Nedenstående anmeldelse af Århus Stiftstidende blev i fredags, d. 5.2.10, bragt på Mediawatch.dk:
NYHEDSVÆRDI – 4 stjerner
Oplægget ser spændende ud og er muligvis en del af svaret på de lokale mediers udfordring. ”En communitydrevet avis” – ja tak! Hvad det så end viser sig at være. Men det er godt tænkt.
De øvrige tiltag er mere banale. Århusianerne slipper nu for ”ko-tillægget”, som det er blevet kaldt, og får i stedet daglige specialtillæg om motion, shopping osv. Små godbidder til læseren som forbruger. Fint, men ikke særlig nyt.
At Århus Stiftstidende endelig også vil mere kommenterende i sit udtryk – og også vil tættere på de områder, hvor folk bor – ja, det lyder jo udmærket. Men decideret nyt kan man ikke kalde det.
MÅL – 2 stjerner
Gør de det så? Tjahh, den communitydrevede avis har vi ikke set noget til. Den ligner såmænd i høj grad sig selv. Vi ved, at 1500 århusianere har meldt sig til læserpanelet, men hvordan de skal sættes i spil, har vi endnu til gode at se.
De daglige tillæg er til gengæld håndgribelige nok. Jeg er godt klar over, at jeg ikke kan forvente det vilde – men et enkelt reportageopslag plus lidt klumme- og brevkassestof er dog lige lidt for tyndt.
Det ser også ud, som om reporterne er blevet bedt om at gå tættere på hyperlokale folk og problemstillinger. Artikler om ”Uro i Holme Sogn” og Frisør-Jens fra Åbyhøj har dog det grundlæggende problem, at de ikke i udgangspunktet interesserer andre end dem, der bor lige dér. Her giver nettet mulighed for at selektere stoffet langt bedre end papiravisen.
BRANDVÆRDI – 3 stjerner
Både hos mig – og måske også hos århusianerne – skal Stiften have plusser for at prøve! Både jeg og de ved, at ressourcerne er begrænsede. Som sagt er det svært at se markante forandringer endnu, og risikoen er, at man (endnu en gang) har forsøgt at snakke sig til fornyelse. Det er desværre set før, både hos Stiften og kolleger i dagbladsbranchen.
I så fald vil bagsiden af medaljen snart blive synlig: Spørgsmålet er, om Stiften har flere skud i bøssen, hvis denne kampagne løber ud i ingenting?
POTENTIALE – 3 stjerner
Det forlyder, at Stiftens gadesælgere har solgt godt med prøveabonnementer i ugens første dage. Der er ingen tvivl om, at mange århusianere vil Stiften det bedste. Det er dog ikke nok med nye koncepter. Når det kommer til stykket, drejer det sig om dygtigt og energisk journalistisk arbejde dag efter dag…
SAMLET KARAKTER – 3 stjerner
En karakter i den grå midte – baseret på at der er rigtig mange ubesvarede spørgsmål. Først og fremmest: Er medarbejderne på Stiften i stand til med de begrænsede redaktionelle ressourcer at ride alle de heste, der nu er sat i spil? Der er ingen tvivl om, at de er nødt til at forsøge. Vi er nogle stykker, der krydser fingre for, at det lykkes!
(Åbenhed: Jeg er tidligere ansat på Århus Stiftstidende og abonnerer stadig på avisen af gammel kærlighed)
Tags: Århus Stiftstidende, community, hyperlokal journalistik, lokaljournalistik, nyheder
Hej Peter
Jeps, jeg har godt se gadesælgerne fræse rundt nede i midtbyen. Men hvis det blot er den gamle vare i nyt gavepapir, så fiser luften vel af ballonen ret hurtigt.
Jeg tror man skal huske det gamle amerikanske journalist-mantra: “What’s in it for me?”
Dét spørgsmål skal læseren/brugeren/kunden have lov at stille. Hvis du ikke kan svare på det, så er det en ommer.
Man skal ikke være så bekymret over historier om Frisør-Jens i Viby (eller hvor det ny var). Man skal tænke langsigtet. Og så skal man tagge sine indlæg og billeder grundigt.
Så får man nemlig en database opbygget. Og DET er guld værd!
Jeg er personligt ligeglad med børnehaver i Højbjerg. Men den dag min familie og jeg flytter til Højbjerg, vil jeg vide ALT om børnehaver i Højbjerg.
Og hvor skal jeg så lede? Forstår du min pointe?
Spændende indlæg
Vi ses
/Kenneth