Julen er også gavegiver-tid, og der kommer masser af opfordringer til at støtte hæderværdige formål. Hvorfor ikke journalistik?
Visse medier – bl.a. MiamiHerald.com - er begyndt at bede brugerne om donationer. Kunne man forestille sig, at gaver fra de mest passionerede læsere kunne blive en del af mediernes nye indtægtsgrundlag – når nu andre kilder er ved at tørre ud?
Ja, hvorfor ikke? En af vejene kunne f.eks. være et fælles system for alle de gamle dagblade, der gør det let for interesserede gavegivere at komme af med pengene. Systemet Kachingle findes allerede. Var det noget, DDF? Eller noget i den stil?
Politiken kom tidligere i 2009 skævt ind på begrebet “crowdfunding” og trak sig hurtigt tilbage igen. Siden har der været snakket meget om, hvordan man kan finansiere den gode journalistik via særligt interesserede bidragydere.
Jeg er personligt skeptisk over for formen. Kan alle og enhver – inklusive f.eks. store firmaer – nu købe sig til undersøgende journalistik med et bestemt fokus? Nej, det skurrer i en journalists ører.
Men lad os overveje andre former. Jeg er personligt ikke i tvivl om, at et betydeligt publikum er klar til at betale mindst et årsabonnement, hvis de føler sig sikre på, at midlerne bliver brugt til vagthunde-journalistik og ikke bare pop og plat.
Giv det evt. en tanke julen over - så lad os diskutere det lige efter nytår. Jeg har personligt nogle ideer, jeg kunne tænke mig at lufte.
Indtil da: Hav en rigtig god jul og kom godt ind i det nye år.
(Inspirationen til dette indlæg kommer fra hæderkronede Steve Outing. Tjek selv hans blog for sædvanligvis interessante indlæg.)
Tags: crowdfunding, finansiering af journalistik, forretningsmodel, journalistik, Steve Outing, undersøgende journalistik