Hvorfor svarer journalisterne ikke?

Jeg fik for et par dage siden en email fra en engageret borger, jeg har mødt i forbindelse med et projekt om lokale medier, jeg laver for Kulturstyrelsen. Afsenderen skrev blandt andet:

Jeg har en del gange skrevet og kommet med (også efter andres mening) gode konstruktive forslag og ideer til forbedring af forskellige ting her i vores kommune. Jeg har også tidligere mailet til journalister og lokalredaktør, med ideer, forslag og tanker. Der er aldrig nogen der vender tilbage?? Hvordan får man dem til at reagere??? og hvorfor reagerer de mon ikke??

Jeg vil ikke her nævne mandens navn, eller den by han bor i. Jeg kan kun sige, at han virker vidende og engageret i den by, han bor i. Men han er, som det måske kan læses, også lidt frustreret over, at han har svært ved at komme i dialog. Hverken lokalpolitikere eller lokal-journalister reagerer på hans forslag.

Jeg svarede ham, at jeg ikke forstår, at journalister og lokalredaktør ikke svarer. Lokaljournalistikken lever i høj grad for – og af – lokalt engagerede borgere. Deres engagement vil ofte blive yderligere styrket af at have et konstruktivt og interesseret journalistisk medspil. Indtil et vist punkt selvfølgelig.

Det er desværre ikke første gang, jeg har hørt om, at mediehusene har svært ved at svare.

Jeg har hørt journalister sige, at de ikke har tid til at svare på henvendelser fra læserne om “alt muligt”. Ved også godt at nogle henvendelser kan karakteriseres som “brok”. Men langt de fleste, tror jeg, er folk som ovennævnte, som bare gerne vil bidrage med “ideer, forslag og tanker”, som han skriver.

Tiderne skifter, og en del af de nye tider er forventninger om øget dialog. “The people formerly known as the audience”, kaldte den amerikanske journalistik-professor dem. De folk der finder det helt naturligt at interagere med journalistikken. Og der bliver sandsynligvis stadig flere af dem.

Jeg tror, der både vil være god journalistik og god forretning i at organisere arbejdet på en måde, så der er tid til at svare folk som ham her.

Skriv meget gerne en kommentar her nedenfor.

Noter fra New York (4): Alt sættes ind på search og social

Redaktionen på Huffington Post Live består af cirka 80 personer.

Redaktionen på Huffington Post Live består af cirka 80 personer.

Du ved, at du er i et digitalt mediehus, når samtlige redaktionelle medarbejdere står med en laptop i hånden, mens de venter på at overtage mødelokalet.

Vi er hos The Huffington Post på Broadway i New York. HuffPost er ikke længere et stjerneskud, som alle enten beundrede eller så ned på – men et af den vestlige medieverdens mest indflydelsesrige og succesrige mediehuse med fokus på ”pop culture and news”.

Starten på mediehusets succes var at være en platform for cirka 8000 bloggere, der i de unge dage leverede en stor del af indholdet – gratis. HuffPost leverede til gengæld publikum til de mange indlæg.

“Vi leverer platform og potentielle læsere”

Sådan er det stadig. Den kolossale strøm af blogposts bearbejdes og håndteres af et blogging-team på 70-80 personer, som redigerer indlæggene og coacher skribenterne – og enten hjælper indlæggene frem til størst mulig synliggørelse eller skubber dem ud i glemsel, afhængig af den vurderede kvalitet.

”Huffington Post har jo været der i 9-10 år nu og har et veletableret forhold til mange af de her mennesker, som har en stærk platform for at skriver om det, de er optaget af. Min mor for eksempel, blogger også hos os, fortæller Social Media Editor Ethan Fedida.

Visse af The Huffington Posts knap 80 indholdssektioner er betydelig mere drevet af bloggerne end andre. Det gælder især livsstils-segmenterne, og for eksempel forældre-sektionen er helt baseret på blogging.

”The mummy and daddy bloggers”, som han kalder dem, er blandt HuffPosts stærkeste aktiver.

Det virker cool, at ens bekendte skriver på Huffington Post. Det skaber engagement.
Vores mest virale indehold er blog indhold.

Som eksempel nævner Fedida en mor i New Jersey, som efter en af snart talrige skyde-tragedier skrev om de udfordringer, hun havde med sin søn. Den blogpost havde over 20 millioner læsere.

Får bloggerne betaling, lyder spørgsmålet?

”Nej, som blogger ejer du dit eget indhold. Vi tilbyder en platform og et publikum”, svarer Ethan Fedida.

Stor fokus på real time search 

Men de knap 80 personer i blogger-teamet udgør nu kun under 10% af den samlede stab på 800. The Huffington Post har udviklet kraftige journalistiske muskler, der især dedikeres til det politiske stof, og sættes ind under store begivenheder.

Et eksempel var ugens store politiske begivenhed, President Obamas State of the Union-tale. The Huffington Post havde forberedt en masse indhold om temaer, de regnede med ville blive en del af Obamas tale. Og da det gik løs, var der fuld bemanding på både the social desk og hos eksperterne i søgemaskine-optimering, SEO.

Senior Social Media Editor Ethan Fedida og Editor of Huffington Post Code Katelyn Bogucki.

Senior Social Media Editor Ethan Fedida og Editor of Huffington Post Code Katelyn Bogucki.

Nogle er måske overraskede over, at search fortsat fylder lige så meget som social. Men det gør det, forklarer Ethan Fedida:

” SEO er stadig stort for os. Folk sidder og søger på emner, mens de ser det i tv, og så skal vi ligger øverst på Google og de andre søgemaskiner. Der er selvfølgelig en masse samtaler i gang på sociale medier under og efter talen, som vi gerne skal være en del af, men det er også rigtig vigtigt, at de finder os, når de søger på for eksempel ”state-of-the-union”.

Ifølge Ethan Fedida er tricket at have optimeret indholdet, især overskriften og de første ord, sådan at søgemaskinerne rangerer den pågældende artikel højt ud fra de givne søgeord. Så der ligger et stort forarbejde i at forudsige, hvad folk vil søge på. En af løsningerne er at have en samleside med for eksempel titlen ”state of the union”, der var den primære søge-frase.

Fedida nævner et andet eksempel, nedskydningen af flere personer i The Aurora Theater i Colorado i efteråret 2014. Lige så snart navnet på den sandsynlige gerningsmand var kendt, James Holmes, blev der lavet en temaside med titlen James Holmes Schooting.

Fin balance mellem trafik og engagement

Og så er der hele den sociale side: Huffington Post liveblogger typisk fra større begivenheder via Twitter. Men når det er så stort som ”State of the Union”, foregår det på Facebook, hvor ”Trending Topics” giver endnu større mulighed for eksponering – og at hente læsere.

”Det er altid en balance mellem at drive trafik and drive engagement. Du går frem og tilbage. Skal man for eksempel bringe et tweet uden et link (der så ikke giver trafik, men kan være en del af en samtale)?”

Også Huffington Post oplever, at andelen af trafik fra sociale medier stiger og stiger. Den er nu 30-35%. Her er kravet dog, at overskriften er lidt fræk og forførende. Det samme gælder hjemmesiden. Omvendt kan overskriften på selve artiklen kan være kedelig og registrerende.

”Det er jo også en balance. Du ønsker at være lokke læsere ind, så godt du kan, uden på den anden side at love mere, end du kan holde.”

Stor fokus på video og live

Samme dag, som vi besøgte Huffington Post på Manhattan, var også skuespilleren Jennifer Lopez på besøg til direkte interview på Huffington Post Live, et videobaseret site, søsat i efteråret 2012 som en forlængelse af HuffPost-brandet.

IMG_1033Her tages dagens vigtigste temaer inden for Huffington Posts hovedområder, ”pop culture and news” op til levende debat. Målet er at tilbyde en anden oplevelse en det tekstbårne hovedsite. Det er levende billeder. Og det er især en stærk her-og-nu-oplevelse, selvom mange af live-indslagene senere klippes og lægges ud som hurtigt sete og delbare elementer.

Podcasts og magasin

På det seneste er tilføjet endnu en ”brand extension”, podcasts, sådan at Huffington Post også kan være hos brugerne i bilen og andre steder, hvor audio er den rette kanal.

Huffington Post har sågar kaldt podcasts for ”det nye tv”.

De fleste podcasts er audioshows baseret på de eksisterende sektioner, også kaldet vertikaler, med kombinationer af nyheder, interviews, diskussioner osv.

Det store fokus på nye måder at udnytte indholdet på, har sågar ført til et decideret magasin, dog for iPad, igen med det formål at samle nogle af de bedste historier fra mediehusets enorme flow af materiale og pakke det til det magasinlæsende publikum. Det er samtidig det tætteste, Huffington er kommet på betaling for digitalt indhold. Magasinet koster 1,99 USD om måneden.

Hvor der er passioner er der basis for en vertikal

Huffington Post har nu mellem 70 og 80 vertikaler. ”Det eneste vi ikke dækker er biler og privatøkonomi”, forklarer Ethan Fedida.

De sociale konti knytter sig nøje til de enkelte vertikaler, f.eks. HuffPost Science og HuffPost Living på Twitter er henholdsvis @HuffPostScience og @HealthyLiving.

Det fører et hav af konti med sig, alene på Twitter, knyttet til Huffington Post. Men formålet er, at de dedikerede samtaler inden for hvert felt kan foregå separat.

På vej mod en mere åben journalistik 2

I jagten på begreber og modeller, der kan hjælpe mig med at få styr på Open Journalism, og hvad det betyder for redaktionerne, fandt jeg denne rapport fra Melanie Sill, Annenberg Innovation Lab: En guldgrube af interessante overvejelser, pointer og links videre til nyttigt stof!

Her er et kort rids over Melanie Sills 5 hovedområder for journalistisk åbenhed. Tjek selv om der ikke er et og andet at gøre ved det på hjemmefronten ;-)

1. Transparens

Medierne tager ofte for givet, at brugerne kender dem og de principper, deres virke bygger på. Allerede her går det ofte galt. Medierne burde “leve som de lærer” og være så åbne som muligt. F.eks. bør det være let at finde information om mediehusets forretning og organisering samt journalisternes personlige baggrund.

Desuden mener Melanie Sill, at de redaktionelle chefer burde  være mere omhyggelige med at give indblik i redaktionelle overvejelser og forklare journalistiske prioriteringer og valg. Folk ved intet om, hvad der foregår bag de journalistiske mure og vil så typisk tage afsæt i egne fordomme og forestillinger.

2. Opbyg en kultur for lydhørhed

Fagbladet Journalisten kunne for nylig bringe det skræmmende resultatet af en undersøgelse af tre mediehuses håndtering af henvendelser om journalistiske fejl og mangler:  65 relevante henvendelser udløste kun 4 svar fra redaktionen. De resterende henvendelser forblev ubesvarede – til formentlig frustration og ærgrelse hos såvel skribenter som læsere.

Resultatet – og mediehusenes reaktioner på undersøgelsen – viser, at der også på dette område er et stykke vej at gå. Helt centralt handler det vel om, hvorvidt det er en journalistisk opgave at følge op på udgivelsen af en artikel og læse og svare på reaktioner fra læserne – om de så handler om fejl eller “bare” foreslår nye vinkler ekesempler osv.?

Jeg tror, det er en helt afgørende faktor i udviklingen af en mere åben journalistisk kultur, at alle redaktionelle medarbejdere finder det naturligt og nødvendigt at være i dialog med læserne. Og i den forbindelse i udgangspunktet er lyttende og imødekommende over for synspunkter og holdninger udefra.

Journalistikkens verden kan meget vel opleves som en uindtagelig fæstning, hvilket er dybt skadeligt for for dens mulighed for at kunne spille en rolle i samfundet fremover.

Tilføjelse: Jeg kom til at tænke på denne rapport omtalt af INMA: Organisationer – også medievirksomheder - kan opbygge forbruger-tillid ved at indrømme, at de er “(fl)awsome” - ikke-ufejlbarlige.

3. Design for deltagelse!

Nu bliver det svært – og nok hårdt at sluge for en del journalister. For hvad ved folk egentlig om journalistik, og hvordan vi gør?

Nej, det ved de ikke meget om – så vi må lære dem det ;-)

Min påstand er , at der i enhver “historie” (emne/begivenhed/nyhed osv.) er aspekter, hvor journalisten med fordel kunne inddrage ikke-journalister. Jeg tænker ikke på den traditionelle kilde-rolle, hvor man fylder på forhånd definerede felter ud med citater, informationer m.m.

Jeg tænker på ressource-personer, eksisterende netværk af brugere, fagfolk, eksperter osv., der kan være med til at fokusere, vinkle, indramme, perspektivere og videreudvikle en løbende dækning. I samspil med journalisten, der så bliver en slags arbejdsleder.

Journalist og underviser Paul Bradshaw nævner i rapporten Journalistik i netværk 5 vigtige faktorer at tænke på:

  1. Nogen skal drive processen fremad – altså være en tydelig projektleder med alt hvad det indebæreer.
  2. Der skal være klart momentum i processen: Opsamlinger, delkonklusioner, der giver de involverede og udenforstående føling med, at arbejdet fører til noget.
  3. Der skal være let adgang til at bidrage. Dels en lav teknisk terskel og dels definering af små, enkle opgaver.
  4. Bred markedsføring er vigtig – og for at få fat i de rigtige folk må man også finde sig i knap så relevante henvendelser.
  5. Det er vigtigt, at relevant viden og ekspertise er repræsenteret. Måske skal man ligefrem bede bestemte personer om at bidrage.

4. Gør samarbejde til en integreret del af det journalistiske arbejde

Oven på de første spredte erfaringer (se ovenfor) kan udvikles metoder og teknikker, der viser sig nyttige. Og generelt tyder meget på, at journalistiske redaktioner  må sig sig om efter nye måder at organisere det journalistiske arbejde på, da de ganske simpelt ikke har kapacitet til at løfte de opgaver, deres (betalende) brugere efterspørger.

Min egen deltagelse i Projekt nærlokal journalistik viste, at der er et stort og oplagt potentiale i formalisering og udbygning af netværk af brugere/hjælpere, der i samspil med og under ledelse af professionelle journalister både kan sikre bred og dyb dækning af et geografisk eller emnebaseret område.

5. Udvikl journalistikkens rolle i et netværkssamfund

Alt det ovenstående fører naturligt frem til en ændret selvforståelse i journalistik og medier. Vi er nu en gang en del af et samfund, der med internettet som omdrejningspunkt bliver mere og mere netværksbaseret, og hvor det bliver stadig sværere at operere i sin egen lille verden.

Der bliver skabt masser af god og relevant andre steder, og det giver værdi for brugerne at hjælpe dem med at knytte det bedste af dette stof sammen i meningsgivende enheder.

Journalister på groft sagt “bevæge sig op over indholdet” og ikke bare være producent men også som kurator samle og sortere andres indhold, verificere det og give det kontekst og mening.

Der er stadig rigtig god grund til at holde fast i de grundlæggende journalistiske principper som balance, uafhængighed og fairness – men udvikle det konkrete journalistiske værdiskabende arbejde. Melanie Sill udtrykker det sådan her:

Wear your journalist hat but get out of your own news phere!

#hackthenewsroom: Journalistikkens udvidelse med live-blogging og samarbejde med brugerne

Konferencen News World Summit foregik 30. maj-1. juni i Paris. Her følger via Storify en opsamling af de mest centrale tendenser og eksempler fra konferencen.

Den anonyme “crowdsourcing” på godt og ondt

Fornylig blev Sveriges Radios journalistik-pris givet til debatsitet Flashback for afsløring af, at en naturfotograf havde fusket med nogle billeder. Et strålende eksempel på crowdsourcing: Når mennesker, som ikke nødvendigvis kender hinanden, arbejder sammen, kan der opnås store resultater!

Nu viser Medievärlden så også den anden side af medaljen: Naturfotografen og hans kone bliver fortsat hængt ud for de værste ting i anonyme kommentarer på Flashback. Blandt andet at de burde forlade landet – eller endnu bedre: Gå sammen ud i skoven og begå selvmord!

For pokker da, jeg erkender, at det jeg gjorde var forkert. Men jeg har trods alt ikke slået nogen ihjel. Lad mig nu være i fred, trygler fotografen – tilsyneladende uden held.

Han beretter om at have mistet sit indtægtsgrundlag – og om hvor hårdt det i det hele taget er at være hængt offentligt ud – hver eneste dag med nye aggressioner på Flashback.

Men hetsen på nätet fortsätter, varje dag. Det känns som om man lever i ett rättslöst samhälle, helt fruktansvärt,

citeres fotografen for i artiklen.

I en kommentar skriver chefredaktør for Medievärlden, Axel Andén, at medborgerjournalistik-sites som Flashback har både gode og dårlige sider, men at man ikke kommer uden om også at skrive om etik og ansvar. Det er en central del af de etablerede mediers selvforståelse at tage stilling til etik og ansvar – og alt bliver naturligvis ikke godt af at blive publiceret af anonyme bloggere.

En följd av diskussionen skulle kunna bli mer etisk självrannsakan i de amatörkollektiv som ägnar sig åt journalistik,

skriver han. Interessant og tankevækkende for os alle – om man så er tilhænger eller det modsatte af, hvad man i Sverige kalder medborgerjournalistik.

Har den klassiske journalistik virkelig vundet?

Min gode kollega, lektor Martin Vestergaard, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, har skrevet et interessant speciale, “Brugergenereret indhold i de etablerede medier”, som i den seneste tid har været pænt omtalt både her og der. Det følgende er en kommentar til specialets konklusioner.

Kære Martin,

Jeg har læst dit speciale, som jeg synes er både spændende og interessant. Jeg er enig med dig i resultatet af din undersøgelse: At brugerne kun i beskedent omfang leverer eller bidrager synligt til de etablerede mediers journalistik, når det gælder deres klassiske kerneindhold: Det politisk/samfundsmæssige stof.

Men jeg er ikke enig i din analyse og konklusion, at det journalistiske fag er for vanskeligt og komplekst et farvand for lægfolk at begive sig ud i. Og at brugerne tydeligvis foretrækker den gode klassiske journalistik frem for brugerskabte varianter. Eller som du selv skriver:

…at der i indholdet i de etablerede medier ligger en langt stærkere professionsfaglighed end stoffet i al sin enkelhed lader ane. Og det er samtidig den slags stof, udvælgelsen, overblikket, som de fleste borgere efterspørger.

Det kan let blive en ret unuanceret snak det her. Vi kan jo begge nævne masser af eksempler på højt kvalificeret undersøgende journalistik, der kræver både talent, erfaring, uddannelse og masser af flid og tid. Og som ingen amatører har hverken tid til eller evner for.

Men samtidig har journalistik bredt sig til at være rigtig mange ting. Og i masser af de journalistiske felter er samspillet med brugerne efter min mening en stadig vigtigere faktor.

De er blevet kaldt “The people formerly known as the audience”. Heri ligger for mig en ny form for permanent samspil med brugerne, der i de senere år er blevet testet mange steder. Med større eller mindre held.

Jeg ser dig forsøge at isolere ideen om fremtidens langt mere aktive mediebrugere som en fiks idé, der viste sig ikke at slå an i virkeligheden. Jeg er enig med dig , at brugerne ikke har “væltet alle hegn”. Men mindre kan vel også gøre det?

Okay, på det politisk-samfundsmæssige område hersker medierne stadig – hvis man definerer det tilstrækkeligt smalt. En lille smule perfidt kunne jeg være fristet til at sige, at det typisk er samfundets top, der snakker med sig selv – med journalisten som rapportør til masserne.

Men definerer man det lidt bredere, ser jeg mange interessante samtaler og input fra engagerede borgere/brugere. Behøver vel bare at nævne Carina-sagen, selvom nogle sikkert vil sige, at den også viser ulemperne ved at lade folk være med til at sætte dagsordenen.

Jeg har selv startet en blog hos Århus Stiftstidende for at skrive om den lokale Folkeskole, hvor mine børn går. Den har ikke ret mange læsere – men jeg regner da med at kunne levere nyttige, underbyggede bidrag hen ad vejen ;-) . Jeg er så lidt ligeglad med, om det bliver kaldt journalistik eller ej. Eller om den lokale avis vil tage akkurat sagerne op. Jeg er vel en lille del af et økosystem, hvor mange forskellige slags stof bliver til, deles, kommenteres osv.

Jeg er overbevist om, at det giver rigtig god mening – for alle journalister som beskæftiger sig med fagområder eller afgrænsede geografiske områder – at have en strategi for at involvere de mest aktive brugere i journalistikken. Af flere årsager, f.eks.:

  1. Nogle gange er det ganske simpelt enklere/billigere – for eksempel at få hjælp til at kortlægge trafikproblemer i Århus. Se også denne artikel, hvor Ingeniøren bad læserne om hjælp (læs de mange interessante kommentarer).
  2. Ofte har brugerne en viden, vi som journalister ikke har, og som vi ikke kan skaffe hos de sædvanlige kilder. F.eks. lokalkendskab. F.eks. har Fyens Stiftstidende hver dags stor nytte af Baglandet.
  3. På visse områder tror jeg, at journalisterne nødvendigvis må bede om hjælp for at kunne behandle eller dække et lokalsamfund ordentligt. Det har vi for eksempel prøvet i tre småbyer i Midtjylland.
  4. Og sådan lidt lommefilosofisk gør det formentlig ofte journalistik lettere at forstå og engagere sig i, hvis man får mulighed for at diskutere emnet – eller læse andres indlæg.

Som sagt er vi enige om, at internettet ikke “har væltet alle hegn”. Journalisterne er stadig i fuld kontrol over stort set alt, hvad der optræder under det varemærke, der beskæftiger dem.

Jeg tror dog, at det vil være klogt, hvis journalisterne tager bestik af alt det, der foregår uden for hegnet. Det kan man enten gøre ved at stå på tæer og forsigtigt kigge ud. Eller endnu vildere: begive sig på udflugt ud i de mange forskellige kanaler, deres brugere også bruger. Der kan man også være journalist. Bruge sin viden, faglighed og kompetencer i direkte dialog med dem, vi tidligere kaldte læsere, lyttere eller seere.

Kan borgerjournalistik være med til at åbne sundhedssystemet?

Som jeg har skrevet om før, har Dansk Sygeplejeråd fået den fremragende idé at støtte og tilskynde medlemmerne i at udtrykke sig i medierne om deres fag og arbejdsforhold. Jeg holder i øjeblikket kurser i borgerjournalistik rundt i landet, og det er en herlig opgave. Interessen og lysten til at lære journalistisk metode er overvældende!

Det er  frydefuld oplevelse: De deltagende sygeplejersker kan virkelig se mulighederne i at kunne ytre sig i artikelform og har et væld af ideer til både at sætte lys på opløftende og positive aspekter af sundhedsvæsenet  – og de mere problematiske og kritisable sider af deres arbejdsliv.

De journalistiske metoder til fokus, vinkling, kildebehandling osv. kan sygeplejerskerne bruge til at gøre private betragtninger og oplevelser almene – og relevante og interessante for modtagerne.

Samtidig med den begejstring oplever jeg hos mange sygeplejersker en betydelig frygt, som jeg troede, man skulle til lande, vi normalt kalder diktaturstater, for at opleve. Hvad bliver mon konsekvensen af, at jeg ytrer mig? Hvordan ser min fremtidige jobsituation så ud?

Vi må bruge længere tid end ventet på at tale om offentligt ansattes ytringsfrihed. Reglerne giver vide rammer, så længe man ytrer sig som privatperson. I princippet.

I løbet af de første kurser har der været adskillige henvisninger til konkrete eksempler på, at sygeplejersker bliver indkaldt til tjenstlige samtaler og slet skjulte trusler efter at have udtalt sig eller skrevet om forhold på arbejdspladsen. Det er ikke godt at høre.

Potentialet i borgerjournalistik og øget deltagelse i skabelsen af medieindhold i det hele taget kan så ses i et helt andet lys. Faktabaserede beskrivelser af virkeligheden – det vi kalder journalistik – kan måske blive murbrækker for en mere åben kultur, hvor de, der kender til forholdene på tætteste hold,  er med til at give både myndigheder og borgere et mere præcist billede af, hvad der i faktisk foregår i sundhedsvæsenet og andre steder.

På kurserne taler vi meget om, at journalistik ikke kun behøver at være kritisk og fejlfindende. Den kan også være konstruktiv og berette om tiltag, der lykkes. Det perspektiv er der stor interesse og forståelse for.

Det skal blive spændende at se, hvad sygeplejerskernes journalistiske oprustning fører til. Forhåbentlig vil beskrivelserne og debatten om det danske sundhedsvæsens tilstand blive endnu mere kvalificeret og nuanceret, end den de etablerede mediers journalister alene kunne have leveret.

Sygeplejersker varme på borgerjournalistik

I går gik startskuddet på en omfattende kursusrække for Dansk Sygepleje Råd, DSR, hvor jeg skal undervise i borgerjournalistik. 20 sygeplejersker havde tilmeldt sig det første kursus i København, og de fleste af de øvrige kurser landet over er overtegnet – så DSR har valgt at tilbyde flere kurser i efteråret.

2011 er Sygeplejens År, og DSR ser borgerjournalistik som en metode til at få øget fokus på sygeplejerskers faglighed. Hidtil har borgerjournalistikken især været knyttet til lokale medier, så derfor er det rigtig spændende, om et fagligt fællesskab som DSR også få noget ud af at åbne for “førstehåndsjournalistik” og andre af de muligheder, som borgerjournalistikken tilbyder.

Første omgang var en fantastisk god oplevelse. Jeg talte om journalistisk tænkning og metoder og udsatte sygeplejerskerne for en lang række øvelser i at prioritere, fokusere og vinkle. Små korte opgaver der skulle træne dem i at vælge synsvinkel, finde relevant kildemateriale, vurdere kilder – og selvfølgelig at skrive. Overskrifter, resuméer og indgange.

Vi sluttede kurset med en runde om de forskellige planer, sygeplejerskerne havde for anvendelse af den journalistiske metode. De spændte fra faglige blogs om hverdagen som sygeplejerske over kommentarer og artikler til diverse medier – og til dokumenterende, nærmest undersøgende journalistik med fokus på centrale faglige problemstillinger.

Min oplevelse af dagen var et meget stort engagement og lyst til at lære journalististisk metode og tænkning. Det skal blive rigtig interessant at se, hvad der kommer ud af anstrengelserne.

Sådan kan lokaljournalistik udvikle sig: Mød Hannah Waldram i Århus 8. februar

Jeg skrev i juni entusiastisk om en ung engelsk journalist, som på konferencen NewsRewired i London fortalte om sit arbejde som beatblogger for The Guardian  i Cardiff.

Nu kan du faktisk møde denne journalist, Hannah Waldram, på konferencen Journalistik tæt på borgerne, der foregår d. 8. februar i Århus.

Jeg har inviteret hende over for at fortælle om hendes måde at arbejde på. Det er ikke bare “noget med sociale medier”, og ellers sædvanlige historier om stort og småt.

Min oplevelse er, at hun vil noget andet og mere med sit arbejde. Hun vil inddrage, motivere og engagere i lokalsamfundet på andre måder end bare det at levere en fiks og færdig historie.

Det er der heldigvis kommet redskaber til at kunne gøre på nye måder. Men det interessante er, hvad man vil opnå med det hele. Jeg forventer selv at blive stærkt inspireret af hendes oplæg på konferencen – og håber at flere vil tage chancen og dukke op!

Borgerreportere styrker journalistens lokale netværk

Et formaliseret samarbejde med et net af nærlokale borgerreportere kan give journalister på lokale medier masser af historieideer. Det viser et aktuelt projekt i landsbyerne Løvel, Rødding og Vammen i Midtjylland.

Godt halvdelen af de cirka 20 borgerreportere var i aftes samlet til statusmøde i forsamlingshuset Røddinghus. Siden oktober sidste år har de skrevet masser af nærlokale nyheder og små reportager på DinBy.dk/Tjele. Artiklerne bringes desuden i dagbladet Viborg Stifts Folkeblad.

Desuden er det tanken, at borgerreporterne skal indgå i et tæt samarbejde med journalist Jakob Thorup Thomsen, der er Viborg Stifts Folkeblads mand i området.

De sidste par måneder har vist, at dette samarbejde kan være meget frugtbart. Før jul mødtes journalisten til nærlokale redaktionsmøder med de 6-7 borgerreportere i hver af de tre landsbyer, og det kom der en del ud af:

  1. Opgaver blev fordelt mellem journalist og borgerreportere. De fleste lokale begivenheder bliver dækket af borgerreporterne. Det gjaldt bl.a. de fleste julearrangementer.
  2. Nogle mere komplekse eller kontroversielle emner blev overdraget til den professionelle journalist. Det gælder eksempelvis en længerevarende nabokonflikt i et af områderne.
  3. Visse emner kan dækkes i et samspil. Et eksempel på det er Brugsen i Rødding, der er lukningstruet. Jakob Thorup Thomsen skrev en større reportage om arbejdet med at indsamle borgerlån, mens borgerreporterne løbende kan følge op, efterhånden som der sker nyt i sagen.
  4. Og kom der yderligere et væld af artikelideer op og blev noteret ned af både journalist og borgerreportere. Svamp i det lokale kirkeorgel. Djævleræs i motorklubben. Ny ungdomsklub på vej. Samt et væld af andre nyheds-, portræt- og reportageideer.

Mange af ideerne er siden realiseret. Desuden har samarbejdet ført til flere andre historier. For eksempel var det naturligt for en af borgerreporterne at kontakte journalisten, da skolebussen en morgen udeblev. Det førte til en nyhedshistorie næste dag om busselskabets konkurs.

Alt dette bekræfter mig i, at der vil være en oplagt arbejdsdeling for de lokale medier:

Nærlokalt stof (især dækning af begivenheder og arrangementer i lokalsamfundet) kan oplagt leveres af borgerreportere. Professionelle journalister kan til gengæld tage sig af en mere overordnet lokal dækning af mere principiel og tværgående karakter.

Endnu et eksempel til illustration: En borgerreporter fortalte om den lokale Langsø Friskoles vanskeligheder på grund af lavere elevtilskud. Og Folkebladets journalist fulgte op med en artikel om lokale friskolers problemer.

Projekt nærlokal journalistik, der er støttet økonomisk af Den berlingske Fond, bliver i de kommende måneder evalueret. Der skal bl.a. udformes en manual for, hvordan lokale medier kan rekruttere, uddanne og hjælpe borgerreportere i gang med brug af færrest mulige ressourcer.

Du kan høre mere om projektet på konferencen Journalistik tæt på borgerne på Journalisthøjskolen i Århus d. 8. februar