Torsdag d. 16. december var lidt af en milepæl for arbejdet med eyetrack her på Update. Det var dagen, hvor vi præsenterede den første “rigtige” test af web-brugeres aktivitet på et medie-site.
Det var Danmarks Radios webredaktion, der havde bestilt en mini-test af, hvordan deres websites fungerer i tilknytning til populære tv-programmer - f.eks. Bonderøven og Nak&Æd.
Vi testede i første omgang, hvordan fire personer gik ind på de pågældende websites og skimmede, læste og klikkede sig igennem materialet. De fik dels nogle meget konkrete opgaver, eksempelvis at finde frem til en specifik opskrift på Nak&Æd-hjemmesiden. Og de fik dels nogle mere åbne opgaver, der gik ud på bare at gå ind og kigge sig omkring på sitet.
Resultaterne blev så fremlagt for DR-folkene i torsdags, og sammen diskuterede vi resultaterne, og hvordan de kan være pejlemærker for redaktionens videre udviklingsarbejde på nettet.
Selv med så få testpersoner afslørede testen meget forskellige brugsmønstre. Alle testpersoner var forholdsvis erfarne webbrugere, men de havde alligevel tydeligvis meget forskellige erfaringer med f.eks. en videoplayer til afspilning af tidligere udsendelser.
DR-folkene noterede flittigt under visningen af testresultaterne. Nok skal konklusionerne tages med mere end en knivspids salt, men der var alligevel tydelige tegn på, at vi som journalister ikke er i nærheden af at have en sikker fornemmelse for, hvordan vores brugere agerer på nettet.
Ud over testen for DR er Update´s nyindkøbte eyetrack-udstyr nu for alvor kommet i brug. Niels Heie på Mediehøjskolen er i fuld gang med at undersøge, hvordan forskellige kombinationer af tekst og fotos spiller sammen.
Og Nils Ulrik Pedersen og undertegnede, Peter From, har indledt et projekt, der skal gøre os klogere på, hvordan folk agerer på danske nyhedssites. Foreløbig har vi lavet nogle pilottests, der har givet pejlemærker for, hvordan en kommende, større undersøgelse skal gribes an.
Altsammen giver det os stadig mere viden om, hvordan vi kvalitetssikrer eyetrack-tests, både i gennemførelsesfasen og i den efterfølgende dataanalyse.
Målet er, at vi på Update kan være en kvalificeret partner i mediehusenes udviklingsarbejde på de forskellige medieplatforme. Eyetracktests kan give redaktionerne en mere sikker viden om, hvordan deres produktion helt konkret bliver modtaget og anvendt af brugerne.
Vi er endnu ikke knivskarpe – men vi er godt på vej! Så kom bare med jeres overvejelser og spørgsmål. Så sætter vi en test op, der giver alt fra pejlemærker til sikre svar – afhængig af de ressourcer, der lægges i testarbejde.
I går var en stor dag for UPDATE, hele DMJX – og for mig selv. Vort nye mobile eyetrack-udstyr blev pakket ud af kasserne, og vi blev introduceret til mulighederne af product manager Martin Pötter fra tyske SMI.