Et voksende antal journalistiske historier bygger på, at nu har den og den Facebook-gruppe så og så mange tusinde medlemmer. Men måske burde vi være lidt mere forsigtige med at tage den form for ”mobilisering af masserne” alt for seriøst?
Internet-psykologen Anders Colding-Jørgensen gav i går på århusianske Headstart New Media Network et meget interessant indblik i, hvad der styrer vores handlinger på sociale netværk som Facebook.
Han demonstrerede blandt andet, hvor let det er at banke en Facebook-gruppe op med mange tusinde medlemmer. Træk en potentiel – evt. fiktiv – og helst simpel konflikt op. Vend dig mod en tydelig fjende. Og du kan med simple retoriske virkemidler hurtigt hidse en masse medlemmer sammen.
Anders Colding-Jørgensen beskrev for eksempel levende, hvordan han i løbet af kort tid som en del af et væddemål med sine studerende bankede over 27.000 medlemmer sammen i Facebook-gruppen “Nej til nedrivning af Storkespringvandet”. Et opdigtet problem fra ende til anden.
“Da vi rundede 25.000 medlemmer ringede TV 2″, fortalte internet-psykologen, som også blev kontaktet af en række andre medier. Læs i øvrigt om eksperimentet her.
“Pseudo-handlinger”, kaldte Anders Colding-Jørgensen det, at vi siger ja til at blive medlemmer af alskens grupper. Som regel noget vi er imod! Og som regel indebærer medlemskabet ikke noget som helst andet end passiv og omkostningsfri støtte.
Den slags er selvfølgelig helt i orden – men eksemplet må alligevel vække til eftertanke: Hvis journalistik handler om virkeligheden, må Facebook-grupper behandles med mindst samme kritiske sans som andre aktiviteter i samfundet.
Tags: Facebook, internetpsykologi, sociale medier
Jeg så hellere, at en psykolog granskede hvilke positive ting får ud af facebook. Der er helt sikkert en masse tosset og idiotisk, men der er også noget andet – positivt. Jeg har fulgt nogle grupper, der er optaget af tvangsfjernelsesområdet – hvor jeg i alt fald kan se, at de får luft (sat ord på) for deres vrede. hvis man ser på skoleområdet (folkeskoler, efterskoler, gymnasier, højskoler, universitetet) synes jeg faktisk der er en masse der kan studeres – på en noget mere positiv facon, end Anders Colding-Jørgensen fremstiller det.