36 interessante mediehuse at holde øje med i 2014

Jeg fik forleden en henvendelse fra en god ven i den danske mediebranche, som var ude efter nogle tips til interessante mediehuse at besøge på en studierejse i 2014.

Jeg fandt nogle links til en del steder, der laver interessante ting, og som det skal blive spændende at følge i 2014. Jeg vælger at lægge dem ud her også – i forhåbning om, at du måske vil komme med tilføjelser, jeg ikke selv har opdaget!

Skandinavien

Jeg starter i Sverige – da de spændende steder i Danmark jo nok er kendt af de fleste. Sveriges Radio, der jo er lidt af en mastodont på de kanter, laver rigtig mange interessante ting, blandt andet dette herlige katalog af metoder til journalistisk crowdsourcing.

I Norge ville jeg holde godt øje med Dagbladet, der satser kraftigt på mobiludviklingen og har udviklet spændende nye annonceformater. Og så er der Fædrelandsvennen, der arbejder stenhårdt på udvikling af den digitale forretning og tilsyneladende har succes med det.

Screenshot 2014-01-24 09.42.50Så er der selvfølgelig Verdens Gang, der altid er interessant. Især synes jeg, at deres VG Direkte er helt genial og et unikt eksempel på, at live-journalistik er kommet for at blive. Her dækning af storbranden i Lærdal. Hold i det hele taget øje med Schibsted, hvis ledelse har en fantastisk næse for penge, og måske – sammen med tyske Springer – er på vej ud af journalistik, mens tid er :-)

Tyskland/Holland

Det bringer os naturligt sydpå til Tyskland, hvor Springer-koncernen jo også ved, hvad vej vinden blæser. Ledelsen her satser nu klart på det digitale – og er klar over, at de skal satse på nye folk, som videoen her viser.

Bild er naturligvis også værd at holde øje med. De satser på hårdt på mobilen – og på multimedia storytelling. Af rent digitale opkomlinge kan nævnes Heute.de, der blev årets nyhedssite i Tyskland.

Og videre til Holland, hvor friske folk i 2013 startede et helt nyt mediehus op, De Correspondent, på basis af 10 mio. kr. hentet ved crowdfunding – og fik 24.000 abonnenter i en ruf til en ambitiøs journalistik der satser på:

Uncover, explain and highlight deep-lying structures and long-term developments that powerfully shape our world, rather than reporting on the latest hype, scare, or breaking news story

De britiske øer

Så ville jeg sætte kursen mod de britiske øer. Måske ville jeg starte i Irland, hvor Irish Times rykker med Johnny Ryan ved roret. Han holdt i 2013 interessante oplæg på flere konferencer om deres spændende udviklingsarbejde. Blandt andet har Ryan inviteret unge start-up-folk ind i mediehuset, hvor man udvikler nye mobil-produkter sammen med dem.

I England har mediekoncernen Trinity Mirror, der især ejer lokal- og regionalaviser, sat en række spændende projekter i gang. Især er det spændende at følge humor- og underholdningssitet UsVsTh3m, der satser meget på spredning via sociale medier og hurtigt er blevet en succes.

Manden bag sitet, Martin Belam, forklarer her, hvad der især lykkes – og hvad han har ført over i et helt nyt projekt, ampp3d, der skal formidle visuelle indgange til datajournalistik.

BBC er på trods af sin størrelse fortsat i stand til at udvikle sig. For eksempel er det spændende at følge deres NewsLabs team, der er på vej med spændende nye nyheds-formater.

Screenshot 2014-01-24 11.06.08Og selvfølgelig bør man holde øje med The Guardian – af flere årsager. Ideen om Open Journalism er selvfølgelig meget sympatisk og spændende at følge. Og så er Guardian unik ved, at de som efterhånden få mediehuse afviser betalingsmure og satser fuldt og helt på gratismodellen online. Det er ikke alle, der tror, det vil gå godt!

Endelig bør også The Economist nævnes for bl.a. meget bevidst og målrettet satsning på, at de forskellige udgivelser udvikler sig som henholdsvis “lean back” og “lean forward”-kanaler.

Desuden er der andre mindre initiativer som denne blog, hvis mål det er at forklare mere eller mindre komplekse ting.

USA

Så er vi fremme ved USA, hvor der stadig er rigtig mange spændende ting at notere – tendenser der måske, måske ikke, er på vej i vores retning. Så en studierejse til USA giver stadig rigtig god mening :-)

Eksempelvis ser man i USA en del forholdsvis nye mediehuse, der skyder på ved siden af de gamle velkendte, og er karakteriseret ved at satse på niche-områder og er nonprofit-baseret (forstået sådan at der ikke er en investor, som forventer et bestemt afkast).

Gode eksempler er ChalkBeat og InsideClimateNews. Begge er allerede anerkendt for at levere stærk uafhængig journalistik.

En anden tendens er en vældig underskov af mindre organisationer på kanten mellem IT og journalistik – og mellem at være underleverandører til mediebranchen og at blive selvstændige aktører, eksempelvis RebelMouse eller Prismatic.

På nogle af de store medier ser man stærke enkeltpersoner udvikle deres eget varemærke, som de i stigende grad vælger at tage med sig andre steder hen. Enten starter de for sig selv, eller også hentes de over i andre medievirksomheder.

Et meget fremhævet eksempel er datajournalisten Nate Silver, der i 2013 forlod New York Times og gik til ESPN, hvor han nu bygger en kanal op omkring sig.

Et af de helt nye skud på stammen er rigmanden Pierre Omidyars nye medievirksomhed, der blandt andet har ansat Glenn Greenwald (central figur i The Guardians NSA-afsløringer). Greenwald og andre lover blandt andet et opgør med journalistens traditionelle ”objektive” tilgang.

Screenshot 2014-01-24 11.02.47Mobiludviklingen fører ligeledes til en del nye initiativer. Blandt de mest interessante er Circa, stiftet af Davis Cohn (kendt fra spot.us). Circa bryder historier ned i delelementer, der leveres løbende som en strøm, man kan følge via Circa-appen. Det er så spændende et projekt, at Reuter´s redaktør for sociale medier, Anthony de Rosa, i efteråret valgte at blive chefredaktør på Circa.

I den anden ende af skalaen satser Matter på longform journalistik. Kun et lille antal historier udgives, og der satses massivt på grundig kompromisløs digital historiefortælling, akkurat som det er tilfældet med MediaStorm i New York.

Bagved Matter ligger Medium, stiftet bl.a. af Twitters opfinder Ev Williams. En spøjs størrelse med interessante ideer om publicering og vækst, finansieret bl.a. på basis af crowdfunding. Her er et par gode grunde til at følge Medium i 2014.

Vi bevæger os gradvist over mod mere etablerede mediehuse. BuzzFeed kender de fleste nok efterhånden, men forretningsmodellen og måden at arbejde metodisk og tænke “social udgivelse” på, kan alle lære af.

Også Vice Media er lynhurtigt vokset til at blive et mediehus, man må regne med. Sammen med BuzzFeed regnes Vice som et sted, klassiske medier kan lære en del af. I samme kategor kan nævnes Upworthy.

Forbes kommer man heller ikke uden om. Et klassisk brand i mediekredse, der har udviklet sig til en grim ælling, der går nye veje på en del områder. Dels med udviklingen af et kæmpe netværk af skribenter, der får begrænset hyre, men bruger Forbes som en platform for egen karriere-udvikling. Og dels i forhold til “native advertising” (sponsoreret indhold forklædt som journalistik).

Hold også øje med The Atlantic  – og især business-sitet Quartz, en medievirksomhed bygget op fra bunden på fuld digital – og mobil – dedikering. Og med en interessant ny flydende måde at organisere en journalistisk redaktion på  – baseret på såkaldte “obsessions”: Forstyrrelser i samfundsudviklingen der i en given periode fortjener grundig journalistisk behandling.

Blandt de “gode gamle”, der ligeledes går nye veje, er lokalavisen Deseret News, der hidtil har levet stille ude i Utah baseret på gode mormon-værdier – men er kommet i rampelyset, da Clark Gilbert (ex-Harvard, Innovator´s DNA) for et par år siden kom til og gik i gang med en total transformation. Her er rigtig mange spændende tanker at hente.

Screenshot 2014-01-24 11.09.20En anden af klassikerne i fuld gang med digital transformation er mediekoncernen Digital First Media, hvis chef John Paton på den ene side får rigtig meget taletid på mediekonferencer – og på den anden side betragtes med skepsis på grund af hans radikale tilgang til fornyelse af mediehuset.

Hvad så med de gode gamle fyrtårne? Jo, New York Times er efter min mening stadig værd at følge. Mediehuset har både ressourcerne og viljen til at komme op med nye løsninger, og bl.a. fra NYT Lab kommer der konstant interessante tanker og projekter. Desuden deler de meget gerne deres erfaringer, f.eks. om brug af sociale medier.

Washington Post kommer også med interessante ting, f.eks. løsningen Truth Teller, en algoritme, der i real-time indsamler data, der kan hjælpe med at afgøre, om f.eks. en given påstand fra en politiker er korrekt.

Endelig, og til allersidst, ville jeg også holde et godt øje med National Public Radio, der konstant har et væld af projekter i gang eller i støbeskeen  – baseret på en forståelse af, at digital transformation er uundgåelig.

Crowdfunding – journalistikkens nye forretningsmodel?

For nogle dage siden fik jeg lidt af en åbenbaring. Havde godt hørt om crowdfunding – men ikke sådan været en del af noget i den retning. En konkret oplevelse med projektet Borgerlyst gav dog et kig ind i en ny verden: Har vi her her en mulig ny finansieringskilde for journalistik?

Det begyndte som sagt med et link til Borgerlyst, der på det danske crowdfunding-site Boomerang søgte om støtte til udgivelse af en håndbog for ildsjæle. Jeg valgte at sende 100,- af sted af ren sympati for projektet. Og fik få dage efter en email fra de to initiativtagere med besked om, at målet nu var nået – så rigeligt. Målet var 50.000,-, og der er nu foreløbig indbetalt over 65.000,-.

Skærmbillede 2013-10-07 kl. 3.12.48 PMOg ikke nok med det: De to initiativtagere, Andreas Lloyd og Nadja Pass, inviterede til fredagsøl, samtaler om bogens pointer mm. Alt sammen en rigtig fin og engageret invitation til at blive en endnu mere integreret  del af Borgerlyst-community´et.

Sikke en god idé – også for journalister, der ikke kan få folk til at betale for deres arbejde. Tænker mediehusene det i virkeligheden helt forkert? Jo mere sammenbidt de insisterer på at få penge for deres produkter – jo større ser modviljen mod betaling ud til at udvikle sig – selv hos hidtil trofaste købere.

Tap into the generosity of a few to fund production for many!

Sådan lyder pointen i al sin korthed i en nylig opsamling i Huffington Post om crowdfunding i medierne. Eksemplerne er efterhånden mange – så hvorfor ikke? Hvis du kan nå et mindretal, som virkelig ønsker dig alt det bedste, og endda er villig til at betale for det…

Ja, det kræver nok en hel del nytænkning. Alene det at man betaler for noget, der ikke er skabt endnu. Som journalister er vi jo vant til, at folk køber vores produkter. Kan vi få folk til at betale for en serviceydelse som for eksempel løftet om at holde øje med den lokale magtudøvelse og rapportere om det, når den misbruges?

Det ved vi endnu ikke meget om. Men mediekommentator Brooke Gladstone foreslår meget fornuftigt, at medier/journalister prøver ideen af ved at prøve at spørge om penge på den måde. Hun kalder mekanismen “consumer surplus” (hentet fra den økonomiske videnskab): Forskellen mellem hvad noget “koster” – og den pris folk er villig til at betale, hvis de bliver spurgt på den rigtige måde!

Eksempelvis viste en videnskabelig undersøgelse umiddelbart efter, at New York Times indførte deres betalingssystem online, at betalingsviljen var betydelig større hos en gruppe, der havde fået forklaringen, at betaling var nødvendig for mediehusets overlevelse – end hos en tilsvarende gruppe, der ikke fik nogen forklaring.

Altså: Brugerne forstår godt, at journalistik koster penge. Og der findes også folk derude, der godt vil betale (og endnu flere der ikke vil). Kan de, der vil, mon finansiere hele molevitten for os alle?

Som sagt er der allerede et hav af eksempler på crowdsourcing – også i journalistikkens verden. En af medieverdenens store iværksættere, David Cohn, var tidligt ude med projektet Spot.Us, og har her nogle gode råd efter et par år med projektet, der samlede penge ind til journalistiske projekter:

  • Præsentér et specifikt opnåeligt mål (hvilket jo går lidt imod det, jeg taler for ovenfor :-) )
  • Forsøg at forklare hvorfor dette mål er ønskeligt og hvad pengene skal bruges til
  • Brug en masse tid og kræfter på at forklare om projektet, så ingen mulige donorer kan være i tvivl om  dets eksistens
  • Fortæl klart hvordan projektet udvikler sig

Behov for nyt kompetencekort for journalister

Vi ansatte på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er i går og i dag samlet i Odense til det årlige “medarbejder-døgn” og havde torsdag besøg af Lisbeth Knudsen, som skarp og interessant som altid gav et bud på journalistuddannelsens udfordringer.

Hun tog afsæt i det, hun kalder den journalistiske fagkompetence: Hvordan ser journalisters professionalle identitet ud nu, udfordret som den er på en række områder:

  • En stor del af den vigtigste nyhedsformidling sker nu af ikke-journalister (eksempelvis NSA-skandalen viderebragt af bl.a. The Guardian)
  • Aggregatorer som Zite og Flipboard udfordrer omnibus-medier som Berlingske og New York Times: Brugerne efterspørger ikke længere i samme grad “pakken”, men søger i stedet efter særlige emner eller ligefrem særlige journalisters arbejde
  • Vi ser slørede grænser mellem uafhængig journalistik og købt journalistik (bl.a. kaldet native advertising)

Vigtige kompetencer: Træffe konklusioner og opbygge relationer

Samtidig, sagde Lisbeth Knudsen, skriger mediebranchen efter original-journalistik. Hun pegede på et par områder, hvor journalister bør udvikle sig:

  1. Journalister bør opleve det som deres vigtigste opgave at opbygge en relation til kunderne/brugerne. LK citerede Huffington Posts Arianna Huffington for at HP´s grundlæggende idé er at “iscenesætte samtaler om det der sker”.
  2. Samtidig bør journalister i langt højere grad træde i karakter og tage ansvar for journalistiske konklusioner – i stedet for at gemme sig bag et hav af ekspertkommentarer. (Den anden side af en sådan udvikling, bemærkede hun, er øget transparens.)

Diskussionen vi ikke fik

Så langt, så godt. Desværre gik det skævt, da Lisbeth Knudsen nåede frem til, hvad det så er, journalistuddannelsen skal fokusere på. Hun nævnte blandt andet, at de journalist-studerende, når de kommer i praktik, bør være mere trænede i at producere hurtige nyheder, hvilket gav anledning til en heftig diskussion med flere undervisere.

Så vi gik desværre glip af debatten om, hvordan journalistuddannelserne kan udvikle nye kompetencer – ja måske ligefrem tage afsæt i et helt nyt kompetencekort, der ikke længere er baseret på de fire kanaler: Print, radio, tv eller online. Men på en række andre kompetencer, som man ikke kan være knivskarp på allesammen.

Eksempelvis kan vigtige kompetencer i fremtidens redaktion være såvel  databehandling/statistik som evnen til at skrive fængende fortællinger – eller bedrive “relationsarbejde” (f.eks. facilitering af samtaler som på Huffington Post)

Måske bør branchen kunne tage tværmedialiteten for givet og i stedet se på, hvad en frisk uddannet journalist har med sig på områder som disse – og en hel del flere?

Tilføjet eftertanke: Måske er konsekvensen heraf, at DMJX skal/bør arbejde tæt sammen med andre institutioner og fagligheder for at kunne give journalister de nødvendige kompetencer, f.eks. psykologi eller etnografi?

…hvilket fik mig til at tænke på en nyligt gennemført undersøgelse af NewsU under The Poynter Institute, der viste en kløft i opfattelsen mellem undervisere og uddannede journalister, når det gælder journalistuddannelsens – og de klassiske journalistiske værktøjers – nødvendighed.

En anden interessant artikel i denne sammenhæng er Jay Rosens meget interessante gennemgang af begrebet “Den 4. Statsmagt”, og hvad den betyder i dag, hvor man ikke behøver at være journalist for at opfylde den rolle (som nævnt ovenfor).

Tak for i år – et spændende 2013 venter!

Her på falderebet af 2012 lige en hilsen til alle trofaste læsere af NyJournalistik med tak for året der gik – ønsker om et rigtig spændende 2013 i journalistikkens verden.

I denne tid er der jo masser af bud på både kig frem og tilbage. Men skulle du have bare en smule tid til overs, så tag og klik dig lidt rundt på Nieman Journalism Labs samling af forudsigelser fra en række af den amerikanske mediebranches skarpeste hoveder.

Jeg kan især anbefale læsning af indlæggene fra Heidi Moore, Dan Gillmor, Kristin Taylor, Rex Sorgatz og Jan Schaffer. Utrolig inspirerende. Der er meget at notere sig, overveje og begynde at teste af.

Rigtig godt nytår!

Er Storify for nemt? Og er det overhovedet journalistik?

Jeg gav i går et email-interview om Storify og kuratering af indhold fra sociale medier. Det kommer her. Jeg vil meget gerne have din kommentar, hvis du har andre overvejelser eller tilføjelser.

Hvad er Storify?

Storify er navnet på ”værktøjet” (storify.com), der gør det enkelt at udvælge, præsentere og levere sammenhæng omkring indhold fra sociale medier som Facebook, Twitter, YouTube og Flickr. Der findes andre værktøjer til såkaldt kuratering, men Storify er nok det internationalt mest kendte, og det er derfor lige før, at navnet også udtrykker en bevægelse.

Skærmbillede af Storify´s artikel-skabelon. Til venstre skrives og redigeres artiklen. Til højre ligger det udvalgte materiale fra sociale medier – der så kan trækkes ind i artiklen.

Der er en række oplagte grunde til, at Storify – og kuratering – er blevet så populært. Først og fremmest  er strømmen af digitalt publiceret stof, ”indhold”, blevet så voldsom, at efterspørgslen hos brugerne efter udvælgelse og redigering er steget tilsvarende. Det kunne så pege på en styrkelse af den klassiske journalistik, som vi kender den.

Men samtidig har sociale medier fået så stor betydning – og accepten af at indholdet ofte har relevans og kvalitet er blevet så stor – at behovet for at udvælge og præsentere ”det bedste” indhold fra sociale medier er vokset tilsvarende. Derfor Storifys  popularitet, både hos traditionelle medier, men så sandelig også blandt alle andre, som hermed har fået redskaber til selv let og enkelt at publicere indhold på nettet.

På den måde kan Storify ses som et nyt fortolkningslag på denne vældige indholdsstrøm. Og samtidig også et ultra-enkelt publicerings-værktøj.

Hvad er journalistens rolle ift. Storify?

Journalistens rolle er sådan set den samme som altid: At tage stilling til store mængder af information, udvælge stof, verificere kilder og påstande, redigere og præsentere journalistiske historier med en klar vinkel og suppleret med relevant kontekst.

Det nye er jo nok især, at en del af indholdet nu allerede teknisk set er skabt. Det findes som bestanddele eller helheder og kan nu trækkes ud og anbringes i nye helheder. Heri ligger så også betydelige behov for journalistisk etik og dømmekraft.

Begrebet kurator er hentet fra museums-verdenen, hvor det dækker den fagperson, der samler og præsenterer genstande som udstillinger. Den dygtige kurator har et stort overblik og kan bedømme materialet og forstår at give de enkelte genstande en relevant placering ud fra udstillingens ”vinkel” og samlede hensigt.

Tilsvarende er den dygtige kurator i forhold til digital information og journalistik den person, der kan udvælge det mest relevante materiale og sætte det i en interessant og form for nyskabende sammenhæng.

Kan man overhovedet kalde det journalistik?

Det fremgår sikkert klart af ovenstående, at jeg vil svare ja til det spørgsmål. Det er i høj grad journalistisk arbejde. Omvendt kan man til gengæld sige, at der med enkle redskaber som Storify er åbnet for, at mange andre end professionelle journalister kan indtage rollen og udføre opgaven til stor nytte for modtagerne.

Jeg er nok nødt til at tilføje, at en stor del af de Storify´s man ser nu, knap kan kaldes journalistik, da de ofte bare består af en bunke udvalgt materiale fra sociale medier – men uden den vinkel, kontekst og struktur, der kunne gøre bunken nyttig for modtagerne.

Det er så her, journalistikken kommer ind i billedet! Den dygtige journalist kan netop give hele molevitten en højere mening. Akkurat som i andre typer af ”historier”, som de kaldes i fagsproget.

Hvad er målet med Storify?

Jeg er nok kommet til at svare på det tidligere – men målet er at give det udvalgte stof mening og sammenhæng – og i næste led knytte ytringer på de sociale medier sammen i nye meningsfulde mønstre.

Der er en række sammenhænge, hvor det i høj grad giver mening:

  • Under ”breaking news” hvor en masse førstehånds-information blander sig med rygter og sladder på nettet.
  • Som opsamling på debatter eller ”samtaler” i forlængelse af en given journalistisk dækning. Med Storify kan man udvælge og præsentere de bedste bidrag i en sådan samtale  og hermed give den både ny retning og energi.
  • Som værktøj i dækningen af sociale bevægelser (som ex. Occupy Wall Street) hvor relevant information ofte findes på de sociale medier.
  • Til dokumentation af udsagn, f.eks. fra politikere eller andre centrale kilder. Her kan elementer fra sociale medier i princippet erstatte traditionelle citater.

Hvad får vi som læsere ud af den type historier?

Læserne får forhåbentlig en større fornemmelse, viden og forståelse for hvad der rører sig på et givent område, blandt andet i kraft af mere førstehånds-information, et større og bredere udvalg af kilder og flere facetter på et givent emne, end en traditionel journalistisk historie. Men det afhænger jo – som i journalistikken i det hele taget – fuldstændig af journalistens overblik, viden og faglige dygtighed.

Vil du vide mere?  

Så overvej om du har tid og lyst til at deltage i kurset Storify – træk de sociale medier ind i journalistikken. Håber vi ses :-)

Rapport: De store mediehuse hører fortiden til

Der vil fortsat være brug for journalister, men organiseringen i store redaktioner med flere lag af redaktører og faste rutiner er ved at være et overstået kapitel. Der er ikke råd til det – og måske heller ikke behov for det!

Politikere og medieaktører burde læse rapporten Post-Industrial Journalism: Adapting to the Present, før de lægger sig fast på, hvordan mediestøtten skal se ud i fremtiden. Måske er journalistikken og dens organisering og strukturer lige ved at ændre sig radikalt. Mere eller mindre frivilligt:

News has to become cheaper to produce, and cost reduction must be accompanied by restructuring of organizational models and processes,

skriver de tre forfattere C.W. Anderson (Nieman Journalism Lab), Emily Bell (ex-redaktør på The Guardian) og Clay Shirky (professor og kommentator, New York University).

Der vil fortsat være brug for journalister, skriver de: “…we need a cadre of full-time workers who report the things someone somewhere doesn´t want reported…” Problemet er bare det med pengene. Modellen med at lade annoncører finansiere festen vil ikke længere kunne fungere. Og betaling fra brugerne har næppe – bortset fra enkelte niche-udgivelser – det samme indtægtspotentiale.

Så er der sponsorer, donorer, protektorer, filantroper og selvfølgelig velvillige brugere. Men vi slipper uden om radikale reduktioner i omkostningerne. Der vil ganske simpelt ikke være råd til den nuværende “industri-produktion” af journalistik i store enheder, som vi kender dem.

Hvad gør vi så?

Forfatterne nævner et eksempel: Den dag, den amerikanske sundhedsreform skulle færdigbehandles i Højesteret, strømmede folk til det lille “mediehus” SCOTUSblog drevet af et jurist-ægtepar med gode jobs på Harvard, men med en passion for lovstof og med fokus på dækning af den amerikanske Højesteret.

I løbet af 15 minutter efter domsafsigelsen havde sitet tæt ved en million besøgende – mens bl.a. CNN i kampen om at komme først gik ud med “nyheden” om, at reformen var faldet!

Rapportens forfattere bruger eksemplet til at underbygge pointen om, at fremtiden ikke nødvendigvis tilhører medie-mastodonter:

The way news is most effectively and reliably relayed is by those with a combination of deep knowledge of the subject and a responsiveness to audience requirements.

Som erstatning for de eksisterende måder at organisere journalistisk produktion på, vurderer forfatterne, at “individual journalists will spend more time in collaborative relationships”:

This might be with technologists, working out better systems; with specialists or academics in their field; or with other journalists to develop stories or software and in editing and aggregating the output of others.

Anderson, Bell og Shirky gør sig umage med at foreslå områder, hvor journalister må udvikle nye kompetencer og nye måder at tænke på:

  1. Tilstedeværelsen af målinger og data vedrørende deres journalistiske produktion og brugen af den bliver en daglig realitet. Journalister må forholde sig til og reagere på den måde, journalistikken bliver brugt.
  2. Journalister må i endnu højere grad bruge tid på at følge op på historier og  interagere med brugerne i sociale netværk – og finde måder at skabe værdi for brugerne på i disse udvekslinger.
  3. De fleste lag af redaktører vil forsvinde, og journalistisk udviklings- og beslutningskompetence vil i stigende grad ligge hos individuelle journalister.
  4. Journalister, fotografer, grafikere m.m. må bruge mere tid på at forstå teknologiske forandringer inden for deres område og eksperimentere med nye redskaber og teknikker.
  5. Den enkelte journalist som “brand” vil i stigende grad betydning – til erstatning for de traditionelle mediehuse. Det indebærer både overvejelser om markedsføring – men også øget ansvar i forhold til troværdighed, medieansvar m.m.

Hjælperne

Rapporten foreslår tre centrale områder, hvor journalisterne – og måske også journalistikken? – vil kunne hente mere hjælp i fremtiden

Amatørerne/brugerne/”the crowd” vil kunne hjælpe journalisterne umådelig meget med indsamling af data – fra observationer og øjenvidneskildringer over egen-erfaring til avanceret informations-indsamling. Hvis journalisterne ellers vil lade sig skubbe højere op i værdi-kæden, som forfatterne syrligt bemærker.

Maskiner! Her kommer et punkt, der nok vil kunne få de fleste journalister op i det røde felt. For mig var det ihvertfald en stor overraskelse at læse om, hvor langt et foretagende som Narrative Science er i retning af at programmere computere til at tage numeriske data og generere narrative historier.

“We transform data into stories and insight”, lover de på deres hjemmeside. Ja, tak, siger vi journalister, det skal vi nok selv tage os af. Men hvis det er rutinehistorier som for eksempel en fodboldkamp?

Hvad skal der så blive af journalisten, spørger vi så hinanden – og det kommer der en masse velformulerede svar på i løbet af rapporten – for eksempel dette:

Working between the crowd and the algorithm in the information ecosystem is where a journalist is able to have most effect, by serving as an investigator, a translator, a storyteller.

Tag og læs hele rapporten på godt 100 sider. Og giv meget gerne dit besyv med.

Avishuse i voldsom omstillingsproces

Netop i disse dage boomer nyhederne om meget betydelige besparelser og fyringsrunder i store skandinaviske mediehuse. De nye økonomiske realiteter er nu også gået op for cheferne. F.eks. direktøren i Bergens Tidende erkender, at man i fremtiden bliver “et mindre og anderledes avishus”.

Svenska Dagbladet lagde for i sidste uge med varsling om afskaffelse af 40 redaktionelle jobs – svarende til hver fjerde journalist. Nu melder Schibsted-koncernen ud om besparelser på 400 mio kr. over to år i de fire store mediehuse Aftenposten, Bergens Tidende, Stavanger Aftenblad og Fædrelandsvennen.

Og ikke nok med det: Mediehuset Göteborgs-Postens ledelse har meldt ud, at hvert femte job vil forsvinde over tre år. Og herhjemme er det Berlingske Medias seneste fyringsrunde, der har været samtaleemne de senere dage.

Reaktionen hos medarbejderne er naturligvis frustration – blandet med erkendelse af, at det nok er den vej, det går. Uanset om man er blandt dem, der må forlade arbejdspladsen eller ej, er det tydeligt, at det journalistiske fag er midt i en stor forandringsproces.

Tillidsmanden for journalisterne på Svenska Dagbladet nævner, at mediehuset sidste år også fyrede en del – 12 personer – og at medarbejderne oplever, at der ikke fra ledelsens side bliver truffet klare valg i den forbindelse:

Då sas det at vi skulle jobba smartare och bättre. Men det har vi inte sett något av.

Han udtrykker det skisma, de fleste redaktioner er havnet i. Der udgives som hidtil, blandt ancet med papiravisen som ressourcemæssigt stærkt tyngende. Men med en betydelig mindre bemanding end før.

Overgangen til digital udgivelse vil formentlig betyde, som medieprofessor Robert Picard har påpeget, at medierne samlet set behøver langt færre personer i staben.

Blandt de få, der allerede nu begynder at drage konsekvensen, er norske Østlandets Blad, der også i løbet af de seneste dage har meddelt, at man skærer tre dage væk i avisudgivelsen og nu kun vil udkomme tirsdag, torsdag og lørdag.

Den slags overvejelser går man med sikkerhed også¨med i danske chefkontorer. Men der træffes nok for få beslutninger. Og imens er det blevet rigtig svært at være allround-journalist, der skal prøve at få enderne til at nå sammen.

Vi vil altså se “mindre og anderledes mediehuse”, som direktøren i Bergens Tidende spår. Spørgsmålet er, hvordan de kommer til at se ud, og om der for alvor vil blive taget hul på skabelsen af dem, før det er for sent?

 

Flere journalister på sociale medier – men mange bruger dem ikke fagligt

Godt en tredjedel af de danske journalister (37%) er på sociale medier flere gange dagligt, viser Medieundersøkelsen 2012 udført af professor Frank Aarebrot, Universitetet i Bergen, og Nordiske Mediedager i Bergen. 1860 journalister har deltaget i undersøgelsen, heraf 622 fra Danmark.

Målet med undersøgelsen var at undersøge medievaner og holdninger blandt journalister i de tre lande. Når det gælder sociale medier, viser undersøgelsen, at de danske journalister stadig er lidt bagefter de øvrige nordiske lande, når det gælder anvendelsen af sociale medier.

For cirka halvdelen af journalisterne i de to andre nordiske lande er sociale medier så integreret i dagligdagen, at de kan svare ja til, at de anvender disse medier ”flere gange dagligt”. For danske journalister er det som nævnt kun 37%, der kan svare, at de er på sociale medier flere gange dagligt.

En tilsvarende undersøgelse fra 2009 gennemført af Infopaq viste en tilsvarende forskel: I Norge og Sverige var langt de fleste journalister fortrolige med sociale medier, mens hun godt én ud af fire danske journalister kunne svare ja til det samme.

Det skal dog siges, at de danske journalister er ved at komme godt med. Pænt mange danske journalister er nu jævnligt i berøring med sociale medier. Det betyder, at andelen af journalister, der aldrig er på sociale medier nu er nede på mellem 10 og 15 procent i alle tre nordiske lande.

Færre journalister bruger sociale netværk fagligt

Så langt, så godt. Men når det så kommer til andelen af journalister, der rent faktisk bruger de sociale medier i deres daglige arbejde, viser der sig et andet billede: Kun cirka halvdelen af de journalister, der bruger sociale medier dagligt, anvender dem fagligt. Kun 32% af de danske journalister bruger sociale medier journalistisk – mens det som nævnt var det dobbelte antal – 63% af de der har svaret – som bruger sociale medier i det hele taget.

Det er stort set det samme billede, der tegner sig i de to øvrige nordiske. Her er det dog lidt over halvdelen af de journalister, der er aktive på sociale medier, som også bruger dem i det journalistiske arbejde.

Perfekt til netværk

Også når det gælder anvendelsen af de sociale medier adskiller de danske journalister sig fra deres kolleger i de to andre nordiske lande. Over halvdelen (59%) af de adspurgte danske journalister svarer, at de bruger Facebook og Twitter m.m. til at  opbygge netværk. Det gør kun halvt så mange svenskere og nordmænd.

Til gengæld er sociale medier for de norske og svenske journalister i langt højere grad en kanal for nyheder og andet i relation til de fagområder, de dækker. Det formål er mindre vigtigt for de danske kolleger.

Når det gælder øvrige formål med at være på sociale medier, er de nordiske journalister for en gangs skyld næsten enige: Det har ikke stor betydning for ret mange, at sociale medier kan bruges til direkte at finde historier eller til at eksponere egne historier.

Er sociale medier en tidsrøver?

Som en del af Medieundersøkelsen 2012 blev journalisterne også spurgt om deres syn på sociale medier som en tidsrøver – eller om de omvendt er en tidsbesparende faktor? Også her er de nordiske journalister stort set enige.

Det ser ifølge undersøgelsen ud til, at journalisterne i stigende grad er begyndt at betragte sociale medier som en hjælper. Kun godt hver tredje journalist svarer ja til, at sociale medier ”i stor grad” eller ”i noen grad” er en ”tidstyv”. Det overvejende flertal er omvendt enige om, at de sociale medier slet ikke – eller i det mindste kun i mindre grad – er en tidsrøver.

Ovenstående er et uddrag af artiklen “Journalisten i sociale netværk”, der indgår i en bog om samme emne. Bogen udkommer i efteråret 12.

Den anonyme “crowdsourcing” på godt og ondt

Fornylig blev Sveriges Radios journalistik-pris givet til debatsitet Flashback for afsløring af, at en naturfotograf havde fusket med nogle billeder. Et strålende eksempel på crowdsourcing: Når mennesker, som ikke nødvendigvis kender hinanden, arbejder sammen, kan der opnås store resultater!

Nu viser Medievärlden så også den anden side af medaljen: Naturfotografen og hans kone bliver fortsat hængt ud for de værste ting i anonyme kommentarer på Flashback. Blandt andet at de burde forlade landet – eller endnu bedre: Gå sammen ud i skoven og begå selvmord!

For pokker da, jeg erkender, at det jeg gjorde var forkert. Men jeg har trods alt ikke slået nogen ihjel. Lad mig nu være i fred, trygler fotografen – tilsyneladende uden held.

Han beretter om at have mistet sit indtægtsgrundlag – og om hvor hårdt det i det hele taget er at være hængt offentligt ud – hver eneste dag med nye aggressioner på Flashback.

Men hetsen på nätet fortsätter, varje dag. Det känns som om man lever i ett rättslöst samhälle, helt fruktansvärt,

citeres fotografen for i artiklen.

I en kommentar skriver chefredaktør for Medievärlden, Axel Andén, at medborgerjournalistik-sites som Flashback har både gode og dårlige sider, men at man ikke kommer uden om også at skrive om etik og ansvar. Det er en central del af de etablerede mediers selvforståelse at tage stilling til etik og ansvar – og alt bliver naturligvis ikke godt af at blive publiceret af anonyme bloggere.

En följd av diskussionen skulle kunna bli mer etisk självrannsakan i de amatörkollektiv som ägnar sig åt journalistik,

skriver han. Interessant og tankevækkende for os alle – om man så er tilhænger eller det modsatte af, hvad man i Sverige kalder medborgerjournalistik.

Har den klassiske journalistik virkelig vundet?

Min gode kollega, lektor Martin Vestergaard, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, har skrevet et interessant speciale, “Brugergenereret indhold i de etablerede medier”, som i den seneste tid har været pænt omtalt både her og der. Det følgende er en kommentar til specialets konklusioner.

Kære Martin,

Jeg har læst dit speciale, som jeg synes er både spændende og interessant. Jeg er enig med dig i resultatet af din undersøgelse: At brugerne kun i beskedent omfang leverer eller bidrager synligt til de etablerede mediers journalistik, når det gælder deres klassiske kerneindhold: Det politisk/samfundsmæssige stof.

Men jeg er ikke enig i din analyse og konklusion, at det journalistiske fag er for vanskeligt og komplekst et farvand for lægfolk at begive sig ud i. Og at brugerne tydeligvis foretrækker den gode klassiske journalistik frem for brugerskabte varianter. Eller som du selv skriver:

…at der i indholdet i de etablerede medier ligger en langt stærkere professionsfaglighed end stoffet i al sin enkelhed lader ane. Og det er samtidig den slags stof, udvælgelsen, overblikket, som de fleste borgere efterspørger.

Det kan let blive en ret unuanceret snak det her. Vi kan jo begge nævne masser af eksempler på højt kvalificeret undersøgende journalistik, der kræver både talent, erfaring, uddannelse og masser af flid og tid. Og som ingen amatører har hverken tid til eller evner for.

Men samtidig har journalistik bredt sig til at være rigtig mange ting. Og i masser af de journalistiske felter er samspillet med brugerne efter min mening en stadig vigtigere faktor.

De er blevet kaldt “The people formerly known as the audience”. Heri ligger for mig en ny form for permanent samspil med brugerne, der i de senere år er blevet testet mange steder. Med større eller mindre held.

Jeg ser dig forsøge at isolere ideen om fremtidens langt mere aktive mediebrugere som en fiks idé, der viste sig ikke at slå an i virkeligheden. Jeg er enig med dig , at brugerne ikke har “væltet alle hegn”. Men mindre kan vel også gøre det?

Okay, på det politisk-samfundsmæssige område hersker medierne stadig – hvis man definerer det tilstrækkeligt smalt. En lille smule perfidt kunne jeg være fristet til at sige, at det typisk er samfundets top, der snakker med sig selv – med journalisten som rapportør til masserne.

Men definerer man det lidt bredere, ser jeg mange interessante samtaler og input fra engagerede borgere/brugere. Behøver vel bare at nævne Carina-sagen, selvom nogle sikkert vil sige, at den også viser ulemperne ved at lade folk være med til at sætte dagsordenen.

Jeg har selv startet en blog hos Århus Stiftstidende for at skrive om den lokale Folkeskole, hvor mine børn går. Den har ikke ret mange læsere – men jeg regner da med at kunne levere nyttige, underbyggede bidrag hen ad vejen ;-) . Jeg er så lidt ligeglad med, om det bliver kaldt journalistik eller ej. Eller om den lokale avis vil tage akkurat sagerne op. Jeg er vel en lille del af et økosystem, hvor mange forskellige slags stof bliver til, deles, kommenteres osv.

Jeg er overbevist om, at det giver rigtig god mening – for alle journalister som beskæftiger sig med fagområder eller afgrænsede geografiske områder – at have en strategi for at involvere de mest aktive brugere i journalistikken. Af flere årsager, f.eks.:

  1. Nogle gange er det ganske simpelt enklere/billigere – for eksempel at få hjælp til at kortlægge trafikproblemer i Århus. Se også denne artikel, hvor Ingeniøren bad læserne om hjælp (læs de mange interessante kommentarer).
  2. Ofte har brugerne en viden, vi som journalister ikke har, og som vi ikke kan skaffe hos de sædvanlige kilder. F.eks. lokalkendskab. F.eks. har Fyens Stiftstidende hver dags stor nytte af Baglandet.
  3. På visse områder tror jeg, at journalisterne nødvendigvis må bede om hjælp for at kunne behandle eller dække et lokalsamfund ordentligt. Det har vi for eksempel prøvet i tre småbyer i Midtjylland.
  4. Og sådan lidt lommefilosofisk gør det formentlig ofte journalistik lettere at forstå og engagere sig i, hvis man får mulighed for at diskutere emnet – eller læse andres indlæg.

Som sagt er vi enige om, at internettet ikke “har væltet alle hegn”. Journalisterne er stadig i fuld kontrol over stort set alt, hvad der optræder under det varemærke, der beskæftiger dem.

Jeg tror dog, at det vil være klogt, hvis journalisterne tager bestik af alt det, der foregår uden for hegnet. Det kan man enten gøre ved at stå på tæer og forsigtigt kigge ud. Eller endnu vildere: begive sig på udflugt ud i de mange forskellige kanaler, deres brugere også bruger. Der kan man også være journalist. Bruge sin viden, faglighed og kompetencer i direkte dialog med dem, vi tidligere kaldte læsere, lyttere eller seere.