Journalistik og platformene: Både medier og mediebrugere kan gøre noget!

Her på falderebet til 2016 er det tid til at gøre status. Jeg skal ikke kloge mig på nye trends at jage… men dvæle ved noget af det, vi knoklede med i 2016 – og endnu ikke har løst.

Det er interessant at se den kolossale distance, der er mellem, hvad der blev diskuteret på årets mange mediekonferencer, og hvad der i rapporter over den praktiske brug af medierne nævnes som udfordringer. Men én helt central problemstilling gik igen begge steder:

Mediehusenes had/kærlighedsforhold til dem, vi kalder ”platformene”: Facebook, Google, Apple, Twitter, Snapchat m.fl. Her får et stadig stigende antal mennesker de fleste af deres informationer. Nyheder, journalistik, underholdning og praktiske informationer ind i mellem hinanden.

Afhængigheden og ulysten til at være afhængig

Derfor er det naturligt nok også her, medierne kaster nettet ud efter nye brugere. Dels for at gøre forbipasserende opmærksom på at man eksisterer og dels formentlig også for på sigt at udvikle nye indtægtsstrømme via reklamer på disse platforme. Det var den kærlige del. Men de færreste mediechefer beskriver platformene i kærlige vendinger, når snakken falder på afgivelsen af kontrol – blandt andet kontrollen over de meget værdifulde brugerdata.

Den tendens kaster nogle dilemmaer af sig. På afsendersiden det nævnte dilemma mellem på den ene side et afhængighedsforhold til platformene, hvor de nye brugere er, og på den anden side ulysten til være afhængig…

De færreste kan huske hvor historien kommer fra

På modtagersiden ser vi et tilsvarende dilemma: Vi, os, mediebrugerne værdsætter medierne og det de i princippet står for. Og på den anden side er vi troløse som bare pokker. Begge tendenser har Digital News Report 2016 tal for:

På den ene side siger rigtig mange, at de opfatter de traditionelle medier som vigtige og i virkeligheden også mest troværdige, når det brænder på. Dette citat fra en fokusgruppe afholdt under data-indsamlingen repræsenterer en gennemgående holdning.

Citat fra fokusgruppe i forbindelse med arbejdet med Digital News Report 2016

Citat fra fokusgruppe i forbindelse med arbejdet med Digital News Report 2016

Og  på den anden side kan ikke ret mange huske hvor indholdet egentlig kommer fra – bare at ”de har set det på Facebook”. Som det frem går her af en grafik i Digital News Report 2016:

Grafik hentet fra Digital News Report 2016

Grafik hentet fra Digital News Report 2016

De nordeuropæiske lande ligger relativt godt – med Danmark lige i slipstrømmen på Tyskland. I engelsktalende lande med stort udbud af indhold, som England og Australien, er det kun omkring en tredjedel af brugerne, der kan huske, hvem der har produceret indholdet.

I årets store medierapport fra Reuters Institute, Digital News Report 2016, beskrives dilemmaerne sådan her i konklusionen

There are two contradictory but important messages in this year’s data. On the one hand we see publishers losing control of distribution, some consumers not noticing where content comes from, and the growing influence of platforms and algorithms. And yet at the same time we find, both in our survey data and our qualitative work, that people still want, value, and identify with traditional news brands.

Hvad kan medierne så gøre?
Begynd at se brugerne som to separate grupper. Ved hjælp af omhyggelig indsamling og anvendelse af brugerdata vil I lære dem bedre og bedre at kende.

Men grundlæggende: Jeres kernebrugere som elsker jer så meget, at de endda vil betale i en eller anden forstand, skal naturligvis behandles som noget særligt. Det du´r bare ikke, at de kan finde det meste af indholdet i deres Facebook-feed også.

Nogle mediehuse har taget hul på snakken med satsningen på ”premium-indhold”. Men der er de fleste steder lang vej igen, før jeg som kunde føler mig decideret godt behandlet – både forstået sådan at journalistikken virker ”lækker” og færdig. Og ved at den også indeholder relevante digitale ”forlængelser”, der inviterer til, at jeg interagerer både med indholdet og med journalisten.

Det samme med brugervenligheden: Hvordan kan I tilrettelægge og præsentere indholdet, så det er let både at få et overblik og fordybe sig? Typisk fungerer det især stadig håbløst ringe på mobilen. Det gælder såvel de to store public service-stationer og de private mediehuse.

Nyheder efter tilfældighedens princip

Det er lige før, det bare er enklere at scrolle i Facebook-feeded og ”falde over” nyhederne, når de måtte vise sig. Man skal ikke hoppe og danse over og rundt om annoncer, sponsoreret indhold, egen-reklamer osv.

Og det gør de fleste jo efterhånden – altså bruger Facebook-feeded i stedet: Masser af danskere ønsker at tilgå journalistik efter tilfældighedens princip. Når man lige falder over et eller andet. Her bør medierne – såvel DR/TV2 som de private – være deres ansvar bevidst og tilrettelægge dækningen af de store fælles dagsordens-temaer sådan, at det er muligt at tilgå dem via sociale medier og den åbne del af hjemmesider.

Det er naturligvis en balancegang, hvad der skal være fælles og frit tilgængeligt for alle, og hvad der kun skal leveres til dem, der betaler. Jeg forestiller mig, at mediehusene dagligt prioriterer at bidrage til 2-3 ”fælles samtaler” og i øvrigt dedikerer hovedparten af ressourcerne til den unikke journalistik, der betales for i et 20/80-forhold.

Hvad bør brugerne gøre?
Blive konstruktive og kritiske – og betalende – brugere. Det sidste er der heldigvis flere og flere der gør. Reuters-rapporten viser, at de danske medier ligger i et smørhul, hvad betalingsvillighed angår. Norge og Sverige ser ud til at være stukket af, når det gælder betaling for digitalt indhold. Næsten 30% af nordmændene siger, at de sidste år (2015) har betalt for digital journalistik. I Sverige er det 20%, mens Danmark med 15% er godt med. Men der er potentiale for en større andel.

Grafik fra Digital News Report 2016

Grafik fra Digital News Report 2016

Generelt ser det ud til, at det i engelsktalende lande er sværere at få brugerne til at betale for indhold end i mindre sprogområder som de skandinaviske lande. Konkurrencen fra relevant men gratis indhold er ganske simpelt større i lande som USA og England.

Så er der det med det konstruktive og kritiske. Der er masser af ting, du kan gøre, hvis ellers mediehuset vil lade dig gøre det.  Send en hilsen og anerkend når der gøres gode journalistiske jobs. Og fortæl om det til dine venner i virkeligheden og på sociale medier.

Og omvendt: Tøv ikke med at forlange noget mere. En stor del af journalistikken er vanebaseret og rutineorienteret. En del kritik vil rutinemæssigt blive besvaret med noget i retning af, at ”det er fordi, du ikke aner noget om journalistik”. Men det skal du ikke lade dig spise af med. Insistér og fortæl dem, hvad du er utilfreds med, og hvad de kan gøre bedre. Og tilbyd evt. din hjælp.

Kan vi gå ind i 2017 med optimisme? Vil flere af danskerne få øjnene op for, at journalistik koster – og at de selv må spytte i kassen? Og omvendt: Vil medierne begynde at arbejde med skarpere 2-delte strategier: Rettet mod de betalende brugere, som forventer kvalitetsjournalistik – og mod offentlighed som sådan . En offentlighed der mere og mere findes på sociale medier.

Journalistik i netværk: Case 2

Så er også case nummer to klar i projekt Journalistik i netværk. Den beskriver erfaringer med brugerinddragelse i Silkeborg med en wiki som platform:

WikiSilkeborg: Den lokale historie samles i samarbejde   

 

Det har været svært at finde medier, som har afprøvet wikien som en måde at inddrage kilder og brugere på: Computerworld har tidligere gjort det et par gange. Og fagbladet Ingeniøren har en intern wiki i gang.

Jeg har dog valgt en case uden for kredsen af traditionelle medier. WikiSilkeborg er oprettet og drevet af Silkeborg Arkiv med det formål at inddrage de lokale borgere i indsamling og fremstilling af den lokale historie.

Det kunne lige så godt have været et mediehus, der havde formuleret den opgave. Og den er på mange måder en prototype på, hvordan et journalistisk projekt kan formuleres og udføres i wiki-regi.

Set i den sammenhæng vurderer jeg, at journalister kan lære meget af WikiSilkeborg, før de går i gang.

Men hvad mener du? Jeg vil meget gerne høre din vurdering og kommentarer.

Læs også den første case-beskrivelse, der handler om Baglandet på Fyens Stiftstidende.

Og der kommer flere i næste uge…