Noter fra New York (3): Journalister på Buzzfeed skal have humor, empati og “a sense of play”

Her skal de 200 redaktionelle medarbejdere i Buzzfeed sidde side om side.

Her skal de 200 redaktionelle medarbejdere i Buzzfeed sidde side om side.

De lyse langborde i det enorme lokale på 5th Avenue på Manhattan fyldes langsomt med bærbare computere. Unge kvinder og mænd pakker deres kasser ud og ser sig om efter strømstik.

Det er flyttedag for de 200 journalister, der er rykket over på den anden side af gaden – væk fra salgs- og marketingfolkene, de før arbejdede side om side med. Forklaringen er pladsmangel. Men flytningen er også symbolsk: Buzzfeed er (også) blevet et seriøst nyhedsmedie med vandtætte skotter mellem redaktion og salg.

Tilfældigvis er vi også på besøg på Buzzfeed denne dag og får et godt indtryk af en meget ung redaktionel stab, et støjende uformelt miljø – et eksperimenterende miljø, hvor ikke ret meget tages for givet.

“Ja, vi har gang i en masse vilde, sjove eksperimenter her”, griner Editorial Director Jack Shepherd.

Buzzfeed er fyldt med paradokser. På den ene side hyres der folk ind i stor stil, og der bliver trængsel ved de lyse langborde. På den anden side er alle jobs til løbende overvejelse: Lykkes eksperimenterne, eller fejler de?

Et andet paradoks er, at Buzzfeed, som hidtil har været kendt for især at publicere fotos af søde katte, nu også satser voldsomt på dataprojekter og undersøgende journalistik som for eksempel dette projekt af Buzzfeed-reporter Alex Campbell.

Vi fik en snak med Jack Shepherd, Alex Campbell, Data Editor Jeremy Singer-Vine og Features Editor Steve Kandell midt i flytterodet, og her er de mest interessante pointer, jeg tog med mig:

Fra søde katte til seriøs journalistik

”Yearh, cute cats were the beating heart of Buzzfeed for a long time. And humour is still a big part of what we do. Not funny writing but lighthearted stuff, that generates a conversation”, siger Jack Shepherd. Han finder det helt naturligt, at den seriøse journalistik også får en plads i Buzzfeed. Det handler stadig om det samme: At udgive stof, som mange mennesker interesserer sig for – og gøre det let for dem at finde det.

Den rigtige balance mellem clicks og shares

Det er især evnen til at skabe indhold, som brugerne vil dele, der har gjort Buzzfeed store. Og hvordan gør man det? Først og fremmest ved at interessere sig for mekanikken i, hvornår og hvorfor folk deler. Og at lære konstant.

Alle medarbejdere forventes at følge deres historiers vandring på sociale medier og på nettet generelt via Buzzfeeds avancerede analysesystem. Især springer en kraftig rød og blå grafik i øjnene: Den blå viser antallet af klik, en historie har fået. Altså antal læsere. Og den røde farve viser antallet af folk, der har delt den. Der skal helst være den rette balance mellem den røde og den blå farve.

If a story gets 1 million click and no shares – it´s a big fiasco for us. That´s very easy to get a lot of clicks. We are much more interested in a high ratio of shares to clicks,

forklarer Jack Shepherd. Han angiver en share-to-click-ratio på 1,5 som en et godt mål for en histories rimelige succes på sociale medier.

We care about numbers!

En anden meget praktisk måde, Buzzfeed lærer på er via en algoritme, der hjælper med at teste, om historiers overskrifter, underrubrikker og indledninger appellerer til brugerne. Redaktionen lægger flere versioner af den samme historie ind – og systemet udpeger den version, der med stor sikkerhed vil klare sig bedst.

Målene er de samme – men det er lettere at få plads

Data Editor Jeremy Singer-Vine.

Data Editor Jeremy Singer-Vine.

3 ud af de 4 Buzzfeed-medarbejdere kommer fra traditionelle medievirksomheder, hvilket også er det generelle billede: Buzzfeed henter i stor stil dygtige folk fra de “gamle” medier. Eksempelvis kom dataredaktør Jeremy Singer-Vine fra Wall Street Journal:

“Vores mål er de samme som de traditionelle medievirksomheder – at holde magthaverne ansvarlige osv – men måden vi gør det på er helt anderledes. Vi har en meget fladere struktur, så vi kan let rykke på nogle ting. Min chef er (Investigations Editor) Mark Schoofs – og hans chef er chefredaktøren her. Det er det!”

De 3 vigtige Buzzfeed-kvaliteter

Hvad skal der så til for at blive Buzzfeed-medarbejder? Jack Shepherd erkender, at det er svært at gennemføre en ansættelsessamtale ligesom det bliver gjort andre steder:

“Jeg fortæller en masse vittigheder, og så ser jeg, hvordan personen reagerer på dem”, forklarer han med det karakteristiske glimt i øjet.

“Nej, men vi kigger virkelig efter folk med humor. It´s just such a big part of why people share. En anden vigtig ting er at have en stor mængde empati. Du skal kunne sætte dig i brugernes sted. Hvis man bare skriver noget, man selv synes er interessant, går det ikke” .

Den tredje og sidste vigtige faktor for Buzzfeed er a sense of play. Man skal synes, det er sjovt at lege og eksperimentere sig frem til løsninger.

Vær enten først eller bedst 

Det kan ligne et paradoks, at Buzzfeeds på den ene side ser meget bredt på, hvad der kan være en interessant historie. Og på den anden side en knivskarp prioritering af, hvad der giver mening at bruge tid på.

“En ting, Jonah (Peretti, stifter og CEO) og Ben (Smith, chefredaktør) konstant slår på, og som vi har lært fra andre medier, er at vi enten skal være først eller afgørende (first or definitive)”, forklarer Jeremy Singer-Vine. 

“Den store forskel er nok, at vi ikke skal udgive en avis. På internettet kan vi både være meget længere og meget kortere end en normal artikel. Vi kan tilpasse os efter historien!”

Og måske skal det ikke engang være en artikel – hvis en listicle, en quiz eller en afstemning vil være et bedre valg.

Men som sagt: Først og fremmest skal Buzzfeed kunne fortælle historien på en interessant måde, som mange mennesker kan interessere sig for, og som ingen andre har gjort endnu. Afsættet kan meget vel være en notits i en lokal avis, som ser ud til at have potentiale – som førnævnte historie af Alex Campbell.

Crowdsourcing: Det vigtigste er et attraktivt fælles mål

Hvis du skal lykkes med at få dine brugere til at hjælpe dig, skal du først og fremmest have et mål med det hele, der enten er til “fælles bedste” på et samfundsmæssigt plan – eller giver den enkelte mere nytteværdi, end personen ville kunne skabe ved egen kraft!

I ProPublica´s "Free the Files" gennemgik knap 1000 personer flere hundrede tusinde bilag om politisk annoncering under præsident-valgkampen i 2012

I ProPublica´s “Free the Files” gennemgik knap 1000 personer flere hundrede tusinde bilag om politisk annoncering under præsident-valgkampen i 2012

Det er den vigtigste konklusion, jeg kan drage efter gennemgang af en række af de senere års mest succesrige crowdsourcing-projekter. Målet med arbejdet var en samling af best practises til brug på diplomkurset I samspil med brugerne.

Jeg har først og fremmest undersøgt ProPublica´s Free the Files (2012) og The Guardians MP´s Expenses (2009). Men i virkeligheden er der måske allermest at hente i Sveriges Radios projekter, blandt andet #VågaFinska og #MinFlykt.

Yasmine El Rafie, redaktør for sociale medier i Sveriges Radio, har samlet sine erfaringer i en ABC for Crowdsourcing, der er en meget nyttig guide for enhver, som vil prøve kræfter på dette område.

Hun understreger blandt andet, at crowdsourcing især er velegnet til at forsøge at inddrage grupper i samfundet, som normalt lever i “medieskygge”:

Det som förenar de framgångsrika satsningarna ovan är att de lyft situationen för minoriteter. På ett sätt är det ganska symtomatiskt – den som upplever sig vara i medieskugga och plötsligt får möjligheten att på enkelt sätt göra sig hörd, har ett driv att delta.

Tre hovedtyper

Crowdsourcing som fænomen har jo netop det formål at samle viden og erfaringer, der er spredt hos et stort antal mennesker – og hvor indsamleren ikke på forhånd ved, hvor den findes.

Her kan digitale og sociale medier hjælpe, og det er derfor helt naturligt, at større og mindre crowdsourcing-projekter nu ses oftere og oftere, igangsat af såvel mediehuse som andre organisationer – typisk af disse tre hovedtyper:

  1. Indsamling og bearbejdning af data (f.eks. Ingeniørens inddragelse af brugerne i analyse af IC4-analyse)
  2. Samling af specifikke oplevelser eller øjenvidne-beretninger (f.eks. Guardian Witness)
  3. Invitation til indspil om bredere temaer (f.eks. Sveriges Radios #VågaFinska)

Her er nævnt nogle enkelte eksempler, hvor af flere er halv-gamle. Jeg vil meget gerne have eksempler på nyere crowdsourcing-projekter herhjemmefra – meget gerne suppleret med erfaringer om ting, der lykkedes eller mislykkedes. Skriv gerne i kommentarfeltet eller send mig en mail på pfj@dmjx.dk

Crowdsourcingens oprindelse

Crowdsourcing som begreb går tilbage til 2006, hvor Jeff Howe i Wired Magazine definerede begrebet som

…the act of taking a job once performed by employees and outsourcing it to a large, undefined group of people via an open call, generally over the internet.

Det vil sige at begrebet snævert betragtet har knyttet sig til det, at “udlicitere” en bestemt opgave til nogle folk, som man ikke umiddelbart ved hvem er, men som finder dig, typisk via sociale markedspladser eller andre digitale platforme (som min kollega Kristian Strøbech gjorde her).

I journalistik og kommunikation bruger vi nu begrebet bredere og forstår normalt crowdsourcing som at spørge ud i mere eller mindre brede communities om bidrag eller indspil på mere eller mindre afgrænsede spørgsmål.

Hvordan måler vi succes?

Det centrale er så: Hvad skal der til, for at et crowdsourcing-projekt lykkes? Og hvad er egentlig succes i denne sammenhæng?

Det sidste først: Vi er i medieverdenen tilbøjelige til at måle succes i kvantitet – og derfor er projekter som de nævnte, Free the Files og MP´s Expenses, så iøjnefaldende med henholdsvis 20.000 og knap 1000 aktive deltagere.

#VågaFinska henvendte sig især til de ca. 700.000 svenskere, som har finsk som modersmål.

#VågaFinska henvendte sig især til de ca. 700.000 svenskere, som har finsk som modersmål.

Men succes kan også være, at der kommer viden, erfaringer eller holdninger for dagens lys, som ellers lå “gemt” hos personer, der ikke kendte hinanden – og ikke vidste, hvad de andre vidste. Det var netop det stærke ved #VågaFinska, hvor de cirka 700.000 finsksprogede i Sverige pludselig fik et mødested, de ikke havde i forvejen.

Og succes kan være, at ganske få personer bidrager med central viden eller erfaring – igen ud fra en udgangssituation hvor denne viden var spredt ud, og ingen kunne sige med sikkerhed, hvor den befandt sig.

Hvad der skal til!

Jeg har ved gennemgang af en række projekter som blandt andet de nævnte fundet frem til disse afgørende faktorer, som alle bør indtænkes i den form for brugerinddragelse:

  1.  Som nævnt er det helt afgørende, at der er et mål med det hele, der enten rammer en bredere samfundsinteresse eller en mere personlig interesse. Og som igangsætter bør man gøre sig umage med at forklare dette mål grundigt!
  2. Og i forlængelse heraf: At man rammer en “passion” hos et antal mennesker: Et (evt. uudtrykt) behov for at kunne bidrage eller ytre sig.
  3. Lav terskel for bidrag: Gør det let! 1) at man rent praktisk let kan komme til at bidrage, 2) at det ikke er for tidkrævende og 3) at ikke alt behøver at være specielt klogt eller færdig-bearbejdet for at kunne gøre nytte.
  4. Sørg for at deltagerne oplever momentum: I stedet for at vente til allersidst med at fortælle om resultaterne, bør man så tidligt som muligt give alle en fornemmelse af, at man rykker. Og huske at fejre de små succes´er!
  5. Indtænk om muligt et element af “sense of community”: Fornemmelsen af at være en del af et fællesskab, der arbejder mod et fælles mål.
  6. Og samtidig – og det er ikke nødvendigvis i modstrid med fællesskabet – at den enkelte kan se, at man bidrage. Og endnu bedre: At andre kan se det!
  7. Husk en eller anden form for anerkendelse: Det behøver sikkert ikke at være penge. “Tak” er ofte et fantastisk betalingsmiddel!

Som sagt er Yasmine El Rafie´s Crowdsourcingens ABC en rigtig god startguide. Andre gode ting at studere nærmere er:

Casino-Driven Design for Crowdsourcing (ProPublica)

What we Learned from Free the Files – and how to make it Better (ProPublica)

Journalism Gets Better the more People Who do It (GigaOM)

Channel 4 News “No Go Britain” Campaign wins award (Journalism)

Introducing Guardian Witness, our new platform for content you´ve created (The Guardian)

Fordele og ulemper ved crowdsourcede platforme som Trustpilot (Google)

Mediernes svære valg: Facebook lokker nu mere end nogensinde

Informations wizz på sociale medier, Simon Fancony, skrev for nylig denne eftertænksomme artikel på K-forum om, hvordan Facebooks “sorte boks” af en algoritme ofte har været lidt af en udfordring for udgivere – men lige nu tilsyneladende lader solen skinne på de traditionelle medier.

BuzzFeeds trafik-udvikling fra henholdsvis Google og Facebook (den blå). (grafik fra Mathew Ingrams artikel - se link)

BuzzFeeds trafik-udvikling fra henholdsvis Google og Facebook (den blå). (grafik fra Mathew Ingrams artikel – se link)

Fancony beskriver levende, hvordan de fantastiske henvisningstal fra Facebook kan give enhver udgiver blod på tanden – men at disse nye gæster fra Facebook ofte er troløse og er lige så hurtigt væk igen – som de er kommet.

Hvem skal være “Danmarks mest sociale medie”

Så det er paradoksalt nok, at i de samme dage som artiklen på K-forum blev offentliggjort, meddelte Politiken, at de har hentet samme Fancony over til nu at gøre netop Politiken til “Danmarks mest sociale medie”, i følge digital udviklingschef Anders Emil Møller.

Ingen tvivl om at Facebook er en lunefuld fætter at være i lommen på – som også Mathew Ingram gør opmærksom på i dette indlæg – men det er svært at ignorere en platform, hvor samtalen støjer så markant som på Facebook (for eksempel om en død giraf i København). Det er da en fest, man må deltage i.

Husk nu at samtaler er to-vejs

At det så nødvendigvis må være en dobbelt-strategi, som Fancony også peger på, står klart:

Aller vigtigst er det fortsat at holde fokus på den grundige, vedkommende journalistik målrettet de kernegrupper der nu en gang er dem, der betaler for at holde de redaktionelle hjul i gang.

Kan man så også skabe debat og samle opmærksomhed via sociale medier, er det ikke at kimse af. Og måske samtidig en metode til at holde sig frisk og i sync med andre end sig selv og de “frelste sjæle”.

Det skal blive rigtig spændende at se, hvordan Fancony, hans kommende kollega i en tilsvarende stilling i Berlingske, og kolleger over den ganske mediebranche formår at benytte det medspil, de nu har fået af Facebook, til at være med til at sætte interessante samtaler op på de sociale medier.

Og husk nu: Det er ikke nok kun at høre sig selv. Lyt også til hvad der bliver sagt derude og brug den viden i det journalistiske arbejde. Det er måske især dér det store potentiale ligger for medierne.

Den nye fagjournalist kommunikerer i netværk

Siden sommeren 2012 har journalisterne på Folkeskolen udforsket en ny journalistisk rolle som igangsætter og udvikler af faglige netværk. Hver journalist har ansvar for et netværk af for eksempel matematiklærere eller idrætslærere. Erfaringerne er foreløbig så gode, at konklusionen er klar: Antallet af netværk skal udvides.

Den traditionelle journalist-leverance er historier. Som noget nyt skal journalisterne på Folkeskolen nu også skabe relationer og gode forudsætninger for udveksling af viden og erfaringer.  Målet er, at brugerne bliver medskabere af relevant indhold og oplever, at de kan udveksle viden direkte.

Vi har i årevis i talrige undersøgelser spurgt læserne: ”Hvad vil I gerne have af os?” Det entydige svar har hver gang været, at de kunne tænke sig et mødested på nettet, der handler om  deres fag.

Det siger Karen Ravn, webredaktør på Folkeskolen. Hun har været med til at igangsætte de første netværk og fortæller her om de første erfaringer, der er rigtig gode.

Folkeskolen.dk har haft sin styrke på journalistik og nyheder om skolepolitik og lærer-vilkår, og det er det, journalisterne har brugt deres arbejdstid på at levere. Det nye folkeskolen.dk med faglige netværk for de enkelte fag og områder er et forsøg på at skabe en platform for den professionelle dialog om lærerens kerneinteresse – undervisningen i folkeskolen.

Nye journalistiske opgaver

Som leder af et netværk af for eksempel dansklærere skal journalisten fortsat levere historier. Men de skal skrives med det mål at levere relevant viden til netværket. Og ikke mindst kan brugerne  selv – dansklærerne – levere artikler eller indlæg til netværket. Alle kan desuden byde ind ved at like” artiklen eller lægge en kommentar.

På den måde kommer journalisten til i en vis forstand at optræde på lige fod med brugerne. Både artikler og kommentarer præsenteres som ligeværdige. Afgørende bliver, om indholdet opleves som relevant, hvilket antallet af hjerter fra læserne afspejler.

Nye opgaver kommer til i form af rekruttering og igangsætning af nye skribenter, overvågning og eventuel moderation af debatter og indspil – samt deltagelse i disse faglige samtaler og fokusering og kvalificering i form af nye spørgsmål eller henvisninger til relevant viden.

Vores største succes er netværket for matematiklærere. Vi havde ikke ventet, at matematikerne var så gode til at kommunikere, men de er super-gode og meget engagerede.

Målet er endnu flere netværk

Et andet eksempel  på et netværk med stor aktivitet er ” It i undervisningen”. Her er debat-aktiviteten om muligt endnu større end hos matematiklærerne. Og det er stadigt stigende. Her udvikles et community i ordets bedste forstand med meget omfattende dialog og snak på tværs om fælles problemstillinger.

Succes´en har været så stor, at Folkeskolen har appetit på at åbne yderligere en række faglige netværk:

”Vi skal helt sikkert videre med nogle flere netværk.  Vi vil her i begyndelsen af 2013 evaluere arbejdet og vurdere, hvordan vi kan gå videre.”

Tankerne om at udvikle faglige netværk har været længe undervejs. Tilbage i 2007 fusionerede Danmarks Lærerforening med to mindre organisationer inden for undervisning, Formidlerne og S81. For dem var det ikke umiddelbart relevant med et fagblad ved navn Folkeskolen.

Ny web-platform var afgørende

Så det endte i stedet med, at bladet med blev suppleret med månedsmagasinet Undervisere samt to faglige netværk på nettet., Specialpædagogik og Ernæring og sundhed.  De har siden fungeret som eksperimentarium – indtil redaktionen i sommeren 2012 tog skridtet videre og etablerede yderligere en række netværk for bl.a. fagene dansk, idræt, musik, sløjd/håndarbejde og som nævnt matematik og it.

En væsentlig grund til at det skulle blive 2012, før de nye netværk så dagens lys var, at man ønskede en ny web-platform, der var velegnet til at håndtere netværk. Forbilledet har været netværket for kommunikatører, K-Forum.

Teknisk set fungerer systemet sådan, at både artikler, anmeldelser og brugergenereret indhold mærkes med såkaldte tags. Det er en slags nøgleord, der gør, at artiklerne principielt svæver så rundt overalt og dukker op på de ønskede sider.  Det betyder, at det er let for redaktionen at få artikler om eksempelvis matematik til at dukke op i netværket for dette fagområde.

Hvad vil det sige at være netværks-journalist?

Det helt afgørende var naturligvis, om journalisterne ville være med. Og det ville de: Hver enkelt fik muligheden for at vælge, hvilket fagområde de ønskede tilknytning til.

Det blev aftalt at afsætte tid svarende til cirka en arbejdsdag om ugen – altså cirka 20% af arbejdstiden. Tiden går først og fremmest til at skrive artikler, der er relevante i det pågældende netværk.

”Der skal være noget nyt – en journalistisk artikel –  i hvert netværk mindst en gang om ugen til at drive det fremad. Det kan være en stor udfordring for den enkelte journalist”.

Netværkene har ifølge Karen Ravn i øvrigt også medført, at vurderingen af, hvad der kan være en relevant historie, er under forandring.

For eksempel ville en henvendelse fra en kendt musiker tidligere nok være blevet afvist som et forsøg på at få noget reklame for sine foredrag.

”Nu lader vi ham i stedet komme til orde i musik-netværket. På den måde overlader vi relevansen af hans indlæg til netværket og kommentarerne fra medlemmerne af det..”

En vigtig opgave er naturligvis også at følge debat-trådene i netværket og bidrage, hvor det er muligt og nyttigt. Det er en kompetence, ingen af journalisterne på forhånd, men som løbende udvikles.

Vi øver os i at gå ind i debatter uden at komme med holdninger. I stedet kan vi f.eks. henvise til artikler, der tilføjer nye vinkler på et faktuelt grundlag. Vi kan se, at det smitter af på brugerne, så det er også noget, de gør mere og mere.

”Desuden bruger vi meget tid på ting, vi ikke troede, vi behøvede. F.eks. at hjælpe folk med at uploade stof. Der er en del, der ikke kan finde ud af de forskellige måder at lægge stof på nettet.”

Og hvad med lærerne, vil de være med?

Før etableringen af de enkelte netværk tog Folkeskolen kontakt til repæsentanterne for fagets  faglige forening og/eller personer, som allerede var en del af journalisternes netværk, var aktive bloggere eller på anden måde havde vist sig at være mere end almindeligt engagerede.

De blev inviteret til et introduktionsmøde og indviet i mulighederne – og de fleste af dem udgør i dag kernen i de respektive faglige netværk – som bidrager med indlæg, kommentarer eller kommer med tips og forslag til netværks-journalisten.

Ud over at et mindre antal personer er inviteret ind som bloggere på folkeskolen.dk, har alle brugere de samme muligheder for at bidrage i netværket:

  1. Man kan like det enkelte indlæg (a la Facebook) med et hjerte. Nye læsere kan så på forhånd vurdere et indlæg ud fra, hvor mange hjerter det har fået.
  2. Man kan skrive kommentarer til allerede publicerede indlæg (log-in)
  3. Man kan skrive egne debat-indlæg (log-in)
  4. Brugerne kan desuden skrive et såkaldt lærer-til-lærer-indlæg, der er tænkt som decideret videndeling i netværket (log-in)

Antallet af aktive brugere øges hele tiden stille og roligt. Hver dag dukker mindst ét nyt navn op i netværkene. På redaktionen er de meget tilfredse med udviklingen, understreger Karen Ravn.

Samarbejde med konkurrenterne

På forhånd var der en del bekymring i forhold til, om Folkeskolen kunne tilføre værdi ud over, hvad allerede eksisterende platforme for viden om læring, Skolekom og undervisningsportalen EMU, kunne tilbyde.

Det har nu vist sig, at de faglige netværk supplerer disse officielle platforme meget fint. Og der er endda nu etableret et samarbejde med udbyderen, Uni-C, således at Folkeskolens netværks-sites nu er forsynet med en boks med nyt fra Skolekom. Og planen er, at der den anden vej også skal være et ”vindue” med indhold fra netværkene.

Næste skridt er som nævnt, at der åbnes endnu flere faglige netværk på Folkeskolen.dk. Det overvejes lige nu, hvad den rette størrelse og fokus vil være, for at netværkene på den ene side ikke bliver for brede – og på den anden side bliver store nok til, at der kan være tilstrækkelig dynamik og aktivitet.

Opdatering: Undskyld, jeg havde glemt links´ene. Hilsen PF

 

Sandy Hook-dækningen et lærestykke i breaking news anno 2012

Det var ud på aftenen i Danmark, da de første meldinger dukkede op om den dramatiske nedskydning af 27 personer på en skole i Connecticut. I løbet af de næste timer strømmede det ind med store mængder af detaljer om skydningen, hvem manden bag kunne være.

I dagene efter har breaking news-dækningen været genstand for stor debat, især om den rolle sociale medier spillede, og om journalister overhovedet bør spille på de tangenter under så ophedet et forløb med så mange ubekræftede rygter i omløb.

 

Twitter-dialog mellem Andy Carvin og The Guardians Heidi Moore og Wall Street Journals Bradley Davis.

Debatten er her samlet op godt op af Mathew Ingram, som konkluderer, at det ikke var sociale mediers “skyld”, at så mange rygter florerede, da mange af dem faktisk var startet i live-udsendelser på bl.a. CNN og NBC. Sociale medier er bare med til at sprede rygterne hurtigere:

…for better or worse, social networks are a crucial part of how we communicate now, and how we share both information and our emotional reaction to events like the Newtown shooting.

Hvad bør journalister så gøre? De bør selvfølgelig intensivere arbejdet med at afklare, hvad der er rigtigt og forkert. Og naturligvis også anvende sociale medier i dette arbejde. Dels til at følge strømmen af informationer – hvoraf nogle viser sig at være korrekte. Og dels til real-time at arbejde sammen med kilder tættere på begivenheden.

En medfølgende risiko er, at man som journalist kommer til at bære ubekræftede rygter videre. Rygter der senere viser sig at være usande. Den risiko kan journalister minimere ved almindelig forsigtighed – men samtidig være åben og tydelig med, at man ligger inde med oplysninger, der ikke er bekræftet, foreslår Craig Silverman på Poynter.

En af de journalister, der på den måde arbejder på at skille skidt fra kanel på især Twitter, er NPR´s Andy Carvin, som også var meget aktiv i dækningen af Sandy Hook-skydningen.

Carvin er så efterfølgende blevet hængt til tørre af en klummeskriver i The Guardian, Michael Wolff, som mener, at Carvin gik alt for langt i viderebringelsen af ubekræftede rygter.

Diskussionen mellem Wolff og Carvin er meget interessant, idet den fokuserer på både de muligheder og de risici, som arbejdet på sociale medier indebærer under dækningen af breaking news.

Wolff hævder i det meget personlige angreb på Carvin, at han sidder og gemmer sig på et fjernt kontor og lukrerer på andres arbejde – inklusive rygterne.

Carvin’s interest has never been reporting, per se, or storytelling, or even, in the manner of the untrained war reporter, experiencing the reality for himself. Rather, his vocation, along with promoting social media itself, has been that new information role called “curation”…

“Oral history-telling in real-time”?

Andy Carvin, som i øvrigt snart udgiver en bog om sit arbejde bl.a. under det arabiske forår kaldet Distant Witness, giver svar på tiltale i en Storify, hvor han forsøger at dokumentere, at han ikke bare har viderebragt rygter, men faktisk har forsøgt at finde bekræftelse og i øvrigt opfordret brugerne til at tænke sig godt om og ikke bare give alt videre.

Han skriver blandt andet, at han ikke er vild med udtrykket “kuratering”:

To me, the term conveys an activity that’s archival rather than live, so in some ways I think of what I do as a form of oral history-telling in real time – and like most oral histories, it takes a while to figure out what’s true and what’s not.

Som altid bliver en sådan debat vældig polariseret – og man kommer let til at holde med den ene eller den anden. Min personlige holdning er, at folk som Andy Carvin viser vejen til en ny form for journalistik, der udvider og nuancerer traditionel journalistisk indsamling, bearbejdning og historiefortælling.

I en sag som Sandy Hook-skydningen – og masser af mindre dramatiske begivenheder herhjemme – er der fortsat rigeligt at gøre for journalister med verificering, af- og bekræftelse af rygter og påstande. Udgivelse på sociale medier og i samspil med brugerne dér bliver stensikkert en helt nødvendig del af dette journalistiske arbejde.

Betaling for digital journalistik vejen til højere kvalitet – og overlevelse? (uge 49)

Tidligere på ugen åbnede Jyllands-Posten for den nye Premium-model med “journalistik i to lag”. Chefredaktør Jørn Mikkelsen lover både fordybelse og digital berigelse til abonnenterne. På den måde kan digital betaling måske blive motor for journalistisk udvikling og kvalitet.

Spørgsmålet er fortsat om der også er penge i det! Bølgerne går stadig højt blandt branchens involverede og iagttagere. Columbia Journalism Reviews  Ryan Cittum  proklamerede i denne uge, at

The war is over. The evidence is in!

Altså at beviserne for at digitale betalingsløsninger af den ene eller anden art nu er så stærke, at sagen er afgjort.

Nej, den er bestemt ikke afgjort, svarer en af de markante talsmand for den anden fløj, Steve Buttry fra Digital First Media. Han er stærkt bekymret for, at den voldsomme fokus på bestemte betalingsløsninger på nettet dels viser sig ikke at give ret mange penge i kassen og dels jager mange af de brugere væk, inden man finder en mere brugbar og acceptabel form for abonnement.

Hvad skal man så tro på? Ja, der er normalt god grund til at tro på medie-professor Robert Picard, tidl. Jönköping Business School. I et indlæg på sin blog The Media Business opsummerer han situationen:

Some news organizations are making good progress in getting things right and the public is increasingly seeing value provided by news on digital platforms and evidencing increased willingness to pay.

Han understreger, at den digitale transformation er i fuld gang. De fleste mediehuse oplever nu et digitalt nyhedsforbrug, der 5-10 gange større end læsningen af trykte aviser. Og mange af mediehusene har allerede 15-25% af deres indtægter fra digitale medier. Han har desuden en række vigtige pointer til mediecheferne:

  • Det ser ud til, at større mediehuse har lettere ved at få betalingsmodeller til at fungere end mindre organisationer
  • Nyheder som sådan er ikke nok til at kræve betaling. Man må se på den “unikhed” man repræsenterer – og dyrke den yderligere (som JP siger de vil)
  • Mellem 4 og 12% af mediebrugerne har vist sig klar til at betale for digital journalistik (forskellige undersøgelser)
  • En rå betalingsmur vil reducere trafikken på nyhedssitet med 85-95%
  • Public affairs-magasiner har åbenbart lettere end aviser ved at få betaling – især i form af tablet-udgaver.

Journalister: Se på forretningen!

Så det her er så endnu en blogpost, der handler om den journalistiske forretning. For mig at se er det først og fremmest udtryk for, at det er det mest brændende spørgsmål i det journalistiske fag lige nu: Hvad skal journalistiske medier (og journalister) leve af i fremtiden?

Til at begynde med må journalister engagere sig mere i den forretningsmæssige side af deres arbejdsplads, end de traditionelt har gjort, skriver NPR´s Matt Thompson på Poynter´s site:

Det kan være en del af det journalistiske ansvar at være med til at finde nye indtægts-muligheder, og det er helt ok at mødes med folk fra marketing og annonceafdeling og lære dem bedre at kende, skriver han – samtidig med at der selvfølgelig stadig er en grænse for, hvad journalister kan involvere sig i.

Journalistik i netværk

Når det kommer til det journalistiske, udgav amerikanske J-Lab i denne uge en meget interessant rapport Networked Journalism. Rapporten opsummerer erfaringerne fra 9 forskellige mediehuse, der med penge fra Knight Foundation har udforsket muligheder for at samarbejde med andre aktører – professionelle journalister, amatør-bloggere mm.

De fleste af eksperimenterne har været meget vellykkede, ser det ud til, og har åbnet redaktørernes øjne for, at samarbejde måske er vejen frem. Især set i lyset af  de stadig mere begrænsede ressourcer.

Lidt af hvert

Torsdag var der endnu en udgave af konferencen News:Rewired i London – med et hav af gode ideer. Gå selv på jagt i materialet her.

Bla. fortalte innovationschef på The Irish Times, Johnny Ryan, om konkurrencen The Digital Challenge, der  har givet mediehuset starten på en del gode projekter.

Også Global Editors Network har haft gang i et par udviklingsdage, Paris Lab, hvor forskellige hold har kæmpet om nye måder at anvende fotos i redaktionen på. Der er også en del gode ideer at hente.

Herhjemme leverede Jon Lund en velskrevet og grundig gennemgang af reglerne for indsamling af informationer på folks computere via cookies.

Og ligeledes velskrevet og interessant var Mads Kastrups blogindlæg med sine refleksioner om Elbæk-sagen. Det handler om journalistik!

I fuld fart fra print til digital – opsamling uge 42

Det store samtaleemne i sidste uge var overgangen fra trykte medier til ren digital publicering. Det amerikanske magasin Newsweek meddelte, at det sidste trykte blad udkommer sidst i december. Og samtidig gik der rygter om, at det engelske dagblad The Guardian overvejer samme beslutning.

Newsweeks beslutning har fået et hav af kommentarer med på vejen – her fint samlet op af Nieman Journalism Lab. De fleste vurderer, at det (endnu) ikke er dødstødet til print, men måske snarere udtryk for en desperat handling fra et presset mediehus. Som redaktør Steve Yelvington skriver:

There is no business model for killing print.

Hvad angår rygtet om The Guardian, viste det sig at være et typisk eksempel på, hvordan en tilfældig blog-post bliver slugt råt af nyhedshungrende journalister. Men ingen tvivl om at cheferne i det engelske mediehus diskuterer, hvordan Guardian skal blive en rentabel forretning.

Trods 3 mio. brugere dagligt på nettet er Guardian en dundrende underskudsforretning. Man har udbredelsen og rummer stor redaktionel fornyelse – men udfordringen er at tjene nogle flere penge på det. Guardians CEO Andrew Miller kalder det “a poor football model”: Kreativt er det et utrolig interessant sted at være. Men det er svært at se den bærende forretningsmodel.

Herhjemme var Kjerteminde Avis den første til at lukke printavisen. Journalisten.dk fortæller, at det går fremad for det lille mediehus – men at det endnu næppe er den helt store forretning.

Store digitale løfter fra Gannett-koncernen

Traditionelle opgørelsesmetoder viser, at avishusene kun vinder én krone på nettet, for hver gang de taber 25 kroner på print, men den amerikanske mediekoncern Gannett kunne i det netop offentliggjorte kvartalsregnskab bringe mere opløftende tal:

Et tab på 39 mio. USD blev ikke opvejet af øgede digitale indtægter på 23 mio. USD. Men det giver dog et helt andet regnestykke: 1 til 1,5, vurderer Poynter´s Rick Edmonds. De mere positive tal kommer, fordi Gannett indregner andre digitale indtægter ud over annonceindtægter.

It is not written in stone that print losses must be replaced with digital ad revenue gains. Any mix of digital circulation revenue, revenue from non-advertising digital ventures like social media marketing services or non-digital activities like events or contract printing will do,

skriver Rick Edmonds.

Og bare som et PS: Magasinhuset Forbes meddelte i ugen, at 50% af indtægterne nu er digitale. Kom ikke og sig, at det ikke kan lade sig gøre!

Den anden side: Rationalisering!

Den anden side af regnestykket er selvfølgelig, at organiseringen af mediehusene må tilpasses realiteterne. For nylig meddelte Svenska Dagbladet, at man outsourcer sportsredaktionen mm. Og i sidste uge kom Schibsted-koncernen ud med planer om at samle alle de gode folk, der arbejder med “nytte-stoffet”.

Det viser sig at være i alt knap 30 personer på de store regionalaviser i Norge. Måske kan de sammen producere endnu mere nyttigt stof til nordmændene?

Hver tiende brugte Twitter som “second screen”

11% af amerikanerne var på Twitter, mens de så tv-debatten mellem Obama og Romney, viser en undersøgelse fra Pew Research Center. Hermed blev der sat tal på snakken om, at vi som mediebrugere “altid” har en digital kanal åben, mens vi ser tv eller læser i en avis.

Twitter´s CEO Dick Costolo sagde selv, at man håber og tror, at Twitter vil blive en komplementær kanal til de traditionelle medier, i takt med at mediebrugerne i stigende grad ønsker at være medproducerende og i dialog med omgivelserne.

Twitter for begyndere

Danmark er Twitter jo endnu ikke så stort, så den type med/modspil går her typisk via Facebook. Men måske er det værd at se nærmere på Twitter? I givet fald er Steve Buttry, tidligere American Press Institute, en glimrende guide.

Tag også et kig på disse tips fra Columbia Journalism Review, der blandt andet anbefaler, at man selv bidrager med originalt indhold, snarere end bare at sende videre, hvad andre skriver.

En undersøgelse fra University of Arizona viste, at især BBC kan det dér med Twitter. Mediekonsulent Adi Gaskell diskuterer her, hvad det er, andre mediehuse kan lære af BBC.

“Sandheden” – og mediernes troværdighed

En undersøgelse af Epinion viste (igen), at journalister ligger i bunden af listen over forskellige faggruppers troværdighed, hvilket gav  stor debat på Journalisten.dk. En omtale på Markedsforing.dk gav nogle hints om, hvad baggrunden kan være – blandt andet at 8 ud af 10 mener, at medierne er for optaget af sensations-journalistik.

I præcis de samme dage bragte Poynter et interessant essay af underviser og debattør Clay Shirky om det, at amerikanerne i stadig mindre grad kan enes om, hvad der er sandt og falsk. Internettets ulighed for, at alle kan skrive, hvad de mener, har ikke hjulpet. Tværtimod!

Det efterlader så en stor udfordring til , kunne man sige :-)

Crowdfunding, kolletiv intelligens mm.

Til sidst et par andre spredte tanker:

Spændende tanker om udviklingen af journalistrollen: Frem for ideen om, at journalister først og fremmest skal “grave nyt frem” skal de beskæftige sig med amplification: Løfte det mest interessante frem af det, der allerede er publiceret.

De traditionelle medier er stadig størst – også på nettet – i Sverige, viser den årlige undersøgelse af mediebrugen i landet.

Hvis du overvejer at finansiere din journalistik via såkaldt crowdfunding, er her nogle tips fra medieprojektet Kickstarter.

En ny app kaldet Circa bryder journalistiske artikler op i spiselige bidder egnet for læsning på mobilen. Den er endnu ikke helt færdig-testet. Men prøv den!

Så kom Netflix til Danmark. Det kommer på længere sigt til at ændre vores tv-forbrug radikalt, spår en ekspert.

Og endelig: “Gruppe-intelligens” bliver en stadig vigtigere egenskab på arbejdsmarkedet – ikke mindst i journalistikkens verden. Så her er et interessant indlæg på Harvards business-blog.

 

Journalistikken under forandring – opsamling uge 41

Inspireret af Nieman Journalism Lab, der laver en meget nyttig opsamling på ugens historier om journalistik og medier, vil jeg prøve at lave en tilsvarende opsamling i en dansk optik, så ofte tiden tillader det – vel vidende at det som oftest blot kan blive et overfladisk kig – suppleret med nogle links.

Voldsomme nedskæringer i Aarhus og på Nordvestsjælland

Ugens store dramatiske nyhed var for mig – som tidligere ansat – meddelelsen om, at en tredjedel af de redaktionelle medarbejdere på Århus Stiftstidende skal væk. Oven i de tidligere sparerunder betyder det formentlig en radikalt anderledes organisering og prioritering.

Det kan ikke undgås, at der skal træffes radikale fravalg  – og at regionalavisen i sin kendte brede form formentlig snart er slut. Som antydet af chefredaktør Dorthe Carlsen i Mediawatch tegner der sig en betydelig tyndere nærlokal dækning af det østjyske område samt en fokus på Aarhus, især af politik, kultur og sport.

Sandsynligvis er Aarhus Stiftstidende blot forløberen for en radikal ændring (og nedskæring) af dagbladenes journalistiske indsats.

Desværre kom også Nordvestnyt i dag, fredag, ud med en kraftig spareplan, der kommer til at koste hver fjerde redaktionelle medarbejder arbejdslivet på enten Holbæk Amts Venstreblad eller Kalundborg Folkeblad (navnet på de tidligere titler – undskyld. Redigeret 17/10-12, PF)

Sponsoreret indhold – kan vi det?

Så er det naturligvis på sin plads at seefter nye indtægtskilder, og for nogle amerikanske medier, blandt andet Forbes og BuzzFeed, er det blevet et Columbus-æg: Det giver både penge i kassen og interessant indhold med mange læsere.

Det er jo sådan set ikke noget nyt i vores verden – bortset fra at den type “content marketing” nu står side om side med den såkaldt objektive journalistik. Det er vist også lige en tanke, vi skal vænne os til og diskutere fordele og ulemper ved :-)

Til en start kan det anbefales at læse Shane Snows overvejelser om journalistik og etik på Poynter´s hjemmeside.

Sociale medier: Er du “jæger” eller “arkitekt”?

Konsulentfirmaet Cision offentliggjorde i løbet af ugen en undersøgelse, der viste, at hele 97,2% af den svenske journalist-stand nu anvender sociale medier i deres arbejde. Og næsten en tredjedel mente, at de vil have svært ved at udføre deres arbejde uden.

Samtidig opdelte undersøgelsen journalisterne i fem kategorier:

  1. 35,5% er skeptikere, der ser en del problemer i brugen af sociale medier og kun bruger dem sporadisk
  2. 23,4% er jægere, hvis brug af sociale medier drives af jagten på information, nyheder og nye kontakter
  3. 20,4% er af typen markedsføreren, der fokuserer på at sprede kendskabet til eget arbejde
  4. 14,3% eobservatører, der ikke selv er særlig aktive på sociale medier, men bruger dem til overvågning
  5. Endelig er der 6,3% arkitekter, som betegnes som eliten på sociale medier. De er meget aktive og netværksskabende, og deres anvendelse er integreret i deres arbejde.

Til dem, der overvejer at gå i gang, har Anthony de Rosa, Social Media Editor på Thomson Reuters, nogle gode tips:

Få hjæp til først at opbygge et relevant kildenet på sociale medier, først og fremmest Twitter. Begynd så at følge med i, hvad disse kilder siger og diskuterer på sociale medier. Gå så lige så stille i gang med at interagere med dem, dvs. stil spørgsmål og kom med kommentarer. Og først da føler man sig formentlig rustet til at skrive selvstændige indlæg – måske i første omgang med links til andres indhold. Men så er grunden lagt!

Læs også Liz Herons samling af gode tips om journalistisk brug af sociale medier. Hun er tidligere Social Media Editor på New York Times.

Konstruktiv journalistik – det griber om sig

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er medvært på en konference i næste uge i DR-Byen om konstruktiv journalistik. Der har været enorm interesse for arrangementet, og der skrives også flere og flere indlæg om metoden. Blandt andet dette på INMA´s hjemmeside.

Tidligere chefredaktør på svenske Norran, Anette Novak, har også en række interessante betragtninger på sin blog om balanceringen af det kritiske og konstruktive.

Andet interessant læsestof – som blandet landhandel

Columbia Journalism Review har en interessant guide til nyttige redskaber for den digitale journalist.

Samme medie har en læseværdig artikel om at balancere den personlige markedsføring med det professionelt journalistiske.

Tag også et kig på en ny YouTube-kanal opbygget af Center for Investigative Journalism, kaldet “The I Files”

Pressefotografforbundet præsenterede fredag et nyt initiativ kaldet Boost – i grænselandet mellem udvikling og efteruddannelse.

Engelske Paul Bradshaw (medunderviser på mit diplomkursus “I samspil med Brugerne”) skrev i løbet af ugen en læseværdig artikel om at stoppe med at hakke på “web first”.

Den hollandske medieforsker Mark Deutze om, hvorfor den fremtidige journalistrolle er at sammenligne med en DJ.

Det var, hvad jeg valgte at bringe… Skriv gerne om dine forslag til forbedringer af indhold og form!

Storify kan føre til ny journalistisk tænkning

Journalistens kerneydelse har altid været at indsamle, prioritere og verificere information og sætte hele molevitten i en relevant og aktuel sammenhæng. Det ændrer et værktøj som Storify sådan set ikke på. Men alligevel står det klart, at den journalistiske selvopfattelse bliver påvirket.

I fredags var jeg vært for vores første kursus i at bruge Storify – og tænke overvågning af sociale medier ind i den journalistiske proces. Det var en stor fornøjelse. Selvom teknikken ind i mellem fortsat reagerer underligt, gav Storify tydeligvis deltagerne en fornemmelse af, hvordan inddragelse af det bedste indhold fra “den sociale strøm” kan supplere og ind i mellem kvalificere det, vi traditionelt har kaldt den egentlige journalistiske historie.

(Kort om Storify: Det er et værktøj udviklet til at gøre det let at trække indhold fra Twitter, Facebook, YouTube (videoer), Flickr (fotos) og Instagram (fotos via Twitter) over i en journalistisk artikel. Man samler så at sige sin historie som samlesæt med “klodser” fra sociale medier – og skriver sin egen kontekst omkring disse elementer)

Storify gør det let at udføre journalistiske handlinger på en måde, der på forskellig vis bryder med den hidtidige opfattelse af journalistik:

  1. Først publiceres der i stride strømme – og så redigeres/prioriteres der efterfølgende. “Publish, then filter”, som amerikanske Clay Shirky skriver. Vi har ellers som journalister altid tænkt, at vi skulle sortere skidt fra kanel før udgivelse.
  2. Journalisten bevæger sig op over indholdet og ser i mindre grad sig selv som primær producent af “selve historien” – og i stedet som én, der i højere grad orkestrerer, faciliterer og guider læseren ind og ud af den digitale strøm.
  3. “Historien” som en proces, der i perioder kan planlægges og iscenesættes og i andre perioder har sit eget liv. Snarere end som et afsluttet produkt i form af en artikel eller et indslag.
  4. Og så at journalistik kan skabes og få værdi oven på – og med værdifuldt input fra – sociale medier. Alene det er nok en svær kamel at sluge for nogle journalister.

Vi arbejdede på kurset især med Storify som redskab i to sammenhænge:

Sammenfatning og indramning af debatter

Et mål med journalistik er oftest at blive “talk of the town”, men hvad denne efterfølgende samtale går ud på, er typisk ikke noget, vi som journalister har beskæftiget os med. Men hvorfor ikke følge disse samtaler, som læserne/brugerne har med hinanden – og måske ligefrem kvalificere og guide dem?

Det satser eksempelvis Horsens Folkeblad meget på og laver dagligt ofte flere Storify´s, med inddragelse af de mest interessante og givende kommentarer på mediehusets artikler. Gode eksempler er en debat om husning af asylansøgere i Juelsminde og om et barn der fejlagtigt blev udleveret til en forkert taxachauffør.

Webredaktør Kristoffer Hamborg, Horsens Folkeblad, fortæller, at en sådan sammenfatning af debatten som regel fører endnu flere kommentarer med sig – og gør debatten frugtbar og meningsfuld.

På den måde kan det journalistiske forløb tegnes som et loop, hvor historien under hver runde med læserne tager nye og – forhåbentlig – interessante og relevante retninger.

Opsamling og indramning af et hændelsesforløb – næsten mens det sker

En anden oplagt anvendelsesmulighed for Storify er til opsamling og dokumentation af et aktuelt hændelsesforløb. Især i situationer, hvor de relevante kilder kan være spredte og af mindre autoritativ karakter, kan input fra sociale medier – og hermed Storify – være nyttigt. Et velkendt eksempel er bevægelsen Occupy Wall Street.

Journalist Kasper Ottosen, Århus Stiftstidende, har fundet en måske mindre spektakulær, men meget effektiv måde at anvende Storify på, nemlig som redskab til at dokumentere nyheder og hændelser omkring det århusianske fodboldhold AGF.

Et andet eksempel er DR-journalist Lars Damgaard Nielsens sammenfatning af de bedste videoer fra skybruddet i København sidste år.

Her fungerer Storify som et enkelt redskab til at samle det bedste og mest relevante stof fra forskellige kilder. Og journalisten bliver i højere grad en “kurator” (begreb hentet fra museumsverdenen) end selvstændigt skabende.

Men det lag, man hermed kan tilføje – og hermed give enkeltdelene ny mening – kan være nok så meningsfuld.

Et nyt workflow

Begge måder at anvende Storify på lægger op til, at man som journalist følger med på de sociale medier og noterer sig interessante og relevante indlæg. Ved hjælp af knappen “Storify this”, som man henter på Storifys hjemmeside i form af en blå firkantet booklet, som man trækker op i sin bookmark-bar, kan man gemme tweets, Facebook-kommentarer og blogindlæg i sin storypad på Storify.

På den måde samler man løbende materialet til sin historie. Herfra er det bare at udføre sit kurator-job godt: At præsentere, indramme og tilføje sammenhæng og mening til det gode indhold, andre har skabt.

Det skal siges, at Storify endnu ikke er helt fejlfri. Især i relation til Facebook støder man ind i ting, der ikke fungerer helt, som de burde.

Men lad det ikke være en hindring for at gå i gang med at lege med Storify. Gå ind og registrér dig som bruger – og prøv at samle nogle historier.

Og skulle du have brug for inspiration og viden om, hvad man ellers kan gøre med Storify, så kommer der et nyt éndags-kursus d. 14. januar i København.

 

Nyhedsjournalisten i netværk: “There is always someone closer to the story”

Da min gode ven, Bill Mitchell, The Poynter Institute,  mandag optrådte på UPDATE-konferencen Journalistik tæt på borgerne, havde han flere interessante ting i posen. Bl.a. en udvikling af en tidligere model for Next Step Journalism.

Et centralt begreb i Bill Mitchell´s nyudviklede model er “the golden hour” (hentet fra Storyfuls Brian Little). Det er udtryk for tidsrummet efter en begivenhed indtræffer – og hvor en journalist virkelig kan gøre en forskel i retning af at få styr på kendsgerninger og få kontakt til relevante kilder tæt på begivenheden.

The primary commandment is that there is always someone closer to the story….We are not experts in every subject. We find the people who are,

skriver Brian Little i artiklen, der mener, at “breaking news” som sådan må revideres grundigt. Den klassiske journalistiske målsætning om at “have nyheden først” mener han er en fjollet illusion.

Det handler i stedet om at knokle for lynhurtigt at opbygge netværk af øjenvidner, forbipasserende, aktivister, eksperter og fag-journalister, der i “the golden hour” arbejder sammen om at sortere sandt fra falsk, verificere information, dokumentere begivenheden, tilføje kontekst og analyse.

Storyful believes the key skill for journalists in a social age is collaboration. There really is no alternative to working with others in the Golden Hour. If a newsroom decides to go it alone, the chance you will be consistently first is nonexistent. The chance that you will often be wrong is 100 percent,

skriver han – og går altså i den stik modsatte retning af den journalistiske myte om nyhedsjægeren som den ensomme ulv på jagt efter solohistorien.

I stedet ser han fremtidens nyhedsjournalist som én, der forstår at udvikle netværk med relevante interessenter i en historie – og medvirke til at sådanne netværk kan arbejde produktivt i og med den pågældende nyhedshistorie.