DR´s Olav Skaaning Andersen beklager sig i lange baner i Jyllands-Posten i går (6. august) over, at kilderne nu henvender sig direkte til publikum i stedet for som tidligere at gøre det via journalister og medier. (se omtale på journalisten.dk. Jeg har ikke kunnet finde et link til selve indlægget.)
(Opdatering: Her er et direkte link til indlægget. Tak til Olav Skaaning Andersen)
Det er tankevækkende læsning. Naturligvis er det irriterende for medier som DR, at de nu ikke længere har monopol på adgangen til ellers svært tilgængelige folk som Lance Armstrong og Lars Løkke.
Men at det skulle være et demokratisk problem i sig selv, har jeg svært ved at se. Nu kan folk snakke direkte med politikerne på Twitter eller “opsamlingcentraler” som Folketwinget. Det er da en styrkelse af demokratiet, Olav Skaaning!
Det samme kan man næsten sige på sportsområdet. Mens sports-koncernerne (de tidligere klubber) i stigende grad lukker af for pressen og vil styre mere og mere via egne kanaler, begynder sportsfolkene så selv at kommunikere via blogs, twitter og andet. Det er da godt for (sports)demokratiet.
Samtidig kan det godt være skidt for medie-forretningen. I USA beklager sportsredaktioner sig aktuelt over, at sportsstjernerne i stigende grad twitter om stort og småt - alt det, medierne plejer at gøre journalistik ud af.
Vi (journalister) skal stadig have mulighed for at stille de kritiske spørgsmål, skriver Olav Skaaning Andersen i Jyllands-Posten. Jamen, det er der da ingen, der forhindrer jer i, tænker jeg. Brug lidt mindre tid på mikrofonholderi og lidt mere på kritisk tænkning!
Og hvis I nu ikke skulle have tid til at stille de kritiske spørgsmål – jamen så er det da godt, at borgerne har fået mulighed for at gøre det!
Tags: DR, journalistik, kildeadgang, Lars Løkke, Olav Skaaning Andersen, twitter
Jeps!
Olavs lille ‘klage’ kan kun høres af dem, der står i samme ørken og råber på genindførelse af hestevogne og damplokomotiverne.
Det lyder i hvert fald som en gammel sømandsvise, der – hvis man pepper beatet lidt op – faktisk kan bruges positivt til, som journalist, at nyde alle de nye og mange informationer, man får gratis forærende, fordi brugerne taler sammen på blogs, Facebook, Twitter og mange, mange andre steder.
Kære Olav (og andre) – kom ned fra bjerget, min ven. Festen er hernede ved floden
/Kenneth
Glimrende indlæg begge to, men jeg synes de bærer lidt præg af Journalistens omtale og ikke selve kronikken. Her priser jeg både twitter og facebook, men de har nogle konsekevsner som vi må forholde os til. Og diskutere.
Derfor link til selve kronikken her
http://jp.dk/opinion/kronik/article1772791.ece
vh
Olav
Tak for svaret, Olav. Jeg havde godt nok læst selve kronikken også – og nu har jeg genlæst den for at se, om jeg havde misset nogle pointer.
Der er stof til flere gode diskussioner i dette. Især:
- På hvilken måde former “dialogen” sig mellem f.eks. politikere og borgere på eksempelvis Twitter og Facebook?
- Hvordan kan vi som journalister med fordel anvende den form for kommunikation i og omkring vores journalistik?
Jeg ser grundlæggende fremkomsten af de sociale medier som fyldt med journalistiske muligheder og meget få risici.
Hilsen
Peter From
Skaaning tager fat i flere eksempler, der nok skal pusles noget mere om – men om det generelle; at afsender af budskaberne nu selv tager fat med information via en masse let tilgængelige kanaler – ja, så er der en stor fare for, at den kritiske journalistik får nogle problemer.
Men for at komme lidt tættere på, hvad problemerne i grunden består af, mener jeg der er nogle helt forståelige forhold: mange oplever de samme og samme spørgsmål fra journalisterne, hvor afsenderen jo lige så godt kan informere på twitter, facebook eller en hjemmeside. Jeg har fuldt forståelse for, at man ikke gider svare på det selvsamme spørgsmål fra 100 forskellige journalister.
Og det fører mig så til de næste: hvor mange kritiske journalister er der i grunden? Hvad er det vi skal være bekymrede for?
Jeg vil vove den påstand, at der kun er 1 ud 100 journalister, der kan benævnes kritisk journalist – resten opfører sig helt forudsigeligt i forhold til en dagligdag, hvor der produceres noget, i en tiltagende medievirkelighed, hvor folk bare skal have noget underholdning.
Og – er det sådan – ja, så adskiller vennerne og pressen alene sig ved, at pressen kan bringe underholdningen ud til mange flere end vennerne er i stand til.
Men på indholdssiden, så kan journalisten altså lige så godt referere de meddelelser der meddeles fra twitter, osv.
Den stakkels ene kritiske journalist skal godtgøre, at hun vil noget mere og andet end de 99 andre.
Spørgsmålet er så, hvor det lader sig gøre i praksis.
Kunne man forestille sig to pressekort: et for de gode journalister og et for underholdningsindustrien?