Journalistik og platformene: Både medier og mediebrugere kan gøre noget!

Her på falderebet til 2016 er det tid til at gøre status. Jeg skal ikke kloge mig på nye trends at jage… men dvæle ved noget af det, vi knoklede med i 2016 – og endnu ikke har løst.

Det er interessant at se den kolossale distance, der er mellem, hvad der blev diskuteret på årets mange mediekonferencer, og hvad der i rapporter over den praktiske brug af medierne nævnes som udfordringer. Men én helt central problemstilling gik igen begge steder:

Mediehusenes had/kærlighedsforhold til dem, vi kalder ”platformene”: Facebook, Google, Apple, Twitter, Snapchat m.fl. Her får et stadig stigende antal mennesker de fleste af deres informationer. Nyheder, journalistik, underholdning og praktiske informationer ind i mellem hinanden.

Afhængigheden og ulysten til at være afhængig

Derfor er det naturligt nok også her, medierne kaster nettet ud efter nye brugere. Dels for at gøre forbipasserende opmærksom på at man eksisterer og dels formentlig også for på sigt at udvikle nye indtægtsstrømme via reklamer på disse platforme. Det var den kærlige del. Men de færreste mediechefer beskriver platformene i kærlige vendinger, når snakken falder på afgivelsen af kontrol – blandt andet kontrollen over de meget værdifulde brugerdata.

Den tendens kaster nogle dilemmaer af sig. På afsendersiden det nævnte dilemma mellem på den ene side et afhængighedsforhold til platformene, hvor de nye brugere er, og på den anden side ulysten til være afhængig…

De færreste kan huske hvor historien kommer fra

På modtagersiden ser vi et tilsvarende dilemma: Vi, os, mediebrugerne værdsætter medierne og det de i princippet står for. Og på den anden side er vi troløse som bare pokker. Begge tendenser har Digital News Report 2016 tal for:

På den ene side siger rigtig mange, at de opfatter de traditionelle medier som vigtige og i virkeligheden også mest troværdige, når det brænder på. Dette citat fra en fokusgruppe afholdt under data-indsamlingen repræsenterer en gennemgående holdning.

Citat fra fokusgruppe i forbindelse med arbejdet med Digital News Report 2016

Citat fra fokusgruppe i forbindelse med arbejdet med Digital News Report 2016

Og  på den anden side kan ikke ret mange huske hvor indholdet egentlig kommer fra – bare at ”de har set det på Facebook”. Som det frem går her af en grafik i Digital News Report 2016:

Grafik hentet fra Digital News Report 2016

Grafik hentet fra Digital News Report 2016

De nordeuropæiske lande ligger relativt godt – med Danmark lige i slipstrømmen på Tyskland. I engelsktalende lande med stort udbud af indhold, som England og Australien, er det kun omkring en tredjedel af brugerne, der kan huske, hvem der har produceret indholdet.

I årets store medierapport fra Reuters Institute, Digital News Report 2016, beskrives dilemmaerne sådan her i konklusionen

There are two contradictory but important messages in this year’s data. On the one hand we see publishers losing control of distribution, some consumers not noticing where content comes from, and the growing influence of platforms and algorithms. And yet at the same time we find, both in our survey data and our qualitative work, that people still want, value, and identify with traditional news brands.

Hvad kan medierne så gøre?
Begynd at se brugerne som to separate grupper. Ved hjælp af omhyggelig indsamling og anvendelse af brugerdata vil I lære dem bedre og bedre at kende.

Men grundlæggende: Jeres kernebrugere som elsker jer så meget, at de endda vil betale i en eller anden forstand, skal naturligvis behandles som noget særligt. Det du´r bare ikke, at de kan finde det meste af indholdet i deres Facebook-feed også.

Nogle mediehuse har taget hul på snakken med satsningen på ”premium-indhold”. Men der er de fleste steder lang vej igen, før jeg som kunde føler mig decideret godt behandlet – både forstået sådan at journalistikken virker ”lækker” og færdig. Og ved at den også indeholder relevante digitale ”forlængelser”, der inviterer til, at jeg interagerer både med indholdet og med journalisten.

Det samme med brugervenligheden: Hvordan kan I tilrettelægge og præsentere indholdet, så det er let både at få et overblik og fordybe sig? Typisk fungerer det især stadig håbløst ringe på mobilen. Det gælder såvel de to store public service-stationer og de private mediehuse.

Nyheder efter tilfældighedens princip

Det er lige før, det bare er enklere at scrolle i Facebook-feeded og ”falde over” nyhederne, når de måtte vise sig. Man skal ikke hoppe og danse over og rundt om annoncer, sponsoreret indhold, egen-reklamer osv.

Og det gør de fleste jo efterhånden – altså bruger Facebook-feeded i stedet: Masser af danskere ønsker at tilgå journalistik efter tilfældighedens princip. Når man lige falder over et eller andet. Her bør medierne – såvel DR/TV2 som de private – være deres ansvar bevidst og tilrettelægge dækningen af de store fælles dagsordens-temaer sådan, at det er muligt at tilgå dem via sociale medier og den åbne del af hjemmesider.

Det er naturligvis en balancegang, hvad der skal være fælles og frit tilgængeligt for alle, og hvad der kun skal leveres til dem, der betaler. Jeg forestiller mig, at mediehusene dagligt prioriterer at bidrage til 2-3 ”fælles samtaler” og i øvrigt dedikerer hovedparten af ressourcerne til den unikke journalistik, der betales for i et 20/80-forhold.

Hvad bør brugerne gøre?
Blive konstruktive og kritiske – og betalende – brugere. Det sidste er der heldigvis flere og flere der gør. Reuters-rapporten viser, at de danske medier ligger i et smørhul, hvad betalingsvillighed angår. Norge og Sverige ser ud til at være stukket af, når det gælder betaling for digitalt indhold. Næsten 30% af nordmændene siger, at de sidste år (2015) har betalt for digital journalistik. I Sverige er det 20%, mens Danmark med 15% er godt med. Men der er potentiale for en større andel.

Grafik fra Digital News Report 2016

Grafik fra Digital News Report 2016

Generelt ser det ud til, at det i engelsktalende lande er sværere at få brugerne til at betale for indhold end i mindre sprogområder som de skandinaviske lande. Konkurrencen fra relevant men gratis indhold er ganske simpelt større i lande som USA og England.

Så er der det med det konstruktive og kritiske. Der er masser af ting, du kan gøre, hvis ellers mediehuset vil lade dig gøre det.  Send en hilsen og anerkend når der gøres gode journalistiske jobs. Og fortæl om det til dine venner i virkeligheden og på sociale medier.

Og omvendt: Tøv ikke med at forlange noget mere. En stor del af journalistikken er vanebaseret og rutineorienteret. En del kritik vil rutinemæssigt blive besvaret med noget i retning af, at ”det er fordi, du ikke aner noget om journalistik”. Men det skal du ikke lade dig spise af med. Insistér og fortæl dem, hvad du er utilfreds med, og hvad de kan gøre bedre. Og tilbyd evt. din hjælp.

Kan vi gå ind i 2017 med optimisme? Vil flere af danskerne få øjnene op for, at journalistik koster – og at de selv må spytte i kassen? Og omvendt: Vil medierne begynde at arbejde med skarpere 2-delte strategier: Rettet mod de betalende brugere, som forventer kvalitetsjournalistik – og mod offentlighed som sådan . En offentlighed der mere og mere findes på sociale medier.

Storify kan føre til ny journalistisk tænkning

Journalistens kerneydelse har altid været at indsamle, prioritere og verificere information og sætte hele molevitten i en relevant og aktuel sammenhæng. Det ændrer et værktøj som Storify sådan set ikke på. Men alligevel står det klart, at den journalistiske selvopfattelse bliver påvirket.

I fredags var jeg vært for vores første kursus i at bruge Storify – og tænke overvågning af sociale medier ind i den journalistiske proces. Det var en stor fornøjelse. Selvom teknikken ind i mellem fortsat reagerer underligt, gav Storify tydeligvis deltagerne en fornemmelse af, hvordan inddragelse af det bedste indhold fra “den sociale strøm” kan supplere og ind i mellem kvalificere det, vi traditionelt har kaldt den egentlige journalistiske historie.

(Kort om Storify: Det er et værktøj udviklet til at gøre det let at trække indhold fra Twitter, Facebook, YouTube (videoer), Flickr (fotos) og Instagram (fotos via Twitter) over i en journalistisk artikel. Man samler så at sige sin historie som samlesæt med “klodser” fra sociale medier – og skriver sin egen kontekst omkring disse elementer)

Storify gør det let at udføre journalistiske handlinger på en måde, der på forskellig vis bryder med den hidtidige opfattelse af journalistik:

  1. Først publiceres der i stride strømme – og så redigeres/prioriteres der efterfølgende. “Publish, then filter”, som amerikanske Clay Shirky skriver. Vi har ellers som journalister altid tænkt, at vi skulle sortere skidt fra kanel før udgivelse.
  2. Journalisten bevæger sig op over indholdet og ser i mindre grad sig selv som primær producent af “selve historien” – og i stedet som én, der i højere grad orkestrerer, faciliterer og guider læseren ind og ud af den digitale strøm.
  3. “Historien” som en proces, der i perioder kan planlægges og iscenesættes og i andre perioder har sit eget liv. Snarere end som et afsluttet produkt i form af en artikel eller et indslag.
  4. Og så at journalistik kan skabes og få værdi oven på – og med værdifuldt input fra – sociale medier. Alene det er nok en svær kamel at sluge for nogle journalister.

Vi arbejdede på kurset især med Storify som redskab i to sammenhænge:

Sammenfatning og indramning af debatter

Et mål med journalistik er oftest at blive “talk of the town”, men hvad denne efterfølgende samtale går ud på, er typisk ikke noget, vi som journalister har beskæftiget os med. Men hvorfor ikke følge disse samtaler, som læserne/brugerne har med hinanden – og måske ligefrem kvalificere og guide dem?

Det satser eksempelvis Horsens Folkeblad meget på og laver dagligt ofte flere Storify´s, med inddragelse af de mest interessante og givende kommentarer på mediehusets artikler. Gode eksempler er en debat om husning af asylansøgere i Juelsminde og om et barn der fejlagtigt blev udleveret til en forkert taxachauffør.

Webredaktør Kristoffer Hamborg, Horsens Folkeblad, fortæller, at en sådan sammenfatning af debatten som regel fører endnu flere kommentarer med sig – og gør debatten frugtbar og meningsfuld.

På den måde kan det journalistiske forløb tegnes som et loop, hvor historien under hver runde med læserne tager nye og – forhåbentlig – interessante og relevante retninger.

Opsamling og indramning af et hændelsesforløb – næsten mens det sker

En anden oplagt anvendelsesmulighed for Storify er til opsamling og dokumentation af et aktuelt hændelsesforløb. Især i situationer, hvor de relevante kilder kan være spredte og af mindre autoritativ karakter, kan input fra sociale medier – og hermed Storify – være nyttigt. Et velkendt eksempel er bevægelsen Occupy Wall Street.

Journalist Kasper Ottosen, Århus Stiftstidende, har fundet en måske mindre spektakulær, men meget effektiv måde at anvende Storify på, nemlig som redskab til at dokumentere nyheder og hændelser omkring det århusianske fodboldhold AGF.

Et andet eksempel er DR-journalist Lars Damgaard Nielsens sammenfatning af de bedste videoer fra skybruddet i København sidste år.

Her fungerer Storify som et enkelt redskab til at samle det bedste og mest relevante stof fra forskellige kilder. Og journalisten bliver i højere grad en “kurator” (begreb hentet fra museumsverdenen) end selvstændigt skabende.

Men det lag, man hermed kan tilføje – og hermed give enkeltdelene ny mening – kan være nok så meningsfuld.

Et nyt workflow

Begge måder at anvende Storify på lægger op til, at man som journalist følger med på de sociale medier og noterer sig interessante og relevante indlæg. Ved hjælp af knappen “Storify this”, som man henter på Storifys hjemmeside i form af en blå firkantet booklet, som man trækker op i sin bookmark-bar, kan man gemme tweets, Facebook-kommentarer og blogindlæg i sin storypad på Storify.

På den måde samler man løbende materialet til sin historie. Herfra er det bare at udføre sit kurator-job godt: At præsentere, indramme og tilføje sammenhæng og mening til det gode indhold, andre har skabt.

Det skal siges, at Storify endnu ikke er helt fejlfri. Især i relation til Facebook støder man ind i ting, der ikke fungerer helt, som de burde.

Men lad det ikke være en hindring for at gå i gang med at lege med Storify. Gå ind og registrér dig som bruger – og prøv at samle nogle historier.

Og skulle du have brug for inspiration og viden om, hvad man ellers kan gøre med Storify, så kommer der et nyt éndags-kursus d. 14. januar i København.

 

Facebook-gruppen: Flygtig mikro-aktivisme!

Når mediebrugerne er følelsesmæssigt påvirket af nyhederne, ser de sig om efter et sted at få afløb for deres umiddelbare tanker og følelser – og et sted at dele dem med! Her har Facebook-gruppen tilsyneladende fundet en plads i mediekredsløbet!

Lisbeth Klastrup fra ITU har analyseret to eksempler på, hvordan Facebookgrupper opstår i forlængelse af den traditionelle nyhedsdækning. I artiklen Offentlighed for en dag? i det seneste nummer af magasinet Journalistica fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole sammenfatter hun sine meget interessante konklusioner.

Hun har undersøgt disse to Facebook-grupper:

  • R.I.P. Maria Møller Christensen, der opstod d. 1. januar 2010 – samme dag som det kom frem, at den unge kvinde fra Herning var blevet myrdet aftenen før. Havde på et tidspunkt knap 110.000 medlemmer.
  • Mod nedlæggelse af DR´s P2 (kan desværre ikke finde linket), oprettet 13. marts 2009 som reaktion på rygter om nedlæggelse af radiokanalen P2. Har i følge Lisbeth Klastrup 14.506 medlemmer.

Lisbeth Klastrups konklusioner:

  1. Facebook-grupperne  opstår og vokser nærmest ekslosivt: “R.I.P. Maria Møller Christensen” blev oprettet få timer efter nyheden kom ud og fik knap 110.000 medlemmer på fem dage.
  2. Forholdsvis få – henholdsvis 8% og 2,3% – af medlemmerne har postet noget.
  3. Langt de fleste indlæg er postet inden for få dage efter, at selve nyheden kom ud.
  4. Aktiviteten kan få en opblussen igen – i direkte forlængelse af nye nyhedshistorier i sagen.
  5. Kun ganske få indlæg giver respons fra de øvrige brugere i form af “likes” eller kommentarer.

Lisbeth Klastrup konkluderer, at mediebrugerne tydeligvis samledes om de to grupper for at dele følelser og holdninger med andre. Langt de fleste nøjedes med den meget symbolske handling at klikke på “bliv medlem”, men hun vælger dog at betragte det som en slags “mikro-mikro-aktivisme”, som dog synliggør personens følelser og holdninger over for de andre medlemmer.

Hun noterer sig, at handlingen ikke udspringer af et bevidst ønske om at handle politisk, “men snarere er udtryk for en reaktion på mediekulturens heftige bombardement af “breaking news” og sensationsjournalistik”. Hun ser to bærende motiver:

  1. At formulere egne tanker og følelser omkring en nyhedshistorie.
  2. At opleve at de deler holdning med en masse andre mennesker.

Der ser altså her ud til at være en vigtig rolle for Facebook-gruppen: At fungere som ramme for den helt nødvendige bearbejdning, mediebrugerne har brug for i forlængelse af nyheder, de engagerer sig i.

Lisbeth Klastrup ser Facebook-grupperne i stadig højere grad at indtage denne rolle som en integreret del af mediekredsløbet. Min egen private vurdering er, at journalisterne hidtil hovedsagelig har reageret passivt/instinktivt på disse gruppers opståen og har refereret dem i separate nyhedshistorier.

Måske kunne medierne mere aktivt inddrage Facebook-grupper som en relevant og nødvendig ramme for mediebrugernes bearbejdning af visse nyhedshistorier?

replica handbags

Viagra is the most famous ‘love pill’ in the world, but it is not the only option for you. The majority of men who tried both brand and generic pills state that Cialis (the most famous and top-quality generic drug) works better. It is up to you to decide whether you choose brand pills or buy Cialis, but ED patients state that:
Now it is possible to avoid awkward publicity if you buy Cialis online in our reliable web pharmacy. To purchase Cialis online simply place your order, use your credit card to pay for your pills, comprar cialis receive your drug per post in a decent package and start your way to perfect men’s health!

Sådan får du journalistisk “friend power”

“Fik du hjælp, da du ringede til lægen”, lød spørgsmålet fra tre Berlingske-journalister i juni 2009. Det næste halve år fik sagen enorm gennemslagskraft, og et stort antal mennesker engagerede sig i dækningen – blandt andet via Facebook, hvor siden “I lægens hænder” i en periode havde over 1200 fans.

Sagen er ikke bare et strålende eksempel på god, vedholdende journalistik, men viser også, hvilket engagement journalister kan opbygge og opretholde via Facebook.

Det er naturligvis altid rart at have et engageret publikum, men endnu vigtigere er det at kunne mobilisere de samme til at være aktive bidragydere før og efter at det journalistiske produkt offentliggøres. Tre gange “friend power”:

  1. Før offentliggørelsen bidrager brugerne med viden og inspiration.
  2. Omkring offentliggørelsen kommenterer brugerne og videresender links til historien.
  3. Og efter offentliggørelsen kan samtalen fortsætte: Hvor har historien bragt os hen? Hvad kan de næste journalistiske skridt være?

Opbygning og vedligeholdelse af en Facebook-side er en betydelig investering i tid, så journalister må naturligvis spørge sig selv, hvornår det giver mening at etablere en særlig Facebook-side til et journalistisk projekt?

Erfaringerne fra “I lægens hænder” viser, at der især er tre vigtige faktorer:

  1. Man skal være indstillet på løbende at bruge tid og kræfter på at være til stede på siden: Skrive nyt og kommentere på andres bidrag.
  2. Man skal overveje, om sagen egner sig: Facebook er et privat univers, og temaet skal derfor berøre mange menneskers hverdag.
  3. Endelig skal man for at få det fulde udbytte af sidens “friend power” være indstillet på at balancere mellem ren markedsføring af journalistikken og samtale med og lytten til brugerne på siden.

Læs mere om erfaringerne fra “I lægens hænder” her. Artiklen er en del af projektet Journalistik i netværk, der udkommer som en rapport i løbet af september.

Jeg vil derfor meget gerne have dine kommentarer og spørgsmål til artiklen!

Oluf Jørgensen: Avis vil vinde Facebook-sag

Jeg skrev her på bloggen for et par dage siden om en lokalavis i Tromsø, som havde citeret fra en lukket Facebook-profil, og nu er indbragt for det norske Pressens Faglige Utvalg af den pågældende person for ikke at have spurgt om lov til at referere fra profilen.

Der kom et par rigtig gode kommentarer fra Kasper Sørensen og Erik Scherz Andersen og det inspirerede mig til at spørge ekspert i mediejura, Oluf Jørgensen, Journalisthøjskolen, om hans vurdering.

Oluf Jørgensen vurderer, at avisen vil vinde sagen. Dels fordi personen har omkring 2700 venner på sin lukkede facebook-profil. Og dels fordi sagens kerne er et politisk budskab.

Her er Oluf Jørgensens svar i sin helhed:

“Pressenævnet har haft nogle sager om mediers brug af stof fra Facebook, og i årsberetningen for 2009 angav Pressenævnet pejlemærker:

 Medierne kan bruge oplysninger fra åbne Facebook-profiler. – både billeder og tekst – uden at bryde de presseetiske regler. Pressenævnet tilføjer dog, at hvis et billede fra en åben profil anvendes i en sammenhæng, der kan være krænkende, kan der være tale om brud på de presseetiske regler.

Materiale fra en lukket profil kan derimod kun bruges af medierne, hvis det har en samfundsmæssig interesse, der overstiger hensynet til ejeren af profilen på Facebook.

Domstolene har såvidt jeg ved ikke taget stilling til spørgsmålene. De kan dukke op i retssager om krænkelser af privatliv, fortrolig kommunikation eller ophavsret. De kan også dukke op i en sag ved Datatilsynet, der skal afgøre om person- datalovens regler er overtrådt.

Efter min vurdering må sager – både ved Pressenævnet, Datatilsynet og domstole – afgøres efter afvejning af hensyn til privatliv og fortrolig kommunikation på den ene side og hensyn til den samfundsmæssige interesse på den anden side.

Det er klart, at stof er offentligt tilgængeligt, hvis det er umiddelbart tilgængeligt for enhver. Men hvis det er nemt at blive optaget som “ven”, og “vennekredsen” er stor, er indholdet i realiteten offentligt tilgængeligt. Det kan sidestilles med et stort møde, hvor arrangørerne principielt kan lukke for adgang, men i realiteten lukker alle ind eller næsten alle.

Desuden må indholdet spille en væsentlig rolle. Hvis emnet handler om forhold, der har samfundsmæssig interesse, og forfatteren tilmed har en offentlig rolle, må pressen have ret til omtale.

Begrebet samfundsmæssig interesse har en bred betydning jf. Den Europæiske Menneskeretsdomstols mange afgørelser om informations- og ytringsfrihed. Der kan f.eks. ikke være tvivl om, at pressen må omtale, hvilke politiske budskaber en politiker eller en politikers “spindoktor” kommer frem med, selvom budskaberne kun er beregnet for en “vennekreds” på Facebook.

Det bliver spændende at få en afgørelse i den norske sag om presseetik. Efter min vurdering vil avisen vinde, dels fordi “vennekredsen” er meget stor, dels fordi indholdet handler om  politiske budskaber.”

Kan man være privat på Facebook?

En aktuel sag fra Norge viser endnu en gang, at der er uklarhed om, hvorvidt man kan snakke privat med sine “venner” på Facebook, eller om alle ytringer dér kan betragtes som offentliggjort og dermed åbne for citat uden begrænsning.

En teologistuderende skrev på Facebook, at “Det er reservert et sted innerst i helvete for israelittisk lederskab”, efter at Israel i juni angreb en hjælpekonvoj på vej til Gaza.

Den lokale avis i Tromsø fandt indlægget så interessant, at det blev anledning til en nyhedshistorie, og forfatteren klagede bagefter til Pressens Faglige Utvalg i Norge.

Han mener, at avisen skulle have bedt om tilladelse til at citere fra en lukket profil på Facebook, mens  chefredaktøren Jørn Christian Skoglund i følge det norske journalisten.no mener, at det er ligegyldigt, om profilen er lukket eller ej.

Når han “velger å synge ut til sine 2.700 venner på Facebook, er det å betrakte som offentliggjort”, skriver redaktøren i sit svar, hvor han sammenligner det med at stå og råbe det ud på torvet i Tromsø.

Har han ret? I givet fald: Hvor mange venner skal man have på Facebook, før man ikke længere taler sammen i en snæver kreds, men “står og råber på torvet”? Er det journalistisk i orden at citere folk for alt, hvad der skrives på sociale medier – uden at henvende sig til den pågældende først?

Jeg spørger, fordi jeg selv er lidt i tvivl. Og ihvertfald ser det ud som om, der stadig er en del folk, som regner deres Facebook-udgydelser for forholdsvis private.

Den gode Clay Shirky skriver i “Here comes everybody“, at vi i mediedebatten er tilbøjelige til at forveksle “communication” og “broadcast”.

Før sociale medier var der ingen tvivl. En telefonsamtale var ren kommunkation, mens en avisartikel var broadcast. På Facebook kan det være begge dele – også samtidig. Og afsenderens intentioner kan være forskellige fra resultatet.

Det danske Pressenævnet skriver i 2009 i sine retningslinier, er det i princippet er i orden at citere fra åbne profiler, mens der også kan citers fra lukkede profiler, hvis hensynet til offentligheden overtrumfer hensynet til ejeren af profilen.

Hvad gør vi? Hvilke politikker findes rundt omkring på medierne for anvendelse af materiale fra Facebook? Jeg vil meget gerne høre nærmere om dette!

Den norske sag er i øvrigt endnu ikke afgjort.

#newsrw: Fra kiggere til “Readers Plus”

Under tre procent af de besøgende på nyhedssites og web-communities bidrager aktivt – og mange af dem som regel kun med ukvemsord! Kunne vi da bare få nogle flere til at bidrage positivt?

“Talk to them!”, lød det korte råd fra Samantha Shepherd , digital projects co-ordinator på Bournemouth Daily Echo, på konferencen NewsRewired i London i fredags.

Hun talte selv i begejstrede vendinger om  sine Readers Plus hjemme i Bournemouth. I modsætning til de såkaldte “lurkers”, der bare kigger, og “shouters”, der har travlt  med at fornærme alt og alle, er Readers Plus i følge Shepherd karakteriseret ved:

  • Pertentlighed: De påpeger straks fejl og uklarheder
  • Kritisk sans: De stiller konstant spørgsmål og ønsker uddybning
  • Snakkehoveder: De elsker at diskutere 
  • Newsagents: De fortæller os, hvad der foregår derude
  • Delivery boys: De hjælper os med at sprede vores budskaber
  • Brand Ambassadors: De er vores loyale støtter
  • Reporters: De hjælper os med at besvare komplekse spørgsmål og andre ting, vi ikke kan finde ud af

They make us part of their lives. They trust us to be fair, and if we haven´t been fair, they expect us to be honest about our mistakes. They don´t let us get away with being sloppy. They force us to be better at our jobs, to close the gap between them and us,

skriver hun i et indlæg om “Readers Plus”. I hendes øjne er én Reader+ lige så meget værd som 10 “lurkers”, så det er arbejdet værd at prøve at flytte dem.

Altså: “Talk to them!” Via Twitter, via Facebook, Flickr – og selvfølgelig via diverse debatfora.

Flickr: Publikum består af helt specifikke interessefællesskaber. Blandt andet landskabsfotografer. Hun vurderer, at 25% af de lokale Flickr-brugere er ”Readers Plus”.

Twitter: Omkring 20% af mediehusets Twitter-followers er nu Readers Plus, vurderer Samantha Shepherd.

Facebook: “The great untapped ressource!” 70.000 personer i Bournemouth er medlemmer af mediehusets Facebook-gruppe, og kommentarer og trafik fra Facebook er voldsomt stigende. Men endnu uden at nå Readers Plus-højder!

Facebook: Mediernes ven eller fjende?

Google bliver af mediecheferne beskyldt for at være en parasit på nyhedsorganisationerne. Men er Facebook i virkeligheden en større trussel – set med den optik?

Det spørgsmål tager The Guardian op i en interessant artikel mandag. Pointen er: Når nu mediecheferne er så bange for Google (hvad de ikke burde være) – bør de så ikke allerede nu begynde at lade den store kanon? For lige om lidt vil trafikken til nyhedssites i langt højere grad komme fra sociale medier som Facebook end fra Google.

Endnu er det ikke sådan. Artiken refererer aktuelle engelske tal – at 21,9% af trafikken til engelske nyhedssites komer fra Google, mens kun 6,7% kommer fra Facebook. Men det vil ændre sig.  

Facebook er “the new elephant in the online newsroom”, hedder det i artiklen. Paul Bradshaw, underviser på journalistik-linien på Birmingham University, citeres for at sige, at Facebooks introduktion af “Like-featuren” har enormt potentiale for nyhedsorganisationerne.

…it demonstrates  level of engagement that can be sold to advertisers.

I´ve said previously that the next big battleground for media organisations will be identity – and I can see the Like button being a site for that battle.

Indtil nu nævnes Facebook dog mest som nyhedsmediernes ven, mens Google er en tilsvarende stor skurk. Og det selvom de begge vil få den samme rolle: At hjælpe med at skabe opmærksomhed og kontakt til relevant kvalitetsindhold.

Så derfor er det vel med god grund, at der er en tydelig ironisk grundtone i Guardians artikel?

Vær kritisk over for Facebook-grupper

Et voksende antal journalistiske historier bygger på, at nu har den og den Facebook-gruppe så og så mange tusinde medlemmer. Men måske burde vi være lidt mere forsigtige med at tage den form for ”mobilisering af masserne” alt for seriøst?

Internet-psykologen Anders Colding-Jørgensen gav i går på århusianske Headstart New Media Network et meget interessant indblik i, hvad der styrer vores handlinger på sociale netværk som Facebook.

Han demonstrerede blandt andet, hvor let det er at banke en Facebook-gruppe op med mange tusinde medlemmer. Træk en potentiel – evt. fiktiv – og helst simpel konflikt op. Vend dig mod en tydelig fjende. Og du kan med simple retoriske virkemidler hurtigt hidse en masse medlemmer sammen.

Anders Colding-Jørgensen beskrev for eksempel levende, hvordan han i løbet af kort tid som en del af et væddemål med sine studerende bankede over 27.000 medlemmer sammen i Facebook-gruppen “Nej til nedrivning af Storkespringvandet”. Et opdigtet problem fra ende til anden.

“Da vi rundede 25.000 medlemmer ringede TV 2″, fortalte internet-psykologen, som også blev kontaktet af en række andre medier. Læs i øvrigt om eksperimentet her.

“Pseudo-handlinger”, kaldte Anders Colding-Jørgensen det, at vi siger ja til at blive medlemmer af alskens grupper. Som regel noget vi er imod! Og som regel indebærer medlemskabet ikke noget som helst andet end passiv og omkostningsfri støtte.

Den slags er selvfølgelig helt i orden – men eksemplet må alligevel vække til eftertanke: Hvis journalistik handler om virkeligheden, må Facebook-grupper behandles med mindst samme kritiske sans som andre aktiviteter i samfundet.

Journalistik – her og nu!

Jeg sidder og følger live-dækningen af klimatopmødet, og det er virkelig interessant at følge den form for journalistik. Lige nu – mens tingene sker!

Jyllands-Posten har løbende dækning via Twitter – tjek jpdklive – hvor diverse reportere fortæller løbende i 140 tegns-bidder. I perioder levende og engageret. I andre perioder med lange mellemrum. 

Den løbende dækning kan også følges direkte fra JP´s hjemmeside.

Se også til sammenligning, hvordan de på Associated Press bruger de samme muligheder. De har taget live-dækningen et skridt videre ved at anvende tagging (hvor man bruger #-tegnet efterfulgt af  f.eks. ClimateChange).

Det betyder, at brugeren af AP´s Twitter-dækning på  AP_ClimatePool har mulighed for hele tiden at følge med i, hvad alle mulige andre skriver om de samme ting. 

Det kunne danske medier lære af! De er generelt meget bange for at sende folk andre steder hen - men måske vil folk blive så glade for den hjælp, at de kommer tilbage?!

Ekstra Bladet dækker via Cover it live med løbende bid-for-bid-dækning med bidrag både af udsendte reportere og jourhavende på redaktionen.

I perioder har der været løbende spørgsmål og en kommentarer fra brugerne, hvilket har ofte har givet et vældig levende og også oplysende indhold: Hvad ser vi lige nu – og hvad betyder det i den større sammenhæng?

Andre gange – som i dette øjeblik 10.00 fredag d. 18.12. – slår EB kommentarfunktionen fra.

Samtidig kører EB en rulle med Facebook-kommentarer i højre side af skærmen – og det er til gengæld ikke for sarte sjæle. Alt er tilsyneladende tilladt: Voldsomme udfald fra den ene eller den anden politiske side kombineret med direkte personangreb på andre, der har skrevet noget.

Det er interessant at se den kolossale forskel i debatniveau og tone mellem på den ene side EB´s redaktionelt styrede chat  og på den anden side den rå og u-modererede Facebook-snak. Det er stof til eftertanke for de, der overvejer at indføre Facebook Connect uden moderation!