Indlæg tagget med ‘Guardian’

The War Logs: De journalistiske perspektiver

mandag, 2. august 2010

Det har været en interessant uge ovenpå offentliggørelsen af The War Logs i New York Times, Guardian og Der Spiegel. For mit vedkommende blev forløbet fulgt i Tyskland i Der Spiegel – og så via Twitter, hvor jeg har noteret links  til mange gode artikler. Her følger et par af de bedste:

Professor på City University i New York, C.W. Anderson peger i denne artikel på fem rigtig interessante vinkler:

  1. Hele forløbet er et interessant studie i, hvordan en historie udvikler sig i real-time med bloggere, beslutningstagere, kommentatorer osv. i lige så aktive roller som de store nyhedsmedier.
  2. Det er i lige så høj grad en case på, hvordan de forskellige landes medier vælger at vinkle en international begivenhed helt forskelligt.
  3. I en sådan kaotisk strøm af information – på hvad og med hvilket resultat bygger forskellige mennesker deres indtryk og holdninger?
  4. Hvad er det for en rolle WikiLeaks har haft her – og hvad er det udtryk for i form af en ny form for arbejdsdeling med de klassiske nyhedsmedier?
  5. Data-drevet journalistik og jagten på at finde frem til “the big picture” har været tilfældet her – som i flere andre nylige eksempler. En spændende udvikling.

Læs selv hele artiklen her. Anderson følger i øvrigt op med links til andre kilder i denne artikel.

I det hele taget har der været mange  gode indlæg, som Nieman Lab glimrende sammenfatter i denne artikel.  

Det var det amerikanske perspektiv. Det britiske ser således ud - samlet her af Journalism.co.uk.

Endelig er her en svensk kommentar fra altid læseværdige Martin Jönsson, Svenska Dagbladet.

Sandhedens time for nyhedsmedier

tirsdag, 13. juli 2010

De to store engelske nyhedsmedier, The Times og Guardian, har valgt hver sin vej frem mod økonomisk overlevelse. I de seneste dage er nogle skibe sat i søen, der skal blive interessante at følge.

Murdoch´s The Times satser på “the paywall” og håber, at betaling fra de mest trofaste af de 22 millioner månedlige læsere vil kunne sikre det økonomiske fundament for de digitale aktiviteter.

The Guardian tror omvendt på, at adgangen til web-nyheder skal være fri og gratis og har netop tilbudt alle Word Press-bloggere let adgang til frit at publicere Guardian-artikler.

Der er skrevet rigtig mange interessante ting om de to initiativer de seneste dage. Nedenfor kan du finde links til nogle af dem.

Der har tidligere været tendens til ren religionskrig i debatten. Nogle er for og nogle imod – og de to parter kan blive rasende på hinanden, når modparten lufter sin tro. I forbindelse med konferencen NewsRewired i London d. 25.6. har der været nogle mere nuancerede diskussioner om betaling og nyhedsmedier. 

Redaktør på The Times, Tom Whitwell, fortalte på konferencen om motiverne bag beslutningen om at lukke helt af for gratister, så de nu kun kan se selve forsiden. Jeg var ikke selv til stede under netop det oplæg, men Philip Trippenbach og Kristin Lowe har skrevet glimrende referater.

Vi er ikke interessert i å optimalisere nettsidene for annoncer, vi er interessert i å optimalisere den for leseropplevelsen. Nå kan vi bringe journalistene mye nærmere leserne,

sagde Tom Whitwell i følge Kristin Lowe. Og det lyder jo uhyre sympatisk.

Slut med at lefle for drive-by-læsere med underholdning og let-påklædte damer. Slut med at hænge med tungen ud af halsen for at publicere nyt-nyt-nyt  (eller det der ligner) for at få nogle til lige at kigge forbi. Og slut med at lade annoncer bimle og bamle, fordi man desperat mangler penge.

Og ikke mindst slut med at lade alle mulige anonyme tosse-hoveder svine hinanden til i kommentarfelterne.

På vej mod et nyt, rent, spændende, lækkert, lukket univers for de, der kan og vil betale. Så nyhedsmediet igen kan få en ordentlig relation til sine læsere! Eller??       

Ja, først har vi jo til gode at se, om det lykkes. Vil et passende stort antal mennesker faktisk være en del af dette nyheds-medie-paradis?

Dernæst er det interessant at se, hvad det så fører med sig. Der er vel ingen tvivl om, at de mediehuse, der vælger at gå den vej vil ændre karakter fra at være almene nyhedssites til at blive lant mere niche-orienterede og community-baserede. 

Hele forretningsideen vil formentlig ligge i evnen til at give kernebrugerne en særbehandling, der er pengene værd. Der må nødvendigvis blive mere nichefokus hos journalisterne. Heri ligger helt nye journalistiske muligheder og udfordringer, som iværksætteren Marc Reeves også pegede på.

En del af den udvikling er et ændret fokus – væk fra “offentligheden” og over mod “kunderne”, som Clay Shirky peger på i interviewet i Guardian. Er samfundsansvaret, som medierne har brystet sig af at varetage, ved at forsvinde? Eller er det bare en tilbagevenden til tidligere tider, hvor man f.eks. havde tættere tilknytning til politiske partier?

Mens diskussionen kan gå lystigt videre hos de, der har tid og lyst, venter vi alle i spænding på resultater og mellemregninger fra de engelske mediehuse.

Samtidig kunne man også håbe, at de danske udgivere ville træffe klarere strategiske valg. Eksperimenter som Berlingskes Ugen, der nu lukker ned, peger desværre ingen steder hen.

Hvilken form for udgivelse tror man på, og hvilken form for relation til brugerne satser man på vil have en fremtid rent økonomisk?

Læs også:

Philip Trippenbach: NewsRewired – We need to talk about Paywalls

Kristin Lowe: Satser på bedre nettdebatt med betalingsmur

Steve Outing: The Times vs Guardian Strategies: Uber-dumb & Smart

Steve Outing: No, I´m not “against” people paying for online news

Bill Mitchell, Poynter: Getting Paid the British Way

Bill Mitchell, Poynter: Paywalls at Three Gannett Papers testing “Journalism as a Service”

John Einar Sandvand, Aftenposten: The Times behind a Paywall: Can Rupert Murdoch win? 

Guardian-interview: Clay Shirky: “Paywall will underperform – the numbers don´t add up”