Indlæg tagget med ‘Christopher Sopher’

Unge interesserer sig for samfundet – men dropper medierne. Hvorfor mon?

tirsdag, 24. august 2010

Der er det her interessante paradoks, at unge i stadig mindre grad har et “fast forhold” til en traditionel mediekanal (avis, tv-nyheder) – samtidig med at undersøgelser viser, at de unge faktisk er vældig interesserede og engagerede i samfundsforhold generelt.

Nu har Christopher Sopher fra University of North Carolina skrevet en hel rapport om unge og nyheder, og han har endda også en blog om det: Younger Thinking.

Senest har han til Harvard’s Nieman lab skrevet et par interessante artikler med tankestof til journalister og mediefolk: Part 1 og part 2.

Han har nogle interessante pointer:

  • Mediebrugere – blandt andre unge – har svært ved at hoppe ind og ud af nyhedsstrømmen, når de journalistiske historier er skruet sammen med henblik på news-junkies, der er fortrolige med baggrunden og alle forudsætningerne. Det er som at prøve at komme ind i en indforstået samtale mellem nære venner.
  • Strategien med at overdænge folk med snesevis af historier på hjemmesiden har tilsyneladende den bagside, at unge  står på grund af alt for meget information.

Der er lidt at tænke over – og evt. eksperimentere med nye former at tilbyde nyheder og information på. Når nu folk tilsyneladende bruger medier på en anden måde end før, må journalister og medier nødvendigvis også tage deres forhold til “historier” og “nyhedssites” op til revision.