Indlæg tagget med ‘Clay Shirky’

Kan man være privat på Facebook?

torsdag, 5. august 2010

En aktuel sag fra Norge viser endnu en gang, at der er uklarhed om, hvorvidt man kan snakke privat med sine “venner” på Facebook, eller om alle ytringer dér kan betragtes som offentliggjort og dermed åbne for citat uden begrænsning.

En teologistuderende skrev på Facebook, at “Det er reservert et sted innerst i helvete for israelittisk lederskab”, efter at Israel i juni angreb en hjælpekonvoj på vej til Gaza.

Den lokale avis i Tromsø fandt indlægget så interessant, at det blev anledning til en nyhedshistorie, og forfatteren klagede bagefter til Pressens Faglige Utvalg i Norge.

Han mener, at avisen skulle have bedt om tilladelse til at citere fra en lukket profil på Facebook, mens  chefredaktøren Jørn Christian Skoglund i følge det norske journalisten.no mener, at det er ligegyldigt, om profilen er lukket eller ej.

Når han “velger å synge ut til sine 2.700 venner på Facebook, er det å betrakte som offentliggjort”, skriver redaktøren i sit svar, hvor han sammenligner det med at stå og råbe det ud på torvet i Tromsø.

Har han ret? I givet fald: Hvor mange venner skal man have på Facebook, før man ikke længere taler sammen i en snæver kreds, men “står og råber på torvet”? Er det journalistisk i orden at citere folk for alt, hvad der skrives på sociale medier – uden at henvende sig til den pågældende først?

Jeg spørger, fordi jeg selv er lidt i tvivl. Og ihvertfald ser det ud som om, der stadig er en del folk, som regner deres Facebook-udgydelser for forholdsvis private.

Den gode Clay Shirky skriver i “Here comes everybody“, at vi i mediedebatten er tilbøjelige til at forveksle “communication” og “broadcast”.

Før sociale medier var der ingen tvivl. En telefonsamtale var ren kommunkation, mens en avisartikel var broadcast. På Facebook kan det være begge dele – også samtidig. Og afsenderens intentioner kan være forskellige fra resultatet.

Det danske Pressenævnet skriver i 2009 i sine retningslinier, er det i princippet er i orden at citere fra åbne profiler, mens der også kan citers fra lukkede profiler, hvis hensynet til offentligheden overtrumfer hensynet til ejeren af profilen.

Hvad gør vi? Hvilke politikker findes rundt omkring på medierne for anvendelse af materiale fra Facebook? Jeg vil meget gerne høre nærmere om dette!

Den norske sag er i øvrigt endnu ikke afgjort.

Forudsætninger for samspil: Promise, tools og bargain

tirsdag, 9. februar 2010

Vi er midt i diplomkurset I samspil med brugerne, hvor Kirsten Dinesen i går som oplægsholder argumenterede for The Pull Society - og medievirksomhed og kommunikation foregår på modtagernes betingelser.

Hvis vi tror, at det er en relevant analyse (hvad jeg personlig tror), må vi som kommunikatører nødvendigvis se os om efter redskaber, der kan hjælpe os til at forandre den måde, journalistik og kommunikation er tænkt og formidlet på.

Mit bedste bud er at lytte til Clay Shirky, hvis bog Here Comes Everybody jeg netop har læst med stort udbytte. Shirky nævner  tre afgørende faktorer af betydning for, at en relation mellem afsender og modtager/bidragyder vil fungere i The Pull Society:

Promise : “Hvorfor”! Hvad er den dybere mening med, at du som afsender prøver at stjæle en del af min kostbare tid? ”Promise” er et godt ord. Så tydeligt skal det nok skæres ud i The Pull Society

Tools: Hvilke redskaber er relevante i den her sammenhæng? Dels fordi de vil være nyttige i den aktuelle transport og organisering af information. Og dels fordi de potentielle brugere vil finde dem anvendelige.         

Bargain: Her kikser det let. Man tror måske, at det giver sig selv. Hvad er spillereglerne? Hvad kan man jeg forvente – og hvad forventes der af mig?

Alle tre kræver en grundig analyse og overvejelse med fokus på modtagernes ønsker og behov – og det er ikke så let som at skrive det her.

Men det er det, vi arbejder videre med her på kurset.

Journalistik som en triathlon-konkurrence

onsdag, 16. september 2009

Jeg sidder og forbereder diplommodulet ”I samspil med brugerne” og fik i den forbindelse lige genlæst artiklen Gin, Television, and Social Surplus af Clay Shirky. Det kan i den grad anbefales!  

Hvorfor er det lige, at vi tror, at sociale medier bliver så stort? Hvor er det, folk får tiden fra? Groft sagt: Hvorfor skulle de dog bruge tid på det?

Shirky skriver om “the cognitive surplus” – et mentalt overskud - der ophober sig i visse perioder af samfundets udvikling. Det er store tal: Alene amerikanerne bruger hver weekend tilsammen 100 millioner timer på at sidde og glo på tv-reklamer. Det er da noget af et mentalt overskud.

Historien viser, at folk så hen ad vejen finder måder at anvende den ledige kapacitet på. En af måderne er at spille World of Warcraft eller pludre på Facebook. De er begge udtryk for en tendens, som de færreste mediefolk har opdaget, skriver Shirky:

Media is actually a triathlon, it´s three different events. People like to consume, but they also like to produce, and they like to share.

Selvfølgelig vil folk fortsat se fjernsyn. Clay Shirkys minimalistiske regnestykke ser sådan her ud: Hvis bare én procent af den forbrugte tv-tid flyttes over til skabende eller delende aktivitet på nettet, så har vi 100 Wikipedia-projekter om året.

Og Wikipedia som vi kender det har Shirky opgjort til 100 millioner timers tankekraft.

I think that´s going to be a big deal. Don´t you?

Jo, bestemt! Journalister og mediehuse må så småt vænne sig til tanken. I det mindste må vi som udbydere af efteruddannelse tage hul på den nye tid.