Har lige haft 16 norske redaktører på besøg til en snak om journalistik og redaktionel udvikling i Danmark. Og i slutningen af seancen spørger en af dem:
Det ser for mig ud til, at vi som journalister og medier bliver stadig bedre til det, vi gør, og samtidig kan vi se, at vores brugere tilsyneladende behøver os mndre og mindre. Hvordan taler man i Danmark om journalistikkens rolle i demokratiet?
Hmm, ja, det er jo interessant. Kunne henvise til Lisbeth Knudsen opråb forleden, der så fik en ordentlig omgang sarkasme med på vejen gode folk, der definerer sig selv som tilhørende den digitale verden – og tilsyneladende i naturlig opposition til den etablerede medieverden.
Men kom så til at tænke på, at den slags opråb måske godt kan opfattes lidt klynke- og lad-os-forsvare-os-agtig. Det bliver (som altid) lidt indadvendt.
Jeg opfordrede redaktørerne til at komme ud af kontorerne. Ud og råbe i gaderne! I må markedsføre det, I står for. Forklare hvad I gør (også når det ikke går så godt) og gå i åben disput med alle, som har en mening om journalistik. Også når det gør mest ondt!
I kan ikke overlade markedsføringsopgaven til marketingafdelingen. Det er ikke produktet, I skal markedsføre. Det er journalistikken….
Jeg kom til at tænke på min snak i morges med skolelederen på mine børns skole. Hun fortalte om alle de initiativer, skolen har sat i gang rettet mod de kommende skolebørn og deres forældre i lokalområdet. Lige fra invitationer til åbent hus til humoristisk “guerilla-marketing”.
- Det er fantastisk. Godt at I gør alle de ting for at vise, hvad I står for, sagde jeg til hende.
- Ja. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på mange af mine kolleger, som bestemt ikke mener, at det er deres opgave at bruge tid på markedsføring. Og jeg ville heller aldrig have troet, at jeg skulle gøre den slags, da jeg startede som skoleleder for mange år siden, svarede hun.
Skolelederen er klar over, at tiderne er skiftet, og konkurrencen fra alverdens friskoler er intens. Samtidig ser det ud til i stigende grad at være i orden, at offentlige institutioner godt kan fortælle om, hvad de synes de er gode til.
Det de i virkeligheden gør, er at åbne op for en samtale med omgivelserne. Den anden side af en sådan markedsføring er at man åbner sig for spørgsmål og kritik. “Det lyder fint nok – men hvordan vil du så forklare at…” Osv.
Det samme må og bør medierne gøre. Selvfølgelig skal de da som en del af den åbning være tydelige om deres standarder og metoder. Jeg har en stor tro på, at den lukkethed der typisk præger de journalistiske redaktioner er med til, at de bliver malet op i et hjørne, hvorfra de næppe slipper ud.
