“Readers know more than I do”, sagde den amerikanske journalist Dan Gillmor for snart syv år siden. Udsagnet repræsenterer et nyt kig på, hvad journalistik er, og hvad journalisters rolle er. Folk som Jeff Jarvis, Clay Shirky og Jay Rosen har siden udfordret med deres ideer om bl.a. networked journalism.

Men nu får de kam til deres hår! “Journalism classic” slår nu tilbage! I Columbia Journalism Review går Dean Starkman til angreb på “Future-of-news-profeterne” (FON-thinkers), som han kalder dem. I et langt, men meget interessant essay skærer han ud i pap, at der er en afgrund til forskel i de to opfattelser af, hvad journalistik er:

There is a culture gap between peer-production advocates and professional journalism,

skriver han. I virkeligheden er FON-profeterne farlige for journalistikken, for de undergraver dens autoritet og er med til at forvirre både befolkningen og medieverdenen selv.

For det første er det i følge Starkman noget sludder, at “læserne ved mere end os”. Han henviser f.eks. til afsløringen af avisen News of the Worlds aflytninger af kilder. Den historie er alene kommet frem via journalisten Nick Davies´ vedholdende gravearbejde (hør i øvrigt Guardian-redaktør Alan Rusbridgers gennemgang af sagen og dens konsekvenser).

Det kan godt være, at læsernes viden har værdi på et abstrakt niveau. “But on the important matters is (it) often simply untrue”. Punkt for punkt gennemgår og tilbageviser han FON-folkenes påstande og siger blandt andet:

1. Det er noget vrøvl, at journalistikken er i krise. Det var den for få år siden – og derfor kunne FON-folkene vinde gehør. Men krisen er ovre, og den klassiske journalistik står stærk igen.
2. Det er noget sludder, som digital first-tankegangen fremhæver, at forestillingen om journalistik flytter sig fra at være et produkt til en proces.
3. Starman er heller ikke enig i påstanden om, at journalistik er en vare, hvis værdi nærmer sig nul, da mediebrugerne har mulighed for at skaffe sig gratis alternativer andre steder.
4. Medierne som institutioner er ikke ved at miste deres centrale position i demokratiet, men er fortsat meget vigtige.
5. Arbejdet med netværk og digitale medier i det hele taget ser han ikke optimistisk på. Tværtimod æder det de mange nye opgaver journalisterne op og stjæler al tid fra den primære opgave, nemlig at researche og skrive historier.

De nævnte punkter er skåret ud i lidt firkantede klodser, men er essensen af det lange essay, hvor Starkmans indignation mod FON-guruerne er meget tydelig.

Det er tydeligt, at Starkman taler som repræsentant for en betydelig gruppe journalister og mediefolk, som har meget svært ved at se sig selv og deres faglighed i det lys, som Jeff Jarvis, Shirky m.fl. har sat på journalistikken og medierne.

Jeg følte mig selv provokeret af dette essay, men anbefaler alligevel læsning af det – og lad os så bagefter diskutere, hvor hvem har ret. For mon ikke vejen frem ligger et eller andet sted, hvor traditionalisterne også kan se nogle muligheder?