Indlæg tagget med ‘journalistisk kvalitet’

Redaktørerne må forklare og agitere

torsdag, 17. november 2011

Har lige haft 16 norske redaktører på besøg til en snak om journalistik og redaktionel udvikling i Danmark. Og i slutningen af seancen spørger en af dem:

Det ser for mig ud til, at vi som journalister og medier bliver stadig bedre til det, vi gør, og samtidig kan vi se, at vores brugere tilsyneladende behøver os mndre og mindre. Hvordan taler man i Danmark om journalistikkens rolle i demokratiet?

Hmm, ja, det er jo interessant. Kunne henvise til Lisbeth Knudsen opråb forleden, der så fik en ordentlig omgang sarkasme med på vejen gode folk, der definerer sig selv som tilhørende den digitale verden – og tilsyneladende i naturlig opposition til den etablerede medieverden.

Men kom så til at tænke på, at den slags opråb måske godt kan opfattes lidt klynke- og lad-os-forsvare-os-agtig. Det bliver (som altid) lidt indadvendt.

Jeg opfordrede redaktørerne til at komme ud af kontorerne. Ud og råbe i gaderne! I må markedsføre det, I står for. Forklare hvad I gør (også når det ikke går så godt) og gå i åben disput med alle, som har en mening om journalistik. Også når det gør mest ondt!

I kan ikke overlade markedsføringsopgaven til marketingafdelingen. Det er ikke produktet, I skal markedsføre. Det er journalistikken….

Jeg kom til at tænke på min snak i morges med skolelederen på mine børns skole. Hun fortalte om alle de initiativer, skolen har sat i gang rettet mod de kommende skolebørn og deres forældre i lokalområdet. Lige fra invitationer til åbent hus til humoristisk “guerilla-marketing”.

- Det er fantastisk. Godt at I gør alle de ting for at vise, hvad I står for, sagde jeg til hende.

- Ja. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på mange af mine kolleger, som bestemt ikke mener, at det er deres opgave at bruge tid på markedsføring. Og jeg ville heller aldrig have troet, at jeg skulle gøre den slags, da jeg startede som skoleleder for mange år siden, svarede hun.

Skolelederen er klar over, at tiderne er skiftet, og konkurrencen fra alverdens friskoler er intens. Samtidig ser det ud til i stigende grad at være i orden, at offentlige institutioner godt kan fortælle om, hvad de synes de er gode til.

Det de i virkeligheden gør, er at åbne op for en samtale med omgivelserne. Den anden side af en sådan markedsføring er at man åbner sig for spørgsmål og kritik. “Det lyder fint nok – men hvordan vil du så forklare at…” Osv.

Det samme må og bør medierne gøre. Selvfølgelig skal de da som en del af den åbning være tydelige om deres standarder og metoder. Jeg har en stor tro på, at den lukkethed der typisk præger de journalistiske redaktioner er med til, at de bliver malet op i et hjørne, hvorfra de næppe slipper ud.

Deklaration af journalistik?

tirsdag, 15. november 2011

Berlingskes chefredaktør Lisbeth Knudsen foreslår i en kronik i dagens avis (15.11.11.), at nyhedsmedierne – inspireret af fødevarebranchen – deklarerer nyhedsprodukter: I henhold til hvilke etiske standarder arbejder vi? Hvilke procedurer og metoder kan mediebrugeren regne med, at journalistikken er produceret i henhold til?

Det bliver mere og mere problematisk at skelne mellem nyheder og meninger, sandheder og falske oplysninger, partiske og ikke-partiske informationer, uafhængige eller manipulerede og ligefrem censurerede oplysninger,

skriver hun som baggrund for forslaget. Mediebrugerne har ganske simpelt krav på at vide, hvornår de er i kontakt med indhold produceret i respekt for medielovgivningen og visse etiske standarder, mener hun.

Det er et spændende forslag. Åbenhed om standarder, principper og konkrete metoder er et stort fremskridt. Det vil nok være svært at forestille sig, at medierne kan blive enige om et fælles sæt standarder. Dertil er deres journalistiske og forretningsmæssige arbejdsgrundlag nok for forskelligt.

Men at medierne hver især offentliggør deres principper, vil  være virkelig godt. Forhåbentlig suppleret med at journalister/redaktioner i forbindelse med specifikke historier også åbent fortæller, når de har arbejdet i grænselandet – eller måske ligefrem har udfordret de gældende principper.

Det er min påstand at masser af mediebrugere i forvejen godt kan spotte uldne journalistiske problemstillinger, og at de vil se positivt på at få tingene frem i lyset.

Og der er masser af udviklingsmuligheder. F.eks. har en del norske medier i mange år udgivet en form for redaktionelt årsregnskab, hvor de gennemgår årets resultater i forhold til “budgettet”: De løfter, man har givet læserne ved årets start.

Alt i alt taler vi her både om øget tydelighed og om øget journalistisk selvrespekt – men også om mere selv-kritik/erkendelse, når det ikke går helt, som brugerne kunne forvente.

Jamen hvad venter vi på? Går Berlingske forrest?

I øvrigt holdt Berlingske Media i går en interessant konference om journalistik, medier og demokrati. I den forbindelse kan anbefales disse artikler:

Kan et demokrati undvære professionel journalistik?

Mediernes nedtur kan blive demokratiets krise

Professionel journalistik og demokratiet

Kattekillinger, journalistikken og demokratiet

Redaktionel selvangivelse: Et element i ny mediestøtte-aftale?

fredag, 7. maj 2010

Jeg sidder og researcher på et kursus-oplæg til en større dansk medievirksomhed og falder så over et meget interessant initiativ fra den norske mediekoncern Polaris Media: Redaktionel selvangivelse 2009.

Det er en fantastisk god idé, der på mange måder kan være nyttig for et hvilket som helst mediehus, der orker (og evner) at kigge indad og vurdere egen journalistisk indsats:

  • Al intern udvikling bygger på, at man er i stand til at vurdere og analysere det, man allerede gør – i forhold til hvad man burde gøre. Så det kan være et super redskab for at gå målrettet videre.
  • For det lokalsamfund eller community af anden art, man nu arbejder for, er det ikke andet end rimeligt, at man fortæller, hvad man er lykkedes med, og hvad man i øvrigt satser på. Åbenhed/transparens er en vigtig faktor i fremtidens medieudvikling.

 Og så kan jeg ikke lade være med at tænke på den aktuelle snak om nye mediestøtte-ordninger: 

De fleste mediefolk virker skrækslagne over  risikoen for, at der kunne gives penge til redaktionel kvalitet. For hvem skal vurdere den? Og risikerer det ikke bare at blive smagsdommeri?

Eksemplet her viser, at det er muligt at fortælle om sine redaktionelle planer – og om man lykkes med dem. 

En redaktionel selvangivelse er en spændende analogi i overvejelserne om, hvordan man vurderer journalistisk kvalitet. Når det gælder skattebetaling, bygger systemet på selvangivelse. Og så findes der trods alt dygtige folk, der kan afsløre, om folk snyder…