Hvorfor svarer journalisterne ikke?

Jeg fik for et par dage siden en email fra en engageret borger, jeg har mødt i forbindelse med et projekt om lokale medier, jeg laver for Kulturstyrelsen. Afsenderen skrev blandt andet:

Jeg har en del gange skrevet og kommet med (også efter andres mening) gode konstruktive forslag og ideer til forbedring af forskellige ting her i vores kommune. Jeg har også tidligere mailet til journalister og lokalredaktør, med ideer, forslag og tanker. Der er aldrig nogen der vender tilbage?? Hvordan får man dem til at reagere??? og hvorfor reagerer de mon ikke??

Jeg vil ikke her nævne mandens navn, eller den by han bor i. Jeg kan kun sige, at han virker vidende og engageret i den by, han bor i. Men han er, som det måske kan læses, også lidt frustreret over, at han har svært ved at komme i dialog. Hverken lokalpolitikere eller lokal-journalister reagerer på hans forslag.

Jeg svarede ham, at jeg ikke forstår, at journalister og lokalredaktør ikke svarer. Lokaljournalistikken lever i høj grad for – og af – lokalt engagerede borgere. Deres engagement vil ofte blive yderligere styrket af at have et konstruktivt og interesseret journalistisk medspil. Indtil et vist punkt selvfølgelig.

Det er desværre ikke første gang, jeg har hørt om, at mediehusene har svært ved at svare.

Jeg har hørt journalister sige, at de ikke har tid til at svare på henvendelser fra læserne om “alt muligt”. Ved også godt at nogle henvendelser kan karakteriseres som “brok”. Men langt de fleste, tror jeg, er folk som ovennævnte, som bare gerne vil bidrage med “ideer, forslag og tanker”, som han skriver.

Tiderne skifter, og en del af de nye tider er forventninger om øget dialog. “The people formerly known as the audience”, kaldte den amerikanske journalistik-professor dem. De folk der finder det helt naturligt at interagere med journalistikken. Og der bliver sandsynligvis stadig flere af dem.

Jeg tror, der både vil være god journalistik og god forretning i at organisere arbejdet på en måde, så der er tid til at svare folk som ham her.

Skriv meget gerne en kommentar her nedenfor.

Kære journalister: Gå nu i dialog med jeres brugere!

De fleste medier har stadig ikke fattet, hvad en aktiv indsats på sociale medier kan gøre for dem og deres relation til brugerne. Fint nok at sende historier i omløb på Twitter eller Facebook. Og selvfølgelig kan journalister finde kilder og vinkler på sociale medier. Men det rykker ikke rigtig nogen steder.

Ikke før journalisterne får lov til – og vover – at gå i direkte dialog med deres læsere og brugere i blogs, på Facebook, Twitter og andre steder, får nyhedsmedierne for alvor glæde af de nye medier, skriver tidligere communityredaktør på canadiske Globe & Mail, Mathew Ingram, i en rammende analyse.

Anledningen er en ny social media-politik for de redaktionelle medarbejdere i et andet canadisk nyhedshus, The Toronto Star, som Mathew Ingram har fået fat i. Politikken forbyder journalisterne at optræde med personlige synspunkter og holdninger eller i det hele taget skrive noget som helst i kommentarfeltet under egne og andres artikler.

Lyder det som noget, et dansk mediehus også godt kunne finde på at sige til sine medarbejdere? Ja, det gør det vel nok. Hvis cheferne ellers overhovedet behøver at bekymre sig om det, fordi de færreste journalister kunne drømme om at gå i dialog med læserne. En artikel eller et indslag er færdigt, når det er færdigt, og så er der ikke mere at sige til dét.

Mathew Ingram opfordrer mediehusene til at sørge for, at deres journalister går i dialog med læserne! Det handler om at bygge relationer. Selvfølgelig er der en fare for, at ikke så kvikke medarbejdere laver en Ditte Okman, men den risiko må de løbe.

En anden risiko, medierne må løbe, er at miste noget af den ophøjede objektive position, de tillægger sig selv – af journalistikprofessor Jay Rosen kaldet “the view from nowhere”. Det er der alligevel ingen andre end journalisterne, der rigtig tror på mere. Sagen er i følge Mathew Ingram, at

…the main point being missed is that social media is powerful precisely because it is personal. If you remove the personal aspect, all you have is a glorified news release wire or RSS feed. The best way to make social media work is to allow reporters and editors to be themselves, to be human!

Permanent redaktionsmøde med læserne

Århus Stiftstidende har fået et fantastisk redskab til at styrke og udvikle den journalistiske kvalitet. 1700 århusianere har meldt sig til StiftenPanelet, og mediehuset er så småt i gang med at udforske potentialet.

Denne artikel opsummerer de hidtidige erfaringer. Det mest interessante er i den forbindelse, hvordan StiftenPanelet kan være sparringspartner i forhold til, hvordan journalisterne bruger deres tid og kræfter.

Svarene viser, at folk gerne vil inddrages. Den form for tovejs-kommunikation gør vi klogt i at udvikle,

siger chefredaktør Flemming Hvidtfeldt i artiklen.

Panelets input kan både bruges bagudrettet som nyttig feedback på gennemført journalistisk arbejde og fremadrettet som ideer, inspiration og konkret, nyttig viden.

Det fremragende ved panelet er, at folk frivilligt har afleveret en masse  informationer om sig selv, så det er muligt at kontakte forskellige delmængder af gruppen, afhængig af det emne, man ønsker at tale med dem om.

Hidtil har kontakten til StiftenPanelet især haft form af spørgeskemaer organiseret af markedsafdelingen. Tænk, når inddragelsen af panelet bliver en del af den journalistiske tænkning og hjerteblod!

Jeg ser hele eller delmængder af StiftenPanelet som del af et permanent redaktionsmøde med læserne. 24/7, som man siger.

For nogle forekommer det scenarie som et skræmmebillede af rang. Tænk sig at foreslå, at journalister skal lade sig påvirke af andre undervejs i den journalistiske proces!

Jeg ser det som en kolossal ressource, man kan vælge at lytte mere eller mindre til. Under alle omstændigheder er dialogen nødvendig for at holde journalistisk fokus på emnevalg, vinkling, kildebrug osv. Det hele bliver bestemt bedre af det.

Eksemplet viser, at der er noget under opsejling, som kan ændre den måde, journalister arbejder på i absolut bredeste forstand. men at der stadig er et stykke vej at gå, før det bliver normalt og accepteret i faget.

#newsrw: Fra kiggere til “Readers Plus”

Under tre procent af de besøgende på nyhedssites og web-communities bidrager aktivt – og mange af dem som regel kun med ukvemsord! Kunne vi da bare få nogle flere til at bidrage positivt?

“Talk to them!”, lød det korte råd fra Samantha Shepherd , digital projects co-ordinator på Bournemouth Daily Echo, på konferencen NewsRewired i London i fredags.

Hun talte selv i begejstrede vendinger om  sine Readers Plus hjemme i Bournemouth. I modsætning til de såkaldte “lurkers”, der bare kigger, og “shouters”, der har travlt  med at fornærme alt og alle, er Readers Plus i følge Shepherd karakteriseret ved:

  • Pertentlighed: De påpeger straks fejl og uklarheder
  • Kritisk sans: De stiller konstant spørgsmål og ønsker uddybning
  • Snakkehoveder: De elsker at diskutere 
  • Newsagents: De fortæller os, hvad der foregår derude
  • Delivery boys: De hjælper os med at sprede vores budskaber
  • Brand Ambassadors: De er vores loyale støtter
  • Reporters: De hjælper os med at besvare komplekse spørgsmål og andre ting, vi ikke kan finde ud af

They make us part of their lives. They trust us to be fair, and if we haven´t been fair, they expect us to be honest about our mistakes. They don´t let us get away with being sloppy. They force us to be better at our jobs, to close the gap between them and us,

skriver hun i et indlæg om “Readers Plus”. I hendes øjne er én Reader+ lige så meget værd som 10 “lurkers”, så det er arbejdet værd at prøve at flytte dem.

Altså: “Talk to them!” Via Twitter, via Facebook, Flickr – og selvfølgelig via diverse debatfora.

Flickr: Publikum består af helt specifikke interessefællesskaber. Blandt andet landskabsfotografer. Hun vurderer, at 25% af de lokale Flickr-brugere er ”Readers Plus”.

Twitter: Omkring 20% af mediehusets Twitter-followers er nu Readers Plus, vurderer Samantha Shepherd.

Facebook: “The great untapped ressource!” 70.000 personer i Bournemouth er medlemmer af mediehusets Facebook-gruppe, og kommentarer og trafik fra Facebook er voldsomt stigende. Men endnu uden at nå Readers Plus-højder!

Hvordan skal de introverte journalister klare sig på sociale medier?

Jeg var i går på researchtur i forbindelse med projektet Journalistik i netværk og sad fordybet i samtale med en rigtig god erfarings-leverandør, Rolf Ask Clausen på Ingeniøren. Vi talte om, hvad det er for udfordringer, journalister har i den nye medieverden, i høj grad baseret på dialog med brugerne?

Jeg kom til at tænke på en interessant undersøgelse foretaget af Ph.D. Sharon Peters, Northwestern University – og nævnt i rapporten Managing Newsroom Employees

Hun skriver, at flertallet af journalister i Myers-Briggs-tests har vist sig at være introverte, mens 70% af befolkningen som sådan er ekstroverte.

Hendes pointer drejede sig her om, hvordan journalister arbejder sammen internt på redaktionen. Men måske spiller det også en rolle i en dialog-baseret medieverden, hvis de fleste – eller ihvertfald mange – journalister i virkeligheden ikke har det så godt med den åbne direkte kontakt med kilder, brugere og andet godtfolk?

At være en reflekterende og analyserende journalist vil helt sikkert også i fremtiden være rigtig gode journalistiske egenskaber. Men kan de egenskaber samtidig stå i vejen for, at man følger med i, hvad folk snakker om derude, lytter til invendinger og ideer i øvrigt fra brugerne, og er aktivt dialogsøgende å enhver måde?

Lad mig høre, hvad du synes: Er det en relevant pointe? Eller er det for langt ude?

Forudsætninger for samspil: Promise, tools og bargain

Vi er midt i diplomkurset I samspil med brugerne, hvor Kirsten Dinesen i går som oplægsholder argumenterede for The Pull Society - og medievirksomhed og kommunikation foregår på modtagernes betingelser.

Hvis vi tror, at det er en relevant analyse (hvad jeg personlig tror), må vi som kommunikatører nødvendigvis se os om efter redskaber, der kan hjælpe os til at forandre den måde, journalistik og kommunikation er tænkt og formidlet på.

Mit bedste bud er at lytte til Clay Shirky, hvis bog Here Comes Everybody jeg netop har læst med stort udbytte. Shirky nævner  tre afgørende faktorer af betydning for, at en relation mellem afsender og modtager/bidragyder vil fungere i The Pull Society:

Promise : “Hvorfor”! Hvad er den dybere mening med, at du som afsender prøver at stjæle en del af min kostbare tid? ”Promise” er et godt ord. Så tydeligt skal det nok skæres ud i The Pull Society

Tools: Hvilke redskaber er relevante i den her sammenhæng? Dels fordi de vil være nyttige i den aktuelle transport og organisering af information. Og dels fordi de potentielle brugere vil finde dem anvendelige.         

Bargain: Her kikser det let. Man tror måske, at det giver sig selv. Hvad er spillereglerne? Hvad kan man jeg forvente – og hvad forventes der af mig?

Alle tre kræver en grundig analyse og overvejelse med fokus på modtagernes ønsker og behov – og det er ikke så let som at skrive det her.

Men det er det, vi arbejder videre med her på kurset.

Journalistik – her og nu!

Jeg sidder og følger live-dækningen af klimatopmødet, og det er virkelig interessant at følge den form for journalistik. Lige nu – mens tingene sker!

Jyllands-Posten har løbende dækning via Twitter – tjek jpdklive – hvor diverse reportere fortæller løbende i 140 tegns-bidder. I perioder levende og engageret. I andre perioder med lange mellemrum. 

Den løbende dækning kan også følges direkte fra JP´s hjemmeside.

Se også til sammenligning, hvordan de på Associated Press bruger de samme muligheder. De har taget live-dækningen et skridt videre ved at anvende tagging (hvor man bruger #-tegnet efterfulgt af  f.eks. ClimateChange).

Det betyder, at brugeren af AP´s Twitter-dækning på  AP_ClimatePool har mulighed for hele tiden at følge med i, hvad alle mulige andre skriver om de samme ting. 

Det kunne danske medier lære af! De er generelt meget bange for at sende folk andre steder hen - men måske vil folk blive så glade for den hjælp, at de kommer tilbage?!

Ekstra Bladet dækker via Cover it live med løbende bid-for-bid-dækning med bidrag både af udsendte reportere og jourhavende på redaktionen.

I perioder har der været løbende spørgsmål og en kommentarer fra brugerne, hvilket har ofte har givet et vældig levende og også oplysende indhold: Hvad ser vi lige nu – og hvad betyder det i den større sammenhæng?

Andre gange – som i dette øjeblik 10.00 fredag d. 18.12. – slår EB kommentarfunktionen fra.

Samtidig kører EB en rulle med Facebook-kommentarer i højre side af skærmen – og det er til gengæld ikke for sarte sjæle. Alt er tilsyneladende tilladt: Voldsomme udfald fra den ene eller den anden politiske side kombineret med direkte personangreb på andre, der har skrevet noget.

Det er interessant at se den kolossale forskel i debatniveau og tone mellem på den ene side EB´s redaktionelt styrede chat  og på den anden side den rå og u-modererede Facebook-snak. Det er stof til eftertanke for de, der overvejer at indføre Facebook Connect uden moderation!

Undersøgende journalistik mens læserne kigger med

Normalt holder journalisterne kortene tæt ind til kroppen, mens der researches. Først når det færdige produkt er sendt på gaden, får modtagerne – i bedste fald – lov til at kommentere. Men hvorfor ikke lade brugerne følge med og kommentere undervejs?

Det prøver Svenska Dagbladet nu. I en serie om kommunalpolitikeres rejser til 3.verdenslande for bistandspenge lægger reporterne interviews og andet materiale ud på bloggen SvD.se granskar. Her vil de også løbende fortælle om, hvordan projektet skrider frem.

Nyhedschef Kristian Lindquist fortæller:

Det här betyder att du som läsare kan följa det journalistiska arbetet i realtid. Men det betyder också att du kan påverka metoden och innehållet. Vi vill ha dina tips på hur vi går vidare med fallen vi granskar. Vem bör vi intervjua och vad bör vi lyfta upp?

Han erkender, at redaktionen har snydt lidt her første gang og har forproduceret nogle interviews. Men fremover vil alt foregå i realtid!

Til svenske Jounalisten siger Kristian Lindquist, at journalister generelt bør blive bedre til at integrere læserne i det journalistiske arbejde.

Følg med i Svenska Dagbladets projekt her.