Fra net til papir til fortsat samtale på bloggen…

Endelig blev der tid til at se tilbage på konferencen Kamp om sporten på nettet, som Update 29. august stod bag sammen med Danske Sportsjournalister. Du kan i løbet af de kommende dage læse om nogle af de mest interessante vinkler på konferencen.

Journalist David Conn fra The Guardian gav en interessant vinkel på, hvordan den tværmediale journalist tænker og arbejder. Han laver noget så originalt som undersøgende sportsjournalistik. Går især bag kulisserne i engelsk og international fodbold og fokuserer på, hvordan pengene styrer meget af det, der foregår. Og skriver til såvel online, print som bloggen Inside Sport.

Tag f.eks. artiklen Carlos Tevez: The billionaires fight over his ownership revealed. Den er først publiceret på The Guardians hjemmeside d. 23. august kl. 22.30. Derefter er den bragt i papiravisen dagen efter. Og samme dag, d. 24. august, har David Conn skrevet den igennem igen og har lagt den på bloggen.

Så kunne det være slut – men er det langtfra. Det strømmer så ind med kommentarer. Nogle leverer indsigtsfulde supplerende bidrag, mens andre er mere holdningsprægede – indimellem aggressive angreb på Conns person.

Efter de første cirka 40 kommentarer kommer David Conn på banen igen og indleder et længere indlæg med

Thank you very much for all the comments on this article – much appreciated,

og går så videre med yderligere argumentation og dokumentation på nogle af de emner, læserne har rejst.

Herefter fortsætter kommentarerne med at skylle ind – ind i mellem med korte indspil fra Conn igen. Som supplement skal naturligvis nævnes, at en parallel samtale kører på Twitter, hvor David Conn også har lagt et link til artiklen i en tweet til sine godt 18.700 followers.

En artikel er altså ikke bare et færdigt take-it-or-leave-it-produkt, men i stedet starten på en samtale, hvor den indsigtsfulde sportsjournalist kan gå ind med bidrag, når han/hun ser en værdi i det.

På konferencen erkendte David Conn, at det kan være svært at abstrahere fra de såkaldte “keyboard warriors”, der med stærkt fornærmende og negative indlæg forpester debatklimaet.

“Jeg prøver ikke at lade mig påvirke af dem. Jeg skal holde fast i at tænke, at deres indlæg ikke er udtryk for en generel brev kritik mod min person!”

David Conn lagde i stedet vægt på, at han bliver nødt til at gå ind i debatten, da hans “tilstedeværelse” er med til at civilisere hele tonen i debatten.

“Vi har på The Guardian fundet ud af, at hvis vi selv går ind i diskussionerne, så bliver debatniveauet straks bedre. Det er som om, at folk lægger mærke til, at vi er der og tænker, “nu må vi hellere opføre os ordentligt!”"

David Conn understregede, at han i sine svar prøver at være faktuel og tilføje ny information, så der ikke går selvsving i det, og han kommer til at virke, som om han bare vil have ret!

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *


*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>