I går bragte The Independent en interessant artikel, der især ser på fænomenet ud fra en annoncør-synsvinkel. Og her er meningerne lige så delte som på den redaktionelle side.

Fundamentally, at a brand-value level, you are killing the idea of times.co.uk as a channel choice for news online. That is something that is very difficult to recover,

siger en engelsk medieanalytiker. Og en chefanalytiker fra den store annoncør-giganten WPP fastholder, at “Consumers have to pay for content they value”.     

Ind i mellem kommer der rigtig interessante overvejelser. F.eks. på et møde i the Frontline Club i London midt i august, hvor Matt Kelly, som er digital content director i the Mirror Group, sagde, at

We weren´t that impressed with the value of audiences we got via search engines. They came across it via Google and buzzed off again, that´s Google´s audience. It´s not our audience. We can´t successfully leverage a disconnected audience.

For the Mirror Group handler det i følge Kelly om at “ensuring an engaged audience” i stedet for at hige efter drive-by-trafik. Sidstnævnte strategi er i følge Kelly “a sickness that has pervaded the industry”.

Men hvad gør man så for at opbygge en engageret brugerkreds, som elsker sit medieprodukt så meget, så man ønsker at betale for det – også i digital form.

De fleste er vel nok enige om, at The Times´”brutale” strategi med bare at lukke af for alt, bortset fra homepage nok ikke er det smarteste.

I en klumme hos INMA.org skriver Lynne Brennen fra Dow Jones om nogle meget nuancerede overvejelser i forhold til gradvis at udvikle brugernes tilhørsforhold og forståelse for sitets indhold og kvalitet. Her er nok at spekulere over, før man for alvor går i gang.

Målet med interviewene er at finde de bedste og de mest entusiastiske lokale ildsjæle til en gruppe af borgerreportere, der skal indgå i et fast samspil med den journalistiske redaktion på Viborg Stifts Folkeblad.

“Det er da vist et win-win-projekt, du har gang i der”, var den allerførste kommentar, jeg fik på min rundtur, og alle – uden undtagelse – har svaret nogenlunde i samme stil.

Alle kan straks se pointen: De kan selv være med til at styrke dækningen af – og kommunikationen inden for – deres lokalområde. Og samtidig kan det lokale dagblad få hjælp til at løse en opgave, de ellers vil have stadig sværere ved at håndtere i fremtiden.

Det centrale i projektet er, at det bliver et formaliseret samspil mellem professionelle journalister og borgerreportere:

1. De nye borgerreportere vil få et kort kursus i journalistikkens grundregler.
2. De vil blive tilbudt løbende coaching og feedback på deres artikler.
3. De skal først og fremmest dække begivenhedsstof i lokalområdet. Altså for- og efteromtaler.
4. Der bliver holdt løbende redaktionsmøder med borgerreporterne i lokalområderne, hvor der bliver kigget både bagud og fremad. 

Borgerreporterne vil kunne publicere artikler direkte til nettet. De fleste af de korte artikler vil desuden også finde vej til papiravisen.

Foruden mig selv er journalist Jacob Thorup Thomsen, Viborg Stifts Folkeblad, også tilknyttet projektet, der varer frem til udgangen af året.       

Projektet er støttet økonomisk af Den berlingske Fond.

Jeg er stærkt inspireret af, hvad Robert Scoble siger om curation i denne samtale med Howard Rheingold. Scoble har tidligere blogget for Microsoft lever nu af at være skrive om teknologi for nørder verden over. Blandt andre sine godt 136.000 followers på Twitter.

I interviewet siger Scoble, at hans vigtigste funktion er at se mønstre i store mængder af information. Mønstre som andre ikke ser. Det kræver en både bred og dyb viden om det område, man dækker.

En anden vigtig opgave er at vurdere, hvad der ligger bag udsagn og samtaler på de sociale medier. Vurdering af folks troværdighed, og hvordan man skal forstå de ting, der bliver sagt. Det kræver et rigtig godt kildenet, og at man kender de pågældende kilders baggrund, interesser - og “passioner” som Scoble også påpeger.

Altsammen er det jo grundlæggende journalistisk arbejde, som vi  kender det. Det er stadig vigtigt, at man er åben for mange slags information, at man forholder sig til den og anvender sine journalistiske filtre på den.

Den nye udfordring er så måske at modtage så meget mere information, end en traditionel fagmedarbejder. Alt er trods alt meget lettere, hvis man kan nøjes med at forholde sig til en pressemeddelelse, der skal skrives om

En “curators” opgave er så for sine læsere at filtrere denne information og give dem et billede af, hvad der I VIRKELIGHEDEN foregår, og så er vi jo straks på vej ud i noget snavs…

For virkeligheden er trods alt lettere at referere til, hvis den består af et par nidkært korrekt videregivne citater – end hvis vi taler om morgenens Twitter-samtale om et nyt Google-produkt.

Hvad der er fokus, vinkel og relevant information i en sådan historie må Scoble så vurdere, og hans troværdighed som afsender er afgørende for, om modtagerne tillægger “historien” værdi.

Det er spændende at snakke om, hvad den troværdighed så består af, og det bør vi gøre.

En enklere snak lige nu er at finde ud af, hvad vi skal kalde “curation” på dansk? Jeg spurgte på Twitter for et par uger siden, og Christian Schwarz Lausten foreslog “kuratering”.

Jeg er ikke helt tilfreds – vil gerne have noget mere dansk, hvis du forstår… har du et bud?

Eftertanke: Jeg fandt dette interessante blogindlæg af Robert Scoble: Kuratorens syv behov

Nu har Christopher Sopher fra University of North Carolina skrevet en hel rapport om unge og nyheder, og han har endda også en blog om det: Younger Thinking.

Senest har han til Harvard’s Nieman lab skrevet et par interessante artikler med tankestof til journalister og mediefolk: Part 1 og part 2.

Han har nogle interessante pointer:

• Mediebrugere – blandt andre unge – har svært ved at hoppe ind og ud af nyhedsstrømmen, når de journalistiske historier er skruet sammen med henblik på news-junkies, der er fortrolige med baggrunden og alle forudsætningerne. Det er som at prøve at komme ind i en indforstået samtale mellem nære venner.
• Strategien med at overdænge folk med snesevis af historier på hjemmesiden har tilsyneladende den bagside, at unge  står på grund af alt for meget information.

Der er lidt at tænke over – og evt. eksperimentere med nye former at tilbyde nyheder og information på. Når nu folk tilsyneladende bruger medier på en anden måde end før, må journalister og medier nødvendigvis også tage deres forhold til “historier” og “nyhedssites” op til revision.

Det er konklusionen på en række brugerinterviews, mediehuset Ingeniøren har foretaget med brugere af websitet ing.dk. OK, der er tale om kerne-onlinebrugere, og de folk er derfor ikke repræsentative på nogen måde. Men resultaterne tegner et billede af, at visse mediebrugere er langt mere aktive og bidragende, end man nok erkender på mange journalistiske redaktioner.

Det var for os en øjenåbner af dimensioner,

siger redaktionschef  og community-ansvarlig på Ingeniøren, Rolf Ask Clausen i artiklen her, der er en del af Update-projektet Journalistik i netværk.

Konsekvensen er, at journalister med stor fordel kan indregne visse brugeres deltagelse og aktive bidrag. Og det er Ingeniøren i fuld gang med at gøre.

Artiklen beskriver en række eksempler på, at Ingeniøren tænker nyt i forhold til trekanten journalist-kilder-læsere, hvor læserne ikke længere nødvendigvis er en passiv tredjepart, men hvor dele af den journalistiske proces meget vel kan foregå i et samspil mellem eksperter (kilder) og brugere.

Det gælder eksempelvis Spørg Scientariet, der begyndte som en klassisk brevkasse, men har udviklet sig til en dialog mellem ekspert og læsere. Og ofte er det faktisk brugerne selv, der ved hjælp af en blanding af teknisk viden og snusfornuft snakker sig frem til det bedst mulige bud på et svar.

Rolf Ask Clausen beskriver den nye journalistiske proces som et loop, hvori den journalistiske historie undervejs behandles og kommenteres af brugerne – eventuelt i dialog med forskellige af historiens kilder – før den igen vender tilbage til redaktionen og bearbejdes i nye retninger.

Den proces levner fortsat masser af plads til journalister, som med nyhedssans, evner til at fokusere og vinkle og ikke mindst vurdere og verificere oplysninger og kilder, fortsat vil have masser at lave.

Da artiklen om Ingeniørens erfaringer indgår i en kommende rapport, vil jeg meget gerne have kommentarer, indvendinger og ideer fra dig – enten direkte i en mail eller som en kommentar her på siden.

Her er masser at kigge på og diskutere mulighederne i, blandt andet:

1. Nye måder at tjene penge online på
2. samarbejde med et stort lokalt netværk af bloggere
3. Fokus på at tilføre værdi for brugere via mobilen
4. Nye praktiske tilgange til “journalistik som en samtale”
5. Integration af sociale medier

Jeg har ikke for alvor haft tid til at dykke ned i de mange beskrivelser og anmeldelser af sitet, men kan anbefale nogle, der umiddelbart ser gode ud:

Nieman Journalism Lab: Six reasons to watch local news project TBD´s launch next week

Poynter Institute: New D.C. Site to Rely on 3 Things for delivering News on Every Block 

Online Journalism Review: Lessons from the Launch: How TBD.com is trying to engage the community to buid its business

Slate: The Tabloidy Goodness of TBD.com  

Så kan vi snakkes ved i næste uge: Er dette et bud på lokale mediers fremtid? Hvad kan vi herhjemme lære af TBD.com?

Min gode kollega Annegrete Skovbjerg besøger i øvrigt senere på måneden TBD.com for at studere deres løsninger til mobiltelefonen.

Sagen er ikke bare et strålende eksempel på god, vedholdende journalistik, men viser også, hvilket engagement journalister kan opbygge og opretholde via Facebook.

Det er naturligvis altid rart at have et engageret publikum, men endnu vigtigere er det at kunne mobilisere de samme til at være aktive bidragydere før og efter at det journalistiske produkt offentliggøres. Tre gange “friend power”:

1. Før offentliggørelsen bidrager brugerne med viden og inspiration.
2. Omkring offentliggørelsen kommenterer brugerne og videresender links til historien.
3. Og efter offentliggørelsen kan samtalen fortsætte: Hvor har historien bragt os hen? Hvad kan de næste journalistiske skridt være?

Opbygning og vedligeholdelse af en Facebook-side er en betydelig investering i tid, så journalister må naturligvis spørge sig selv, hvornår det giver mening at etablere en særlig Facebook-side til et journalistisk projekt?

Erfaringerne fra “I lægens hænder” viser, at der især er tre vigtige faktorer:

1. Man skal være indstillet på løbende at bruge tid og kræfter på at være til stede på siden: Skrive nyt og kommentere på andres bidrag.
2. Man skal overveje, om sagen egner sig: Facebook er et privat univers, og temaet skal derfor berøre mange menneskers hverdag.
3. Endelig skal man for at få det fulde udbytte af sidens “friend power” være indstillet på at balancere mellem ren markedsføring af journalistikken og samtale med og lytten til brugerne på siden.

Læs mere om erfaringerne fra “I lægens hænder” her. Artiklen er en del af projektet Journalistik i netværk, der udkommer som en rapport i løbet af september.

Jeg vil derfor meget gerne have dine kommentarer og spørgsmål til artiklen!

Der kom et par rigtig gode kommentarer fra Kasper Sørensen og Erik Scherz Andersen og det inspirerede mig til at spørge ekspert i mediejura, Oluf Jørgensen, Journalisthøjskolen, om hans vurdering.

Oluf Jørgensen vurderer, at avisen vil vinde sagen. Dels fordi personen har omkring 2700 venner på sin lukkede facebook-profil. Og dels fordi sagens kerne er et politisk budskab.

Her er Oluf Jørgensens svar i sin helhed:

“Pressenævnet har haft nogle sager om mediers brug af stof fra Facebook, og i årsberetningen for 2009 angav Pressenævnet pejlemærker:

 Medierne kan bruge oplysninger fra åbne Facebook-profiler. – både billeder og tekst – uden at bryde de presseetiske regler. Pressenævnet tilføjer dog, at hvis et billede fra en åben profil anvendes i en sammenhæng, der kan være krænkende, kan der være tale om brud på de presseetiske regler.

Materiale fra en lukket profil kan derimod kun bruges af medierne, hvis det har en samfundsmæssig interesse, der overstiger hensynet til ejeren af profilen på Facebook.

Domstolene har såvidt jeg ved ikke taget stilling til spørgsmålene. De kan dukke op i retssager om krænkelser af privatliv, fortrolig kommunikation eller ophavsret. De kan også dukke op i en sag ved Datatilsynet, der skal afgøre om person- datalovens regler er overtrådt.

Efter min vurdering må sager – både ved Pressenævnet, Datatilsynet og domstole – afgøres efter afvejning af hensyn til privatliv og fortrolig kommunikation på den ene side og hensyn til den samfundsmæssige interesse på den anden side.

Det er klart, at stof er offentligt tilgængeligt, hvis det er umiddelbart tilgængeligt for enhver. Men hvis det er nemt at blive optaget som “ven”, og “vennekredsen” er stor, er indholdet i realiteten offentligt tilgængeligt. Det kan sidestilles med et stort møde, hvor arrangørerne principielt kan lukke for adgang, men i realiteten lukker alle ind eller næsten alle.

Desuden må indholdet spille en væsentlig rolle. Hvis emnet handler om forhold, der har samfundsmæssig interesse, og forfatteren tilmed har en offentlig rolle, må pressen have ret til omtale.

Begrebet samfundsmæssig interesse har en bred betydning jf. Den Europæiske Menneskeretsdomstols mange afgørelser om informations- og ytringsfrihed. Der kan f.eks. ikke være tvivl om, at pressen må omtale, hvilke politiske budskaber en politiker eller en politikers “spindoktor” kommer frem med, selvom budskaberne kun er beregnet for en “vennekreds” på Facebook.

Det bliver spændende at få en afgørelse i den norske sag om presseetik. Efter min vurdering vil avisen vinde, dels fordi “vennekredsen” er meget stor, dels fordi indholdet handler om  politiske budskaber.”

Jeg faldt her i sommer over bogen “Marketing Lessons from The Grateful Dead” og blev inspireret af nogle af pointerne i bogen. Måske kan de også bruges af danske mediefolk?

The Grateful Dead fremhæves i bogen for gruppens nytænkning omkring det nok så kendte spørgsmål “Hvor skal pengene komme fra?” Mens alle andre bands på den tid satsede på pladeslaget, gik Grateful Dead helt andre veje: De opdagede, at pengene især lå i koncerterne!

Stort set uden at have produceret en ærlig hitplade tjente Grateful Dead i hundredevis af millioner på de legendariske koncerter.

Altså: Tænk i nye forretningsmodeller. Når mediehusene insisterer på, at pengene skal komme fra NYHEDER og andet kontant medieindhold – kunne man så ikke som Grateful Dead overveje, om den økonomiske fremtid i stedet kunne ligge andre steder.

Hvis det som forventet viser sig umuligt at tage penge for den konkrete journalistik, betyder det ikke nødvendigvis, at mediernes indsats betragtes som undværlig eller ligegyldig. Måske vil en anden form for relation til det journalistiske virke – eller det community der omgiver det - kunne være betalings-værdigt?

En anden skør idé kunne være, at journalistikens værdi måske ville blive mere værdifuld, hvis den opstod i en anden form end som historier? Akkurat som GD´s musik åbenlyst var mere værdifulde som koncertband frem for plade-kunstner.

Desuden har bogen nogle spændende pointer i forhold til, hvordan man samler folk omkring sig:

1. Gør dine kunder til evangelister! Hvor nutidens stjerner forbyder folk at tage billeder og optage lyd, indrettede GD særlige områder i salen, hvor lyden var bedst mulig og opfordrede folk til at optage og udgive såkaldte “bootlegs”. ”When we free our content more people hear about our company and wants to do business with us!”
2. Fans af  GD var blandt de mest passionerede rockfans overhovedet, blandt andet fordi de såkaldte Deadheads blev behandlet som noget særligt. De var en kernegruppe, der fik først besked om nye turnér og kunne købe billetter på forhånd.
3. Hver koncert var en særlig begivenhed, hvor publikum oplevede, at de selv var en del af en gensidig rejse. De var ikke bare tilskuere. “Community defines how and what we are”.

  Giver alt det nogen form for mening?

En teologistuderende skrev på Facebook, at “Det er reservert et sted innerst i helvete for israelittisk lederskab”, efter at Israel i juni angreb en hjælpekonvoj på vej til Gaza.

Den lokale avis i Tromsø fandt indlægget så interessant, at det blev anledning til en nyhedshistorie, og forfatteren klagede bagefter til Pressens Faglige Utvalg i Norge.

Han mener, at avisen skulle have bedt om tilladelse til at citere fra en lukket profil på Facebook, mens  chefredaktøren Jørn Christian Skoglund i følge det norske journalisten.no mener, at det er ligegyldigt, om profilen er lukket eller ej.

Når han “velger å synge ut til sine 2.700 venner på Facebook, er det å betrakte som offentliggjort”, skriver redaktøren i sit svar, hvor han sammenligner det med at stå og råbe det ud på torvet i Tromsø.

Har han ret? I givet fald: Hvor mange venner skal man have på Facebook, før man ikke længere taler sammen i en snæver kreds, men “står og råber på torvet”? Er det journalistisk i orden at citere folk for alt, hvad der skrives på sociale medier – uden at henvende sig til den pågældende først?

Jeg spørger, fordi jeg selv er lidt i tvivl. Og ihvertfald ser det ud som om, der stadig er en del folk, som regner deres Facebook-udgydelser for forholdsvis private.

Den gode Clay Shirky skriver i “Here comes everybody“, at vi i mediedebatten er tilbøjelige til at forveksle “communication” og “broadcast”.

Før sociale medier var der ingen tvivl. En telefonsamtale var ren kommunkation, mens en avisartikel var broadcast. På Facebook kan det være begge dele – også samtidig. Og afsenderens intentioner kan være forskellige fra resultatet.

Det danske Pressenævnet skriver i 2009 i sine retningslinier, er det i princippet er i orden at citere fra åbne profiler, mens der også kan citers fra lukkede profiler, hvis hensynet til offentligheden overtrumfer hensynet til ejeren af profilen.

Hvad gør vi? Hvilke politikker findes rundt omkring på medierne for anvendelse af materiale fra Facebook? Jeg vil meget gerne høre nærmere om dette!

Den norske sag er i øvrigt endnu ikke afgjort.