Indlæg tagget med ‘DR Fyn’

Journalisten som igangsætter

tirsdag, 9. marts 2010

Problemløsende journalistik er egentlig falsk varebetegnelse. Journalistik kan sjældent i sig selv løse problemer. Til gengæld kan journalistik sætte skub i forløb, der leder frem mod løsninger.

Det er en af konklusionerne på DR Fyns nu flerårige eksperimenter med Problemløsende Journalistik. Jeg har besøgt DR Fyn og sammen med projektleder Jesper Borup samlet erfaringer fra en lang række journalistiske projekter. Artiklen kan findes her.

Klik selv på nogle af links´ene til artikler på DR Fyns hjemmeside, der samler op på nogle af historierne. Eller “historier” er måske for snævert et begreb, for der var ofte snarere tale om forløb, hvor DR Fyn hele tiden forsøgte at engagere forskellige interessenter i at handle og søge løsninger.

I problemløsende journalistik bliver vi ofte igangsættere, men når problemet skal løses, skal der helst være nogle ildsjæle til at gå videre med det,

siger Jesper Borup i artiklen. Journalistikken kan ikke – og bør nok heller ikke –  være den (eneste) aktivt handlende part. Der må være en part, der driver processen frem mod en løsning.

Bliver journalistikken ikke alligevel let fedtet ind i partshaveres lumske spil, vil det kritiske spørgsmål lyde. “Objektiviteten” er på spil.

Min vurdering er, at journalistikken kan spille mange roller – også rollen som igangsætter som på DR Fyn.

Især lokale medier kan med fordel bevæge sig ind i det felt og afprøve forskellige måder at handle på – som modspiller og vagthund, når det er påkrævet. Og som konstruktiv medspiller, når sagen kræver det.

Links til information om DR Fyns erfaringer:

Artiklen Journalistik kan hjælpe med at løse problemer

Jesper Borups beskrivelse af 10 problemløsende historier

Jesper Borups 9 gode råd om problemløsende journalistik

Referat af Jesper Borups oplæg på UPDATE-konferencen Journalistik tæt på borgerne, juni 2009

Problemløsende journalistik: Kan medierne få folk til selv at tage ansvaret?

mandag, 14. december 2009

Jeg havde i sidste uge en meget interessant snak med projektleder Jesper Borup, DR Fyn, om problemløsende journalistik. Samtalen var en led i researchen til en artikel om emnet.

Under Jesper Borups ledelse har DR Fyn som noget unikt i den danske medieverden systematiseret det journalistiske arbejde i retning af at søge løsninger frem for “bare” at påpege problemer.

Det slog mig undervejs i samtalen, at vi journalister har for vane næsten altid at adressere problemer til en eller anden myndighed, som så forventes at gøre noget – stille et spørgsmål til ministeren, udarbejde en ny vejledning… Fortsæt selv.

Min påstand er groft skåret, at medierne gør, hvad de (vi) kan for at opdrage borgerne til at skubbe ansvaret fra sig. 

Jesper Borup gav et meget fint eksempel på, at borgerne har det meget fint med det. Som led i en serie indslag om giftigt legetøj i børneinstitutioner spurgte DR Fyn lytterne, hvem der efter deres mening har ansvaret for at løse problemet?

40% svarede “EU”! Og det selvom pædagoger og forældre med den nuværende viden sådan set bare kunne gå i gang med at rydde op.

Et vigtigt aspekt i problemløsende journalistik er at flytte historien så tæt på borgerne som muligt og både hjælpe og tilskynde dem til at søge konkrete løsninger – i stedet for at håbe på at en eller anden myndighed kommer og tager affære.

Har du erfaringer eller overvejelser om den problematik, vil jeg meget gerne have en kommentar fra dig.