Nyhedsjournalisten i netværk: “There is always someone closer to the story”

Da min gode ven, Bill Mitchell, The Poynter Institute,  mandag optrådte på UPDATE-konferencen Journalistik tæt på borgerne, havde han flere interessante ting i posen. Bl.a. en udvikling af en tidligere model for Next Step Journalism.

Et centralt begreb i Bill Mitchell´s nyudviklede model er “the golden hour” (hentet fra Storyfuls Brian Little). Det er udtryk for tidsrummet efter en begivenhed indtræffer – og hvor en journalist virkelig kan gøre en forskel i retning af at få styr på kendsgerninger og få kontakt til relevante kilder tæt på begivenheden.

The primary commandment is that there is always someone closer to the story….We are not experts in every subject. We find the people who are,

skriver Brian Little i artiklen, der mener, at “breaking news” som sådan må revideres grundigt. Den klassiske journalistiske målsætning om at “have nyheden først” mener han er en fjollet illusion.

Det handler i stedet om at knokle for lynhurtigt at opbygge netværk af øjenvidner, forbipasserende, aktivister, eksperter og fag-journalister, der i “the golden hour” arbejder sammen om at sortere sandt fra falsk, verificere information, dokumentere begivenheden, tilføje kontekst og analyse.

Storyful believes the key skill for journalists in a social age is collaboration. There really is no alternative to working with others in the Golden Hour. If a newsroom decides to go it alone, the chance you will be consistently first is nonexistent. The chance that you will often be wrong is 100 percent,

skriver han – og går altså i den stik modsatte retning af den journalistiske myte om nyhedsjægeren som den ensomme ulv på jagt efter solohistorien.

I stedet ser han fremtidens nyhedsjournalist som én, der forstår at udvikle netværk med relevante interessenter i en historie – og medvirke til at sådanne netværk kan arbejde produktivt i og med den pågældende nyhedshistorie.

Detroit143: Kan journalistik mobilisere et samfund i krise?

Detroit er et samfund i dyb krise. Bilfabrikkerne lukker. Indbyggerne flytter væk, og hele bydele står halvtomme hen. Den tidligere borgmester er smidt i fængsel for korruption…. “Udkantsdanmark” er  den rene idyl ved siden af dette amerikanske samfund hastigt på vej i en nedadgående spiral.

Det er her, i Detroit, at en række erfarne mediefolk nu har kastet sig over et af tidens mest spændende medie-eksperimenter, Detroit143: Kan journalistikken mere end bare informere og underholde? Kan den ligefrem blive en aktiv dynamisk kraft i mobiliseringen af et lokalsamfund – og medvirke til at give ny energi og samle ressourcer hos en hårdt presset gruppe indbyggere?

En af dem er Poynter Institute´s Bill Mitchell, som for et par år siden var en af underviserne på Poynter Summer School i København. Bill begyndte sin journalistiske karriere i Detroit og har stadig hjertet i den hårdt prøvede by – ligesom en række af de øvrige aktører, Kirk Cheyfitz, CEO i Story Worldwide, og Shirley Stancato, CEO i New Detroit, en samling af byens ledende borgeraktivist-organisationer.

Detroit143 har hentet sit navn fra det kæmpe-område, byen dækker,  143 square miles. Men navnet har – viste det sig også en anden betydning: Tallene 143 betyder “I love you” i tekst-kodesprog. Bill Mitchell og hans kolleger er glade for den med-betydning:

We do love Detroit. And we believe there´s a need for a new kind of news service that combines informing communities with helping to mobilize them,

sagde Bill Mitchell for nylig på en konference på Berkeley University i Californien om konceptet “Next Step Journalism”.

Han og partnerne arbejder tæt sammen med de tilbageværende medier i byen, The Detroit Free Press og The Detroit News – men bygger ovenpå og kæder elementer sammen i nye former for journalistiske processer og fortællinger.

Bill Mitchell nævner tre hovedelementer i den måde, de tænker journalistikken på i Detroit143:

  1. Service-journalistik: En journalistisk retning, der tilbage i 1970´erne betød en mere anvendelses-orienteret journalistik, der i højere grad en tidligere knyttede an til folks hverdagsliv.
  2. Public journalism: I 1990´erne fik denne retning stor indflydelse på en række amerikanske medier, der besluttede at lade journalistikken fokusere på løsninger og inddrage borgerne i søgningen efter de bedste løsninger på samfundsproblemer. Det var en meget kontroversiel retning i de år.
  3. Udviklingen af internettet og de sociale medier, der gør det muligt at lede journalistikken i nye retninger – og som en længerevarende proces i stedet for som en færdig historie. Det er den retning, Bill Mitchell kalder “Next Step Journalism”.

Bill Mitchell og hans kolleger har fået en donation fra The Knight Foundation og har etableret dette website til at samle nogle af erfaringerne. Følg det selv løbende. Men du kan også forvente at blive holdt orienteret her på bloggen, hvor en række af initiativerne på Detroit143 vil blive behandlet.

Og sidst men ikke mindst: Det er lykkedes at få Bill Mitchell til at komme til København i eftersommeren: Kom og hør ham fortælle om journalistik som brobygger m.m.m. på konferencen Journalistik tæt på borgerne d. 17. september.

Betalt eller gratis på nettet: Flere veje til succes

Da jeg tidligere på ugen blev ringet op af Radioavisen for at kommentere på Politikens beslutning om at indføre en betalingsmodel a la New York Times, sagde jeg, at det lyder som en god idé af 3 nedenstående grunde. Men det er altså ikke kun betalingsvejen, der ser ud til at lede frem til dér, hvor pengene er, viser blandt andet erfaringer fra det amerikanske nyhedsmagasin The Atlantic.

Men først tre gode grunde for at det måske er en god idé at gøre som New York Times: Kræve betaling for de trofaste læsere, som adskillige gange om måneden går ind og læser:

  1. Så får man da lidt penge i kassen, ud over den sjat det nu kan blive til fra banner-annoncering mv.
  2. Man har mulighed for at dyrke The Paid Experience, som Poynter´s Bill Mitchell taler om – altså en eksklusiv klub-agtig tilgang, der knytter de trofaste digitale brugere tættere til sig.
  3. Man kan muligvis sælge denne gruppe af trofaste læsere (med de demografiske kendetegn den nu har) til annoncørerne for en ekstra høj pris – når man kan argumentere for at disse folk har en særlig engageret omgang med det redaktionelle stof.

Som jeg sagde til Radioavisen, er jeg overrasket over, at det faktisk er lykkedes New York Times at få tæt ved en halv million mennesker til at betale for fast adgang til  det digitale stof. Så måske kan det faktisk give mening for danske mediehuse også?

Set i lyset af, at stort set alle danske redaktører snakker om betaling for nyheder på nettet, synes jeg dog, at der er grund til at gøre opmærksom på, at der også  er andre veje at gå. The Guardian er et oplagt eksempel på, at man kan opnå et enormt læsertal ved at gå den åbne vej og gøre stoffet til gængeligt for et globalt publikum på alle mulige måder.

Men det engelske mediehus mangler dog stadig at bevise, at der også kommer tilstrækkeligt med penge i kassen ved den model.

Så prøv i stedet at kigge på det amerikanske magasin The Atlantic, der tilbage i 2008 nedbrød den hidtidige betalingsmur og gjorde det digitale indhold gratis. Her er resultaterne markante:

The Atlantic har nu over 11 mio. unikke besøgende på nettet om måneden – en vækst på 2500% siden 2008! Og mediehuset har formået at forvandle besøgsvæksten til penge, hvilket førte til overskud for første gang i mange år i 201o – og endnu bedre resultater i 2011, hvor de digitale indtægter i sidste kvartal for første gang oversteg indtægterne fra print.

Min pointe er bare, at der ser ud til at være flere veje til forretningsmæssig succes i mediebranchen. Avancerede betalingsløsninger er bare én af dem!

Medierne som bagermester Harepus

Fornøjelsen er nu altid større, hvis man har betalt, end hvis man bare snupper kagerne, siger bagermester Harepus til Mikkel Ræv i Dyrene i Hakkebakkeskoven! Og det viser sig som bekendt at være rigtigt, da ræven smager på de stjålne kager (der er fyldt med peber).

Sådan også med mediebrugerne, der så småt kan begynde at vænne sig til to vidt forskellige oplevelser: Én hvor man har betalt og én hvor man har taget/fået stoffet gratis.

Poynter´s Bill Mitchell følger på bloggen NewsPay mediernes forskellige digitale betalingsløsninger og gav på World Editors Forum i Wien for nylig en status over erfaringerne. Han mener, at alle udgivere (og redaktioner) nu må arbejde aktivt med to vidt forskellige brugeroplevelser:  “The free experience” og “the paid experience”. Sidstnævnte beskriver han som:

a more relaxing experience for the user, who´s not interrupted with pop ups, and find the material organised well along the lines of topics. I think that to create these experiences is going to require a great deal of newsroom work.

Bill Mitchell mener, at den mest lovende model er New York Times´ “hullede mur”, hvor man først skal betale, når man har læst et vist antal artikler. Desuden får man typisk fri adgang til stoffet via links fra søgemaskiner og sociale medier.

Den model giver størst fleksibilitet i forhold til at arbejde aktivt med de to nævnte bruger-oplevelser, mener Bill Mitchell.

I øvrigt foreslår han, at mediehusene i høj grad arbejder på at opbygge et tilhørsforhold til de betalende brugere. Man er medlem af en eksklusiv klub!

A membership in a news organisation might involve things like regular events. It might involve the opportunity to host free classified ads if you´re selling your piano or buying a second car.

Vi taler altså her om en klub-følelse, der rækker ud over bare adgang til journalistik. Det er noget, der allerede arbejdes meget aktivt med i danske mediehuse.  Fyens Stiftstidende inviterer abonnenter til jævnlige møder med aktuelle eller kendte personer i Café Stiften. Og Århus Stiftstidende har næsten hver dag særlige tilbud på produkter – igen eksklusivt til abonnenter. Det samme har Politiken med PolitikenPlus.

Organisationen International Newsmedia Marketing Association (INMA) har netop udgivet en rapport med en gennemgang af de mest succesrige erfaringer med digitale betalingsløsninger verden over.

Her fremhæves det finske mediehus Helsingin Sanomats løsning, hvor man tilbyder hele paletten – avis, webadgang, iPad-version, mobiladgang osv. – som en combo: Hele molevitten for én samlet pris.

Pointen i den model er, at det netop handler om at få mediebrugerne til at være loyale og trofaste brugere på tværs af platformene. De skal opleve “the paid experience” hele vejen igennem:

the real nub of what bundling in the digital age embraces is how to keep people loyal to one particular newsmedia brand across all platforms, and to charge appropriately for that.

Fremtidens mediebruger skal dagligt kunne glæde sig over at gå ind i bagermester Harepus´ butik og tage frit af lækkert brød og kager fra alle hylder. For han har betalt på forhånd!

Læs i øvrigt her om en række svenske mediehuses første erfaringer med digital betaling:

Aftonbladet (Schibsted)

BLT (Gota Media)

Göteborgs Posten

The Future of News: Det store overblik

Poynter´s Bill Mitchell er ankermand på en ny rapport udgivet i samarbejde mellem The Poynter Institute og International Press Institute: Brave New Worlds: Navigating the New Media Landscape.

Rapporten er udgivet i forbindelse med IPI´s konference i Wien i sidste uge og er en fantastisk god anledning til at danne sig et overblik over, hvad der sker lige nu derude.

Artikler af blandt andre tænkere som Clay Shirky og Jeff Jarvis, praktikere som Guardians chefredaktør Alan Rusbridger, journalist Dan Gillmor og danske Solana Larsen giver 152 siders perspektiv på en medieverden i voldsom forandring. Den kan anbefales!

Journalistikkens bæredygtighed: 10 veje at gå

Pessimisme og sortsyn præger i stigende grad både journalister og redaktører, når snakken falder på økonomi og journalistikkens langsigtede overlevelse.

Men der er masser af små lys i mørket. Selvom de kan være svære at samle til en stor lysende løsning, så er der alligevel masser af glimt i rapporten Clues in the Rubble: A User-First Framework for Sustaining Local News.

Det er Poynter´s Bill Mitchell, som i 2009 var underviser på Update´s Poynter Summer School, brugte de sidste tre måneder af året på at samle erfaringer med at skabe nye indtægtsstrømme i lokale medier. 

The past year is full of examples of innovation that worked – or didn´t – as news organizations navigated their way through the conflicting demands of revenue, audience and values,

skriver han i sin konklusion, hvor han opfordrer mediehusene til at gå i gang med at finde nye indtægsstrømme.

En rigtig god start er at læse Bill Mitchell´s rapport, der opsummerer resultaterne det sidste års på områder som pay walls, partnerskaber, nye annonceformater, donationer og crowdsourcing.

Han gennemgår bl.a. Newsday´s erfaringer med betaling for nyheder, Christian Science Monitor´s overgang til ren digital udgivelse og The Seattle Times´samarbejde med lokale bloggere.

Og konklusionen? Ja, den er dyster nok for folk, som helst vil have tingene til at forblive, som de var. Nedskæringer og iværksætteri er vejen frem. Mediehusene er tvunget til at skære ind til benet og anvende de færre redaktionelle ressourcer på nye måder. 

Bill Mitchell foreslår, at journalister og redaktører sammen aktivt udforsker en række områder og finder ud af, om

  1. Der er nye indtægtsmuligheder 
  2. Hvilken betydning de kan have for oplevet brugsværdi og rækkevidde
  3. Hvilken betydning de kan have for organisationens værdier
  4. Om der er et “learning potential” på længere sigt

Han peger på følgende 10 områder som oplagte at udforske:

PAID CONTENT: Skab noget jeres kunder vil værdsætte – og se hvad der sker når I sætter et prisskilt på.

ANNONCERING: Eksperimentér sammen med en annoncør med at nå og betjene kunder på nye måder. Men husk at være helt transparent med, hvordan økonomien fungere!

PARTNERSKABER: Hvilke samarbejder ville glæde kunderne? Tænk ud af boksen her! Samarbejde med konkurrenter?

NYE AKTIVITETER: Tænk i helt nye muligheder her. Overvej at være vært for lokale begivenheder – og tjen penge via sponsorater.

CROWDFUNDING: Bed om bidrag fra brugerne til historier, I ellers ikke ville have lavet.

CROWDSOURCING: Inddrag brugerne i arbejdet på historier, redaktionen ikke kunne have fortalt på egen hånd.

GIV “VÆRDILØS” TRAFIK VÆRDI: Eksperimentér med samling af links til alle mulige kilder for lokal information, såkaldt “content aggregation”.

BED OM HJÆLP: Masser af brugere og aktører i lokalsamfundet har interesse i, at det lokale medie har det godt. Der kan være både økonomi og andre ressourcer at trække på.

VÆR TYDELIG OM HVAD I STÅR FOR: Klare etiske standarder og praksis er endnu mere vigtig i den nye medieverden.

SKÆR NED PÅ EN BRUGERVENLIG MÅDE: I må nødvendigvis frigøre ressourcer til at gå nye veje. Gør det med tanke for, at der altså er en bevægelse fra print til digitale medier.     

Følg i øvrigt Bill Mitchell´s fortsatte søgen efter løsninger på bloggen NewsPay