Min gode kollega, lektor Martin Vestergaard, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, har skrevet et interessant speciale, “Brugergenereret indhold i de etablerede medier”, som i den seneste tid har været pænt omtalt både her og der. Det følgende er en kommentar til specialets konklusioner.
Kære Martin,
Jeg har læst dit speciale, som jeg synes er både spændende og interessant. Jeg er enig med dig i resultatet af din undersøgelse: At brugerne kun i beskedent omfang leverer eller bidrager synligt til de etablerede mediers journalistik, når det gælder deres klassiske kerneindhold: Det politisk/samfundsmæssige stof.
Men jeg er ikke enig i din analyse og konklusion, at det journalistiske fag er for vanskeligt og komplekst et farvand for lægfolk at begive sig ud i. Og at brugerne tydeligvis foretrækker den gode klassiske journalistik frem for brugerskabte varianter. Eller som du selv skriver:
…at der i indholdet i de etablerede medier ligger en langt stærkere professionsfaglighed end stoffet i al sin enkelhed lader ane. Og det er samtidig den slags stof, udvælgelsen, overblikket, som de fleste borgere efterspørger.
Det kan let blive en ret unuanceret snak det her. Vi kan jo begge nævne masser af eksempler på højt kvalificeret undersøgende journalistik, der kræver både talent, erfaring, uddannelse og masser af flid og tid. Og som ingen amatører har hverken tid til eller evner for.
Men samtidig har journalistik bredt sig til at være rigtig mange ting. Og i masser af de journalistiske felter er samspillet med brugerne efter min mening en stadig vigtigere faktor.
De er blevet kaldt “The people formerly known as the audience”. Heri ligger for mig en ny form for permanent samspil med brugerne, der i de senere år er blevet testet mange steder. Med større eller mindre held.
Jeg ser dig forsøge at isolere ideen om fremtidens langt mere aktive mediebrugere som en fiks idé, der viste sig ikke at slå an i virkeligheden. Jeg er enig med dig , at brugerne ikke har “væltet alle hegn”. Men mindre kan vel også gøre det?
Okay, på det politisk-samfundsmæssige område hersker medierne stadig – hvis man definerer det tilstrækkeligt smalt. En lille smule perfidt kunne jeg være fristet til at sige, at det typisk er samfundets top, der snakker med sig selv – med journalisten som rapportør til masserne.
Men definerer man det lidt bredere, ser jeg mange interessante samtaler og input fra engagerede borgere/brugere. Behøver vel bare at nævne Carina-sagen, selvom nogle sikkert vil sige, at den også viser ulemperne ved at lade folk være med til at sætte dagsordenen.
Jeg har selv startet en blog hos Århus Stiftstidende for at skrive om den lokale Folkeskole, hvor mine børn går. Den har ikke ret mange læsere – men jeg regner da med at kunne levere nyttige, underbyggede bidrag hen ad vejen 
. Jeg er så lidt ligeglad med, om det bliver kaldt journalistik eller ej. Eller om den lokale avis vil tage akkurat sagerne op. Jeg er vel en lille del af et økosystem, hvor mange forskellige slags stof bliver til, deles, kommenteres osv.
Jeg er overbevist om, at det giver rigtig god mening – for alle journalister som beskæftiger sig med fagområder eller afgrænsede geografiske områder – at have en strategi for at involvere de mest aktive brugere i journalistikken. Af flere årsager, f.eks.:
- Nogle gange er det ganske simpelt enklere/billigere – for eksempel at få hjælp til at kortlægge trafikproblemer i Århus. Se også denne artikel, hvor Ingeniøren bad læserne om hjælp (læs de mange interessante kommentarer).
- Ofte har brugerne en viden, vi som journalister ikke har, og som vi ikke kan skaffe hos de sædvanlige kilder. F.eks. lokalkendskab. F.eks. har Fyens Stiftstidende hver dags stor nytte af Baglandet.
- På visse områder tror jeg, at journalisterne nødvendigvis må bede om hjælp for at kunne behandle eller dække et lokalsamfund ordentligt. Det har vi for eksempel prøvet i tre småbyer i Midtjylland.
- Og sådan lidt lommefilosofisk gør det formentlig ofte journalistik lettere at forstå og engagere sig i, hvis man får mulighed for at diskutere emnet – eller læse andres indlæg.
Som sagt er vi enige om, at internettet ikke “har væltet alle hegn”. Journalisterne er stadig i fuld kontrol over stort set alt, hvad der optræder under det varemærke, der beskæftiger dem.
Jeg tror dog, at det vil være klogt, hvis journalisterne tager bestik af alt det, der foregår uden for hegnet. Det kan man enten gøre ved at stå på tæer og forsigtigt kigge ud. Eller endnu vildere: begive sig på udflugt ud i de mange forskellige kanaler, deres brugere også bruger. Der kan man også være journalist. Bruge sin viden, faglighed og kompetencer i direkte dialog med dem, vi tidligere kaldte læsere, lyttere eller seere.
