Men først tre gode grunde for at det måske er en god idé at gøre som New York Times: Kræve betaling for de trofaste læsere, som adskillige gange om måneden går ind og læser:

1. Så får man da lidt penge i kassen, ud over den sjat det nu kan blive til fra banner-annoncering mv.
2. Man har mulighed for at dyrke The Paid Experience, som Poynter´s Bill Mitchell taler om – altså en eksklusiv klub-agtig tilgang, der knytter de trofaste digitale brugere tættere til sig.
3. Man kan muligvis sælge denne gruppe af trofaste læsere (med de demografiske kendetegn den nu har) til annoncørerne for en ekstra høj pris – når man kan argumentere for at disse folk har en særlig engageret omgang med det redaktionelle stof.

Som jeg sagde til Radioavisen, er jeg overrasket over, at det faktisk er lykkedes New York Times at få tæt ved en halv million mennesker til at betale for fast adgang til  det digitale stof. Så måske kan det faktisk give mening for danske mediehuse også?

Set i lyset af, at stort set alle danske redaktører snakker om betaling for nyheder på nettet, synes jeg dog, at der er grund til at gøre opmærksom på, at der også  er andre veje at gå. The Guardian er et oplagt eksempel på, at man kan opnå et enormt læsertal ved at gå den åbne vej og gøre stoffet til gængeligt for et globalt publikum på alle mulige måder.

Men det engelske mediehus mangler dog stadig at bevise, at der også kommer tilstrækkeligt med penge i kassen ved den model.

Så prøv i stedet at kigge på det amerikanske magasin The Atlantic, der tilbage i 2008 nedbrød den hidtidige betalingsmur og gjorde det digitale indhold gratis. Her er resultaterne markante:

The Atlantic har nu over 11 mio. unikke besøgende på nettet om måneden – en vækst på 2500% siden 2008! Og mediehuset har formået at forvandle besøgsvæksten til penge, hvilket førte til overskud for første gang i mange år i 201o – og endnu bedre resultater i 2011, hvor de digitale indtægter i sidste kvartal for første gang oversteg indtægterne fra print.

Min pointe er bare, at der ser ud til at være flere veje til forretningsmæssig succes i mediebranchen. Avancerede betalingsløsninger er bare én af dem!

• Skriv aldrig på Twitter udenfor dit eget område eller om ”andres” historier historier inden for dit eget område.
• Send aldrig en tweet videre, som er postet af andre journalister ”or people on Twitter”, som det hedder.

De to meldinger gav anledning til en del debat forskellige steder. Blandt andet fik jeg også selv nogle gode overvejelser ind via Twitter, da jeg kort beskrev problematikken dér.

Jeg har gået og tygget lidt på det, der ligner en magtkamp mellem ”gammel-medier” og ”the new kids”, der sætter dialog og relation via sociale medier højest. Hvem skal man nu holde med?

For desværre er Twitter og andre sociale kanaler desværre ikke et emne, som kan fremkalde så meget som en udmelding i den danske mediebranche. Så længe de kanaler stort set ikke bliver brugt, skaber de heller ikke uenighed

Til BBC-udmeldingen: Man kan forstå det sådan, at en BBC-journalist altid skal sætte kollektivet – altså redaktionen – højere en egen egoistisk trang til at råbe: ”Jeg har nyheden”, sådan at mediehuset hurtigst muligt får sendt informationerne ud via de rette kanaler.

Det kan virke som en bremse på de mest ihærdige nyhedshunde, men pyt… hvis vi ellers kan stole på, at det redaktionelle kollektiv formår at håndtere nyheder rigtigt og i en fart.

Sky-meldingen er jeg mere loren over.  Selvfølgelig skal børn ikke modtage slik fra mænd, de ikke kender. Men her taler vi – naturligvis i bedste fald – om journalister som kender deres område og i det hele taget har en sund dømmekraft. Og hvis gode ry og rygte som altid er afhængig af, at det materiale, de offentliggør, viser sig at være både korrekt og relevant.

En central journalistisk opgave i fremtiden må uden tvivl blive såkaldt ”kuratering”, altså at bedømme, prioritere og udvælge relevant materiale ud af den strøm af information vi konstant udsættes for.

Især af fagmedarbejderen, som kender sit område, vil man forvente aktiv kuratering af informationer indenfor dette felt – og her er Twitter jo et fantastisk redskab. Og så virker det næsten naturstridigt, at arbejdsgiveren, her Sky News, vil forhindre udførelsen af netop det.

Selvfølgelig risikerer journalisten at sende noget skidt videre. Den slags sker. Men frem for at forbyde berøring overhovedet ville det være mere oplagt at forsøge at hjælpe de redaktionelle medarbejdere med metoder, redskaber og modeller til håndtering af det, Charlie Beckett fra London School of Economics kalder The Line of Verification – i øvrigt hentet fra BBC´s editor of Interactivity!

Verificering er naturligvis stadig en central journalistisk opgave. Vi er jo ikke sladretasker, er vi vel?

Læs også den velskrevne eftertanke fra David Carr, New York Times: Twitter is all in good fun, until it isn´t

18 danske redaktionelle chefer fra dagblade, magasiner, tv og online var i sidste uge samlet på The Poynter Institute til kurset “The Newsroom Challenge”. I en uge satte underviserne Jill Geisler, Butch Ward og Jacqui Banaszynski fokus på, hvordan man som chef skaber betingelser for udvikling i en så usikker verden som den nuværende.

“Do you guys remember stability? Now we have nothing but change”, sagde Butch Ward i sin introduktion til kurset:

Hvad lover I jeres medarbejdere? I kan ikke love dem ret meget andet end forandring. Jo! I kan love dem, at så længe de arbejder på jeres redaktion, så vil de lave et stykke arbejde, der har værdi. At I sammen vil gøre jeres bedste for at gøre en forskel for de brugere, I arbejder for. I kan love dem værdier! Det er de klipper, vi træder på over the whitewater!

“Det er jeres valg i denne uge: Hvilken chef vil jeg være? Hvilke værdier står jeg for? Jeg har læst feedbacken fra jeres medarbejdere: I er gode! Men I har nogle valg, I mangler at træffe!”

Et af de centrale valg, Poynters undervisere valgte at centrere deres undervisning omkring, var balancen mellem møder og administration – og journalistisk udvikling.

“Jeg kan se, at I er enige om, at der er for meget administration i jeres dagligdag. Vi er alle kommet ind i medierne på grund af journalistikken! I skal bruge mere tid på at hjælpe folk videre – få dem til at opleve at de bliver bedre. I skal coache noget mere,

sagde Jacqui Banaszynski til deltagerne.

“Hvor mange af jer føler, at I får for meget feedback?”

Der var helt stille i lokalet.

“Jeres kolleger vil sige det samme. Brug tid sammen med reporterne. Find ud af, hvordan de arbejder og tænker. Og giv dem tilbagemeldinger, der giver dem mulighed for at tænke og lære!”

UPDATE gentager kurset “The Newsroom Challenge” i foråret 2013.

Lisbeth Klastrup fra ITU har analyseret to eksempler på, hvordan Facebookgrupper opstår i forlængelse af den traditionelle nyhedsdækning. I artiklen Offentlighed for en dag? i det seneste nummer af magasinet Journalistica fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole sammenfatter hun sine meget interessante konklusioner.

Hun har undersøgt disse to Facebook-grupper:

• R.I.P. Maria Møller Christensen, der opstod d. 1. januar 2010 – samme dag som det kom frem, at den unge kvinde fra Herning var blevet myrdet aftenen før. Havde på et tidspunkt knap 110.000 medlemmer.
• Mod nedlæggelse af DR´s P2 (kan desværre ikke finde linket), oprettet 13. marts 2009 som reaktion på rygter om nedlæggelse af radiokanalen P2. Har i følge Lisbeth Klastrup 14.506 medlemmer.

Lisbeth Klastrups konklusioner:

1. Facebook-grupperne  opstår og vokser nærmest ekslosivt: “R.I.P. Maria Møller Christensen” blev oprettet få timer efter nyheden kom ud og fik knap 110.000 medlemmer på fem dage.
2. Forholdsvis få – henholdsvis 8% og 2,3% – af medlemmerne har postet noget.
3. Langt de fleste indlæg er postet inden for få dage efter, at selve nyheden kom ud.
4. Aktiviteten kan få en opblussen igen – i direkte forlængelse af nye nyhedshistorier i sagen.
5. Kun ganske få indlæg giver respons fra de øvrige brugere i form af “likes” eller kommentarer.

Lisbeth Klastrup konkluderer, at mediebrugerne tydeligvis samledes om de to grupper for at dele følelser og holdninger med andre. Langt de fleste nøjedes med den meget symbolske handling at klikke på “bliv medlem”, men hun vælger dog at betragte det som en slags “mikro-mikro-aktivisme”, som dog synliggør personens følelser og holdninger over for de andre medlemmer.

Hun noterer sig, at handlingen ikke udspringer af et bevidst ønske om at handle politisk, “men snarere er udtryk for en reaktion på mediekulturens heftige bombardement af “breaking news” og sensationsjournalistik”. Hun ser to bærende motiver:

1. At formulere egne tanker og følelser omkring en nyhedshistorie.
2. At opleve at de deler holdning med en masse andre mennesker.

Der ser altså her ud til at være en vigtig rolle for Facebook-gruppen: At fungere som ramme for den helt nødvendige bearbejdning, mediebrugerne har brug for i forlængelse af nyheder, de engagerer sig i.

Lisbeth Klastrup ser Facebook-grupperne i stadig højere grad at indtage denne rolle som en integreret del af mediekredsløbet. Min egen private vurdering er, at journalisterne hidtil hovedsagelig har reageret passivt/instinktivt på disse gruppers opståen og har refereret dem i separate nyhedshistorier.

Måske kunne medierne mere aktivt inddrage Facebook-grupper som en relevant og nødvendig ramme for mediebrugernes bearbejdning af visse nyhedshistorier?

Prøv en gang at tjekke WellCommons, et nichesite fokuseret på sundhed, opbygget af lokalavisen Lawrence Journal-World i Kansas. Her er rigtig meget at tænke over. Og måske gå i gang med at bakse lidt med.

WellCommons vandt i slutningen af 2011 en EPPY-award hos Editor and Publisher for “Best Community Service”.

Niche-vertikaler

Først og fremmest deres tanke om at opbygge stramme vertikale niche-sites, der både lever deres separate liv og samtidig føder ind til et fælles modersite. LJ World har dsuden bl.a. underholdningssitet Lawrence.com, sportssitet KUSports.com, bæredygtighes-sitet SunflowerHorizons.com og har planer om flere – bl.a. uddannelse og et lokalt business-site.

Journalister og brugere bidrager på lige fod

Alle brugere kan skrive artikler og levere fotos, video og andet materiale, der kommer ind i samme strøm og på lige fod med materialet fra den professionelle redaktion. Eneste krav er, at man optræder med fuldt navn. På WellCommons leverer brugerne cirka halvdelen af stoffet – cirka 4-5 artikler om dagen. Det kan blandt andet være om initiativer i lokale foreninger og organisationer. Brugernes stof bliver ikke redigeret eller bedømt, før det lander på sitet.

Kvinden bag sitet, Jane Stevens refererer til Chris Andersons idé om “The Long Tail”, når hun skal bedømme brugernes bidrag: Det er stof der vedrører en lille del af lokalsamfundet og som journalisterne derfor typisk ikke vil prioriterer. Men på et niche-site om sundhed har det stor relevans for nogle læsere.

Tænk løsninger og community

I forbindelse med alle artikler er det muligt at oprette og tilmelde sig grupper. Tanken bag er, at sitet i så vid udstrækning som muligt skal være løsningsorienteret. Og det er blandt andet – med inspiration fra de sociale medier – at tilbyde brugerne at gå sammen og udveksle erfaringer og prøve at gå videre med nogle ting. Det kan f.eks. være at arbejde for sundere mad for skolebørnene eller tilbyde nye motions-tilbud i lokalområdet.

Samme tankegang ligger bag den “advisory group” på 25-30 personer, der løbende følger WellCommons og kommer med forslag til konkret indhold og generelle strukturelle forbedringer.

De nævnte elementer kræver naturligvis et CMS, der gør det let at styre alle disse faciliteter. LJ World har selv udviklet CMS´et Django, der gør det muligt – og i øvrigt nu bruges af flere andre mediehuse i USA.

Sponsorater frem for annoncer

Bannerannoncer er stadig en del af indtægten, men LJ World har desuden haft held til at finde et antal sponsorer, der nu er blevet den centrale indtægtskilde. Interessant nok er det i følge Jane Stevens i høj grad organisationer og virksomheder, der ikke tidligere har annonceret i avisen, men som finder netop dette nichesite interessant!

Målet er at hente i alt 250.000 USD om året. Beløbet skal kunne dække  to faste reportere plus en andel af mediehusets samlede mængde af ledelse, teknisk udvikler-kapacitet, database-reportere osv.

Hvis du vil læse mere om erfaringerne med WellCommons kan jeg anbefale disse to artikler:

Streetfight (magasin om hyperlokale medier): Jane Stevens: The revolution of Social Media and Local News

Knight Digital Media Center: WellCommons: Revolution under the radar

Det er John Robinson, mangeårig redaktør på avisen News & Record i North Carolina, der bringer det kontroversielle synspunkt frem her, hvor han selv så småt er ved at trække sig tilbage.

Det er interessant læsning for alle ansat på lokale medier – selvom du sikkert ikke er helt enig.

Det viser tredje del af en stor undersøgelse, Southern Methodist University i Dallas, Texas, netop har offentliggjort via “The Convergence Newsletter” (udgivet af University of South Carolina).

Før var opmærksomheden rettet mod at skabe partnerskaber på tværs af platformene – især mellem aviser og tv-stationer. Nu er ser redaktionerne snarere publikum som deres “convergence partner”, skriver Jake Batsell og Camille Kraeplin fra universitetet i et resumé af undersøgelsen.

While cross platform partnerships still exist, news managers have turned their focus to developing interactive relationships with readers and viewers, primarily through social media formats that were not even in their toolboxes at the dawn of the new millennium,

skriver de i nyhedsbrevet.

“Everything has changed. Wenow have direct and instant communication with viewers for story ideas, updates, opinions”, er en tv-nyhedsdirektør citeret for at sige i undersøgelsen.

Interessant nok er det tv-folkene, der tilsyneladende har det skarpeste øje for at engagere brugerne via sociale medier. Gennemgående svarer flere tv-nyhedschefer end avis-redaktører, at de bruger sociale medier til at levere nyheder (”break news”). Det samme er tilfældet, når det gælder om at markedsføre og tilbyde deling af historier.

We´re engaging the audience first in new media and pulling them into TV,

skriver en tv-nyhedsdirektør i sit svar på undersøgelsen.

Dette fokus smitter naturligt af på forventningen til nye medarbejdere. 90% af tv-cheferne forventede, at deres medarbejdere har sociale medier som en naturlig del af deres journalistiske arbejde. Tilsvarende forventer kun 60% af avisredaktørerne, at deres journalister arbejder med sociale medier.

Nu viser Medievärlden så også den anden side af medaljen: Naturfotografen og hans kone bliver fortsat hængt ud for de værste ting i anonyme kommentarer på Flashback. Blandt andet at de burde forlade landet – eller endnu bedre: Gå sammen ud i skoven og begå selvmord!

For pokker da, jeg erkender, at det jeg gjorde var forkert. Men jeg har trods alt ikke slået nogen ihjel. Lad mig nu være i fred, trygler fotografen – tilsyneladende uden held.

Han beretter om at have mistet sit indtægtsgrundlag – og om hvor hårdt det i det hele taget er at være hængt offentligt ud – hver eneste dag med nye aggressioner på Flashback.

Men hetsen på nätet fortsätter, varje dag. Det känns som om man lever i ett rättslöst samhälle, helt fruktansvärt,

citeres fotografen for i artiklen.

I en kommentar skriver chefredaktør for Medievärlden, Axel Andén, at medborgerjournalistik-sites som Flashback har både gode og dårlige sider, men at man ikke kommer uden om også at skrive om etik og ansvar. Det er en central del af de etablerede mediers selvforståelse at tage stilling til etik og ansvar – og alt bliver naturligvis ikke godt af at blive publiceret af anonyme bloggere.

En följd av diskussionen skulle kunna bli mer etisk självrannsakan i de amatörkollektiv som ägnar sig åt journalistik,

skriver han. Interessant og tankevækkende for os alle – om man så er tilhænger eller det modsatte af, hvad man i Sverige kalder medborgerjournalistik.

Kære Martin,

Jeg har læst dit speciale, som jeg synes er både spændende og interessant. Jeg er enig med dig i resultatet af din undersøgelse: At brugerne kun i beskedent omfang leverer eller bidrager synligt til de etablerede mediers journalistik, når det gælder deres klassiske kerneindhold: Det politisk/samfundsmæssige stof.

Men jeg er ikke enig i din analyse og konklusion, at det journalistiske fag er for vanskeligt og komplekst et farvand for lægfolk at begive sig ud i. Og at brugerne tydeligvis foretrækker den gode klassiske journalistik frem for brugerskabte varianter. Eller som du selv skriver:

…at der i indholdet i de etablerede medier ligger en langt stærkere professionsfaglighed end stoffet i al sin enkelhed lader ane. Og det er samtidig den slags stof, udvælgelsen, overblikket, som de fleste borgere efterspørger.

Det kan let blive en ret unuanceret snak det her. Vi kan jo begge nævne masser af eksempler på højt kvalificeret undersøgende journalistik, der kræver både talent, erfaring, uddannelse og masser af flid og tid. Og som ingen amatører har hverken tid til eller evner for.

Men samtidig har journalistik bredt sig til at være rigtig mange ting. Og i masser af de journalistiske felter er samspillet med brugerne efter min mening en stadig vigtigere faktor.

De er blevet kaldt “The people formerly known as the audience”. Heri ligger for mig en ny form for permanent samspil med brugerne, der i de senere år er blevet testet mange steder. Med større eller mindre held.

Jeg ser dig forsøge at isolere ideen om fremtidens langt mere aktive mediebrugere som en fiks idé, der viste sig ikke at slå an i virkeligheden. Jeg er enig med dig , at brugerne ikke har “væltet alle hegn”. Men mindre kan vel også gøre det?

Okay, på det politisk-samfundsmæssige område hersker medierne stadig – hvis man definerer det tilstrækkeligt smalt. En lille smule perfidt kunne jeg være fristet til at sige, at det typisk er samfundets top, der snakker med sig selv – med journalisten som rapportør til masserne.

Men definerer man det lidt bredere, ser jeg mange interessante samtaler og input fra engagerede borgere/brugere. Behøver vel bare at nævne Carina-sagen, selvom nogle sikkert vil sige, at den også viser ulemperne ved at lade folk være med til at sætte dagsordenen.

Jeg har selv startet en blog hos Århus Stiftstidende for at skrive om den lokale Folkeskole, hvor mine børn går. Den har ikke ret mange læsere – men jeg regner da med at kunne levere nyttige, underbyggede bidrag hen ad vejen . Jeg er så lidt ligeglad med, om det bliver kaldt journalistik eller ej. Eller om den lokale avis vil tage akkurat sagerne op. Jeg er vel en lille del af et økosystem, hvor mange forskellige slags stof bliver til, deles, kommenteres osv.

Jeg er overbevist om, at det giver rigtig god mening – for alle journalister som beskæftiger sig med fagområder eller afgrænsede geografiske områder – at have en strategi for at involvere de mest aktive brugere i journalistikken. Af flere årsager, f.eks.:

1. Nogle gange er det ganske simpelt enklere/billigere – for eksempel at få hjælp til at kortlægge trafikproblemer i Århus. Se også denne artikel, hvor Ingeniøren bad læserne om hjælp (læs de mange interessante kommentarer).
2. Ofte har brugerne en viden, vi som journalister ikke har, og som vi ikke kan skaffe hos de sædvanlige kilder. F.eks. lokalkendskab. F.eks. har Fyens Stiftstidende hver dags stor nytte af Baglandet.
3. På visse områder tror jeg, at journalisterne nødvendigvis må bede om hjælp for at kunne behandle eller dække et lokalsamfund ordentligt. Det har vi for eksempel prøvet i tre småbyer i Midtjylland.
4. Og sådan lidt lommefilosofisk gør det formentlig ofte journalistik lettere at forstå og engagere sig i, hvis man får mulighed for at diskutere emnet – eller læse andres indlæg.

Som sagt er vi enige om, at internettet ikke “har væltet alle hegn”. Journalisterne er stadig i fuld kontrol over stort set alt, hvad der optræder under det varemærke, der beskæftiger dem.

Jeg tror dog, at det vil være klogt, hvis journalisterne tager bestik af alt det, der foregår uden for hegnet. Det kan man enten gøre ved at stå på tæer og forsigtigt kigge ud. Eller endnu vildere: begive sig på udflugt ud i de mange forskellige kanaler, deres brugere også bruger. Der kan man også være journalist. Bruge sin viden, faglighed og kompetencer i direkte dialog med dem, vi tidligere kaldte læsere, lyttere eller seere.