Arkiv for kategorien ‘Ikke kategoriseret’

Kan man være privat på Facebook?

torsdag, 5. august 2010

En aktuel sag fra Norge viser endnu en gang, at der er uklarhed om, hvorvidt man kan snakke privat med sine “venner” på Facebook, eller om alle ytringer dér kan betragtes som offentliggjort og dermed åbne for citat uden begrænsning.

En teologistuderende skrev på Facebook, at “Det er reservert et sted innerst i helvete for israelittisk lederskab”, efter at Israel i juni angreb en hjælpekonvoj på vej til Gaza.

Den lokale avis i Tromsø fandt indlægget så interessant, at det blev anledning til en nyhedshistorie, og forfatteren klagede bagefter til Pressens Faglige Utvalg i Norge.

Han mener, at avisen skulle have bedt om tilladelse til at citere fra en lukket profil på Facebook, mens  chefredaktøren Jørn Christian Skoglund i følge det norske journalisten.no mener, at det er ligegyldigt, om profilen er lukket eller ej.

Når han “velger å synge ut til sine 2.700 venner på Facebook, er det å betrakte som offentliggjort”, skriver redaktøren i sit svar, hvor han sammenligner det med at stå og råbe det ud på torvet i Tromsø.

Har han ret? I givet fald: Hvor mange venner skal man have på Facebook, før man ikke længere taler sammen i en snæver kreds, men “står og råber på torvet”? Er det journalistisk i orden at citere folk for alt, hvad der skrives på sociale medier – uden at henvende sig til den pågældende først?

Jeg spørger, fordi jeg selv er lidt i tvivl. Og ihvertfald ser det ud som om, der stadig er en del folk, som regner deres Facebook-udgydelser for forholdsvis private.

Den gode Clay Shirky skriver i “Here comes everybody“, at vi i mediedebatten er tilbøjelige til at forveksle “communication” og “broadcast”.

Før sociale medier var der ingen tvivl. En telefonsamtale var ren kommunkation, mens en avisartikel var broadcast. På Facebook kan det være begge dele – også samtidig. Og afsenderens intentioner kan være forskellige fra resultatet.

Det danske Pressenævnet skriver i 2009 i sine retningslinier, er det i princippet er i orden at citere fra åbne profiler, mens der også kan citers fra lukkede profiler, hvis hensynet til offentligheden overtrumfer hensynet til ejeren af profilen.

Hvad gør vi? Hvilke politikker findes rundt omkring på medierne for anvendelse af materiale fra Facebook? Jeg vil meget gerne høre nærmere om dette!

Den norske sag er i øvrigt endnu ikke afgjort.

Er medierne ved at få øje på Tumblr?

onsdag, 4. august 2010

New York Times havde forleden en interessant artikel, der fortæller, at medievirksomheder som The Atlantic, Rolling Stone, Huffington Post og NYT selv har åbnet konti på Tumblr.

For de, der ikke tidligere har hørt om Tumblr, er det en mellemting mellem Facebook og Twitter. Til forholdsvis kortfattet kommunikation som Twitter – men “the tone is a lot more conversational”, som det hedder i artiklen.

Herhjemme anvendes Tumblr så vidt jeg ved først og fremmest af enkelte journalister som f.eks. Kim Elmose og Lars K. Jensen, men måske er det første tegn på, at en ny social platform for alvor er ved at blive taget i brug?      

Ulempen er selvfølgelig, at redaktionerne må sprede deres opmærksomhed p de sociale medier yderligere, mens fordelene ved Tumblr også er til at få øje på:

Det handler vel grundliggende om, at journalistikken er på vej til at blive mere samtalebaseret, og vi leder stadig efter platforme, der for alvor understøtter det.

På Twitter er det svært for alvor at få en samtale i gang, mens Facebook vel på mange måder har potentialet – men medierne stritter imod mere af ideologiske grunde?

It´s less about broadcasting to an audience and more about communicating with a community,

siger Tumblr´s unge stifter, David Karp i artiklen. Og den tankegang holder måske nok nogle redaktører tilbage ;-)

Jeg må nok hellere se at komme på Tumblr også for at undersøge sagen selv – men jeg vil meget gerne høre om dine erfaringer med Tumblr: I hvilke sammenhænge og på hvilken måde fungerer denne platform rigtig godt?

Brugerne overtager den undersøgende journalistik

tirsdag, 3. august 2010

Når du hverken har tid, lyst – eller måske evner – til at arbejde videre med en idé eller et tip, så ender det tit med et par ord på en lap papir i skuffen. Hvad med at lægge ideen ud som en opgave til brugerne?

For en dansk journalist lyder det måske tosset, men på sitet Help Me Investigate (HMI) er der i skrivende stund 15-20 undersøgelser i gang, drevet af brugerne selv.  

Alle kan indlevere et spørgsmål eller et problem, og det er så frit for alle at byde ind på løsningen af hver enkelt af de talrige delopgaver, en journalistisk researchopgave altid består af.

Help Me Investigate er et selvstændigt site, hvis bagmand er  journalisten og underviseren Paul Bradshaw, bygget med det formål at undersøge potentialet i en sådan “platform for crowdsourcing investigate journalism”.

Lokale journalister i Birmingham-området, hvor Help Me Investigate har sit udgangspunkt, har allerede set pointen, hvilket har resulteret i adskillige historier. Blandt andet denne her. Journalist Tom Scotney, The Birmingham Post, siger om Help Me Investigate:

…you´re becoming a part of an investigative team, that´s bigger, more diverse and more skilled than any newsroom could ever be.

Jeg har som en del af projektet Journalistik i netværk set nærmere på en række af undersøgelserne i Help Me Investigate og har i flere omgange talt med Paul Bradshaw om projektet.

Resultatet er denne artikel, der bliver én af i alt 9 casebeskrivelser i en kommende Update-rapport.  Heri nævner Paul Bradshaw 5 afgørende faktorer for at få succes med at inddrage brugerne i det journalistiske arbejde:

  1. Der skal være en eller flere ildsjæle til at drive processen. Det kan være nødvendigt, at journalisten selv løber den i gang.
  2. Folk skal kunne se, at arbejdet giver resultater. Ikke nødvendigvis store slutresultater, men små delbidrag, der viser, at det nytter.
  3. Undersøgelsen skal deles op i små, forskellige og forholdsvis enkle delopgaver, der giver mange forskellige muligheder for at bidrage.
  4. Man bør gøre meget ud af at sprede budskabet, så flest mulige mennesker hører om undersøgelsen. Det øger muligheden for at få fat i de rigtige folk.
  5. Søg meget gerne fra starten bidrag fra folk med central viden og ekspertise.

Af de 150 foreslåede undersøgelser på Help Me Investigate skabes der i 10-20% af dem resultater. Det er en meget fin succesrate, vurderer Paul Bradshaw. 

Det er lidt ligesom på en journalistisk redaktion. Ideerne flyver igennem luften. Nogle samler interesse, mens mange bare falder til jorden. Det er den samme proces her – men med en anden nyheds-dagsorden. Nemlig brugernes egne ideer.

I Skandinavien tester bl.a. Svenska Dagbladet og Berlingske Tidende potentialet i at åbne for brugernes bidrag i den undersøgende journalistik.

Jeg vil meget gerne have kommentarer til artiklen om Help Me Investigate og om den form for undersøgende journalistik i det hele taget. Disse indspil vil være nyttige for mig i arbejdet med færdiggørelsen af rapporten.

The War Logs: De journalistiske perspektiver

mandag, 2. august 2010

Det har været en interessant uge ovenpå offentliggørelsen af The War Logs i New York Times, Guardian og Der Spiegel. For mit vedkommende blev forløbet fulgt i Tyskland i Der Spiegel – og så via Twitter, hvor jeg har noteret links  til mange gode artikler. Her følger et par af de bedste:

Professor på City University i New York, C.W. Anderson peger i denne artikel på fem rigtig interessante vinkler:

  1. Hele forløbet er et interessant studie i, hvordan en historie udvikler sig i real-time med bloggere, beslutningstagere, kommentatorer osv. i lige så aktive roller som de store nyhedsmedier.
  2. Det er i lige så høj grad en case på, hvordan de forskellige landes medier vælger at vinkle en international begivenhed helt forskelligt.
  3. I en sådan kaotisk strøm af information – på hvad og med hvilket resultat bygger forskellige mennesker deres indtryk og holdninger?
  4. Hvad er det for en rolle WikiLeaks har haft her – og hvad er det udtryk for i form af en ny form for arbejdsdeling med de klassiske nyhedsmedier?
  5. Data-drevet journalistik og jagten på at finde frem til “the big picture” har været tilfældet her – som i flere andre nylige eksempler. En spændende udvikling.

Læs selv hele artiklen her. Anderson følger i øvrigt op med links til andre kilder i denne artikel.

I det hele taget har der været mange  gode indlæg, som Nieman Lab glimrende sammenfatter i denne artikel.  

Det var det amerikanske perspektiv. Det britiske ser således ud - samlet her af Journalism.co.uk.

Endelig er her en svensk kommentar fra altid læseværdige Martin Jönsson, Svenska Dagbladet.

Konstruktiv kommunikation i kommunerne

torsdag, 15. juli 2010

Som skrevet i går er kun 8 procent af kommunal-journalistikken i de lokale medier kritisk fokusjournalistik, men den rammer lige hårdt hver gang:

Forurettethed og afvisning er stadig en typisk reaktion. Også kaldet “reaktiv krisekommunikation” i rapporten De lokale nyhedsmedier og kommunikationsstrategien, som Anker Brink Lund har været med til at skrive for Kommunernes Landsforening.

Rapporten foreslår selv en anden meget interessant tilgang: Kunne man gøre både folkevalgte og kommunalt ansatte til konstruktive historiefortællere?

Det er meget interessant, fordi der i medieverdenen er en tilsvarende bevægelse kaldet konstruktiv journalistik, som endnu er ret diffus og retningsløs, men der er dog nogle tanker om, at journalistik kan være konstruktiv – altså hjælpe med at se på løsninger.

Den gamle skabelon for “kritisk” lokaljournalistik ser nogenlunde sådan her ud: En sur borger henvender sig til avisen over en problem, han synes, han har. Journalisten skriver vidt og bredt om det og bringer til sidst et pip fra en kommunal embedsmand om, at sagen nok skal blive løst. Og læseren er sjældent meget klogere.

Det er sjældent, de lokale medier sådan rigtig har fat i de emner, der både er store og vanskelige – men væsentlige for et langt større antal mennesker end de her enkeltsager. Det er for journalistisk bøvlet, og ingen interessenter er som regel klar til at støtte op om en nuanceret dækning.

Da slet ikke den kommunale myndighed, hvor man er vant til at gøre succes op i antallet af glade pressemeddelelser!

Men hvorfor ikke også se lidt mere nuanceret på kommunikationsarbejde. Kommunikation 2.0 handler om åbenhed og at søge dialog med brugere og andre interessenter. Det er der kommet hul på mange andre steder i medieverdenen.

Konstruktiv kommunikation kunne være at åbne for diskussion af problemstillinger, hvor der ikke er klare åbenbare løsninger, men som af naturen er dilemmaer. Eller som måske bare er felter, hvor borgere og brugere ligger inde med vigtig viden og erfaring.

Det kunne være spændende at se kommunerne åbne for den type samtaler med lokalsamfundet – meget gerne i tæt samspil med lokale medier, som godt i den slags tilfælde kan spille rollen som redningshund. Og så hoppe tilbage i rollen som vagthund, så snart det er påkrævet.  

Måske kender du eksempler på det allerede? Så vil jeg meget gerne høre om det!

Men ellers må vi udvikle de kompetencer hos landets kommunikatører – om de så er ansat i mediehuse, kommuner eller virksomheder. Det er nok nødvendigt at hente nye redskaber hos andre fagligheder. Dem bør vi nok gå på jagt efter i den kommende tid!

Kommunalstof: Ikke meget meget plads til selvstændighed

onsdag, 14. juli 2010

79 procent af kommunalstoffet i lokale og regionale medier er service-journalistik, især baseret på kommunale pressemeddelelser. Kun 8 procent er selvstændig kritisk vinklet fokus-journalistik.

Det er nogle af resultaterne i rapporten De lokale nyhedsmedier og kommunikationsstrategien, som Anker Brink Lund m.fl. har lavet for Kommunernes Landsforening.

Rapporten bygger på en analyse af det lokale nyhedsflow i 10 danske kommuner i 2008-2009. Resultaterne er sammenlignet med en tilsvarende undersøgelse i 1999.

Også dengang var den såkaldte servicejournalistik helt dominerende i lokalpressen. Det er information, der som sagt for cirka halvdelens vedkommende kan henføres til kommunale pressemeddelelser, mens resten er blevet til på anden form for kommunalt initiativ.

Til gengæld er det, man i rapporten kalder rutinejournalistik blevet næsten halveret – fra 25% af stoffet i 1999 til nu 13%. Det er for eksempel omtaler af udvalgs- og byrådsmøder og debat om den lokale skatteprocent. I rapporten vurderes det, at rutinejournalistikken er blevet mindre som konsekvens af strukturreformen.

“På dagbladsredaktionerne har man tilsyneladende nedprioriteret det, man nedsættende kalder “dagsordenjournalistik”, det vil sige pligtstof affødt af kommunalbestyrelsens udvalgskalender”, hedder det i rapporten.

Det giver mere tid og plads til at optræde som borgernes vagthund. Typisk kritisk vinklede enkeltsager, hvor brugere af offentlige ydelser er utilfredse eller føler sig uretfærdigt behandlet.

Den slags fokusjournalistik er der som nævnt nu 8 procent af, hvilket trods alt er en stigning i forhold til tidligere. Det kan man så glæde sig over – eller begræde. Alt efter hvorfra man ser det.

Endelig skal det nævnes, at det, man kunne kalde kommunaljournalistikken, samlet set udgør cirka 20% af den samlede mængde lokalstof.

Jeg bider især mærke i to ting fra rapporten: For det første at kommunalstoffet faktisk ikke er særlig dominerende. 20% er ikke det vilde.

Desuden er det bemærkelsesværdigt, at det selvstændigt fokuserede og vinklede kommunalstof udgør under en tiendedel af den samlede mængde. Det er ikke så godt… især ikke for dagblade, der (blandt andet) tager sig betalt for netop at lever det.

Og at en betydelig del af de 8 procent så er enkeltsager, hvor sure brugere er i centrum gør ikke sagen bedre.

Her er plads til forbedring. Rapporten kommer – set fra kommunal side – med nogle forslag, som du kan læse om her på stedet i morgen, torsdag. 

(Rapporten udkom allerede i januar 2010. Undskyld at jeg først skriver om den nu – men jeg har ikke været opmærksom på den før.)

Sandhedens time for nyhedsmedier

tirsdag, 13. juli 2010

De to store engelske nyhedsmedier, The Times og Guardian, har valgt hver sin vej frem mod økonomisk overlevelse. I de seneste dage er nogle skibe sat i søen, der skal blive interessante at følge.

Murdoch´s The Times satser på “the paywall” og håber, at betaling fra de mest trofaste af de 22 millioner månedlige læsere vil kunne sikre det økonomiske fundament for de digitale aktiviteter.

The Guardian tror omvendt på, at adgangen til web-nyheder skal være fri og gratis og har netop tilbudt alle Word Press-bloggere let adgang til frit at publicere Guardian-artikler.

Der er skrevet rigtig mange interessante ting om de to initiativer de seneste dage. Nedenfor kan du finde links til nogle af dem.

Der har tidligere været tendens til ren religionskrig i debatten. Nogle er for og nogle imod – og de to parter kan blive rasende på hinanden, når modparten lufter sin tro. I forbindelse med konferencen NewsRewired i London d. 25.6. har der været nogle mere nuancerede diskussioner om betaling og nyhedsmedier. 

Redaktør på The Times, Tom Whitwell, fortalte på konferencen om motiverne bag beslutningen om at lukke helt af for gratister, så de nu kun kan se selve forsiden. Jeg var ikke selv til stede under netop det oplæg, men Philip Trippenbach og Kristin Lowe har skrevet glimrende referater.

Vi er ikke interessert i å optimalisere nettsidene for annoncer, vi er interessert i å optimalisere den for leseropplevelsen. Nå kan vi bringe journalistene mye nærmere leserne,

sagde Tom Whitwell i følge Kristin Lowe. Og det lyder jo uhyre sympatisk.

Slut med at lefle for drive-by-læsere med underholdning og let-påklædte damer. Slut med at hænge med tungen ud af halsen for at publicere nyt-nyt-nyt  (eller det der ligner) for at få nogle til lige at kigge forbi. Og slut med at lade annoncer bimle og bamle, fordi man desperat mangler penge.

Og ikke mindst slut med at lade alle mulige anonyme tosse-hoveder svine hinanden til i kommentarfelterne.

På vej mod et nyt, rent, spændende, lækkert, lukket univers for de, der kan og vil betale. Så nyhedsmediet igen kan få en ordentlig relation til sine læsere! Eller??       

Ja, først har vi jo til gode at se, om det lykkes. Vil et passende stort antal mennesker faktisk være en del af dette nyheds-medie-paradis?

Dernæst er det interessant at se, hvad det så fører med sig. Der er vel ingen tvivl om, at de mediehuse, der vælger at gå den vej vil ændre karakter fra at være almene nyhedssites til at blive lant mere niche-orienterede og community-baserede. 

Hele forretningsideen vil formentlig ligge i evnen til at give kernebrugerne en særbehandling, der er pengene værd. Der må nødvendigvis blive mere nichefokus hos journalisterne. Heri ligger helt nye journalistiske muligheder og udfordringer, som iværksætteren Marc Reeves også pegede på.

En del af den udvikling er et ændret fokus – væk fra “offentligheden” og over mod “kunderne”, som Clay Shirky peger på i interviewet i Guardian. Er samfundsansvaret, som medierne har brystet sig af at varetage, ved at forsvinde? Eller er det bare en tilbagevenden til tidligere tider, hvor man f.eks. havde tættere tilknytning til politiske partier?

Mens diskussionen kan gå lystigt videre hos de, der har tid og lyst, venter vi alle i spænding på resultater og mellemregninger fra de engelske mediehuse.

Samtidig kunne man også håbe, at de danske udgivere ville træffe klarere strategiske valg. Eksperimenter som Berlingskes Ugen, der nu lukker ned, peger desværre ingen steder hen.

Hvilken form for udgivelse tror man på, og hvilken form for relation til brugerne satser man på vil have en fremtid rent økonomisk?

Læs også:

Philip Trippenbach: NewsRewired – We need to talk about Paywalls

Kristin Lowe: Satser på bedre nettdebatt med betalingsmur

Steve Outing: The Times vs Guardian Strategies: Uber-dumb & Smart

Steve Outing: No, I´m not “against” people paying for online news

Bill Mitchell, Poynter: Getting Paid the British Way

Bill Mitchell, Poynter: Paywalls at Three Gannett Papers testing “Journalism as a Service”

John Einar Sandvand, Aftenposten: The Times behind a Paywall: Can Rupert Murdoch win? 

Guardian-interview: Clay Shirky: “Paywall will underperform – the numbers don´t add up”

#newsrw: Fra lokaljournalist til “beat blogger”

fredag, 2. juli 2010

Good morning Cardiff and welcome to Friday! Today the weekend kicks off with a new market opening in Cardiff Bay – we´ll bring you more on this soon.

Sådan indleder Hannah Waldram tophistorien i dag, fredag d. 2. juli, på lokalsitet GuardianCardiff – mediehuset The Guardians bud på lokaljournalistik anno 2010. Hannah Waldram blev i starten af 2010 ansat som Guardians beat blogger i Cardiff

Et journalistisk one-man-band. “Bare mig og min computer”!

På konferencen NewsRewired i London i sidste uge fortalte Hannah Waldram om hendes journalistiske erfaringer, der både omfatter et væld af praktiske digitale redskaber – samt naturligvis sociale medier som Twitter, Facebook, Flickr osv.

Hun repræsenterer en ny tilgang til lokaljournalistikken, hvor det at arbejde aktivt med community-bygning og inddrage folk i en samtale om lokale emner og begivenheder er helt centralt.

Distributed journalism som beskrevet af Paul Bradshaw er en teoretisk beskrivelse af, hvordan Hannah Waldram og Guardians øvrige beat bloggere i Edinburgh og Leeds arbejder.

I sit oplæg opfordrede hun til, at journalister aktivt inddrager brugerne i skabelsen af indhold med det formål at øge samfundsengagement og aktiv deltagelse i lokaldemokratiet.

…there needs to be an attitudinal shift from singular news-agenda-driven ontent to understanding the value of collaboration and community driven projects,

skriver hun i en opsummering af sine personlige erfaringer fra deltagelse i konferencen.

Se evt. selv et videointerview med Hannah Waldram her.

#newsrw: Fra kiggere til “Readers Plus”

onsdag, 30. juni 2010

Under tre procent af de besøgende på nyhedssites og web-communities bidrager aktivt – og mange af dem som regel kun med ukvemsord! Kunne vi da bare få nogle flere til at bidrage positivt?

“Talk to them!”, lød det korte råd fra Samantha Shepherd , digital projects co-ordinator på Bournemouth Daily Echo, på konferencen NewsRewired i London i fredags.

Hun talte selv i begejstrede vendinger om  sine Readers Plus hjemme i Bournemouth. I modsætning til de såkaldte “lurkers”, der bare kigger, og “shouters”, der har travlt  med at fornærme alt og alle, er Readers Plus i følge Shepherd karakteriseret ved:

  • Pertentlighed: De påpeger straks fejl og uklarheder
  • Kritisk sans: De stiller konstant spørgsmål og ønsker uddybning
  • Snakkehoveder: De elsker at diskutere 
  • Newsagents: De fortæller os, hvad der foregår derude
  • Delivery boys: De hjælper os med at sprede vores budskaber
  • Brand Ambassadors: De er vores loyale støtter
  • Reporters: De hjælper os med at besvare komplekse spørgsmål og andre ting, vi ikke kan finde ud af

They make us part of their lives. They trust us to be fair, and if we haven´t been fair, they expect us to be honest about our mistakes. They don´t let us get away with being sloppy. They force us to be better at our jobs, to close the gap between them and us,

skriver hun i et indlæg om “Readers Plus”. I hendes øjne er én Reader+ lige så meget værd som 10 “lurkers”, så det er arbejdet værd at prøve at flytte dem.

Altså: “Talk to them!” Via Twitter, via Facebook, Flickr – og selvfølgelig via diverse debatfora.

Flickr: Publikum består af helt specifikke interessefællesskaber. Blandt andet landskabsfotografer. Hun vurderer, at 25% af de lokale Flickr-brugere er ”Readers Plus”.

Twitter: Omkring 20% af mediehusets Twitter-followers er nu Readers Plus, vurderer Samantha Shepherd.

Facebook: “The great untapped ressource!” 70.000 personer i Bournemouth er medlemmer af mediehusets Facebook-gruppe, og kommentarer og trafik fra Facebook er voldsomt stigende. Men endnu uden at nå Readers Plus-højder!

#newsrw: Journalist og forretningsmand: En mulig kombination?

mandag, 28. juni 2010

You´ve got to understand and relate to your audience in totality because it´s more likely that your reader and advertiser is one and the same person.

Ordene er Marc Reeves´. Editor på et af mange nye niche-medier i England, The Business Desk West Midlands. Og en af hovedtalerne på konferencen News:Rewired i London i fredags.

Journalistik i “the nouveau niche” var hovedtemet, og Marc Reeves provokerede nogle – og bekræftede andre – med især den første af sine tre hovedpointer:

  1. I et niche-medie er det ikke nok at være journalist. Du må også være forretningsmand.
  2. I en niche-forretning er det ikke nok at tilbyde information. Du må også gøre andre ting – f.eks. være sælger af ting og sager.
  3. Et niche-publikum har brug for et niche-approach. Ikke et massemedie-approach.

Marc Reeves har i mange år været journalist og redaktør på bl.a. Birmingham Post, men mediemarkedet i England er under kraftig forandring: Omnibusmedierne skærer ned, mens nye nichemedier skyder op overalt. Marc Reeves har selv for nylig levende beskrevet udviklingen i Birmingham-området her.        

Især det med at være både sælger og journalist på samme tid lyder skidt i manges ører, og der var da også på konferencen en del kritiske spørgsmål om, hvordan det kan foregå? Følg evt. selv den livlige diskussion på Twitter (#newsrw)

Som journalist er jeg selv kritisk overfor tanken om, at det skulle være en uproblematisk dobbeltfunktion.  Det handler om troværdighed!

Jeg er dog klar til at diskutere og undersøge sagen nærmere. Det er klart, at der nærmest sker en bundvending i mediemarkedet i denne tid, og journalistikken og journalistrollen i de nye små nichemedier må naturligvis være en anden en på de gamle medier, hvor pengene bare kom ind.

Ingen på redaktionen behøvede at tænke nærmere over, hvor de kom fra. Det må folk som Marc Reeves – og lignende danske journalistik-iværksættere som Caroline Meldgaard på Børn i Byen og Troels Lykke på MinBaad.

Så selvfølgelig må journalisten i den sammenhæng være forretningsmand. Det interessante er så, hvordan man kan være begge dele og stadig levere et troværdigt produkt. Troværdighed er med sikkerhed et vigtigt aspekt i et nichemedie.

Så hvad handler det om? Er det bare en helt anden opgave, når du betjener et afgrænset community, læser og annoncør måske ligefrem er den samme person? 

Det er let nok at vrænge af de konservative journalister, som “nægter at se fremtiden i øjnene”. Men hvad karakteriserer denne form for niche-journalistik, som Marc Reeves her er i gang med at indkredse? Kan vi “gammeldags” journalister lære noget her? 

Jeg vil meget gerne høre om dine erfaringer og meninger. Skriv gerne her på bloggen, på Twitter - til /fromjac - eller på mail pf@update.dk

Jeg vil i den kommende tid følge op på andre aspekter af den meget spændende news:rewired-konference.