Indlæg tagget med ‘Journalisten.no’

Norsk undersøgelse: Aviserne bliver mere visuelle

torsdag, 13. januar 2011

En undersøgelse foretaget af det norske fagblad Journalisten viser, at de norske dagblade er blevet langt mere visuelle de senere år. Bogstavelig talt:

I 1980 fyldte fotos og grafik 25% af pladsen. I 2010 fylder de visuelle elementer dobbelt så meget, nemlig 48%. Omvendt er tekstens andel gået ned fra 59% til 38%.

Optællingen er godt nok foretaget på kun fem udvalgte aviser, men tendensen er til gengæld meget klar – og gælder formentlig også danske aviser:

De visuelle virkemidler fylder stadig mere, selv i “ordets kanal”, papiravisen. Teksterne er blevet kortere, artikler bliver delt op i flere elementer og med flere visuelle indgange.

Det kan man jo så enten begræde eller glæde sig over. Jeg mener, det er en udvikling i den rigtige retning, når målet er at involvere og engagere læserne. 

Når man så lægger til, at iPad- og netjournalistik også i høj grad er (eller bør være) visuelt funderet, så er det oplagt, at visuel tænkning og historieudvikling er central på redaktionerne. Hvilket så desværre ikke altid er tilfældet.

Fotografer og grafikere burde glæde sig over, at de bliver stadig mere centrale spillere i det journalistiske teamwork, men mange oplever desværre, at deres indflydelse ikke bliver større. Nærmest tværtimod.

Jeg vil fortsat mene, at der bør være gyldne muligheder for alle med en visuel grundfaglighed og lyst til at have indflydelse på det redaktionelle arbejde.

Måske skal der noget kompetence-opgradering til. Jeg kan f.eks. stærkt anbefale Ole Munks kursus os UPDATE, Visuel journalistik for viderekomne. Hold også øje med den kommende diplomuddannelse i Visuel journalistik, der begynder efter sommerferien.

Kan man være privat på Facebook?

torsdag, 5. august 2010

En aktuel sag fra Norge viser endnu en gang, at der er uklarhed om, hvorvidt man kan snakke privat med sine “venner” på Facebook, eller om alle ytringer dér kan betragtes som offentliggjort og dermed åbne for citat uden begrænsning.

En teologistuderende skrev på Facebook, at “Det er reservert et sted innerst i helvete for israelittisk lederskab”, efter at Israel i juni angreb en hjælpekonvoj på vej til Gaza.

Den lokale avis i Tromsø fandt indlægget så interessant, at det blev anledning til en nyhedshistorie, og forfatteren klagede bagefter til Pressens Faglige Utvalg i Norge.

Han mener, at avisen skulle have bedt om tilladelse til at citere fra en lukket profil på Facebook, mens  chefredaktøren Jørn Christian Skoglund i følge det norske journalisten.no mener, at det er ligegyldigt, om profilen er lukket eller ej.

Når han “velger å synge ut til sine 2.700 venner på Facebook, er det å betrakte som offentliggjort”, skriver redaktøren i sit svar, hvor han sammenligner det med at stå og råbe det ud på torvet i Tromsø.

Har han ret? I givet fald: Hvor mange venner skal man have på Facebook, før man ikke længere taler sammen i en snæver kreds, men “står og råber på torvet”? Er det journalistisk i orden at citere folk for alt, hvad der skrives på sociale medier – uden at henvende sig til den pågældende først?

Jeg spørger, fordi jeg selv er lidt i tvivl. Og ihvertfald ser det ud som om, der stadig er en del folk, som regner deres Facebook-udgydelser for forholdsvis private.

Den gode Clay Shirky skriver i “Here comes everybody“, at vi i mediedebatten er tilbøjelige til at forveksle “communication” og “broadcast”.

Før sociale medier var der ingen tvivl. En telefonsamtale var ren kommunkation, mens en avisartikel var broadcast. På Facebook kan det være begge dele – også samtidig. Og afsenderens intentioner kan være forskellige fra resultatet.

Det danske Pressenævnet skriver i 2009 i sine retningslinier, er det i princippet er i orden at citere fra åbne profiler, mens der også kan citers fra lukkede profiler, hvis hensynet til offentligheden overtrumfer hensynet til ejeren af profilen.

Hvad gør vi? Hvilke politikker findes rundt omkring på medierne for anvendelse af materiale fra Facebook? Jeg vil meget gerne høre nærmere om dette!

Den norske sag er i øvrigt endnu ikke afgjort.