Indlæg tagget med ‘brugerskabt indhold’

Hvordan skal de introverte journalister klare sig på sociale medier?

onsdag, 16. juni 2010

Jeg var i går på researchtur i forbindelse med projektet Journalistik i netværk og sad fordybet i samtale med en rigtig god erfarings-leverandør, Rolf Ask Clausen på Ingeniøren. Vi talte om, hvad det er for udfordringer, journalister har i den nye medieverden, i høj grad baseret på dialog med brugerne?

Jeg kom til at tænke på en interessant undersøgelse foretaget af Ph.D. Sharon Peters, Northwestern University – og nævnt i rapporten Managing Newsroom Employees

Hun skriver, at flertallet af journalister i Myers-Briggs-tests har vist sig at være introverte, mens 70% af befolkningen som sådan er ekstroverte.

Hendes pointer drejede sig her om, hvordan journalister arbejder sammen internt på redaktionen. Men måske spiller det også en rolle i en dialog-baseret medieverden, hvis de fleste – eller ihvertfald mange – journalister i virkeligheden ikke har det så godt med den åbne direkte kontakt med kilder, brugere og andet godtfolk?

At være en reflekterende og analyserende journalist vil helt sikkert også i fremtiden være rigtig gode journalistiske egenskaber. Men kan de egenskaber samtidig stå i vejen for, at man følger med i, hvad folk snakker om derude, lytter til invendinger og ideer i øvrigt fra brugerne, og er aktivt dialogsøgende å enhver måde?

Lad mig høre, hvad du synes: Er det en relevant pointe? Eller er det for langt ude?

Journalistik som en triathlon-konkurrence

onsdag, 16. september 2009

Jeg sidder og forbereder diplommodulet ”I samspil med brugerne” og fik i den forbindelse lige genlæst artiklen Gin, Television, and Social Surplus af Clay Shirky. Det kan i den grad anbefales!  

Hvorfor er det lige, at vi tror, at sociale medier bliver så stort? Hvor er det, folk får tiden fra? Groft sagt: Hvorfor skulle de dog bruge tid på det?

Shirky skriver om “the cognitive surplus” – et mentalt overskud - der ophober sig i visse perioder af samfundets udvikling. Det er store tal: Alene amerikanerne bruger hver weekend tilsammen 100 millioner timer på at sidde og glo på tv-reklamer. Det er da noget af et mentalt overskud.

Historien viser, at folk så hen ad vejen finder måder at anvende den ledige kapacitet på. En af måderne er at spille World of Warcraft eller pludre på Facebook. De er begge udtryk for en tendens, som de færreste mediefolk har opdaget, skriver Shirky:

Media is actually a triathlon, it´s three different events. People like to consume, but they also like to produce, and they like to share.

Selvfølgelig vil folk fortsat se fjernsyn. Clay Shirkys minimalistiske regnestykke ser sådan her ud: Hvis bare én procent af den forbrugte tv-tid flyttes over til skabende eller delende aktivitet på nettet, så har vi 100 Wikipedia-projekter om året.

Og Wikipedia som vi kender det har Shirky opgjort til 100 millioner timers tankekraft.

I think that´s going to be a big deal. Don´t you?

Jo, bestemt! Journalister og mediehuse må så småt vænne sig til tanken. I det mindste må vi som udbydere af efteruddannelse tage hul på den nye tid.