Derfor er det stadig en god idé at læse Shirky´s “Here Comes Everybody”

En kursist på sidste udgave af I samspil med brugerne i foråret 14 spurgte, om ikke Clay Shirky´s bog ”Here Comes Everybody” var ved at være lidt bedaget? Blandt andet med henvisning til, at Twitter og Facebook ikke var ret meget nævnt.

Her er bogen, du bør læse, hvis du er interesseret i, hvordan sociale medier fungerer.

Her er bogen, du bør læse, hvis du er interesseret i, hvordan sociale medier fungerer.

Jeg må hellere lige læse bogen igen, tænkte jeg. Og her kommer så et forhåbentlig livskraftigt argument for, hvorfor ”Here Comes Everybody” fortsat er en slags grundbog på diplomkurset – og hvorfor det i det hele taget er en rigtig god idé at læse bogen.

Det er rigtigt nok. Der nævnes faktisk ikke ret meget om Twitter og Facebook – bortset fra en anekdote om, hvordan Twitter blev til. I stedet handler bogen om det store skifte, der skete i begyndelsen af det nye årtusinde. Hvor transaktionsomkostningerne ved at samarbejde og danne grupper faldt drastisk – hvilket betød, at vi alle i langt højere grad begyndte at deltage meget mere.

Deltagelsens arkitektur

”Jamen, det er jo bare på grund af Facebook”, vil nogen sige. Men der er så meget mere end Facebook, og hvis man kun kigger på redskabet overser man måske de mere grundlæggende årsager til, at et samspil med brugerne enten fungerer eller ikke fungerer.

Det handler om deltagelsens arkitektur. Det er Shirky, der har fundet på begrebet, så det er bare at oversætte det til dansk. Altså: Hvad er det, der skal til, for at man har lyst til at gøre en indsats sammen med med en gruppe mennesker, man ikke i forvejen har et nært forhold til, måske ikke en gang kender?

Selvfølgelig har nye sociale redskaber som Facebook, Twitter, Yammer, Sharepoint, Podio, you name it… forøget vores evne til at dele, arbejde sammen og i det hele taget arbejde mod fælles mål. Men det er ikke nok bare at snuppe et redskab, fordi mange i forvejen bruger det.

Promise, tool og bargain

Clay Shirky har tre forhold, han mener skal på plads, for at samvirke på en af de sociale platforme eller i den virkelige verden, sågar, kan fungere:

Promise: Det helt centrale. Løftet: Hvad er det, vi vil opnå her? Hvad håber vi at kunne skabe sammen? Hvilket fører frem til det, enhver potentiel deltager vil spørge sig selv om: Hvorfor skulle jeg bruge en del af min tid her?

Tool: Hvilken  form for interaktion skal der til, for at vi sammen kan rykke mere, end vi ville have kunnet gøre alene. Her tænkes ikke kun i hardcore teknik – Facebook eller Twitter – men også i anvendelsen: Hvilken praktisk form kan vores indsats her antage?

Bargain: Også meget centralt: Hvad er spillereglerne her? Hvad forventes der af dig? Og hvad kan du forvente af andre?

Alt det kan du læse grundigt om i det sidste kapitel i bogen – ”Promise, tool, bargain” – og i princippet springe resten over, hvis du har travlt.

Jeg synes dog, du skal overveje at læse de øvrige kapitler af følgende årsager:

Kap 1, It takes a village to find a phone
Med et fint eksempel illustreres, hvor synlige vi alle er blevet overfor hinanden – på godt og ondt. Og hvordan informationer kan gå fra ultra-lokalt til globalt på et splitsekund. Det man kunne kalde ”den nye medieøkologi”.

Shirky skriver om, hvordan grupper grundlæggende fungerer og introducerer begrebet ”deltagelsesarkitektur”.

Kap 2, Sharing anchors community
Dette kapitel fokuserer på mere ”tekniske” aspekter af gruppe-dynamikker. Hvordan antallet af relationer stiger eksponentielt med gruppestørrelsen, hvilket kan få transaktionsomkostningerne ved at få en gruppe til at fungere til at eksplodere. Det er det, han kalder ”The institutional dilemma”: At man med fordel kunne løse visse opgaver sammen, men at omkostningerne til at organisere og lede arbejdet er voldsomt høje.

Det har betydet, at masser af muligheder for samarbejde hidtil ikke er blevet udnyttet, fordi det bare var for bøvlet. Lige indtil vi fik sociale medier!

Samtidig kan man nu vende processerne fuldstændig om. Hvor man før skulle have samling på folk, før man kunne gøre noget sammen, kan folk nu via sociale platforme som Flickr og Facebook selv gøre sig synlige via publicering af indhold. Fra ”Gather then share” til Share then gather” som Shirky udtrykker det.

Kap 3, Everyone is a media outlet
Ja, alle kan stort set producere og udgive lige hvad de vil. Det ved vi godt! Shirky diskuterer så her på en interessant måde, hvad det så betyder – især for os som journalister og kommunikatører. Hvad sker der med vores profession? Det har vi ikke helt fundet svaret på endnu. Peter Svarre kredser om noget af det samme i sin bog. Hvad bliver den nye arbejdsdeling, når enhver amatør i princippet kan operere på lige fod med os professionelle?

Kap 4, Publish then filter
Også et vigtigt kapitel. Når alle kan udgive, må vi opfinde nye og endnu mere effektive filtre.

I dette kapitel gør Shirky bl.a. opmærksom på, at vi i den nye medieverden tit forveksler kommunikation med broadcast. Før sociale medier var det f.eks. let at kende forskel på en telefonsamtale og en avis. Nu kan man på Facebook se private samtaler og broadcast-kommunikation i en pærevælling. Men det kan være klogt fortsat at skelne  mellem de to.

Kap 5, Personal motivation…
Hvorfor gider folk overhovedet at bruge tid på sociale medier? Med udviklingen af Wikipedia som gennemgående eksempel skriver Shirky om, hvad der driver folk til deltagelse, hvordan nye arbejdsdelinger udvikler sig spontant uden stram ledelse – og at det er helt naturligt at der er en stor ulighed i deltagelsen. Der vil altid være (få) personer, der laver meget mere end det store flertal. Sådan fungerer sociale systemer bare.

Kap 6, Collective action…
I en årrække havde det været kendt, at der foregik seksuelle krænkelser i den katolske kirke. Men først omkring 2002 blev kravet om forandringer fra de menige katolikker uimodståeligt. Hvad var det, der pludselig fik det til at ske?

Clay Shirky peger på den digitale udvikling som helt afgørende. Pludselig kunne disse mange mennesker nu samles og handle kollektivt. Eksemplet viser et potentiale, vi nu ser udfoldet på både godt og ondt. Fra shitstorms til samling af alverdens brugergrupper. Men det afgørende er, at vi opdager de nye muligheder og tager dem i anvendelse:

Revolutions don´t happen when society adopts new technologies – it happens when society adopts new behaviors.

Kap. 7, Faster and faster
Måske bogens svageste kapitel med (efter min mening) lidt for meget gejl om, hvad sociale medier har betydet for sociale opstande, flash mobs osv.

Kap.8, Solving social dilemmas
Interessante beskrivelser af, hvordan platforme som MeetUp har fået alle mulige grupper – også grupper vi ikke er meget for at se dannet – til at kunne mødes.  Altså i princippet en modbevægelse til det fænomen at folk i stigende grad isolerer sig fra sociale fællesskaber (se ”Bowling Alone”).

Kap. 9, Fitting our tools to a small world
Det interessante i dette kapitel er især behandlingen af begrebet social kapital, der kan opdeles i bridging (at netværket udvides) og bonding (at man knytter sig stadig tættere til folk i en bestemt gruppe).

Det er afsæt i meget fine analyser af, hvordan grupper fungerer, og hvordan der er en tendens til at undergrupper dannes og udvikler tættere sammenhold en den samlede gruppe som sådan.

Kap. 10, Failure for free
Kun få grupper og netværk opnår nogensiden sådan rigtig stor popularitet og gennemslagskraft (The power law of distribution igen). Men Shirky argumenterer i dette kapitel overbevisende for at anvende open source som organiseringsform i udviklingsarbejdet. Det kan være en måde at afprøve ting på, som organisationen ellers aldrig ville give sig i kast med, fordi det er for dyrt.

Kap. 11, Promise, Tool, Bargain
Det er der sagt nok om. Nøglekapitlet!
……..
Måske tænker du: Behøver jeg virkelig at læse en hel bog? Her er i så fald et par overspringshandlinger:

Her fortæller Clay Shirky om essensen af bogen “Here comes everybody” (33 min. video)

Og på denne TED-talk video fortæller Shirky om, hvor tiden og motivationen til deltagelse kommer fra

Rapport: De store mediehuse hører fortiden til

Der vil fortsat være brug for journalister, men organiseringen i store redaktioner med flere lag af redaktører og faste rutiner er ved at være et overstået kapitel. Der er ikke råd til det – og måske heller ikke behov for det!

Politikere og medieaktører burde læse rapporten Post-Industrial Journalism: Adapting to the Present, før de lægger sig fast på, hvordan mediestøtten skal se ud i fremtiden. Måske er journalistikken og dens organisering og strukturer lige ved at ændre sig radikalt. Mere eller mindre frivilligt:

News has to become cheaper to produce, and cost reduction must be accompanied by restructuring of organizational models and processes,

skriver de tre forfattere C.W. Anderson (Nieman Journalism Lab), Emily Bell (ex-redaktør på The Guardian) og Clay Shirky (professor og kommentator, New York University).

Der vil fortsat være brug for journalister, skriver de: “…we need a cadre of full-time workers who report the things someone somewhere doesn´t want reported…” Problemet er bare det med pengene. Modellen med at lade annoncører finansiere festen vil ikke længere kunne fungere. Og betaling fra brugerne har næppe – bortset fra enkelte niche-udgivelser – det samme indtægtspotentiale.

Så er der sponsorer, donorer, protektorer, filantroper og selvfølgelig velvillige brugere. Men vi slipper uden om radikale reduktioner i omkostningerne. Der vil ganske simpelt ikke være råd til den nuværende “industri-produktion” af journalistik i store enheder, som vi kender dem.

Hvad gør vi så?

Forfatterne nævner et eksempel: Den dag, den amerikanske sundhedsreform skulle færdigbehandles i Højesteret, strømmede folk til det lille “mediehus” SCOTUSblog drevet af et jurist-ægtepar med gode jobs på Harvard, men med en passion for lovstof og med fokus på dækning af den amerikanske Højesteret.

I løbet af 15 minutter efter domsafsigelsen havde sitet tæt ved en million besøgende – mens bl.a. CNN i kampen om at komme først gik ud med “nyheden” om, at reformen var faldet!

Rapportens forfattere bruger eksemplet til at underbygge pointen om, at fremtiden ikke nødvendigvis tilhører medie-mastodonter:

The way news is most effectively and reliably relayed is by those with a combination of deep knowledge of the subject and a responsiveness to audience requirements.

Som erstatning for de eksisterende måder at organisere journalistisk produktion på, vurderer forfatterne, at “individual journalists will spend more time in collaborative relationships”:

This might be with technologists, working out better systems; with specialists or academics in their field; or with other journalists to develop stories or software and in editing and aggregating the output of others.

Anderson, Bell og Shirky gør sig umage med at foreslå områder, hvor journalister må udvikle nye kompetencer og nye måder at tænke på:

  1. Tilstedeværelsen af målinger og data vedrørende deres journalistiske produktion og brugen af den bliver en daglig realitet. Journalister må forholde sig til og reagere på den måde, journalistikken bliver brugt.
  2. Journalister må i endnu højere grad bruge tid på at følge op på historier og  interagere med brugerne i sociale netværk – og finde måder at skabe værdi for brugerne på i disse udvekslinger.
  3. De fleste lag af redaktører vil forsvinde, og journalistisk udviklings- og beslutningskompetence vil i stigende grad ligge hos individuelle journalister.
  4. Journalister, fotografer, grafikere m.m. må bruge mere tid på at forstå teknologiske forandringer inden for deres område og eksperimentere med nye redskaber og teknikker.
  5. Den enkelte journalist som “brand” vil i stigende grad betydning – til erstatning for de traditionelle mediehuse. Det indebærer både overvejelser om markedsføring – men også øget ansvar i forhold til troværdighed, medieansvar m.m.

Hjælperne

Rapporten foreslår tre centrale områder, hvor journalisterne – og måske også journalistikken? – vil kunne hente mere hjælp i fremtiden

Amatørerne/brugerne/”the crowd” vil kunne hjælpe journalisterne umådelig meget med indsamling af data – fra observationer og øjenvidneskildringer over egen-erfaring til avanceret informations-indsamling. Hvis journalisterne ellers vil lade sig skubbe højere op i værdi-kæden, som forfatterne syrligt bemærker.

Maskiner! Her kommer et punkt, der nok vil kunne få de fleste journalister op i det røde felt. For mig var det ihvertfald en stor overraskelse at læse om, hvor langt et foretagende som Narrative Science er i retning af at programmere computere til at tage numeriske data og generere narrative historier.

“We transform data into stories and insight”, lover de på deres hjemmeside. Ja, tak, siger vi journalister, det skal vi nok selv tage os af. Men hvis det er rutinehistorier som for eksempel en fodboldkamp?

Hvad skal der så blive af journalisten, spørger vi så hinanden – og det kommer der en masse velformulerede svar på i løbet af rapporten – for eksempel dette:

Working between the crowd and the algorithm in the information ecosystem is where a journalist is able to have most effect, by serving as an investigator, a translator, a storyteller.

Tag og læs hele rapporten på godt 100 sider. Og giv meget gerne dit besyv med.

Journalistikkens jagt på sandheden: Sværere end nogensinde! (Opsamling på uge 43)

Selvom de fleste i journalistfaget er enige om, at der knokles mere end nogensinde før, så virker det som om folk i stadig mindre grad er tilfredse med os. Hvad gør vi?

Det var det centrale spørgsmål i en konference, The Poynter Institute holdt i New York i sidste uge med fokus på: Kan medierne formulere etiske, journalistiske standarder, som brugerne vil tage til sig?

Der kom desværre heller ikke denne gang en løsning, som bare lige kan tages i brug. Men en masse interessante retninger at udforske i jagten på mulige svar:

Journalistikprofessor Clay Shirky beskrev, hvordan alle via digitale medier kan ytre sig om en given sag, og hvordan det i højere grad fører til kaos end afklaring:

…the result is that there are literally thousands of different versions of the truth about any given news story. And without gatekeepers, who determines which is correct?

Senior researcher Danah Boyd, Microsoft, viste, hvordan kampen om opmærksomhed kan have store omkostninger for både afsendere og modtagere og føre til en “frygtens kultur”.

Journalist Eric Deggans, Tampa Bay Times, gennemgik dækningen af den såkaldte  Trayvon Martin-sag, hvor en 17-årig dreng blev skudt, da han bankede på ved et forkert hus i en by i Florida.

Som så ofte før har Matthew Ingram, GigaOM, den måske mest interessante opsamling – omend han heller ikke har noget klart svar. Men han tegner et tydeligt billede af problemstillingen og opfordrer enhver journalist til at tage udfordringen op – ud fra dette citat af Clay Shirky:

The strategies developed for reporting the truth in the 20th century simply don’t work any more.

Læs her Poynter´s egen glimrende opsamling – med mulighed for at tjekke en række af oplæggene i detaljer.

Fortsat føljeton om avisernes overlevelse

Denne gang bare et par links til interessante bidrag fra ugen der gik:

Chefredaktør Erik Rasmussen havde i Mandag Morgen et godt resumé af tingenes tilstand. Læg dertil en knivskarp analyse fra The Media Briefing med en fremskrivning af den nuværende udvikling: De næste 5 år vil sandsynligvis føre til et fald i oplagene på 25%.

At det ikke ser helt så sort ud i magasin-branchen, som debatten om Newsweek antydede, beskrev Columbia Journalism Review i en opsamling. Mario Garcia tager den et skridt videre: Lad os nu videreudvikle magasin-formatet til nutiden! Han opfordrer alle til at se efter, hvad det er The Economist gør godt!

Udfordringen fra sociale medier

En svensk undersøgelse viste, at medierne generelt mangler en politik for, hvordan de beskytter deres kilder i en verden, hvor sociale medier har fået stor betydning.

Omvendt er de amerikanske journalister efterhånden blevet ret gode til at inddrage reaktioner fra de sociale medier i journalistikken  på en afbalanceret måde, viste en undersøgelse af valgdækningen af PEW – men der er stadig en del journalistiske overvejelser at gøre sig, opsummerede Poynter.

Endelig er her en god liste over redskaber til verifikation – eller det modsatte – på nettet, leveret af det limrende site Emergency Journalism.

Til sidst – lidt af hvert

Global Editors Network har et interessant interview med Amanda Zamora fra ProPublica om arbejdet med crowdsourcing i Free the Files-projektet.

I samme boldgade fortæller Columbia Journalism Review om et frugtbart samarbejde mellem The Guardian og MIT om data-journalistik. Hvorfor arbejder journalister ikke noget mere sammen med akademikere?

Street Fight har et godt indlæg af Matt Sokoloff, der arbejder med forretningsudvikling i små lokale mediehuse hos Reynolds Journalism Institute med følgende pointe:

I think news organizations need to rely more on product management and product marketing. Innovation in these organizations should start with the user or customer, and with what problem we are solving for them.

Den samme pointe har Clayton Christensen i en meget læseværdig nyudgivet rapport fra Harvard: Breaking News. Læs den!

#ISMB11: Obligatorisk læsestof til kurset I samspil med brugerne

(Opdateret: Nu med link til Forlaget Ajour, hvor du kan købe Shirky og Jarvis for en samlet pakkepris.)

Da I samspil med brugernes websted på DMJX-platformen Mediajungle i øjeblikket er ude af drift, lægger jeg i den kommende tid en del stof om kurset her på bloggen.

Her kommer første udgave af kursets litteratur-liste. Det er central lektyre – absolut “must read”. Men der kan være områder eller stof, der burde være på listen. Skriv en kommentar eller send mig en mail (pf@update.dk), hvis der er noget, du mener bør med på listen.

Lidt senere følger en længere liste med supplerende læsestof.

Clay Shirky: Here comes everybody, Penguin Books 2008

Det er stadig vores ”bibel”. Beskriver meget klart og interessevækkende de grundlæggende forandringer i den måde vi kommunikerer på – og de mulige konsekvenser af dem. (Kan bestilles her)

Jeff Jarvis: What Would Google Do?, HarperCollins 2009

Jeff Jarvis gør indledningsvis det samme som Shirky – men viser så derefter, hvilke konsekvenser det kan have for medierne såvel som for eksempelvis detailhandelen, annonce-bureauerne og fremstillingsvirksomheder. (Er netop udkommet på dansk.  Kan bestilles her)

Paul Bradshaw: A model for the 21st Century Newsroom

Seks kapitler om  hvordan det journalistiske arbejde nødvendigvis må forandre sig som konsekvens af de fundamentale ændringer i teknologi og samfund.

Kap. 1:  The News Diamond, udgivet på Online Journalism Blog, 17.9.2007

Kap 2: Distributed journalism

Kap 3: Five W´s and a H, that should come after every story

Kap. 4: News distribution in a new media world

Kap 5: Making money from journalism: New media business models

Kap. 6: New journalists for new information flows

Chris Anderson/Michael Wolff: The Web is Dead. Long live the Internet, Wired, 17.8. 2010

Fred Vogelstein: Great Wall of Facebook: The Social Network´s Plan to Dominate the Internet – and keep Google out, artikel i Wired, 22.6.2009

Ole Hedemann: Idéutvikling i mediehuset, IJ-Forlaget 2010 (kapitel 2 og 3). Kapitlerne udleveres i kopi på første samling. (Kan også bestilles her)

Sådan udvikler du kommunikationskoncepter ud fra analyser af brugerbehov – med afsæt i ABC-modellen

Yochai Benkler: The Wealth of Networks, Yale University Press, 2006 (Intro: ”The Networked Information Economy” og kap 4: ”The economics of social production”), udleveres i kopi på første seminar.

Sætter begreber på de fundamentale skift i informationsøkonomien og ser bl.a. på, hvad der driver folk til at arbejde i netværk – som regel ganske gratis.

Peter From Jacobsen: Journalistik i netværk, UPDATE-rapport 2010. (Udleveres på første seminar – kan også downloades her)

Metoder til inddragelse af kilder og brugere i det redaktionelle arbejde. Praktiske erfaringer fra 9 medieprojekter.

Kan man være privat på Facebook?

En aktuel sag fra Norge viser endnu en gang, at der er uklarhed om, hvorvidt man kan snakke privat med sine “venner” på Facebook, eller om alle ytringer dér kan betragtes som offentliggjort og dermed åbne for citat uden begrænsning.

En teologistuderende skrev på Facebook, at “Det er reservert et sted innerst i helvete for israelittisk lederskab”, efter at Israel i juni angreb en hjælpekonvoj på vej til Gaza.

Den lokale avis i Tromsø fandt indlægget så interessant, at det blev anledning til en nyhedshistorie, og forfatteren klagede bagefter til Pressens Faglige Utvalg i Norge.

Han mener, at avisen skulle have bedt om tilladelse til at citere fra en lukket profil på Facebook, mens  chefredaktøren Jørn Christian Skoglund i følge det norske journalisten.no mener, at det er ligegyldigt, om profilen er lukket eller ej.

Når han “velger å synge ut til sine 2.700 venner på Facebook, er det å betrakte som offentliggjort”, skriver redaktøren i sit svar, hvor han sammenligner det med at stå og råbe det ud på torvet i Tromsø.

Har han ret? I givet fald: Hvor mange venner skal man have på Facebook, før man ikke længere taler sammen i en snæver kreds, men “står og råber på torvet”? Er det journalistisk i orden at citere folk for alt, hvad der skrives på sociale medier – uden at henvende sig til den pågældende først?

Jeg spørger, fordi jeg selv er lidt i tvivl. Og ihvertfald ser det ud som om, der stadig er en del folk, som regner deres Facebook-udgydelser for forholdsvis private.

Den gode Clay Shirky skriver i “Here comes everybody“, at vi i mediedebatten er tilbøjelige til at forveksle “communication” og “broadcast”.

Før sociale medier var der ingen tvivl. En telefonsamtale var ren kommunkation, mens en avisartikel var broadcast. På Facebook kan det være begge dele – også samtidig. Og afsenderens intentioner kan være forskellige fra resultatet.

Det danske Pressenævnet skriver i 2009 i sine retningslinier, er det i princippet er i orden at citere fra åbne profiler, mens der også kan citers fra lukkede profiler, hvis hensynet til offentligheden overtrumfer hensynet til ejeren af profilen.

Hvad gør vi? Hvilke politikker findes rundt omkring på medierne for anvendelse af materiale fra Facebook? Jeg vil meget gerne høre nærmere om dette!

Den norske sag er i øvrigt endnu ikke afgjort.

Forudsætninger for samspil: Promise, tools og bargain

Vi er midt i diplomkurset I samspil med brugerne, hvor Kirsten Dinesen i går som oplægsholder argumenterede for The Pull Society - og medievirksomhed og kommunikation foregår på modtagernes betingelser.

Hvis vi tror, at det er en relevant analyse (hvad jeg personlig tror), må vi som kommunikatører nødvendigvis se os om efter redskaber, der kan hjælpe os til at forandre den måde, journalistik og kommunikation er tænkt og formidlet på.

Mit bedste bud er at lytte til Clay Shirky, hvis bog Here Comes Everybody jeg netop har læst med stort udbytte. Shirky nævner  tre afgørende faktorer af betydning for, at en relation mellem afsender og modtager/bidragyder vil fungere i The Pull Society:

Promise : “Hvorfor”! Hvad er den dybere mening med, at du som afsender prøver at stjæle en del af min kostbare tid? ”Promise” er et godt ord. Så tydeligt skal det nok skæres ud i The Pull Society

Tools: Hvilke redskaber er relevante i den her sammenhæng? Dels fordi de vil være nyttige i den aktuelle transport og organisering af information. Og dels fordi de potentielle brugere vil finde dem anvendelige.         

Bargain: Her kikser det let. Man tror måske, at det giver sig selv. Hvad er spillereglerne? Hvad kan man jeg forvente – og hvad forventes der af mig?

Alle tre kræver en grundig analyse og overvejelse med fokus på modtagernes ønsker og behov – og det er ikke så let som at skrive det her.

Men det er det, vi arbejder videre med her på kurset.

Journalistik som en triathlon-konkurrence

Jeg sidder og forbereder diplommodulet ”I samspil med brugerne” og fik i den forbindelse lige genlæst artiklen Gin, Television, and Social Surplus af Clay Shirky. Det kan i den grad anbefales!  

Hvorfor er det lige, at vi tror, at sociale medier bliver så stort? Hvor er det, folk får tiden fra? Groft sagt: Hvorfor skulle de dog bruge tid på det?

Shirky skriver om “the cognitive surplus” – et mentalt overskud - der ophober sig i visse perioder af samfundets udvikling. Det er store tal: Alene amerikanerne bruger hver weekend tilsammen 100 millioner timer på at sidde og glo på tv-reklamer. Det er da noget af et mentalt overskud.

Historien viser, at folk så hen ad vejen finder måder at anvende den ledige kapacitet på. En af måderne er at spille World of Warcraft eller pludre på Facebook. De er begge udtryk for en tendens, som de færreste mediefolk har opdaget, skriver Shirky:

Media is actually a triathlon, it´s three different events. People like to consume, but they also like to produce, and they like to share.

Selvfølgelig vil folk fortsat se fjernsyn. Clay Shirkys minimalistiske regnestykke ser sådan her ud: Hvis bare én procent af den forbrugte tv-tid flyttes over til skabende eller delende aktivitet på nettet, så har vi 100 Wikipedia-projekter om året.

Og Wikipedia som vi kender det har Shirky opgjort til 100 millioner timers tankekraft.

I think that´s going to be a big deal. Don´t you?

Jo, bestemt! Journalister og mediehuse må så småt vænne sig til tanken. I det mindste må vi som udbydere af efteruddannelse tage hul på den nye tid.