En aktuel sag fra Norge viser endnu en gang, at der er uklarhed om, hvorvidt man kan snakke privat med sine “venner” på Facebook, eller om alle ytringer dér kan betragtes som offentliggjort og dermed åbne for citat uden begrænsning.
En teologistuderende skrev på Facebook, at “Det er reservert et sted innerst i helvete for israelittisk lederskab”, efter at Israel i juni angreb en hjælpekonvoj på vej til Gaza.
Den lokale avis i Tromsø fandt indlægget så interessant, at det blev anledning til en nyhedshistorie, og forfatteren klagede bagefter til Pressens Faglige Utvalg i Norge.
Han mener, at avisen skulle have bedt om tilladelse til at citere fra en lukket profil på Facebook, mens chefredaktøren Jørn Christian Skoglund i følge det norske journalisten.no mener, at det er ligegyldigt, om profilen er lukket eller ej.
Når han “velger å synge ut til sine 2.700 venner på Facebook, er det å betrakte som offentliggjort”, skriver redaktøren i sit svar, hvor han sammenligner det med at stå og råbe det ud på torvet i Tromsø.
Har han ret? I givet fald: Hvor mange venner skal man have på Facebook, før man ikke længere taler sammen i en snæver kreds, men “står og råber på torvet”? Er det journalistisk i orden at citere folk for alt, hvad der skrives på sociale medier – uden at henvende sig til den pågældende først?
Jeg spørger, fordi jeg selv er lidt i tvivl. Og ihvertfald ser det ud som om, der stadig er en del folk, som regner deres Facebook-udgydelser for forholdsvis private.
Den gode Clay Shirky skriver i “Here comes everybody“, at vi i mediedebatten er tilbøjelige til at forveksle “communication” og “broadcast”.
Før sociale medier var der ingen tvivl. En telefonsamtale var ren kommunkation, mens en avisartikel var broadcast. På Facebook kan det være begge dele – også samtidig. Og afsenderens intentioner kan være forskellige fra resultatet.
Det danske Pressenævnet skriver i 2009 i sine retningslinier, er det i princippet er i orden at citere fra åbne profiler, mens der også kan citers fra lukkede profiler, hvis hensynet til offentligheden overtrumfer hensynet til ejeren af profilen.
Hvad gør vi? Hvilke politikker findes rundt omkring på medierne for anvendelse af materiale fra Facebook? Jeg vil meget gerne høre nærmere om dette!
Den norske sag er i øvrigt endnu ikke afgjort.
Tags: citatret, Clay Shirky, Facebook, Journalisten.no, journalistisk etik, Pressenævnet, sociale medier
Lige meget hvor mange venner man har, kan det aldrig betragtes som offentligt. – Medmindre indlægget er offentligt tilgængeligt – .
Der er jo tale om en valideringsprocess før man bliver ven. Det er jo ikek tilfældet nede på torvet som er offentlig tilgængeligt for alle.
Hvis man absolut vil sammenligne det med noget fra vores “virkelige” verden, så svarer det vel til at holde en tale til en privat fest, hvor kun indbudte gæster har adgang.
Facebook giver jo mulighed for at gøre indlæg offentligt tilgængelige, eller blot dele dem med venner. To indlæg behøver ikke være ens på det punkt. Derfor er sagen jo klar. Alt det Facebook indhold man kan finde via offentlige søgninger på f.eks. Google eller OpenBook.org er indhold der er gjort offentligt med brugerens tilkendegivelse og svarer til indhold der måtte være publiceret på en normal hjemmeside.
Skal grænsen være 10x gennemsnitsantallet af venner for en Facebook bruger? Skal det være det globale gennemsnit eller gennemsnit for det enkelte land?
Jeg kan egentlig godt lide ideen at bruge pressenævnets formulering, fordi det giver den enkelte et eget ansvar og kontrol over åben/ lukketheden. Hvis ikke det var fordi den var så vag og uklar.
For problemstillingen besværliggøres yderligere, hvis vi skal definere hvornår en profil er lukket og hvornår er den åben. Er det når “venners venner” kan følge med eller er det kun “alle”? For ved venners venner kan du som journalist vel ikke vide om den er åben / lukket, hvis du er ven med en der er venner med den pågældende.
Er den lukket, hvis billeder kun er tilgængelige af (nogle) venner og statusupdates kan ses af alle? At alle kan se statusupdates, men kun venner kan kommentere på dem?
Jeg har ikke svaret. Men som det vist er nævnt før andetsteds, så bør journalisterne tænker sig grundigt om, fordi de personligt risikere at udstøde sig selv fra deres egne venner. Men vel også fordi de måske risikerer at lukke et nogenlunde åbent univers endnu mere?
Tak for din meget kontante kommentar, Kasper. Jeg har også spurgt ekspert i mediejura, Oluf Jørgensen og er spændt på, om han er lige så sikker.
Venlig hilsen
Peter
[...] Jeg skrev her på bloggen for et par dage siden om en lokalavis i Tromsø, som havde citeret fra en lukket Facebook-profil, og nu er indbragt for det norske Pressens Faglige Utvalg af den pågældende person for ikke at have spurgt om lov til at referere fra profilen. [...]