 sportsjournalister.

Det betyder ikke nødvendigvis, at man skal være enige om alting. Det er man heller ikke nødvendigvis i hjemme i familien. man må godt være kritisk. Men i risikerer at brænde nogle broer,

advarede Frits Ahlstrøm.

Landstræner Morten Olsen sad med i panelet. Han sagde også, at han accepterer kritisk journalistik, men nævnte flere eksempler, hvor han mente, at der decideret var tale om manipulation.

Diskussionen afspejlede et komplekst samvirke mellem journalister og kilder. Et samvirke, hvor der er forskellige forventninger til, i hvor høj grad journalisterne skal indgå i en form for samspil med fodboldens verden – og for eksempel skal indgå i aftaler om, hvad der kan spørges om (og ikke spørges om) i forbindelse med interview-aftaler.

Konferencen hos DBU i Brøndby var arrangeret i samarbejde med Danske Sportsjournalister.

Megatrend 4: Hurtige nyheder giver øget magt til kilder

fredag, 9. april 2010

Web first er ikke længere bare et slagord men en realitet. Det betyder stærkt fokus på hurtige nyheder og versionering til flere platforme. Det betyder i sidste ende øget magt til de organisationer og virksomheder, der prøver at sælge nyheder til redaktionerne.

Det er en af de centrale medietrends i rapporten State of the News Media 2010.

Stadig tyndere bemandede redaktioner bruger stadig mere tid på at producere “first accounts” – altså hurtige nyheder – og at få dem spredt på forskellige platforme, og konsekvenserne er, vurderer rapporten, at

This is focusing more time on disseminating information and somewhat less on gathering it, making news people more reactive and less proactive.

Det er også mit indtryk efter at have fulgt strømmen af nyheder på de største danske nyhedssites i nogle uge i slutningen af 2009 i forbindelse med projektet Digital Urban Living (resultatet er netop udgivet i rapporten E-publicering, der kan downloades fra sitet):

Der er hård kamp, nærmest på sekunder, om at komme først med nyhedEN. Men når først den er ude i den form, man nu har fundet passende, så står den ofte uantastet. Der ofres sjældent tid på at søge bekræftelse, dokumentation eller nye vinkler.

Kræfterne bruges i stedet på at søge kommentarer til det allerede udsendte, og der kan så nærmest ad bagvejen – når en kilde anfægter eller perspektiverer den fremsatte nyhedspåstand - fremkomme andre vinkler på sagen.

Det kan få store konsekvenser, som vi også har set i talrige tilfælde. Tag sagen med den københavnske skole, der tillod sig at holde møder kun for de tosprogede mødre. Det gav en masse hurtige politiker-kommentarer, bl.a. fra SF´s Villy Søvndal, uden at de egentlig vidste ret meget om sagen.

Det giver begrebet revolver-journalistik en helt ny mening: Her skydes virkelig fra hoften. Sådan er det naturligvis ikke i alle tilfælde, men tendensen er klar nok.

Som nævnt trækker den amerikanske rapport en anden tendens frem: At de såkaldte “newsmakers” – altså organisationer, virksomheder og andre ophavsmænd til nyheder – får mere magt i et sådant hurtigt miljø, hvor der skydes nyheder af først og (i bedste fald) spørges bagefter.

Det virker som om, de danske redaktioner endnu ikke har forholdt sig særlig meget til de problemer, som den øgede fokus på hurtighed fører med sig.