I denne uge åbner The Guardian dørene op til redaktionen og lader læserne se, hvilke historier der arbejdes med. Det engelske mediehus håber, at brugerne vil kunne hjælpe journalisterne med ideer, tips, synspunkter – og i det hele taget hjælpe med at prioritere ressourcerne på de historier der virkelig betyder noget.
The Guardians kilde til inspiration er den svenske avis Norran, der siden 2009 via live-chatten eEditor har ladet læserne følge nyhedsarbejdet og komme med indspil og kommentarer.
Jeg talte her til morgen med chefredaktør Anette Novak om erfaringerne. Jeg er ved at forberede kurset Lokalournalistik i netværk, hvor Anette Novak d. 31. oktober vil være oplægsholder – via Skype.
Kursets hovedpointe er, at systematisk arbejde med netværk af kilder og brugere kan give både bedre og flere journalistiske historier. Samtidig kan det i sig selv gavne mediehusets “varemærke” at åbne op og lytte til, hvad brugerne har at sige.
Men er der overhovedet nogen, der gider at bidrage, vil den kritiske journalist naturligvis spørge. Det var også det første spørgsmål, jeg stillede Anette Novak. Hun har hørt det før og er lidt træt af det:
“Lad mig bruge en kendt metafor: Hvis nu telefonen ikke ringede en dag, ville du ikke kaste den i skraldespanden af den grund. Det handler om at sænke tærskelen for, at læserne kan komme i kontakt med os. Og det er langt lettere at nå os via live-chatten end at skulle ringe til os”, svarer Anette Novak.
Der er da dage, hvor der ikke sker så meget på live-chatten. Samtidig har hun mange eksempler på, at snesevis af folk bidrager i løbet af en dag, og journalistikkens rammer herved udvides og giver Norran en stærkere journalistisk position.
For eksempel da hovedbyen Skellefteå for nogen tid siden blev ramt af en vandforurening. Kommunens folk informerede så godt og hurtigt, de kunne, men alligevel strømmede folk til live-chatten for at få svar på alle deres spørgsmål. Kommunens informationsafdeling indså hurtigt, at det bedste, de kunne gøre, var at være til stede på live-chatten og deltage aktivt i debatten.
“Lokalavisen har tidligere været byens torv, og det kan vi blive igen – bare på nye måder”, siger Anette Novak.
På kurset vil hun fremhæve en række andre eksempler, blandt andet i forbindelse med kommunale nedskæringer, storbrande og andre situationer, hvor læsernes hjælp får afgørende betydning. Endnu et eksempel, hvor live-chatten var med til at kvalificere journalistikken, fremhæves her i denne artikel på Journalisten.dk
Chatten er hele dagen bemandet med en erfaren journalist, så læserne får hurtig respons på spørgsmål og informationer.
“På eEditor snakker de direkte med et rigtig levende menneske, de får svar med det samme. Rent psykologisk giver det en helt anden lyst til at deltage,” siger hun til Journalisten.
“Og der er jo altid folk derude, der ved mere end os!”
Norran er i øvrigt nomineret til prisen som “Årets Redaktion” i Sverige – først og fremmest på grund af “ett sömlöst, respektfullt och fruktbart samarbete mellan läsaren och tidningens journalister”, som det hedder i motiveringen.
Glæd dig til at møde Anette Novak på Lokaljournalistik i netværk. Hvis du vil vide mere allerede nu kan du læse her og her.
Opdatering: Det svenske medie-site Resumé skriver i dag om The Guardians og Norrans “åbne redaktioner”.
Tags: Anette Novak, journalistik i netværk, lokale medier, lokaljournalistik, Norran, The Guardian
[...] Novak fra den nordsvenske avis Norran talte om i sit gæsteoplæg via Skype. Her præsenterede hun erfaringerne med åbne redaktionsmøder, som Norran har haft hver dag siden 2009. I et chat-lignende forum kan læserne kommentere og [...]