Indlæg tagget med ‘journalistisk etik’

Deklaration af journalistik?

tirsdag, 15. november 2011

Berlingskes chefredaktør Lisbeth Knudsen foreslår i en kronik i dagens avis (15.11.11.), at nyhedsmedierne – inspireret af fødevarebranchen – deklarerer nyhedsprodukter: I henhold til hvilke etiske standarder arbejder vi? Hvilke procedurer og metoder kan mediebrugeren regne med, at journalistikken er produceret i henhold til?

Det bliver mere og mere problematisk at skelne mellem nyheder og meninger, sandheder og falske oplysninger, partiske og ikke-partiske informationer, uafhængige eller manipulerede og ligefrem censurerede oplysninger,

skriver hun som baggrund for forslaget. Mediebrugerne har ganske simpelt krav på at vide, hvornår de er i kontakt med indhold produceret i respekt for medielovgivningen og visse etiske standarder, mener hun.

Det er et spændende forslag. Åbenhed om standarder, principper og konkrete metoder er et stort fremskridt. Det vil nok være svært at forestille sig, at medierne kan blive enige om et fælles sæt standarder. Dertil er deres journalistiske og forretningsmæssige arbejdsgrundlag nok for forskelligt.

Men at medierne hver især offentliggør deres principper, vil  være virkelig godt. Forhåbentlig suppleret med at journalister/redaktioner i forbindelse med specifikke historier også åbent fortæller, når de har arbejdet i grænselandet – eller måske ligefrem har udfordret de gældende principper.

Det er min påstand at masser af mediebrugere i forvejen godt kan spotte uldne journalistiske problemstillinger, og at de vil se positivt på at få tingene frem i lyset.

Og der er masser af udviklingsmuligheder. F.eks. har en del norske medier i mange år udgivet en form for redaktionelt årsregnskab, hvor de gennemgår årets resultater i forhold til “budgettet”: De løfter, man har givet læserne ved årets start.

Alt i alt taler vi her både om øget tydelighed og om øget journalistisk selvrespekt – men også om mere selv-kritik/erkendelse, når det ikke går helt, som brugerne kunne forvente.

Jamen hvad venter vi på? Går Berlingske forrest?

I øvrigt holdt Berlingske Media i går en interessant konference om journalistik, medier og demokrati. I den forbindelse kan anbefales disse artikler:

Kan et demokrati undvære professionel journalistik?

Mediernes nedtur kan blive demokratiets krise

Professionel journalistik og demokratiet

Kattekillinger, journalistikken og demokratiet

Nyhedsmedierne omgivet af nye spillere: “Den femte statsmagt”

torsdag, 20. januar 2011

De klassiske nyhedsmedier er omringet af  alternative nyhedskilder som blogs, interesse-websites og diverse udgivere et sted mellem journalistik og rent spin. Det er en stor udfordring for ”de gamle” medier, der ofte må se sig overhalet udenom på hurtighed og grundighed – men også indenom af udgivere, som ikke tænker så meget på etiske standarder.

……………………..

Vi er på The Poynter Institute i Florida. Underviser Kelly McBride tegner en lille cirkel – og en stor én  udenom. Den lille er de klassiske medier. Også kaldet ”Den fjerde statsmagt”. Udenom er alle de andre, enkeltpersoner, organisationer og virksomheder, der alle med internettet har fået vældig let ved at udgive journalistik – eller noget der ligner.

Kelly McBride kalder de nye – den store cirkel – for Den femte statsmagt.

Tidligere var det Den fjerde Statsmagt, der repræsenterede ”The marketplace of ideas” i det offentlige rum. Men Den femte Statsmagt får stadig større indflydelse. Vi vil finde ud af, hvordan det ændrer den måde, vi får viden om samfundet på

forklarer Kelly McBride, der leder Poynter´s forskningsprojekt ”The Sense Making Project”.

Projektet har som mål at svare på spørgsmålet: Hvad sker der med demokratiet, når Den fjerde Statsmagt bliver mindre og Den femte Statsmagt større?

Kelly McBride nævner et par af de mest fremtrædende amerikanske repræsentanter for Den femte Statsmagt:

Jon Stewart anser hun for en af de mest indflydelsesrige repræsentanter. Hans tv-show, The Daily Show påvirker rigtig mange mennesker i deres måde at forstå verden på.

En anden er Ana Marie Cox, der tidligere skrev på bloggen Wonkette og nu har halvanden million followers på Twitter. Det er flere læsere, end New York Times har!

…………………….

I Sverige har alternative mediekanaler bl.a. haft en central rolle i dækningen af terroraktionen d. 11. december, hvor en irakisk født svensker sprængte sig selv i luften i Stockholm.

Netforummet Flashback.org, det indvandringskritiske site Politisktinkorrekt.info og bloggen gudmundson.blogspot.com har alle bragt nyheder og afsløringer, som de traditionelle mediekanaler ikke kunne eller ville levere.

Jeg er ikke ekspert, men har tilegnet mig en del viden, fordi jeg følger emnet tæt, altovervejende via åbne kilder på nettet. Det er mærkværdigt, at dette arbejde ikke udføres af de store medieredaktioner,

siger bloggeren Per Gudmundson, som paradoksalt nok desuden er lederskribent på et af landets store dagblade, Svenska Dagbladet, til Jyllands-Posten.

JP har i en artikel grundigt beskrevet den alternative svenske nyhedsdækning i detaljer. I artiklen beskrives den etablerede presse som berøringsangst, og at de alternative medier så i virkeligheden har undersøgt og beskrevet de områder, de etablerede burde have fat i.

Samtidig er det i det svenske eksempel tydeligt, at veletablerede journalistiske principper kommer under pres, når andre uden de samme etiske grundprincipper kan publicere på lige fod. For eksempel princippet om ikke at hænge personer offentligt ud for forbrydelser, de hverken er sigtet eller dømt for.

I Danmark har mediebilledet også fået tilført nye mediekanaler af mere ideologisk karakter. 180 Grader er et nyhedsmedie af erklæret borgerlig observans, mens eksempelvis Modkraft og VisAvis henholdsvis er en venstrefløj-stemme og varetager flygtningevenners interesser. Bare for at nævne nogle få eksempler.

De nye mediekanaler er dels udtryk for et bredere mediebillede, der tilbyder mulighed for et bredere nyhedsudbud. Samtidig tilbyder de mediebrugere med særlige synspunkter eller interesser at få præsenteret et stærkt filtreret billede af samfundslivet.

”Der har været en gigantisk underrapportering om militant islamisme i svenske medier. Ofte har man måttet læse min blog for at få noget at vide om for eksempel svenske statsborgere, der støtter al-Shabaab i Somalia. Det er pinligt”, siger Per Gudmundson til Jyllands-Posten.

…………………………….

Tilbage til Poynter´s Kelly McBride, som ser flere positive følger af Den femte Statsmagts vækst. Først og fremmest at den offentlige debat får tilført flere stemmer og flere vinkler på relevante samfundsemner.

Hun ser dog også en række risici ved et mediebillede, hvor mange flere både udgiver og videreformidler information og journalistik:

  1. Ingen information rummer fuld kontekst. Man må som mediebruger bruge flere kilder for at blive fuldt informeret.
  2. Der er for meget af den samme information. Mange påstande bliver gengivet uden nogen form for verifikation.
  3. Den generelle tillid til medierne er under pres. Man bevæger sig stille og roligt i retning af den ultimative tillidskløft: At man kun stoler på information, der kan bekræftes af egen erfaring.
  4. Anonymitet fremmer grove og krænkende påstande og sprogbrug i debatfora.
  5. ”Speed + linking = total crap”, siger Kelly McBride og nævner bl.a. anklagerne mod præsident Obama for at være muslim. De kom frem i et satirisk blogindlæg og blev i løbet af kort tid via talrige gengivelser ophøjet til at være den rene sandhed.

Udfordringen er altså dobbelt for de etablerede medier: På den ene side at anerkende , linke til – og måske ligefrem samarbejde med de alternative medier. Og på den anden side fastholde og udbygge relevante etiske standarder og bevidsthed, også selvom man så ind i mellem bliver overhalet indenom på den korte bane.

Oluf Jørgensen: Avis vil vinde Facebook-sag

tirsdag, 10. august 2010
Jeg skrev her på bloggen for et par dage siden om en lokalavis i Tromsø, som havde citeret fra en lukket Facebook-profil, og nu er indbragt for det norske Pressens Faglige Utvalg af den pågældende person for ikke at have spurgt om lov til at referere fra profilen.

Der kom et par rigtig gode kommentarer fra Kasper Sørensen og Erik Scherz Andersen og det inspirerede mig til at spørge ekspert i mediejura, Oluf Jørgensen, Journalisthøjskolen, om hans vurdering.

Oluf Jørgensen vurderer, at avisen vil vinde sagen. Dels fordi personen har omkring 2700 venner på sin lukkede facebook-profil. Og dels fordi sagens kerne er et politisk budskab.

Her er Oluf Jørgensens svar i sin helhed:

“Pressenævnet har haft nogle sager om mediers brug af stof fra Facebook, og i årsberetningen for 2009 angav Pressenævnet pejlemærker:

 Medierne kan bruge oplysninger fra åbne Facebook-profiler. – både billeder og tekst – uden at bryde de presseetiske regler. Pressenævnet tilføjer dog, at hvis et billede fra en åben profil anvendes i en sammenhæng, der kan være krænkende, kan der være tale om brud på de presseetiske regler.

Materiale fra en lukket profil kan derimod kun bruges af medierne, hvis det har en samfundsmæssig interesse, der overstiger hensynet til ejeren af profilen på Facebook.

Domstolene har såvidt jeg ved ikke taget stilling til spørgsmålene. De kan dukke op i retssager om krænkelser af privatliv, fortrolig kommunikation eller ophavsret. De kan også dukke op i en sag ved Datatilsynet, der skal afgøre om person- datalovens regler er overtrådt.

Efter min vurdering må sager – både ved Pressenævnet, Datatilsynet og domstole – afgøres efter afvejning af hensyn til privatliv og fortrolig kommunikation på den ene side og hensyn til den samfundsmæssige interesse på den anden side.

Det er klart, at stof er offentligt tilgængeligt, hvis det er umiddelbart tilgængeligt for enhver. Men hvis det er nemt at blive optaget som “ven”, og “vennekredsen” er stor, er indholdet i realiteten offentligt tilgængeligt. Det kan sidestilles med et stort møde, hvor arrangørerne principielt kan lukke for adgang, men i realiteten lukker alle ind eller næsten alle.

Desuden må indholdet spille en væsentlig rolle. Hvis emnet handler om forhold, der har samfundsmæssig interesse, og forfatteren tilmed har en offentlig rolle, må pressen have ret til omtale.

Begrebet samfundsmæssig interesse har en bred betydning jf. Den Europæiske Menneskeretsdomstols mange afgørelser om informations- og ytringsfrihed. Der kan f.eks. ikke være tvivl om, at pressen må omtale, hvilke politiske budskaber en politiker eller en politikers “spindoktor” kommer frem med, selvom budskaberne kun er beregnet for en “vennekreds” på Facebook.

Det bliver spændende at få en afgørelse i den norske sag om presseetik. Efter min vurdering vil avisen vinde, dels fordi “vennekredsen” er meget stor, dels fordi indholdet handler om  politiske budskaber.”

Kan man være privat på Facebook?

torsdag, 5. august 2010

En aktuel sag fra Norge viser endnu en gang, at der er uklarhed om, hvorvidt man kan snakke privat med sine “venner” på Facebook, eller om alle ytringer dér kan betragtes som offentliggjort og dermed åbne for citat uden begrænsning.

En teologistuderende skrev på Facebook, at “Det er reservert et sted innerst i helvete for israelittisk lederskab”, efter at Israel i juni angreb en hjælpekonvoj på vej til Gaza.

Den lokale avis i Tromsø fandt indlægget så interessant, at det blev anledning til en nyhedshistorie, og forfatteren klagede bagefter til Pressens Faglige Utvalg i Norge.

Han mener, at avisen skulle have bedt om tilladelse til at citere fra en lukket profil på Facebook, mens  chefredaktøren Jørn Christian Skoglund i følge det norske journalisten.no mener, at det er ligegyldigt, om profilen er lukket eller ej.

Når han “velger å synge ut til sine 2.700 venner på Facebook, er det å betrakte som offentliggjort”, skriver redaktøren i sit svar, hvor han sammenligner det med at stå og råbe det ud på torvet i Tromsø.

Har han ret? I givet fald: Hvor mange venner skal man have på Facebook, før man ikke længere taler sammen i en snæver kreds, men “står og råber på torvet”? Er det journalistisk i orden at citere folk for alt, hvad der skrives på sociale medier – uden at henvende sig til den pågældende først?

Jeg spørger, fordi jeg selv er lidt i tvivl. Og ihvertfald ser det ud som om, der stadig er en del folk, som regner deres Facebook-udgydelser for forholdsvis private.

Den gode Clay Shirky skriver i “Here comes everybody“, at vi i mediedebatten er tilbøjelige til at forveksle “communication” og “broadcast”.

Før sociale medier var der ingen tvivl. En telefonsamtale var ren kommunkation, mens en avisartikel var broadcast. På Facebook kan det være begge dele – også samtidig. Og afsenderens intentioner kan være forskellige fra resultatet.

Det danske Pressenævnet skriver i 2009 i sine retningslinier, er det i princippet er i orden at citere fra åbne profiler, mens der også kan citers fra lukkede profiler, hvis hensynet til offentligheden overtrumfer hensynet til ejeren af profilen.

Hvad gør vi? Hvilke politikker findes rundt omkring på medierne for anvendelse af materiale fra Facebook? Jeg vil meget gerne høre nærmere om dette!

Den norske sag er i øvrigt endnu ikke afgjort.