New York – nye medier og metoder: Det skal vi opleve i juni 16

Sådan så vi ud, da vi besøgte Buzzfeed i november 15.

Sådan så vi ud, da vi besøgte Buzzfeed i november 15.

Så går turen igen til New York. For tredje gang inden for et halvt år afholder vi kurset “New York – Nye medier og metoder”. Hvert kursus er forskelligt. Dels er det ikke alt, der kan lade sig gøre, og dels er der hele tiden nye aktuelle emner at studere nærmere.

Her kommer et overblik over, hvad I kan forvente denne gang:

De nye rent digitale spillere: Vil de lykkes?

Det store tema er jo, hvordan det går med den digitale transformation: Vil de nye rent digitale “spillere” som Mic, Huffington Post, Buzzfeed og Mashable få vedvarende succes? Og vil “de gamle” – dem man i USA kalder legacy media klare den digitale transformation? Denne artikel på Nieman Journalism Lab fra april 16 giver et godt overblik over den aktuelle situation.

De her temaer skal vi se nærmere på

Digital produktudvikling bliver mere og mere centralt. Denne artikel (fra et oplæg af The Guardian´s Aron Pilhofer) forklarer, hvorfor vi som journalister skal interessere os for det.

Social journalism er også et af vore centrale temaer. Mandag besøger vi CUNY´s Graduate School of Journalism og får en bred indgang til emnet. Her forklarer en af lederne af forløbet, hvad det er.

Virtual reality er det store samtaleemne i øjeblikket. mange har spået, at 2016 bliver året, hvor VR for alvor slår igennem. Her er en introduktion til, hvad der sker inden for VR lige nu.

Bots og journalistik i chat apps er et andet hot emne, som vi blandt andet skal snakke med folkene på Mic om. Her er en introduktion.

Datadrevne redaktioner er et sidste tema, jeg vil fremhæve her. Digitale medier giver jo i langt højere grad end tidligere mulighed for at samle og bearbejde brugerdata, og stadig flere mediehuse bruger data til at træffe journalistiske beslutninger. Denne artikel handler om, hvordan tyske Die Welt gør det.

Mobile journalism kommer selvfølgelig også på programmet. Som opvarmning er her 10 ting, der er vigtige i en mere fokuseret tilgang til mobile.

Endelig skal vi jo også se på, hvordan de amerikanske medier gør det rent journalistisk, især omkring præsident-valgkampen. Denne artikel diskuterer, om det var journalistikken, der tabte det republikanske primærvalg?

Dem skal vi møde

Pyh ha, tænker du måske – det var mere end rigeligt. Her kommer dog lige nogle smagsprøver på nogle af de mediehuse, vi skal møde – hvis du har mere tid til læsning. Ellers snakker vi om det, når vi ses.

Quartz – The path ahead for the business site that´s reshaping digital news

The Huffington Post/Jimmy Maymann – Responding to digital change: Insights from The Huffington Post

The Daily Dot – 5 lessons learned building The Daily Dot, a media startup

Wall Street Journal – The WSJ er som The New York Times i fuld gang med en total digital omstilling (som ledes af David Ho, som vi skal tale med). The Wall Street Journal Reorganizes its newsroom

Mic – Inside Mic´s strategy to reach millennials

Chartbeat – Can Tony Haile (Chartbeats stifter) save journalism by changing the metric?

The Skimm – How The Skimm´s passionate readership helpedi t´s newsletter grow to 1.5 million subscribers

Vi ses på Manhattan søndag d. 5. juni! Og til jer andre, som måske er interesseret i disse emner: I kan følge vores færden og diskussioner på Facebook og Twitter under #NYmedier16!

 

 

“Raqqa: An inside story”: Digital storytelling hos Mashable

Skærmbillede 2015-12-18 kl. 19.57.51Hvis storytelling handler om at få folk til at forstå, måske ligefrem føle sig berørt, så var det akkurat, hvad Louise Roug og hendes kolleger gjorde med Raqqa: An inside story. Den historie viste, hvad digitale medier kan, når journalister arbejder sammen med programmører og visuelle folk.

Da vi med kurset New York – nye medier og metoder besøgte Global News Editor Louise Roug hos Mashable i november, var det naturligt at tale om historien, der tydeligvis havde fyldt rigtig meget i løbet af sommeren 2015. Selvom mange så småt var ved at blive immune overfor de løbende triste nyheder fra Syrien, fik Raqqa: An inside story alligevel meget stor gennemslagskraft og er blevet set og læst rigtig meget.

Eksemplet viser essensen af, hvad Mashable prøver at gøre: Redaktionen vil lige så gerne informere, som man vil underholde og inspirere. Men er samtidig meget bevidst om, at brugerne er ”a young tech savvy audience”.

Det 120 personer store mediehus med hjemsted på Manhattan er kendt for mange utraditionelle eksperimenter med digital historiefortælling, blandt andet en visualisering af det engelske parlament bygget i Lego  og denne historie om bøsser og lesbiske par op til den irske afstemning om homo-vielser.

Brugernes fotos som udgangspunkt

Netop udviklingen i Syrien har for Mashable været et svært emne at behandle godt, akkurat som det er svært for de fleste andre medier. Omvendt er området lidt et hjertebarn for Louise Roug, som tidligere har været korrespondent i Irak.

Især har det været svært at visualisere krigen i Syrien, da der er sparsomt med visuelt materiale, og det der findes, ofte er af tvivlsom oprindelse. Det besluttede Louise Roug og kollega Megan Specia (tidligere Storyful) at gøre noget ved.

”Syrien er jo en kæmpe historie, også for os. Men den er svær at fortælle. Fotografer har jo ingen adgang. Der er jo en masse brugerskabt materiale ude, men groft sagt er det som oftest ikke særlig interessant. De er ikke professionelle fortællere. Materialet findes, men det er ikke så let at gå til for almindelige mennesker.”

De to gik på jagt efter materiale fra byen Raqqa og fandt frem til gruppen Raqqa´s stilfærdige nedslagtning, som de to vurderede som en pålidelig kilde til visuelt materiale. I Tyrkiet fandt de frem til et tidligere medlem af gruppen, som endte med at blive deres nøglekilde.

Udført af Mashable Collective

I alt 10-12 timers interview med den syriske mand, hvis identitet forbliver anonym af hensyn til hans familie i Syrien, blev kogt ned til et storyboard for en animationsfilm på godt 3 minutter.

”Vi havde et meget stort materiale til rådighed, som vi har fået verificeret, før vi gik i gang. Vi talte utrolig meget om, hvad det var vi forsøgte at fortælle”, forklarer Louise Roug.

Der var ikke meget tid til projektet i en travl hverdag på Mashable, så det er blevet til i pauser og om aftenen over en periode på 6 måneder. I den sidste del af forløbet i samarbejde med de visuelle folk i gruppen Mashable Collective,  en intern gruppe af eksperimenterende og teknologi-kyndige folk, der udførte animationsarbejdet på basis af det visuelle materiale fra Raqqa og oplægget fra Louise Roug og Megan Specia.

Spørgsmål til Louise Roug

”Tre et halvt minut! Kan brugerne ikke holde opmærksomheden fanget længere”, lød spørgsmålet til Louise Roug.

”Det lyder så negativt. Det er meget få historier, der kræver 10.000 ord. Vores erfaring er, at 2-3 minutter er så lang tid, folk ønsker at se en video. Vi lagde den også ud som longform i ren tekst. Desuden fik vi lavet en arabisk oversættelse. Det gav os en masse respons fra den del af verden.”

”Hvad ville I have ud af at producere historien?”

”Vi ville undersøge formatet. Finde ud af hvad vi kunne lære. Det handler rigtig meget om at eksperimentere her på Mashable”, svarede hun.

Netop på dagen, hvor vi besøgte Mashable, fremviste Louise Roug med stolthed en anden aktuel historie, nemlig førnævnte Megan Specias reportage fra den græske ø Lesbos, som tusindvis af flygtninge er søgt til på deres vej mod Europa.

Også denne historie fik meget stor opmærksomhed i nyhedsstrømmen. Igen var formlen en stærk journalistisk visuelt båret historie fortalt grundigt – til et digitalt publikum, som godt vil fordybe sig.

Yderligere materiale

The Poynter Institute har fortalt om Raqqa-projektet her
Journalism i England har samlet gode eksempler på utraditionel storytelling hos Mashable

Flere blogposts følger de kommende dage om udviklingen i digital journalistik, baseret på kurset “New York – Nye medier og metoder”

 

 

Eventyrerne og de strandede: Rapport om læsning af digitale magasiner

Forsiden til rapporten "Eventyrerne og de strandede", der kan læses eller downloades gratis.

Forsiden til rapporten “Eventyrerne og de strandede”, der kan læses eller downloades gratis.

Digitale magasiner har endnu ikke fået et gennembrud i Danmark. Det er dog ikke nødvendigvis indholdet eller læseoplevelsen, den er gal med. En eyetracking-test af Berlingskes rejsemagasin Escape til tablet viste ganske stor tilfredshed med den digitale magasin-oplevelse, til trods for flere overraskelser og vanskeligheder undervejs.

Vi så under testen en stor forskel i lysten og motivationen til at gå på opdagelse i indholdet, især når det ikke var helt klart, hvad man kunne forvente. De mere udforskende typer tog udfordringen op og gik ufortrødent på opdagelse. Andre blev stressede og gik ligefrem i stå, når reaktionen på et klik eller en scroll ikke gav det forventede resultat. Heraf titlen på rapporten, ”Eventyrerne og de strandede”.

Eyetracktesten havde to formål. Den skulle dels give Berlingske nogle konkrete svar på, hvordan magasinet og en række indbyggede features, som for eksempel en forklarende side, ”Sådan bruger du Escape iPad”, blev brugt. Og dels ønskede vi på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole nogle pejlinger på, hvordan læsemønstre i magasinlæsning på print og på tablet ligner eller adskiller sig fra hinanden.

De specifikke spørgsmål, som Berlingske havde, er for længst blevet besvaret direkte i en kort rapport til mediehusets magasinafdeling. Efter en længere bearbejdning af de indhentede data følger så nu en rapport om læsning af digitale magasiner, med udgangspunkt i den specifikke test af rejsemagasinet Escape.

Der skal naturligvis tages forbehold for vidtgående konklusioner, når testen kun omfatter 10 personers navigation og læsning af et enkelt magasin. Omvendt peger resultaterne på nogle områder, hvor forskere, magasinudviklere og -producenter med fordel kan have øget opmærksomhed. De vigtigste konklusioner er:

  1. Testpersonerne kunne overordnet godt li´ tablet-udgaven af Escape, der gennemsnitligt blev vurderet højere efter læsningen, end før. Flere, som ellers inden testen sagde, at de foretrak magasiner på print, gav efterfølgende udtryk for, at de nok ville vælge den digitale udgave fremover
  2. Testpersonerne var opmærksomme på og værdsatte multimedia, her især forstået som video, fotogallerier og pop-op-tekst. Ud af tre forskellige typer af magasinartikler foretrak samtlige 10 den klassiske magasinartikel udbygget med video og fotogalleri og pop-op-tekst. Og multimedia-elementerne blev under testen brugt flittigt.
  3. Testpersonerne kunne generelt godt li´ at gå på opdagelse i pop-op-tekst og andre tilbudte links. Men de var samtlige klare i deres krav til klare markeringer af, hvad de kunne forvente, når de klikkede. Der skal være en klar fortællemæssig idé, og ”skiltningen” skal være tydelig og meningsfuld.
  4. Artikler blev klart valgt til eller fra på basis af forsidernes indhold og signaler. Hvor læseren i et trykt magasin bladrer gennem hele artiklen for at komme videre, kan en artikel i tabletudgaven helt blive overset. Hvis ikke forsiden fænger, går læseren videre i bladet uden overhovedet at se resten af artiklen. Der må derfor være øget opmærksom på ordvalg, stemninger og signaler på den begrænsede plads, en tabletforside tilbyder.

Undersøgelsens resultater blev diskuteret nærmere med magasinbranchens fagfolk på et webinar midt i marts. Du kan genhøre/se webinaret her.

Noter fra New York (6): Hvad er det med Vox Media?

Vox Medias eget forsøg på at beskrive, hvordan succes ser ud.

Vox Medias eget forsøg på at beskrive, hvordan succes ser ud.

 

Hvorfor er det egentlig, at så mange taler om Vox Media lige nu? Hvad er det, de kan? Vi besøgte Vox´ hovedkvarter i New York en torsdag formiddag i januar og blev blæst bagover af en heftig energi og tro på eget koncept.

Her kommer et koncentrat af en meget intens samtale med chefredaktør Lockhard Steele og Creative Director Chad Mumm, der undervejs gik i mange retninger. Så det er kun et overfladisk resumé.

Hvad er Vox egentlig?

Vox Media er en moderne digital publisher. Sådan ville (magasinudgiveren) Condé Nast have set ud, hvis de var startet for tre år siden”, svarer Lockhard Steele.

Vox udgiver syv forskellige indholds-vertikaler, fra sportssitet SB Nation til spilsitet Polygon. Se nederst i denne post for en nærmere gennemgang.

”At være publisher nu handler om at se og dyrke centrale passion points, mange mennesker har. Det er i virkeligheden, hvad internettet handler om. Vi vil gerne have 5-7 Buzzfeeds, nogle brands der hver især beskæftiger sig med, hvad folk er optaget af!”

I koncentrat er Vox Media:

  • Et meget dynamisk innovativt miljø, hvor nye produkter udgives nærmest på samlebånd, på basis af et tæt samarbejde mellem journalister, designere og programmører
  • En teknologidrevet medieorganisation baseret på udgivelsesplatformen Chorus, ”meget mere end et cms”, som er fundamentet for mange af de nye produkter, Vox udgiver
  • En satsning på lækkert designede medieprodukter til et velstående, veluddannet publikum.
  • Det mediehus der måske mest overbevisende satser på produktion af såkaldt content marketing-produktioner: Sponsorerede produkter, der ligner ”rigtig” journalistik, men er betalt af virksomheder
Den røde sofa er en del af interieuret hos folkene på The Verge.

Den røde sofa er en del af interieuret hos folkene på The Verge.

Det hele begyndte i 2003 med Sports Blogs Inc., der senere blev til SB Nation. I 2008 formedes Vox Media, og flere af de nuværende vertikaler kom til. Seneste skud på stammen er en ny mediakanal for forklarende journalistik, der også hedder Vox, hvilket gør det lidt forvirrende. Vox åbnede i april 2014 og har allerede nu over 20 millioner unikke brugere om måneden.

Vox Media beskæftiger knap 400 personer i Washington og New York – og interessant nok er hver sjette ansatte en programmør eller IT-udvikler. Motoren i Vox er en konstant udvikling af nye produkter – som CEO Jim Bankoff forklarer her:

Product is foundational to everything that we’re doing, and it’s not just about the 1s and 0s of the code that we create. It’s about design as well. But it’s more fundamentally about the culture that we’re creating — understanding that the experience in its totality is the product. And so how do we create the best possible experience?

Forretningsmodellen for Vox Media og de syv indholdsvertikaler er annoncer. Ikke som vi traditionelt forstår det – bannerreklamer – men som nært samarbejde med mærker som Ford og Nike om produktion og distribution af velproducerede engagerende fortællinger, der lige så godt kunne have været klassisk journalistik, hvis det ikke var fordi, det var betalt af sponsoren (som her First and Long, et projekt støttet af Nike.)

Udviklingskraften

Udgangspunktet for Vox Media er et tæt samarbejde mellem journalister, designere og programmører. De sidder tæt sammen – og arbejder altid sammen.

”Jeg har arbejdet i andre organisationer, hvor teknologi-folk og journalister aldrig rigtig arbejdede sammen. Her kunne vi bygge den kultur fra starten. Vox er udsprunget af a new class of talents, der er vokset op som bloggere og digitale udviklere, siger Lockhard Steele.”

Hver indholds-vertikal har et dedikeret team, der er fokuseret på netop denne målgruppes behov. Men det unikke ved Vox, som mange taler om, og som vi også oplevede, var evnen til at gå på tværs, lære af hinanden og producere nyt sammen.

Her er et eksempel – en guide til podcast-serien Serial, som en gruppe medarbejdere på eget initiativ gik sammen og skabte.

Eksempelvis har hver vertikal egne dedikerede social media teams, men de mødes en gang om ugen og udveksler ideer og sætter nye fælles projekter i gang.

Det skal se lækkert ud

”Experience er et nøgleord for os. Det skal både være nyttigt indhold – og se godt ud. Vi fokuserer rigtig meget på design. Folk skal have en god oplevelse med indholdet. Vi tager det bedste fra print og integrerer det i web-sammenhæng, forklarer Lockhard Steele.

Han erkender, at det har sin grænse, hvor mange kræfter Vox-folkene kan bruge på at udvikle nye formater for de digitale produkter. Nu går organisationen ind i en ny fase, hvor der skal udvikles skabeloner, der vil gøre det lettere at producere tilsvarende produkter fremover.

Et eksempel på sådanne “lækre” produkter er The Verge´s The Fifty om de 50 mest betydningsfulde personer i 2014.

YouTube har sine egne regler

Et andet område, hvor Vox ligger forrest, er i udviklingen af indhold specifikt til sociale medier. I mange andre organisationer tænkes der primært på web – og så linkes der til det på sociale medier. Men sådan er det stadig sjældnere på Vox.

YouTube bliver en stadig vigtigere kanal, hvortil Vox ofte skaber indhold målrettet – ud fra fortællemæssige virkemidler, der nu karakteriserer denne kanal. Se for eksempel denne video Life looks really different through an MRI machine, der er blevet set 19 millioner gange.

”Det er virkelig vigtigt at udvikle indholdet direkte til de platforme, vi arbejder med. En masse af de normale regler for videofortælling er anderledes på YouTube”, siger Lockhard Steele.

Andre kanaler, som Vox satser på, er Instagram. Mest som markedsføring – for at mindre brugerne om at man eksisterer.

Også bl.a. Snapchat er på vej til at få en større rolle. ”Hvis Snap åbner muligheden for video, vil det helt sikkert blive stort.”

Her er tre eksempler på originale YouTube-produktioner fra The Verge og Vox:

  1. The Dream Smartphone (The Verge)
  2. Welcome to Colón the magic capital of the World (The Verge)
  3. Three big reasons War is going Away (Vox)

“A data informed organisation”

Lockhard Steele betegner Vox som en data informed organisation, der tænker rigtig meget på distribution af indhold. Via Chorus følges hver en historie tæt, og brugsmønstre noteres og anvendes videre frem.

Typisk satser online-udgivere på at udvikle forretningen enten baseret på lavpris-produkter baseret på såkaldt programmatic eller via mere lukrative aftaler med sponsorer om high-end annonceprodukter. Vox Media satser i begge retninger.

”Programmatic betyder ikke ”automatisk” for os. Vi tænker rigtig meget på distribution, og via vores omfattende data kan vi planlægge effektive kampagner.”

Men det er produktioner som denne, First and Long, for og med Nike, Vox især profilerer sig på. Her er en klar historie, men samtidig en klar indholdsmæssig kobling til sponsoren Nike.

Vox – forklaringer via kort

Man kan ikke besøge Vox Media uden at tale om det nyeste udspil, Vox, der via Ezra Klein har en klar ambition om at nytænke måden at formidle viden om samfundet på – og også har meldt klart ud om en fornyet dækning af det kommende amerikanske præsidentvalg.

”Vox er en wikipedia for smart people. Det er en dedikeret gruppe mennesker, der tror på, at nyhederne kan forklares bedre på internettet, end de kan på print. Du kan ikke finde en mere grundig ressource for brugerne, påstår Steele.

Et vigtigt element i designet af Vox har været de meget omdiskuterede card stacks, der på en pædagogisk måde gør det let for brugerne at hoppe hen til det element i emnet, man interesserer sig mest for.

De 7 indholdsvertikaler

  1. The Verge dækker teknologi og kultur og har cirka 25 unikke brugere om måneden. En fjer i hatten var, at selveste Bill Gates sagde ja til at blive gæsteredaktør en måned på The Verge.
  2. Eater behandler restaurationsbranchen og udeliv. Har blandt andet anmeldelser af restauranter. Godt 7 mio. unikke brugere om måneden
  3. Polygon dækker spil og gaming og har cirka 8 mio. unikke månedlige brugere
  4. Curbed omhandler ejendomsmarkedet, indretning og arkitektur. 5,5 mio. unikke brugere.
  5. Racked behandler mode og shopping og har godt 5 mio. unikke månedlige brugere.
  6. SB Nation, netværk af blogging-sites, er stadig klart den største af de syv vertikaler med godt 71 mio. unikke brugere.
  7. Vox, nyheder og forklaringer, havde 22 mio. unikke brugere i november 2014.

Om Lockhard Steele

Chefredaktør Lockhard Steele stiftede Curbed tilbage i 2004, mens han var Managing Editor i Gawker Media. Siden åbnede han også Racked og Eater. I 2013 solgte han de tre vertikaler til Vox Media for godt 20 millioner Dollars.

Steele fulgte med over i Vox, hvor han nu er redaktør for indholdsudvikling.

Bonusinfo

2014 in review – årets gang på Vox Media

Vox fik et meget omtalt interview med Barack Obama i starten af februar 2015. Her er det!

Noter fra New York (4): Alt sættes ind på search og social

Redaktionen på Huffington Post Live består af cirka 80 personer.

Redaktionen på Huffington Post Live består af cirka 80 personer.

Du ved, at du er i et digitalt mediehus, når samtlige redaktionelle medarbejdere står med en laptop i hånden, mens de venter på at overtage mødelokalet.

Vi er hos The Huffington Post på Broadway i New York. HuffPost er ikke længere et stjerneskud, som alle enten beundrede eller så ned på – men et af den vestlige medieverdens mest indflydelsesrige og succesrige mediehuse med fokus på ”pop culture and news”.

Starten på mediehusets succes var at være en platform for cirka 8000 bloggere, der i de unge dage leverede en stor del af indholdet – gratis. HuffPost leverede til gengæld publikum til de mange indlæg.

“Vi leverer platform og potentielle læsere”

Sådan er det stadig. Den kolossale strøm af blogposts bearbejdes og håndteres af et blogging-team på 70-80 personer, som redigerer indlæggene og coacher skribenterne – og enten hjælper indlæggene frem til størst mulig synliggørelse eller skubber dem ud i glemsel, afhængig af den vurderede kvalitet.

”Huffington Post har jo været der i 9-10 år nu og har et veletableret forhold til mange af de her mennesker, som har en stærk platform for at skriver om det, de er optaget af. Min mor for eksempel, blogger også hos os, fortæller Social Media Editor Ethan Fedida.

Visse af The Huffington Posts knap 80 indholdssektioner er betydelig mere drevet af bloggerne end andre. Det gælder især livsstils-segmenterne, og for eksempel forældre-sektionen er helt baseret på blogging.

”The mummy and daddy bloggers”, som han kalder dem, er blandt HuffPosts stærkeste aktiver.

Det virker cool, at ens bekendte skriver på Huffington Post. Det skaber engagement.
Vores mest virale indehold er blog indhold.

Som eksempel nævner Fedida en mor i New Jersey, som efter en af snart talrige skyde-tragedier skrev om de udfordringer, hun havde med sin søn. Den blogpost havde over 20 millioner læsere.

Får bloggerne betaling, lyder spørgsmålet?

”Nej, som blogger ejer du dit eget indhold. Vi tilbyder en platform og et publikum”, svarer Ethan Fedida.

Stor fokus på real time search 

Men de knap 80 personer i blogger-teamet udgør nu kun under 10% af den samlede stab på 800. The Huffington Post har udviklet kraftige journalistiske muskler, der især dedikeres til det politiske stof, og sættes ind under store begivenheder.

Et eksempel var ugens store politiske begivenhed, President Obamas State of the Union-tale. The Huffington Post havde forberedt en masse indhold om temaer, de regnede med ville blive en del af Obamas tale. Og da det gik løs, var der fuld bemanding på både the social desk og hos eksperterne i søgemaskine-optimering, SEO.

Senior Social Media Editor Ethan Fedida og Editor of Huffington Post Code Katelyn Bogucki.

Senior Social Media Editor Ethan Fedida og Editor of Huffington Post Code Katelyn Bogucki.

Nogle er måske overraskede over, at search fortsat fylder lige så meget som social. Men det gør det, forklarer Ethan Fedida:

” SEO er stadig stort for os. Folk sidder og søger på emner, mens de ser det i tv, og så skal vi ligger øverst på Google og de andre søgemaskiner. Der er selvfølgelig en masse samtaler i gang på sociale medier under og efter talen, som vi gerne skal være en del af, men det er også rigtig vigtigt, at de finder os, når de søger på for eksempel ”state-of-the-union”.

Ifølge Ethan Fedida er tricket at have optimeret indholdet, især overskriften og de første ord, sådan at søgemaskinerne rangerer den pågældende artikel højt ud fra de givne søgeord. Så der ligger et stort forarbejde i at forudsige, hvad folk vil søge på. En af løsningerne er at have en samleside med for eksempel titlen ”state of the union”, der var den primære søge-frase.

Fedida nævner et andet eksempel, nedskydningen af flere personer i The Aurora Theater i Colorado i efteråret 2014. Lige så snart navnet på den sandsynlige gerningsmand var kendt, James Holmes, blev der lavet en temaside med titlen James Holmes Schooting.

Fin balance mellem trafik og engagement

Og så er der hele den sociale side: Huffington Post liveblogger typisk fra større begivenheder via Twitter. Men når det er så stort som ”State of the Union”, foregår det på Facebook, hvor ”Trending Topics” giver endnu større mulighed for eksponering – og at hente læsere.

”Det er altid en balance mellem at drive trafik and drive engagement. Du går frem og tilbage. Skal man for eksempel bringe et tweet uden et link (der så ikke giver trafik, men kan være en del af en samtale)?”

Også Huffington Post oplever, at andelen af trafik fra sociale medier stiger og stiger. Den er nu 30-35%. Her er kravet dog, at overskriften er lidt fræk og forførende. Det samme gælder hjemmesiden. Omvendt kan overskriften på selve artiklen kan være kedelig og registrerende.

”Det er jo også en balance. Du ønsker at være lokke læsere ind, så godt du kan, uden på den anden side at love mere, end du kan holde.”

Stor fokus på video og live

Samme dag, som vi besøgte Huffington Post på Manhattan, var også skuespilleren Jennifer Lopez på besøg til direkte interview på Huffington Post Live, et videobaseret site, søsat i efteråret 2012 som en forlængelse af HuffPost-brandet.

IMG_1033Her tages dagens vigtigste temaer inden for Huffington Posts hovedområder, ”pop culture and news” op til levende debat. Målet er at tilbyde en anden oplevelse en det tekstbårne hovedsite. Det er levende billeder. Og det er især en stærk her-og-nu-oplevelse, selvom mange af live-indslagene senere klippes og lægges ud som hurtigt sete og delbare elementer.

Podcasts og magasin

På det seneste er tilføjet endnu en ”brand extension”, podcasts, sådan at Huffington Post også kan være hos brugerne i bilen og andre steder, hvor audio er den rette kanal.

Huffington Post har sågar kaldt podcasts for ”det nye tv”.

De fleste podcasts er audioshows baseret på de eksisterende sektioner, også kaldet vertikaler, med kombinationer af nyheder, interviews, diskussioner osv.

Det store fokus på nye måder at udnytte indholdet på, har sågar ført til et decideret magasin, dog for iPad, igen med det formål at samle nogle af de bedste historier fra mediehusets enorme flow af materiale og pakke det til det magasinlæsende publikum. Det er samtidig det tætteste, Huffington er kommet på betaling for digitalt indhold. Magasinet koster 1,99 USD om måneden.

Hvor der er passioner er der basis for en vertikal

Huffington Post har nu mellem 70 og 80 vertikaler. ”Det eneste vi ikke dækker er biler og privatøkonomi”, forklarer Ethan Fedida.

De sociale konti knytter sig nøje til de enkelte vertikaler, f.eks. HuffPost Science og HuffPost Living på Twitter er henholdsvis @HuffPostScience og @HealthyLiving.

Det fører et hav af konti med sig, alene på Twitter, knyttet til Huffington Post. Men formålet er, at de dedikerede samtaler inden for hvert felt kan foregå separat.

Plusmodeller spreder sig: Selvfølgelig! Men hvad er næste skridt?

Jeg har lige deltaget i et live-interview med P4 Midt & Vest om Herning Folkeblads nye betalingsløsning på nettet, aoh+. Her er essensen af, hvad jeg tænker om det. Så kunne vi tage en snak om det her på bloggen?

I dag åbnede aoh+ på Herning Folkeblads hjemmeside med dette fremtrædende symbol.

I dag åbnede aoh+ på Herning Folkeblads hjemmeside med dette fremtrædende symbol.

Jeg har tidligere her været skeptisk over for, om det overhovedet nytter noget at tage betaling på nettet. Så vidt jeg kunne se, var “gratis” den eneste vej at gå. Nu har vi så set en række eksperimenter over hele verden. Og konklusionen må være, at det i en vis forstand kan give mening at tage penge på nettet.

Som en rent defensiv foranstaltning ser en plus-løsning som Herning Folkeblads ud til at give mening. Man kan ikke underminere kerne(avis)forretningen ved at give det samme indhold væk på nettet. Det siger sig selv. Så det er naturligt at gøre som Herning Folkeblad.

Der er to triste forudsætninger for den konklusion:

  1. Det er ikke lykkedes ret mange mediehuse at opbygge en forretning af betydning på salg af annoncer og andre indtægter på nettet. Man mister altså ikke ret mange penge ved at lukke gratisterne ude og hermed få mindre trafik.
  2. Der kommer ikke ret mange nye betalende avis-kunder til ved at lægge alt indhold ud i udstillingsvinduet. Avislæser-segmentet bare skrumper og skrumper.

Set i det lys er det nok bedst at se, om man kan begrænse frafaldet af avislæsere mest muligt. Og det er det, man gør med de fleste kendte plus-løsninger.

OK, f.eks. Ekstra Bladet har da fået ret godt fat med 23.000 rent digitale plus-kunder. Her satses også massivt på skabelse af unikt digitalt indhold (ud over side 9-pigerne), som kun kan fås, hvis du betaler. Indhold man kan se at EB–brugerne interesserer sig for.

Det kan andre medier som f.eks. Herning Folkeblad lære af – men alle ved at det kræver redaktionelle muskler. Det vil sige: Der kræves en redaktionel omstilling, hvor færre kræfter kan gå til at producere den avis, alle foreløbig lever af – til at udvikle indholdskoncepter ingen endnu ved om kan sælges.

Den er svær!

Nu kommer de digitale læse-teknologier. En af de første hedder Spritz

I torsdags havde tyske Bild verdenspremiere på en ny digital læse-teknologi, der hævdes at kunne mere end fordoble læsehastigheden. Teknologien hedder Spritz.

Undersøgelse efter undersøgelse har vist, at læsning på print er både mere effektivt og en bedre oplevelse end at læse digitalt. En simpel overførsel af analog tekst til digitale medier har vist sig at være en dårlig idé.

Bild.de lukkede i torsdags op for læsning med Spritz´ teknologi. Tiden vil vise, om den bliver en fest del af det tyske nyheds-site.

Bild.de lukkede i torsdags op for læsning med Spritz´ teknologi. Tiden vil vise, om den bliver en fest del af det tyske nyheds-site.

Forskere har i nogen tid arbejdet på den såkaldte text 2.0 – som i denne YouTube-video beskrevet at tyske forskere – hvor digital teknologi udnyttes til at hjælpe læseren til hurtigere at læse og forstå en tekst.

Spritz er blandt de første, der går offentligt ud med en løsning. Den er i virkeligheden helt enkel: Ved aktivering af en lille boks kommer teksten ord for ord – placeret ud fra en algoritmes beregning af, hvordan øjet ser det pågældende ord og med det centrale bogstav skrevet med rødt – placeret præcis det samme sted, så øjet ikke behøver at bevæge sig.

Det betyder i følge Spritz, at den “almindelige” læser kan øge sin læsehastighed fra 220 ord i minuttet til 330 ord. Men hvor hurtigt du vil læse bestemmer du selv. Prøv det selv her på Spritz´ hjemmeside, hvor du kan vælge hastigheder mellem 250 og 600 ord pr. minut.

Spritz forklarer på virksomhedens blog baggrunden for teknikken, at man som læser bruger en meget stor del af tiden – op til 80% – på at flytte øjnene for blandt andet at korrigere for skiftende ord-længder. Denne flytten kaldes saccader.

Ved at anbringe ordene det samme sted, minimeres antallet af saccader, og læsehastigheden sættes op.

Det var kun en enkelt dag, Bild.de havde lukket Spritz ind på sitet, så det er i øjeblikket ikke muligt at teste metoden på journalistisk indhold. Bild´s digitale redaktør Sven Stein taler dog begejstret om teknikken i videoen i denne artikel.

Tiden vil vise, om Spritz vinder frem som digital læsemetode – eller der kommer andre og bedre bud på digital læsning.

 

36 interessante mediehuse at holde øje med i 2014

Jeg fik forleden en henvendelse fra en god ven i den danske mediebranche, som var ude efter nogle tips til interessante mediehuse at besøge på en studierejse i 2014.

Jeg fandt nogle links til en del steder, der laver interessante ting, og som det skal blive spændende at følge i 2014. Jeg vælger at lægge dem ud her også – i forhåbning om, at du måske vil komme med tilføjelser, jeg ikke selv har opdaget!

Skandinavien

Jeg starter i Sverige – da de spændende steder i Danmark jo nok er kendt af de fleste. Sveriges Radio, der jo er lidt af en mastodont på de kanter, laver rigtig mange interessante ting, blandt andet dette herlige katalog af metoder til journalistisk crowdsourcing.

I Norge ville jeg holde godt øje med Dagbladet, der satser kraftigt på mobiludviklingen og har udviklet spændende nye annonceformater. Og så er der Fædrelandsvennen, der arbejder stenhårdt på udvikling af den digitale forretning og tilsyneladende har succes med det.

Screenshot 2014-01-24 09.42.50Så er der selvfølgelig Verdens Gang, der altid er interessant. Især synes jeg, at deres VG Direkte er helt genial og et unikt eksempel på, at live-journalistik er kommet for at blive. Her dækning af storbranden i Lærdal. Hold i det hele taget øje med Schibsted, hvis ledelse har en fantastisk næse for penge, og måske – sammen med tyske Springer – er på vej ud af journalistik, mens tid er :-)

Tyskland/Holland

Det bringer os naturligt sydpå til Tyskland, hvor Springer-koncernen jo også ved, hvad vej vinden blæser. Ledelsen her satser nu klart på det digitale – og er klar over, at de skal satse på nye folk, som videoen her viser.

Bild er naturligvis også værd at holde øje med. De satser på hårdt på mobilen – og på multimedia storytelling. Af rent digitale opkomlinge kan nævnes Heute.de, der blev årets nyhedssite i Tyskland.

Og videre til Holland, hvor friske folk i 2013 startede et helt nyt mediehus op, De Correspondent, på basis af 10 mio. kr. hentet ved crowdfunding – og fik 24.000 abonnenter i en ruf til en ambitiøs journalistik der satser på:

Uncover, explain and highlight deep-lying structures and long-term developments that powerfully shape our world, rather than reporting on the latest hype, scare, or breaking news story

De britiske øer

Så ville jeg sætte kursen mod de britiske øer. Måske ville jeg starte i Irland, hvor Irish Times rykker med Johnny Ryan ved roret. Han holdt i 2013 interessante oplæg på flere konferencer om deres spændende udviklingsarbejde. Blandt andet har Ryan inviteret unge start-up-folk ind i mediehuset, hvor man udvikler nye mobil-produkter sammen med dem.

I England har mediekoncernen Trinity Mirror, der især ejer lokal- og regionalaviser, sat en række spændende projekter i gang. Især er det spændende at følge humor- og underholdningssitet UsVsTh3m, der satser meget på spredning via sociale medier og hurtigt er blevet en succes.

Manden bag sitet, Martin Belam, forklarer her, hvad der især lykkes – og hvad han har ført over i et helt nyt projekt, ampp3d, der skal formidle visuelle indgange til datajournalistik.

BBC er på trods af sin størrelse fortsat i stand til at udvikle sig. For eksempel er det spændende at følge deres NewsLabs team, der er på vej med spændende nye nyheds-formater.

Screenshot 2014-01-24 11.06.08Og selvfølgelig bør man holde øje med The Guardian – af flere årsager. Ideen om Open Journalism er selvfølgelig meget sympatisk og spændende at følge. Og så er Guardian unik ved, at de som efterhånden få mediehuse afviser betalingsmure og satser fuldt og helt på gratismodellen online. Det er ikke alle, der tror, det vil gå godt!

Endelig bør også The Economist nævnes for bl.a. meget bevidst og målrettet satsning på, at de forskellige udgivelser udvikler sig som henholdsvis “lean back” og “lean forward”-kanaler.

Desuden er der andre mindre initiativer som denne blog, hvis mål det er at forklare mere eller mindre komplekse ting.

USA

Så er vi fremme ved USA, hvor der stadig er rigtig mange spændende ting at notere – tendenser der måske, måske ikke, er på vej i vores retning. Så en studierejse til USA giver stadig rigtig god mening :-)

Eksempelvis ser man i USA en del forholdsvis nye mediehuse, der skyder på ved siden af de gamle velkendte, og er karakteriseret ved at satse på niche-områder og er nonprofit-baseret (forstået sådan at der ikke er en investor, som forventer et bestemt afkast).

Gode eksempler er ChalkBeat og InsideClimateNews. Begge er allerede anerkendt for at levere stærk uafhængig journalistik.

En anden tendens er en vældig underskov af mindre organisationer på kanten mellem IT og journalistik – og mellem at være underleverandører til mediebranchen og at blive selvstændige aktører, eksempelvis RebelMouse eller Prismatic.

På nogle af de store medier ser man stærke enkeltpersoner udvikle deres eget varemærke, som de i stigende grad vælger at tage med sig andre steder hen. Enten starter de for sig selv, eller også hentes de over i andre medievirksomheder.

Et meget fremhævet eksempel er datajournalisten Nate Silver, der i 2013 forlod New York Times og gik til ESPN, hvor han nu bygger en kanal op omkring sig.

Et af de helt nye skud på stammen er rigmanden Pierre Omidyars nye medievirksomhed, der blandt andet har ansat Glenn Greenwald (central figur i The Guardians NSA-afsløringer). Greenwald og andre lover blandt andet et opgør med journalistens traditionelle ”objektive” tilgang.

Screenshot 2014-01-24 11.02.47Mobiludviklingen fører ligeledes til en del nye initiativer. Blandt de mest interessante er Circa, stiftet af Davis Cohn (kendt fra spot.us). Circa bryder historier ned i delelementer, der leveres løbende som en strøm, man kan følge via Circa-appen. Det er så spændende et projekt, at Reuter´s redaktør for sociale medier, Anthony de Rosa, i efteråret valgte at blive chefredaktør på Circa.

I den anden ende af skalaen satser Matter på longform journalistik. Kun et lille antal historier udgives, og der satses massivt på grundig kompromisløs digital historiefortælling, akkurat som det er tilfældet med MediaStorm i New York.

Bagved Matter ligger Medium, stiftet bl.a. af Twitters opfinder Ev Williams. En spøjs størrelse med interessante ideer om publicering og vækst, finansieret bl.a. på basis af crowdfunding. Her er et par gode grunde til at følge Medium i 2014.

Vi bevæger os gradvist over mod mere etablerede mediehuse. BuzzFeed kender de fleste nok efterhånden, men forretningsmodellen og måden at arbejde metodisk og tænke “social udgivelse” på, kan alle lære af.

Også Vice Media er lynhurtigt vokset til at blive et mediehus, man må regne med. Sammen med BuzzFeed regnes Vice som et sted, klassiske medier kan lære en del af. I samme kategor kan nævnes Upworthy.

Forbes kommer man heller ikke uden om. Et klassisk brand i mediekredse, der har udviklet sig til en grim ælling, der går nye veje på en del områder. Dels med udviklingen af et kæmpe netværk af skribenter, der får begrænset hyre, men bruger Forbes som en platform for egen karriere-udvikling. Og dels i forhold til “native advertising” (sponsoreret indhold forklædt som journalistik).

Hold også øje med The Atlantic  – og især business-sitet Quartz, en medievirksomhed bygget op fra bunden på fuld digital – og mobil – dedikering. Og med en interessant ny flydende måde at organisere en journalistisk redaktion på  – baseret på såkaldte “obsessions”: Forstyrrelser i samfundsudviklingen der i en given periode fortjener grundig journalistisk behandling.

Blandt de “gode gamle”, der ligeledes går nye veje, er lokalavisen Deseret News, der hidtil har levet stille ude i Utah baseret på gode mormon-værdier – men er kommet i rampelyset, da Clark Gilbert (ex-Harvard, Innovator´s DNA) for et par år siden kom til og gik i gang med en total transformation. Her er rigtig mange spændende tanker at hente.

Screenshot 2014-01-24 11.09.20En anden af klassikerne i fuld gang med digital transformation er mediekoncernen Digital First Media, hvis chef John Paton på den ene side får rigtig meget taletid på mediekonferencer – og på den anden side betragtes med skepsis på grund af hans radikale tilgang til fornyelse af mediehuset.

Hvad så med de gode gamle fyrtårne? Jo, New York Times er efter min mening stadig værd at følge. Mediehuset har både ressourcerne og viljen til at komme op med nye løsninger, og bl.a. fra NYT Lab kommer der konstant interessante tanker og projekter. Desuden deler de meget gerne deres erfaringer, f.eks. om brug af sociale medier.

Washington Post kommer også med interessante ting, f.eks. løsningen Truth Teller, en algoritme, der i real-time indsamler data, der kan hjælpe med at afgøre, om f.eks. en given påstand fra en politiker er korrekt.

Endelig, og til allersidst, ville jeg også holde et godt øje med National Public Radio, der konstant har et væld af projekter i gang eller i støbeskeen  – baseret på en forståelse af, at digital transformation er uundgåelig.

Journalistikkens jagt på sandheden: Sværere end nogensinde! (Opsamling på uge 43)

Selvom de fleste i journalistfaget er enige om, at der knokles mere end nogensinde før, så virker det som om folk i stadig mindre grad er tilfredse med os. Hvad gør vi?

Det var det centrale spørgsmål i en konference, The Poynter Institute holdt i New York i sidste uge med fokus på: Kan medierne formulere etiske, journalistiske standarder, som brugerne vil tage til sig?

Der kom desværre heller ikke denne gang en løsning, som bare lige kan tages i brug. Men en masse interessante retninger at udforske i jagten på mulige svar:

Journalistikprofessor Clay Shirky beskrev, hvordan alle via digitale medier kan ytre sig om en given sag, og hvordan det i højere grad fører til kaos end afklaring:

…the result is that there are literally thousands of different versions of the truth about any given news story. And without gatekeepers, who determines which is correct?

Senior researcher Danah Boyd, Microsoft, viste, hvordan kampen om opmærksomhed kan have store omkostninger for både afsendere og modtagere og føre til en “frygtens kultur”.

Journalist Eric Deggans, Tampa Bay Times, gennemgik dækningen af den såkaldte  Trayvon Martin-sag, hvor en 17-årig dreng blev skudt, da han bankede på ved et forkert hus i en by i Florida.

Som så ofte før har Matthew Ingram, GigaOM, den måske mest interessante opsamling – omend han heller ikke har noget klart svar. Men han tegner et tydeligt billede af problemstillingen og opfordrer enhver journalist til at tage udfordringen op – ud fra dette citat af Clay Shirky:

The strategies developed for reporting the truth in the 20th century simply don’t work any more.

Læs her Poynter´s egen glimrende opsamling – med mulighed for at tjekke en række af oplæggene i detaljer.

Fortsat føljeton om avisernes overlevelse

Denne gang bare et par links til interessante bidrag fra ugen der gik:

Chefredaktør Erik Rasmussen havde i Mandag Morgen et godt resumé af tingenes tilstand. Læg dertil en knivskarp analyse fra The Media Briefing med en fremskrivning af den nuværende udvikling: De næste 5 år vil sandsynligvis føre til et fald i oplagene på 25%.

At det ikke ser helt så sort ud i magasin-branchen, som debatten om Newsweek antydede, beskrev Columbia Journalism Review i en opsamling. Mario Garcia tager den et skridt videre: Lad os nu videreudvikle magasin-formatet til nutiden! Han opfordrer alle til at se efter, hvad det er The Economist gør godt!

Udfordringen fra sociale medier

En svensk undersøgelse viste, at medierne generelt mangler en politik for, hvordan de beskytter deres kilder i en verden, hvor sociale medier har fået stor betydning.

Omvendt er de amerikanske journalister efterhånden blevet ret gode til at inddrage reaktioner fra de sociale medier i journalistikken  på en afbalanceret måde, viste en undersøgelse af valgdækningen af PEW – men der er stadig en del journalistiske overvejelser at gøre sig, opsummerede Poynter.

Endelig er her en god liste over redskaber til verifikation – eller det modsatte – på nettet, leveret af det limrende site Emergency Journalism.

Til sidst – lidt af hvert

Global Editors Network har et interessant interview med Amanda Zamora fra ProPublica om arbejdet med crowdsourcing i Free the Files-projektet.

I samme boldgade fortæller Columbia Journalism Review om et frugtbart samarbejde mellem The Guardian og MIT om data-journalistik. Hvorfor arbejder journalister ikke noget mere sammen med akademikere?

Street Fight har et godt indlæg af Matt Sokoloff, der arbejder med forretningsudvikling i små lokale mediehuse hos Reynolds Journalism Institute med følgende pointe:

I think news organizations need to rely more on product management and product marketing. Innovation in these organizations should start with the user or customer, and with what problem we are solving for them.

Den samme pointe har Clayton Christensen i en meget læseværdig nyudgivet rapport fra Harvard: Breaking News. Læs den!

Case Dallas: Mediesites dominerer statistikken – men er under pres fra nichesites

Websites for avishuse og tv-stationer dominerer listen over de mest besøgte sites i Dallas-området, det femte største lokale/regionale marked i USA. Men en aktuel gennemgang af NetNewsCheck viser, at mediehusene presses fra alle sider på nettet.

14,5% af det samlede annonce-køb i området går til annoncering på nettet, viser tal fra Borrell Associates. Web er altså stille og roligt begyndt at tiltrække annonce-penge.

Problemet for mediehusene er så, at der på en del betydende nicheområder findes stærke og dygtige spillere, der – trods mediernes generelt fine trafiktal – alligevel løber med en stor del af pengene.

Det er for eksempel det succesrige DFW.com, der satser massivt på underholdning og udeliv i Dallas. I øvrigt i skarp konkurrence med andre sites som DallasObserver.com og DMagazine.com. Også på en række andre vigtige annonce-områder æder nichesites stille og roligt af mediernes annonce-kage.

Selvom mediehusene så knokler alt hvad de kan for at tilbyde aktuelle, interessante og relevante lokale nyheder, så giver det dem nok en del trafik – men ikke nødvendigvis den forretning, der skal kunne opretholde forretningen.

Min konklusion er så: Selvom mediehusene fintuner og effektiviserer alt hvad de kan (som vi også ser herhjemme), så bliver den del af lokal videnssøgning, der har med nyheder at gøre, formentlig for smalt.

Så ud over at opretholde og udbygge positionen som lokalt journalistisk fyrtårn må og skal det lokale mediehus bygge platforme, der kan tilfredsstille andre behov for lokal informationsudveksling – for både  brugere og annoncører.